BIBELSELSKABETS HÆRVÆRKSMÆND

At Det Danske Bibelselskab ikke har opgivet sin mørke og skæbnesvangre strategi med hensyn til at få fjernet Israels navn fra Bibelsens blade, kommer desværre tydeligt til syne i det allerede offentliggjorte skrift fra Salmernes Bog.

Ingen ved endnu, hvad der kan forventes af ’den nye bibel’, når den (med Gamle Testamente) i 2020 sendes på gaden med en revideret udgave af Ny Testamente. Bibelselskabet modtog for en årrække siden et ikke ringe antal protestskrivelser og klager over, at Israels navn var fjernet mere end 60 gange fra ’Den Nye Aftale’. Det ændrede ikke meget ved den færøske udgave, som stort set fulgte i samme spor. Spørgsmålet er nu: Fastholder Bibelselskabet stadig sin tydelige israelsfjendtlige holdning (der gives intet andet ord for denne totale udryddelsesproces)? Hvad har den nye 2020-bibel i den forbindelse at byde på?

I den tidligere artikel har jeg omtalt, at Israels navn i Ruths Bog i ’den nye bibel’ er slettet i et afsnit, som for mig selv har haft stor betydning – og nu ser jeg, at i Salmernes Bog har Bibelselskabets hærværksmænd også gennemført deres ugerningstogt ved at hugge om sig til højre og venstre for at få Israels navn ryddet af vejen.

I den 7. salmes sidste vers gives et talende eksempel. Den oprindelige tekst siger: ”Ak, kom dog fra Zion, Israels frelse… da skal Israel glæde sig” (v.7).

I de moderne teologers gengivelse hedder det: ”Vi håber, at Jerusalem kan beskytte os” (v.7).

Ikke mindre end to gange er Israels navn fjernet fra teksten (som ikke indeholder ét ord fra det oprindelige skriftafsnit) – og den ene gang ejer en tydelig henvisning til jødernes Messias, ’Israels frelse’.

Inden jeg tager fat på at fremholde flere eksempler på denne uansvarlige ’oversættelsens’-fremfærd, vil jeg blot (i al korthed) lade mit blik glide ned over den nye ’oversættelse’ af bibelens 1. salme.

Her ser man, at linjen fra Ny Testamente-gengivelsen følges i Gamle Testamente. Alle de ord, som f.eks. ’nåde’, ’synd’, ’retfærdighed’, ’salighed’ osv. er på det strengeste forment adgang til Den Gamle Pagts skrifter. Israels navn kan imidlertid ikke totalt ’udrenses’ fra Gamle Testamente – i så fald ville Bibelens hele jordiske grundvold falde sammen – men hvor det kan lade sig gøre, har man ikke sparet på kræfterne. Derfor bør i al hast søgelyset glide ind over Skriftens første salme:

ET BLIK PÅ DEN FØRSTE SALME

Allerede i Bibelens første salme kan vi iagttage, hvorledes skarpretterens økser har haft travlt med at aflive nogle af de kostbare ord, som de troende gennem generationer har jublet over – ja, som har holdt dem i live i prøvelsens tider og de verdslige myndigheders forfølgelse.

Det allerførste ord i den allerførste salme er hugget om og erstattet med en sjælelig forfladigelse, der helt har mistet grundtekstens oprindelige sigte.

De nye ’oversættere’ skriver: ”Hvor er det godt for den, som ikke hører på de onde” (v.1). Det ord, som har generet vor tids eksperter, er det bibelske udtryk: ’Salig’. Den ’gendigtede’ linje lyder i sin oprindelige tekst sådan: ”Salig den mand, som ikke går efter gudløses råd” (v.1).

Med den nye ’oversættelse’ mener bibelselskabets teologer her at ’kunne slå to fluer med et smæk’. For det første kan de følge linjen fra deres ’renskrivning’ af Ny Testamente, hvor sådan et ord som ’salig’ er bandlyst. ”Det begreb kender unge mennesker ikke noget til,” har de (for en halv snes år siden) hævdet – så nu fortsætter udryddelseskampagnen i Gamle Testamente.

Det bibelske ord: ’salig’ er nu i den første salme erstattet med ordet: ’Det er godt for den, som’ – og vi bør et øjeblik standse og nærmere undersøge, hvad de moderne ’ordstjælere’ her søger at frarøve Den Hellige Skrift.

For at sige det kort, vil jeg påstå, at ordet ’salig’ indeholder noget himmelsk! Selv de værste gudsfornægtere vil give mig ret i, at den ’lyksalige’ ejer noget, der ikke hører denne verden til – ja, jeg har ladet mig fortælle, at i den græske version (Ny Testamente) taler grundsproget om ’en lykke’, som kun guderne kan besidde.

Det vil med andre ord sige, at ved at fjerne ordet ’salig’ fratager man denne betegnelses himmelske dimension. Ja, jeg vil gå så langt som til at påstå, at ved at slukke for det himmellys, som netop dette ord indeholder, fjerner man samtidig de guddommelige løfte, der skjuler sig i dybet af dette begreb.

Det menneske, som Jesus erklærer ’salig’ modtager i samme øjeblik et løfte, der har evighedsværdi, – ja, en velsignelse, der rækker langt ud over denne kummerlige verdens tilbud om et eller andet jordisk gode.

Bibelselskabets teologiske ransmænd søger ved denne forbrydelse (at stjæle den største, himmelske skat fra Jesu bjergprædiken) der i generationer er blevet kaldt ’saligprisningerne’ (Matt.5:3-12). Jeg siger ikke for meget, når jeg her tør erklære, at de, som rører ved denne Kristi belæring (som helt og holdent bygger på ordet ’salig’) vil bittert komme til at fortryde dette – og de bør straks (uden tøven) bøje deres knæ og af hjertet bede om Guds tilgivelse.

Tilsigelsen (eller udsagnet): ”Hvor er det godt,” som er erstatningsordet for ’salig’, indeholder ikke Jesu løfte om, at ’himmeriget er deres’ (Matt.5:3), ej heller, at sådanne ’skal kaldes Guds børn’ (v.9). Nej, nyteologernes påfund: ’Hvor er det godt’ forbliver ved de jordiske goder. ’Hvor er det godt’ er et jordbundet begreb. Det ejer ikke frelsesglæden eller den åndelige grebethed, som ligger i saligprisningen. Derfor vil jeg – og andre med mig – erklære det for et dårligt bytte. En ny generation af bibellærere får her intet givet; nej, de bliver frarøvet et ord, hvis indre lys er forbundet med et menneskes evige salighed.

ORDET ISRAEL FJERNES MED ET PENNESTRØG

I Salmernes Bog står én sætning, der – som et af de mest tydelige eksempler på netop dette bibelskrifts tydelige kærlighed til Israel – med få ord udsiger alt det, som salmedigterne har at fremsige om Det Hellige Land. Denne ene, bemærkelsesværdige sætning lyder sådan:

”Visselig, Gud er god mod Israel” (Salme 73:1). Den specielle understregning (’visselig’) af præcis denne sandhed er at sammenligne med det udtryk (’sandelig’), som Jesus bruger, når Han fremstår med en erklæring, som ingen må gå glip af. At Han i Johannesevangeliet anvender netop denne understregning (’sandelig’) af en sags vigtighed kan ikke og bør ikke kunne overses eller ignoreres! I det nævnte evangelium anvender Jesus ikke mindre end 26 gange udtrykket: ’sandelig’ – og jeg vil vove at påstå, at hvis der i dette vort elskede, men åndsforladte fædreland, findes en lovkyndig, som i sin ophøjede mangel på gudsfrygt tør driste sig til (blot én af de seksogtyve gange i Johannesevangeliet) at stryge netop dette ord, så vil det blive ham eller hende en dyr affære (hvis ikke denne stakkel skyndsomt gør alt, hvad han eller hun kan for straks at korrigere denne overordentlige fejltagelse).

Men her viger Det Danske Bibelselskab ikke tilbage! Med et pennestrøg fjerner i det Gamle Testamente ikke blot ordet: ’visselig’ (engelsk: ’truly’) – men det sløjfer samtidig hele den linje, der indeholder den erklæring, som Bibelens salmedigter så stærkt har betonet.

BRUTALT REVET UD AF TEKSTEN

I Ny Testamente er de nyuddannede teologer allerede på afveje, når de oversætter ordene ’sandelig, sandelig’ (oven i købet gentaget) med det svage og vage udtryk: ’Hør nu her’! (f.eks. Johs.8:58, hvor Jesus sætter farisæerne til vægs med en ’evighedserklæring’). Men i Gamle Testamente gengives i den løsagtige ’oversættelse’ en sådan tekst ikke med et andet udsagn. Nej, den rives simpelthen ud af sammenhængen og tager brutalt hele den betydningsfulde erklærings indhold med sig i farten.

… og her melder sig spørgsmålet: Hvorfor vil de moderne bibel-’oversættere’ ikke have denne ene sætning med i Gamle Testamente? Hvad er det, der tydeligvis er så kostbart for salmens forfatter men som med samme tydelighed regnes for intet af vore dages skriftkloge? Ja, værre endnu: som foragteligt regnes for skadelig ukrudt, der ikke længere ’har sin plads i den nye teologi’?

Svaret på dette spørgsmål vil jeg efter bedste evne søge at give i det følgende:

BIBELSELSKABETS RAGEKNIV

Den måde, som bibelselskabets ragekniv har sønderskåret indledningen til Bibelens 80. salme taler sit eget sprog! Det fremgår her ganske klart af den offentliggjorte tekst, at der er udtryk (der peger på og har at gøre med Israel), som tidsåndens gendigtere ikke levner nogen plads.

Den oprindelige tekst, som de danske bibellæsere ikke blot har ’glædet sig over’ men ’frygtet sig ved’, er ordene: ”Lyt til, du Israels Hyrde, der ledede Josef som en hjord” (80:2).

Dette dybt inspirerede navn på Himlens og jordens Gud: ’Israels Hyrde’ og den dertil knyttede nødvendige beskrivelse på overhyrdens ophøjede gerning: ’at lede Josef som en hjord’ er alt sammen med ét ryk blevet flået ud af hele denne salmens sigte og perspektiv. Vore dages bibellæsere bliver efterladt med et afgnavet ben, som (hånligt) kastes ud til dem; den ’Israel’-udrensede tekst lyder nu sådan: ”Hør os Gud, du som tager dig af os” (80:2).

Den uheldssvangre kædereaktion, som uundgåeligt følger i sporene af denne påviste ’oversætter’-overtrædelse bør følges skridt for skridt.

1. Hvis man sletter navnet Israel må man slette navnet Josef (v.2).
   
   
2. Hvis man sletter Josef, må man efterfølgende slette navnene: Efraim, Benjamin og Manasse (v.3).
   
   
3. Hvis man sletter disse hebraiske navne, så nærmer man sig en begyndende holocaust-fornægtelse (v.6 og v.17): Det jødiske ’tårebrød’.
   
   
4. Hvis man således forbryderisk generaliserer Israels ’tårebrød’(v.6), så sletter man dermed den aktuelle betydning af betegnelsen på ’Israels naboer’, som ’gør Jerusalem til et stridsemne’ (v.7) – ja, det er med denne nye bibel-’oversættelse’ kommet dertil, at fordi man har sløjfet, slettet og udryddet alt, hvad der i denne salme kan henvise til Israel, så
   
   
5. forgriber man sig afsluttende på den ubestridelige profetiske henvisning, som dette skriftafsnit indeholder med henblik på jødernes Messias, der her omtales med ordene: ”Lad din hånd være over din højres mand, det menneskebarn, du opfostrede dig” (v.18).

Hvad der er blevet tilbage af dette højt skattede profetiske udsagn om Jesus Messias, der – efter at ’han blev mennesker lig’ blev ophøjet til at sidde ved Guds højre hånd – er denne fattige meddelelse: ”Din hånd hører til dér, hos de mennesker, du fik til at vokse…” (v.18).

Messias-benævnelsen: ’Guds højres mand’ og Jesus-forudsigelsen: ’det menneskebarn, du opfostrede dig’ (v.18) er forsvundet! Den generation, som får ’den nye bibel’, afskæres dermed fra (gennem læsningen af dette værk) at modtage det budskab, som er denne 80. salmes egentlige sigte.

Læs: ’400 MARCHERER FOR UDFRIELSEN FRA HOMO’ i Profetisk Journal (johnynoer.dk).