SODOMA

… hvad der er sandt, og hvad der er løgn – … fortsættelse af det forrige rundbrev

Det fremgik af tidligere kirkeminister, Manu Sareens ’lovforslagsbemærkninger, at hans afsæt til initiativet ’kirkelige homovielser’ ikke ligger i hans ønske om at ’understøtte’ den evangelisk-lutherske lære, men udelukkende er motiveret af den politiske ideologi, som ligger bag oktober-regeringsgrundlaget af 2011.

Som statens mand har han ifølge sin erindringsbog set det som sin fornemste opgave at følge op på den politiske vision ’at give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken’. Dette skulle (ifølge det politiske regeringsprogram) gennemføres ’uanset kirkemedlemmernes seksuelle orientering’. ”Den kirkelige vielse,” forklarer kirkeministeren i sin selvbiografi, ”er den sidste rest af diskrimination af homoseksuelle” (s.162). ”Den tilhører en fjern fortid! Nu skal kirken hjælpes til ’at komme videre’. Nu skal vi bare have lavet det ritual! Han tilføjer: ”Dette er den bedste beslutning, jeg har truffet som politiker (s.163)… ”slut med freden i kirkeministeriet!” (s.163)

”Vi vil give alle kirkens medlemmer!” … er altså ikke et bibelsk begrundet udsagn fra kirkens ledelse. Det er et parti-politisk manifest. Da det blev formuleret i 2011, drømte ingen af de involverede politikere om at spørge kirkens egne folk, hvad de mente. Og slet ikke nogen af de ti indflydelsesrige, kirkelige organisationer, der siden viste sig at være dette politiske programs bitreste modstandere. Nej, de fire ord: ’uanset deres seksuelle orientering’, afslører en verdslig, statspolitiske sigte. Dette regeringsgrundlag skulle nu kæmpes igennem ’uanset’, hvad andre mente og tænkte. ’Uanset’ kirkens egen indstilling og lære – ja, ’uanset’ om kirken ville have det eller ej…

Bevæggrunden for statens pludselige ’gavmildhed’ (som udtrykkes i ordene ’vi vil give’), hviler ikke på noget mandat – nogen særlig beføjelse eller kompetence, ej heller på nogen særlig lyst eller længsel efter at komme kirken til hjælp ved at understøtte dens lutherske og bibelske vision. Nej, de ’statslige givere’ har noget andet og mere ildevarslende i sigte, hvilket jeg i det følgende vil søge at forklare…

BISKOPPENS KVITTERING

Da Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen i februar 2012 – kun et par dage før hans minister skulle møde en flok vrede folketingskolleger i et samrådsmøde på Christiansborg – afleverede et (næsten personligt) ’notat’ til Manu Sareen, lignede det en taknemlig kvittering for ’gaven’. Notatets indhold lød:

”Jeg finder det relevant at nævne, at vi i vores teologiske tradition lever med en høj bevidsthed om, at et bekendelsesskrift har en historisk karakter, hvilket medfører, at fortolkningen af bekendelsesskriftet fordrer såvel en afklaring af nutidens problemstilling som en viden om reformationstiden.”

Biskop Peter Skov-Jakobsens notat til kirkeministeren vedr. ægteskabet er imidlertid i uforsvarlig modstrid med kirkens bekendelse. Biskoppen skriver bl.a.: ”Det har indtil nu ikke afstedkommet teologiske overvejelser, hvorvidt det i kirken indgåede ægteskab eller det i kirken velsignede ægteskab skulle have en særlig status…”

Med en sådan bispeerklæring kan notatets modtager, kirkeministeren, kun være tilfreds!

Bispenotatet slår fast, at kirkens velsignelse ikke skal regnes for noget særligt. Det vil med andre ord sige, at Guds velsignelse ikke skal opfattes som havende nogen særlig betydning. Med biskoppens egne ord (citat): ”Det i kirken velsignede ægteskab har ingen særlig status!” Hertil svarer Luther: ”Hvor meget mere skal vi ære denne guddommelige stand!” Han tilføjer: ”Ægteskabet har jo Guds ord for sig, er ikke opdigtet ej heller indstiftet af mennesker.”

Det vil sige, at ægteskabet ifølge kirkens bekendelse (Luthers katekismus) alle steder og til alle tider af kirkens præster og bisper skal forkyndes som en ’guddommelig stand’, ’indstiftet af Gud’, og at ægteskabet alene af den grund kan modtage en særlig velsignelse. Ikke nok med det: Der behøves ikke (som Danmarks bisper så tydeligt har bevidnet) lang tid til at udforme et vielsesritual, thi ægteskabet har (Luther-citat): ’Guds ord for sig’ – er altså bekræftet i Den Hellige Skrift. Det er ikke noget menneskeligt påfund. Det er helt og holdent indstiftet af Gud! Det behøver man ikke (som det har været tilfældet) flere måneder til at få indført et nyt homoseksuel vielsesritual!!

Københavns biskop erklærer (som omtalt) i sit bemærkelsesværdige notat til ministeren, at gentaget (citat): ’Det i kirken velsignede ægteskab har ikke nogen særlig status.” Hertil siger Luther: ”Unge mennesker skal lære at holde ægteskabet i ære som et guddommeligt værk og bud’ (Traubüchlein).

Hvis unge mennesker skal lære, at det er Gud, der står bag ægteskabet – ja, at ægteskabet ’skal holdes i ære’ som en guddommelig befaling, da må nødvendigvis ’det i kirken velsignede ægteskab’ have sin berettigelse – ja, da må det kunne identificeres som havende en ’særlig status’ (idet det næppe kan forventes, at rådhusets embedsmænd har kendskab til at forvalte ’de guddommelige ting’ på samme måde som den af Herren dertil kaldede og indviede præst.)

I sit ’Tillæg om ægteskabet’ (der ubeskåret indgår i kirkens officielle og forpligtende bekendelse, og som sådan er knyttet til landets grundlov) siger Luther videre: ”De, der fra først har indstiftet, at man skal føre brud og brudgom til kirke, har i sandhed ikke anset det for en spøg, men betragtet det med stor alvor.”

Biskoppen kommenterer i sit notat til ministeren Luthers holdning vedrørende dem, ’der fører brud og brudgom til kirke’): ”Det er ikke noget særligt!”

Til dette svarer Luther: ”Sagen er klar! Den, der begærer præstens velsignelse, viser dermed, at han har brug for Gud i ægteskabet… ikke mindst på baggrund af al den ulykke, djævelen udretter med hor, utroskab, uenighed og al slags elendighed…”

BISKOPPENS FALSKE VEJLEDNING

Biskop Peter Skov-Jakobsens notat viser sig at være så fjernt fra kirkens bekendelse, at han i dag bør stilles over for en dommer for dér at gøre til regnskab for hans vildledende råd til kirkens minister. Københavns biskop bør i en retssal gøre rede for, hvad han mener med de seks punkter, som han bevæbnede sin minister med inden det omtalte samrådsmøde på Christiansborg.

1. Kirkens bekendelse siger (citat): ”Vi skal ære ægteskabets guddommelige stand.”
   Biskoppen siger (citat): ”Det i kirken velsignede ægteskab har ingen særlig status.”
   
   
2. Bekendelsen siger (citat): ”Ægteskabet har Guds ord for sig.”
   Biskoppen siger (citat): ”Hvis bekendelsen indeholdt mere end antydninger af ægteskab-etik, havde fortolkeren måtte tage dette historiske faktum til efterretning.”
   
   
3. Bekendelsen siger (citat): ”Ægteskabet er hverken indstiftet eller opdigtet af mennesker.” Biskoppen siger (citat): ”Ægteskabet har altid været opfattet som et ’verdsligt foretagende’.”
   
   
4. Bekendelsen siger (citat): ”Ægteskabet skal holdes i ære som et guddommeligt værk…” Biskoppen siger (citat): ”Hvis ægteskabet i kirken skulle være noget særligt, ville det problematisere den borgerlige myndighed.”
   
   
5. Bekendelsen siger (citat): ”De, der vil føre brud og brudgom til kirke, har betragtet dette med stor alvor.”
   Biskoppen siger (citat): ”Hvis et ægteskab i kirken skulle være noget særligt, så vil det problematisere den teologisk-etiske eftertanke over ægteskabet.”
   
   
6. Bekendelsen siger (citat):”Den, der begærer den guddommelige velsignelse, er klar over, hvilken ulykke djævelen dagligt anretter i ægteskabet.
   Biskoppen siger (citat): ”En sådan tænkning,” (at ’det kirkelige ægteskab’ er noget særligt) ville være ny i en evangelisk-luthersk tradition.”

Da Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, (som kirkeministerens ’særlige rådgiver’) forklarede statens embedsmand, at ægteskabet – ifølge Luther – ’ist ein ’äusserlich, weltlich Ding’ (et yderst verdsligt foretagende) – så faldt denne biskoppelige vejledning (hos ministeren) i god jord. At ægteskabet ifølge Luther slet ikke skulle have noget med kirken at gøre, passede fint i ministerens univers. Derfor læste ministeren højt fra bispens notat ved samrådsmødet på Christiansborg d. 23. nov. 2011. Han lod dermed forstå, at hans lovudkast om en ændring af ægteskabsloven, ikke var kirkens – men (som biskoppen havde givet udtryk for): ’den verdslige øvrigheds domæne’.

Hvert eneste af biskoppens 6. punkter har haft de alvorligste konsekvenser for lovgivernes forståelse af deres kompetence over for kirken i denne sag. Det 3. punkt beviser biskoppens uforsvarlighed i vejledningen af statens minister. Det er (efter min mening) direkte vildledende.

LUTHERS ÆGTESKABSTEOLOGI

Spørgsmålet er derfor: Har biskoppens gejstlige ansvar over for lovgiveren overskredet den tilladelige skala ved (i det 3. punkt) en vildførende og fordrejet fremstilling af Luthers ord: ’Ein weltlich Ding’ (et verdsligt forhold)? Bør biskoppens embedsførelse ved udfærdigelsen af et sådant notat ikke lægges til grund for en nærmere undersøgelse? Står den evangelisk-lutherske kirke ikke her over for et direkte brud på alle tjenestemæssige regler, der derfor i dag bør indgå i en nærmere bedømmelse af biskoppens embedsførelse?

Af den grund bør biskoppen tages på ordet. Han skriver, at (citat): ’bekendelsesskriftet fordrer… en viden om reformationstidens situation’.

Godt! Lad os da betragte, hvad Luther egentlig mener med ordene ’ægtestanden ist ein weltlich Ding’ (WA 30.III 205.12… von Ehesachen 1530). Sagens rette fremstilling er denne:

Luther var i en bitter og uforsonlig strid med Den Katolske Kirkes ægteskabsteologi. Med næb og klør kæmpede han mod pavens lære om, at ægteskabet skulle regnes som ’Det syvende sakramente’ – ja, allerede i skriftet ’De Capitate’ trækker Luther blankt mod Roms højtravende, sakramentale ægteskabsforståelse. Når han i kampens hede anvender udtrykket: ’Ægteskabet er et dybt jordisk forhold’, så mener Luther med ordet ’verdslig’ ikke ’borgerlig’ eller en anden lignende betegnelse i sekulær forstand. Med udtrykket ’weltlich’ siger Luther: ”Lad os komme ned på jorden! Lad os ikke rive med af en eller anden katolsk-mystisk ægteskabsforståelse!”

At dette er den rette forklaring på Bekendelsens erklæring om ægteskabet (forstået som ’en klar jordisk forordning’, thi i himlen eksisterer det ikke længere… Matt.22:30) fremgår af reformatorens nærmere redegørelse i ’De Captivitate Babylonica’, 1520, hvor Luthers klare syn på det nytestamentlige ord ’sacramentum’ heftigt sønderhugger Roms forsøg på at gøre dette begreb til et ’kirkeligt sakramente’ (Th. Camelot, 1957, side 429-449).

Bekendelsesskrifterne frasiger sig her enhver katolsk opfattelse af ægteskabet som ’det syvende sakramente’. ”Ægteskabet er befalet af Gud,” hedder det, ”men er ældre end Ny Testamente og kan derfor aldrig indeholde den ’nådesforjættelse’, der er karakteristisk for et sakramente” (Apol. 13:14f.)

Denne vigtige information blev ministeren ikke delagtiggjort i ved udfærdigelsen af det ’notat’, som biskoppen havde udrustet ham med. Deraf må det tolkes, at det på ingen måde var et ’ansvarligt, biskoppeligt svar’, som biskoppen gav ministeren på hans forespørgsel; det var et ’politisk svar’ – hvilket da straks stiller skarpt på selve legaliteten i biskoppens ansvar som ’ministerens rådgiver’. Bispe-notatet skabte i offentligheden en naturlig mistillid; selvom biskoppen i sit ’notat’ anvendte et traditionelt, teologisk sprogbrug, så var han åbenlyst ude i et andet ærinde; han ville sammen med sin minister bane vej for kirkelige homovielser…

fortsættes i næste rundbrev.

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’SODOMA’

(www.johnynoer.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 13.10.2023.