Jeg tror på, at der kommer en dag, hvor Jesus ’skal herske fra hav til hav (Salme 72:8).” Han vil løfte sit kongescepter, og ’alle hans modstandere skal knæle’ og bøje sig i støvet for Ham!
Konger fra de fjerne øer skal hylde Ham med gaver – og jeg glæder mig til at se, hvorledes de, der nu er så arrogante og hovmodige (som araberstaternes fyrster og ’de mægtige’ fra Bruxelles og Strassbourg) skal kaste sig til jorden og give Ham ære!
Det bliver en herlig tid (som varer tusind år), hvor vi skal tjene Ham, som ’konger og præster’ – og den fattige, som råber om hjælp, og staklen, som er overgivet til en elendig skæbne, bli’r reddet (Salme 72:12).”
Ja, det bliver en tid, hvor den arme bliver befriet fra undertrykkelse og vold (v.13-14).
Kornet skal bølge fra bjergenes toppe, byerne vrimle med børn og unge – og alle skylder Ham lovsang og tak (v.16-17).
Den dag er nu ikke langt ude i en fjern fremtid, hvor djævelen – menneskebørnenes fjender nr. 1 – skal kastes ned i et afgrundsfængsel, hvor han holdes i sikker forvaring med en tusindårig dom over hovedet.
Kongen mødes med stormende jubel i Jerusalem (Zak.9:9), og Han fjerner med det samme alt krigsmateriel fra Den Hellige stad. Krigsbuerne og affyringsramperne for missiler ’knækker Han midt over’ (v.10) – og så slutter Han fred med folkene til verdens ende.
Det er et budskab, jeg gerne vil forkynde. Dagen, hvor en ny dispensation tager sin begyndelse…
DE RETMÆSSIGE ARVINGER
”Og jeg så en engel komme ned fra himlen (Åb.20:1).”
Vi hører i de hellige Skrifter meget om engle. Vi ved, de eksisterer, og vi får her yderligere at vide (som en generel og almindelig forståelse) at ’de er alle ånder i Guds tjeneste, som sendes ud til hjælp for deres skyld, der skal arve frelse’ (Hebr.1:14).
Det understreges, at de er indsat i en særlig tjeneste for Gud, og at det egentlige mål for deres indsats er (helliget) det ene formål, at ’de skal komme til hjælp’.
Hjælpen gælder en særlig udvalgt skare, som er involveret i de sidste tiders åndelige krigsførelse, og de benævnes som dem, ’der skal arve frelse’.
Grunden til at det betones, at det ’er dem, der skal ’arve frelsen’ er den enkle kendsgerning, at det er denne ’arv’, som kampen nu står om.
Der står ikke skrevet, at ’engle skal komme dem til hjælp’, som har ’fortjent frelsen’ (for den er nemlig helt gratis), eller dem, som har ’vundet frelsen’ – langt mindrede ’overmennesker’, som har ’kæmpet og stridt for frelsen’, og slet ikke dem, som ved gode gerninger og et fromt liv har erhvervet sig frelsen. Nej, englene er udsendt til dem, som skal ’arve frelsen’. Den er allerede købt og betalt. Den er så enestående, at den ikke er til salg. ”I er jo købt og prisen er betalt (1.Kor.6:20).”
Kampen står altså om arven, og fjenden som er på spil, er en røver, der vil frarøve de troende deres retmæssige arvelod, som bl.a. er et rige, som varer 1000 år.
*
For at vi bedre kan forstå denne endetidens kamp mod mørkets magter, der har sat sig for at stride for, at de arveberettigede ikke får del i det kommende riges enestående velsignelser, bruger apostlen ’et billede fra menneskelige forhold’ (Gal.3:15). Han er nødsaget til at bringe de himmelske ting ned på jorden ved at bruge illustrationer fra hverdagslivet. Han siger:
”Et menneskes testamente kan man dog ikke omstøde eller føje noget til, når det er retsgyldigt (v.15).”
Tusindårsrigets overjordiske goder, der er af en art, som ’intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte’ (alt det, som ’Gud har beredt for dem, der elsker Ham’) – det har Gud allerede testamenteret til Hans retmæssige arvinger, som modtager disse velsignelser i tro.
Fjendtlige og ondskabsfulde djævlemagter vil i de sidste dages overlevelseskamp forsøge ’at omstøde’ eller ’tilføje’ noget til dette testamente – men de vil finde, at det er umuligt, fordi det allerede er ’gjort retsgyldigt’ ved Kristi død på korset.
*
Myriader af engle sendes i øjeblikket ind i denne verden med det ene formål at komme nødstedte sjæle til hjælp. De har ’sedler i hånden’ med navn og adresse på dem, som er ’inkluderet i testamentet’ – og går søgende gennem byer og landsbyer for at ’bringe nåde til hjælp i rette tid’ (Hebr.4:16).
Vær årvågen! Fordi de kan optræde i en forklædning, så at du skal tro, at det kun er et menneske, der er på besøg. De har en større opgave betroet, og vil lade dig vide, hvad den opgave går ud på.
Jesus lærer os, at vi i vort fadervor skal sige: ”Ske din vilje her på jorden, som den sker i himlen (Matt.6:10).” Det gennemføres med fast hånd i tusind år. Han giver det løfte, at ’de sagtmodige er salige, for de skal arve jorden’ (Matt.5:5). På den nye jord (og i det rige, som varer tusind år) er de sagtmodige særligt tilgodeset.
NØGLEN TIL AFGRUNDEN
Man taler ikke så lidt om ’nøglemagten’. Dermed stilles spørgsmålet om, hvem der besidder denne magt?
Jesus kommer ind på svaret (på det spørgsmål) da han ankommer til ’egnen ved Cæsarea Filippi (Matt.16:13), hvor han stiller spørgsmålet direkte til sine disciple: ”Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?” (v.15)
Simon Peter svarede og sagde: ”Du er Kristus (Messias) den levende Guds Søn (v.16).”
Jesus lader med det samme forstå, at her har Simon Peter (ved åbenbarelse) set noget, som giver ham nøglen til mangt og meget, som hører fremtiden til.
”Det er min far, som har vist dig denne hemmelighed,” og ’på den klippe vil jeg bygge min kirke’. Så længe I bliver i denne åbenbarelse, så ’skal dødsrigets porte ikke få magt over jer’ (v.18).
I samme åndedræt giver han følgende løfte til Peter (og alle, som har den samme åbenbarelse): ”Jeg vil give dig Himmerigets nøgler!” (v.19) Det vil sige, at han siger til Peter, at ’hvad han binder på jorden, det skal være bundet i himlene, og hvad han løser på jorden, det skal være løst i himlene.”
Dette er i korthed, hvad der kan siges om ’himmerigets nøgler’.
*
I det afsnit (om tusindårsriget), som vi her beskæftiger os med, er der (til indledning) tale om ’en anden nøgle’. (Og den er ikke betroet til noget menneske). Skriften siger: ”En engel kommer ned fra himlen med nøglen til afgrunden og en stor lænke i hånden.”
Det er en mægtig handling, som skal udføres, og hele Guds univers holder vejret.
*
Da Titanic, det første cruiserskib af sin art endte på havets bund i 1912, gik en ’optimistisk periode i verdenshistorien’ samtidig sin tragiske ende i møde! Med Titanics skibbrud sank håbet, stoltheden og tilliden til, hvad mennesker kan opnå, og verden er siden blevet formet og dannet med to verdenskrige, og det umenneskeliges sejr ved Holocaust som baggrund.
Pessimismen har været det bærende verdenssyn – og for tiden er det en naturstridig sex-bølge, som sætter vind i sejlende.
Kun få har øje for, at Bibelen fremlægger et syn for fremtiden, som er absolut sikkert! Det indeholder 735 forskellige forudsigelser af hvilke 596 (81 %) allerede er gået i opfyldelse. Jesu genkomst er der refereret til 318 gange – og det er ’en statistik, som gør indtryk’ (hævder David Pawson i sin bog: ’Håb for tusindårsriget’).
*
Denne engel har nøglen til afgrunden!
I engle-hierarkiet er det ’en mægtig engel’, som der hér er tale om. Han bærer en svær lænke. Den er tung ’som tusind onde år’ og skal være i stand til at holde én af de største fyrster fra mørkets rige i en tusindårig forvaring.
Det er ikke afgrundens engel, som han skal arrestere (hans navn her på hebraisk Abaddon og på græsk Apollyon, hvilket betyder ’ødelæggeren’… Åb.9:11) – men det er selve denne verdens fyrste, ’den gamle slange, som er djævelen og Satan’ (Åb.20:2), der nu endelig skal bringes bag lås og slå.
”Han griber dragen,” (står der skrevet) og dermed angives, at der ikke har fundet nogen stor kamp sted (Åb.20:2). Satan har mødt en enestående overmagt, og har ladet sig arrestere uden kamp. Han bliver pågrebet på stedet og ’bundet i tusinde år’).
OPGAVENS STORHED
Det er ikke nogen lille opgave, som den himmelske engel er sendt ud for at løse! Han har i sin hånd ’en stor lænke’. Den har han i det himmelske fået fabrikeret, thi uden den vil han ikke være i stand til at udføre den befaling, som han er blevet betroet.
En politiofficer vil ikke være i stand til at anholde store forbrydere, hvis han ikke med sig har nogle solide håndjern. Først skal gerningsmanden overmandes og ’pågribes’. Derefter skal han med det samme ’lægges i jern’.
(Jeg husker selv ’metoden’, da jeg i sin tid blev pågrebet af en bulgarsk politiofficer, fordi jeg forkyndte evangeliet. Det første jeg blev spurgt om, var ’om jeg ville gøre modstand’. – ”Hvis det er tilfældet, så lægger vi dig i jer,” sagde lovens håndhæver. Da jeg anså det håbløse i at gøre modstand, blev jeg ikke ’lagt i jern’, men to store gorilla-agtige betjente i camouflageuniformer førte mig bort…).
*
Djævelen bliver ved den pludselige arrestation straks – og uden at der blev stillet nogen form for spørgsmål til ham – ’lagt i jern’.
Den ’store lænke’, som den himmelske engel har bragt med sig, bliver øjeblikkeligt taget i anvendelse. ”Han griber dragen,” siger Skriften, ”den gamle slange… og bandt ham for tusinde år (Åb.20:2).”
Alt dette sker i ’en tavshed’, som fortæller om øjeblikkets ’storhed’. Der bliver ikke ’ikke spurgt om noget’ og ikke ’erklæret noget’. Den himmelske engel arbejder i en stilhed, som er hans opgave værdig. Han stiller ingen spørgsmål, for han ved, at han står overfor verdens største løgner. (”Når djævelen taler løgn, taler han af sit eget, thi han er en løgner, ja, LØGNENS FADER… Johs.8:44).
Han kommer ikke med nogen ’erklæring’, for han ved, at den mørke engel, som han her arresterer, ’er en morder fra første færd’. (Blodet fra tusinder af myrdede skriger til himlen). Derfor bliver djævelen (det er Satan, som er al verdens ondskab og løgn og mord personificeret) uden at et ord blev sagt, lagt i lænker.
(”Ærkeenglen Mikael derimod vovede ikke at udtale nogen spottende dom, dengang han tvistedes og skiftede ord med djævelen om Moses lig; han sagde kun: ’Herren straffe dig’).
*
DE TUSIND ÅR
Derefter bliver det åremål nævnt for første gang, som anvendes om en hel dispensation i Guds rige. Det omtales aldrig i verdenshistorien, og politikerne har aldrig taget højde for det. Det er overladt til fantasterne at tro på, at det eksisterer – og hvis man vil regnes for at være et fornuftigt menneske, skal man helst ikke nævne det.
Det er den del af Guds plan med denne jord, der kaldes tusindårsriget. Altså et monarki, som vil blive etableret her på denne klode, og hvor Jesus regerer, og Satan er bundet.
I Åbenbaringsbogen fortælles det, at den engel, som har den store, tunge lænke i hånden, arresterer hele verdens folkebetvinger, djævelen, og binder ham i tusinde år.
Så er det sagt, kort og klart, så at ingen vantro sjæl kan misforstå det: Djævelen, som er Satan, den gamle slange, vil ikke have nogen form for indflydelse på denne jord i en periode, som strækker sig over tusinde år. Når denne fredsepoke er overstået, og ’de tusinde år er til ende’, skal Satan blive løsladt af sit fængsel – og han skal samle folkeslagen til krig mod Den hellige Stad (Åb.20:7-9).
*
Djævelens skæbne er værd at betragte et øjeblik. Han har hærget på denne klode med krige og sygdomme, fristelser og forførelser, pine, smerte og tusinde tårer. Han har været bagmanden for en ond strategi, som har ført millioner i fortabelse, og han tørster stadig efter mere blod. Han er tomhedens general og styrer sit mørke imperium med hård hånd. At være en djævelens håndlanger er det mest foragtelige, som kan overkomme et menneske, og det er vor daglige bøn, at vi må blive ’friet for den onde’.
Den bøn (i Fadervor) bliver nu bønhørt. Vi bliver ’friet fra den onde i tusinde år’, hvor han er ’kastet i afgrunden’ (Åb.20:3).
*
Ingen behøver at ængstes for, at han slipper ud af sit fængsel, før tiden er inde. Han er godt forvaret i tusinde år. Afgrunden er ’blevet lukket over ham’, og der er mørkt, koldt og ensomt i dette tusindårige fængsel. Låget kan ikke fjernes fra denne ’nedgang til dybet’, for Gud har forseglet det. Dommen (på de tusinde års indespærring) er uigenkaldelig. Ikke en dag bliver eftergivet. Han (djævelen) regnes for verdenshistoriens største forbryder, og hvis han bliver fri før tiden, så kan han ’atter forføre folkeslagene’ (Åb.20:3), men når de tusinde år er til ende, så bliver dækslet over ham taget bort, og han bliver løsladt ’en lille tid’.
DE VENTER PÅ KONGEN
Jøderne har ventet på dette rige, siden Abrahams tid, og der kan ikke herske tvivl om, at dette håb blev styrket hos den gamle jødiske præst, Simeon, da han stod overfor et fattigt ægtepar, som ville fremstille deres nyfødte søn i templet.
Forældrene til den lille dreng bragte det offer, som ’er foreskrevet i Herrens lov: ’et par turtelduer’ (Luk.2:27).
Ny Testamente fortæller flere ting om Simeon, som var den præst, der skulle velsigne den lille nyfødte dreng.
Det vigtigste, der siges om Simeon, var, at ’han var retfærdig og from – og han ventede Israels trøst’. Det vil sige, at han ventede på ’Israels salvede konge’ (på hebraisk: ’Meschiach’), som skulle komme ud af Davids dynasti – og hvis rige ikke var af denne verden. Han ventede på kongen og Hans tusindårige kongerige.
*
Den 84årige enke (som kaldtes ’profetinden Anna’), der ikke et øjeblik veg fra helligdommen, men ’tjente Gud med faste og bønner nat og dag’, hun ’trådte til’ i det øjeblik og talte om barnet til alle, som ventede Jerusalems forløsning (Luk.2:36-37).
”Dette har en billedlig betydning (Gal.4:24).”
Der står fortalt om trælkvinden, Hagar (Abrahams medhustru), at hendes navn ’svarer til det nuværende Jerusalem, som er i trældom med sine børn’ (v.25).
”Men det Jerusalem, som er oventil,” siger Paulus, ”det er frit, og det er vor moder (v.26).”
Vi forstår af dette (at ’vente på Jerusalems forløsning’) er at vente på det rige, hvor Jerusalem skal være hele jordens hovedstad, og kongen skal herske med fasthed og kærlighed i tusinde år.
Om dette taler den sidste af Davids salmer, den 72. salme:
… I et glimt vælder velsignelsen, som vil fylde hele jorden, ud fra denne salme, som er dedikeret ’Ham, der skal leve så længe solen lyser, og månen skinner fra slægt til slægt’ (Salme 72:5).
De kristne taler altså om et rige, som består i mange slægtled (tusind år). ”I Hans rige ’blomstrer retfærd og dyb fred råder til månen forgår (v.7).” Det vil sige, at det sidste rige, som rejses op her på denne klode, har en begrænset tid (1000 år) – og afslutningen på det vil være, at ’jorden og himmelen flygter for Guds åsyn (der findes ikke plads for dem’… Åb.20:11).
(Apostlen Peter dvæler ved dette skue, når han siger: ”Da skal himlene forgå med et brag, og elementerne skal komme i brand og opløses, og jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op…” 2.Pet.3:10). Peter slutter:
”Da nu alt dette går sin opløsning i møde, hvor bør I da ikke vandre i hellig livsførelse og gudsfrygt, mens I venter og fremskynder Guds dags komme, hvorved himlene skal komme i brand og opløses, og elementerne komme i glød og smelte. Men efter Hans forjættelse venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor…” (2.Pet.3:10-13).
Mens fremtiden for denne jord er glød og aske, venter Guds folk – ifølge Guds præcis løfte – ’nye himle og en ny jord’, hvor alt vil gå retfærdigt til…
Læs under www.godcast.dk fra Johny Noer og under Profetisk Journal artiklen: ’FRISTEN ER OMME (www.johnynoer.dk)
… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens § 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.
tlf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com
Med Grundlov skal Land bygges: konto nr. 9790 – 0003445526, Frøs Herreds Sparekasse
NOTA
BENE:
Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du
tilmelde dig på: mail@mgslb.dk
Kontingent: årligt 500 kr. (for pensionister og studerende 250 kr.)
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d. 03.09.2021