’Jeg anklager…’ det var overskriften på den franske avis L’Aurore den 13. januar 1898. Artiklen var skrevet af den franske forfatter, Emile Zola, og sagen drejede sig om den franske officer (med jødisk herkomst) Alfred Dreyfus, som d. 5. januar 1895 i en hemmelig retssag blev dømt skyldig i landsforræderi (til fordel for Tyskland) og forvist til djævleøen ud for Guyana i Sydamerika.
Den 21. januar 1898 skrev den norske forfatter, Bjørnstjerne Bjørnson, at ’den franske regering har været den mest skamløse af alle regeringer i den hele verden’.
Sagen blev genoptaget, og den 12. juli 1908 faldt dommen. Alle beskyldninger mod Alfred Dreyfus blev kendt usande.
*
I de første vurderinger af den danske indsats i Afghanistan (med henblik på at bringe de afghanere, som har arbejdet for Danmark, ud af landet i tide) er det kommet for en dag, at man i de sidste ti år har haft den aktuelle situation under overvejelse. Det er – med en tidligere udsendings ord – ’en rummelig periode, hvor man har kunnet tage alle eventualiteter i betragtning’.
Den danske udenrigsminister udtalte, at ’måden, hvorpå denne evakuering har fundet sted’, bør drøftes på et senere tidspunkt. Og det tidspunkt er kommet nu.
Hvad er den dom, som venter de styrende i Danmark efter det store nederlag i Afghanistan, hvor det allierede i evakueringens første dage beviste sig, at danskerne var for sent på den?
Det er nu selvransagelsens tid, hvor der ikke er brug for de mange forklaringer, men hvor sandheden må komme på bordet! Har de styrende i Danmark forbrudt sig mod afghanere ved at efterlade dem i en situation, hvor ingen redning var mulig? Hvad er svaret på dette spørgsmål?
Men før noget andet må vi tillade, at spørgsmålet bliver stillet til de kristne borgere:
”Hvad berettiger jer til at optræde som anklagere? Har I nogen lod eller del i dette? Hvad er kriteriet for, at I nu – i selvransagelsens time – melder jer på banen?”
I SKAL DØMME VERDEN
Vort svar herpå herpå lyder:
”Er det op til os at dømme i den slags sager? Er det ikke ubehageligt at tage anklagerens rolle?” – ”Du dømmer nok, men handler selv på samme vis,” (Rom.2:1) siger apostlen og gør os dermed alle skyldige! ”Er det vor sag at dømme dem, der er udenfor menigheden? Dem udenfor skal Gud dømme!” (1.Kor.5:13)
”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes, thi den dom, I dømmer med, med den skal I selv dømmes, og det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt (Matt.7:1-2).”
Samtidig (medens regeringen går ind i selvransagelsens kamre), så lyder Herrens ord til den kristne borger således: ”I er jordens salt; men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det da saltes med. Så duer det kun til at kastes ud og trædes ned af mennesker (Matt.5:13).”
Den kristne borger synes absolut at have et ansvar med hensyn til ’at holde igen’ på den gudsfjendske udvikling (2.Thess.2:6-7) og kan ikke være tavs i denne sag. ”I er verdens lys; en by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules,” (Matt.5:14) siger Jesus, og han tilføjer udfordrende: ”Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en bænk men på en lysestage, så det skinner for alle dem, der er i huset (v.15).”
*
Apostelen kommer nu til spørgsmålet, om vi skal blande os i sager af den dimension, som er opstået med hensyn til Danmarks ansvar for, at ingen blev ladt i stikken under evakueringen fra Kabul af danske borgere og afghanere (som har hjulpet Danmark).
Hertil svarer apostlen: ”Ved I da ikke, at de hellige engang skal dømme verden? Og når verden skal dømmes ved jer, er I da uværdige til at sidde til doms i de mindste retssager. Ved I ikke, at vi skal dømme engle? Endsige da i timelige ting (1.Kor.6:2-3).”
Altså finder vi os berettiget til at indtage et selvransagelsens dommersæde for at se, om vi har ladt nogen i stikken i det krigsomtumlede Kabul, og vi vil da med det samme anklage den danske regering for at være skyldig i at have påbegyndt selve evakueringen for sent – og det må den drages til ansvar for i dag.
*
DE KRISTNE AFGHANERE
En ’first-hand groundreport’ har nået os fra undergrundskirken i Afghanistan (Sleep Among Wolves.World). Den siger, at ’vore brødre og søstre er flygtet op i bjergene, hvor mange familier nu skjuler sig for Taliban-krigere, som er forsynet med lister over de kristne’.
Disse har forbrudt sig (mener Talibanerne) ved at nægte ’at mærke deres hus’ med et ’X’, som er et tegn på to ting:
1. De er kristne,
2. og de har i deres familie en pige, som er over 12 år
Det er en kendt sag for afghanere, at den sidste oplysning går på, at der er tradition for, at afghan-krigere stjæler pigen og giver hende som gave til én af deres medkrigere.
(”Sådan handlede Muhammed selv med krigsbyttet,” hedder det blandt Taliban-krigere.”)
Det hedder videre i rapporten, at der ’på den lange, tragiske vej’ gennem afsides liggende landsbyer blev fundet steder, som var berørt af den åndelige vækkelse, som er den største (efter Iran) – og at indbyggerne var begyndt bibelstudier med Taliban-krigere, hvoraf enkelte har vist interesse for ’det nye budskab’.
De kristne, som er flygtet op i bjergene, hvor de skjuler sig i huler, holder fast ved ordet fra Salme 73:24-28, hvori det blandet andet hedder: ”Hvem har jeg i himlen – ja, har jeg blot dig, da attrår jeg intet på jorden. At leve Gud nær er min lykke!”
Som kristne borgere i Danmark finder vi os berettiget til at påvise de afghanske kristnes ret til en særlig beskyttelse. Der er forfølgelser i stor stil over hele verden – og i den pågældende situation burde der i tide være sørget for en evakueringsvej for disse familier. Nogle familier har ønsket at blive i landet – men andre familier har af gode grunde søgt ly for deres kvinder og børn i egne af Europa, hvor de kunne skabe sig en fremtid.
Spørgsmålet er nu: Findes der i Bibelen en beretning, som viser, om Gud vil lade sin vilje blive kendt i en sådan sag. Et sted, hvor Han ikke vil lade en lille truet flok i stikken? Det gør der. Sagen bli’r behandlet i Jabesh.
ET EKSEMPEL TIL EFTERFØLGELSE
Situationen i Jabesh i Gilead i Samuels Israel ligner meget den, som Danmark står i med hensyn til landets forpligtelse over for de afghanske tolke, man overlader til en krank skæbne, nu når Kabul er indtaget af Taliban (1.Sam.11:1-8).
Ammonitten Nahasj var en grusom leder af sit folk. Han ’drog op og belejrede den israelske by’ (v.1) og han lovede, at han ville skåne byen på én frygtelig betingelse: ’… at jeg må stikke det højre øje ud på enhver af jer til forsmædelse for hele Israel’.
De ældste i den belejrede by kom nu sammen for at overveje, hvilket svar, de skulle give ammonitten Nahash. De kom til følgende konklusion: ”Giv os syv dages frist, så vi kan sende bud rundt om i hele Israels land. Hvis ingen kommer os til hjælp, vil vi overgive os til dig.”
Ammonitter-generalen var tilfreds med det forslag. Han var villig til at vente syv dage, for han var sikker på, at ingen i Israel ville bekymre sig om indbyggerne i Jabesh. Han skærpede belejringen, så at ingen kunne undslippe, og han skærpede de knive, som skulle bruges, når han skulle ’stikke det højre øje ud på enhver til forsmædelse for hele Israel’.
I alt dette ligner situationen i det belejrede, israelske samfund den ordning, som nu er ved at komme i stand i Kabul. Mange tusind’ menneskers liv afhænger af det svar, som kommer fra Danmark. Vil de truede afghanere blive evakueret eller ej? Er evakueringen helt afsluttet?
Kun er der den forskel, at de indbyggere i Kabul, som på nogen måde har hjulpet danskerne i krigen mod Taliban, ikke blot skal miste det højre øje; de skal miste livet! De bliver henrettet som landsforrædere!
*
Yderligere er der den afgørende forskel på den aktuelle situation i Kabul og reaktionen i det gamle Israel, at ’da sendebuddene kom til Saul ’og forebragte folket sagen, så ’brast hele folket i gråd’ (v.4).
I Europa græder ingen! Alle lande (inklusivt Danmark) er travlt optaget af, at fortælle om vanskelighederne ved situationen, så at det kan forekomme retfærdiggjort, at det i visse tilfælde kun er halvtomme fly, der bringer de undslupne væk fra Taliban-styret.
Ja, da sagen kom kongen (Saul) for øre, ’overvældede Guds Ånd ham, og hans vrede blussede op’. ”Han sønderhuggede et spand okser og sendte stykkerne ud i hele Israels land med ordene: ’Hvis nogen ikke følger Saul og Samuel, skal der handles således med hans okser’ (v.6-7).”
Så samlede han en hær på 330.000 mand og slog den grusomme Ammonitter-høvding. Det var Guds mening, at ingen skulle lades i stikken i det belejrede område.
AFGHANEREN
Liget af en afghansk person, der forsøgte at flygte ud af landet, er fundet i et hjørne af landingsstellet på et amerikansk C-17-transportfly. Det skriver Washington Post.
Det er en ung mand. Midt i 30erne. Sportstrænet. Med et sammenbidt ansigtsudtryk – som om han vil spørge om noget. Et spørgsmål, som stadig hænger i luften!
Nu dukker han stadig op i regeringskontorerne i Paris, Berlin, Madrid, Stockholm, København – og Washington D.C.
Han er høflig, stilfærdig og ikke på nogen måde anmassende. Går gennem lukkede døre, uden at banke på!
De regeringsmedlemmer (som han besøger i de sene nattetimer) taler ikke gerne om hans ’pludselige tilstedeværelse’. (Han har en måde at stille spørgsmål på, som er meget direkte og meget personligt).
Spørgsmålet er kun ét – og det er altid det samme: ”Hvorfor lod I mig ikke komme ind i varmen?”
Enkelte af de styrende, som anonymt forklarer, at de har haft ’dette natlige besøg’, kan fortælle, at deres ’sædvanlige svar’ (som de brugte over for journalister)… ’ikke slog til’.
Afghaneren bliver stående. Hans mørke blik er gennemtrængende. Det er, som om han spørger på tusinders vegne: ”Hvorfor lod I mig ikke komme ind i varmen?
*
Som dagene er gået, og urolighederne er blevet voldsomme i Kabul, kan man høre på de implicerede medlemmer af de forskellige landes regeringer, at de har haft ’besøg af afghaneren’. Selv efter to store eksplosioner i Kabul lufthavnen, vandrer han stadig rundt.
”Der blæste pludselig en stille vind gennem rummet, hvor jeg sad (hedder det) – og så med ét stod han dér. Afghaneren! Han var klædt i en billig ’dyne-jakke’, slidte cowboybukser, et par brugte militærstøvler og et stort, sort tørklæde. Hans blege ansigt er domineret af de bløde, brune øjne, som ufravendt søger et ærligt svar: ’Hvorfor lod I mig ikke komme med..?
Det er sket, at ’Afghaneren’ i enkelte tilfælde er blevet stående i nogle minutter i værelset. Uden ord har han talt, og det er blevet forstået, at han ikke er alene. Der er nogen, der venter, at han kommer tilbage. Er det en ung kvinde, som han har betroet sig til – og var det meningen, at han skulle berede vej. ”Hun venter stadig på mig. Hvorfor lod I mig ikke komme ind i varmen?”
*
En enkelt gang – af de mange besøg – var han mere myndig! Det var ikke længere ’den lette vind’, som blæste gennem rummet, og fik alle hjerter til at slå hurtigere – men det var en skarp blæst, der fik vinduerne til at klirre, og lysene til at blafre – og så pludselig stod han dér, Afghaneren (som blev fundet død på landingsstellet af et amerikansk C-17 transportfly).
Spørgsmålet har ikke ændret sig, men tonen er blevet hårdere: ”Hvorfor lader I mig ikke komme ind…” og det kan forstås, at svaret skal være ærligt. Helt bundærligt! Det hører nemlig med til ’selvransagelsen’.
INTET HAR BERETTIGET TIL RO OG MAGELIGHED
Regnskabets time melder sig. Danskerne fordrer en klassificeret rapport og dens udlægning med hensyn af nødstedte danskere og afghanere fra Kabul lufthavn.
Berlingske beskriver, at chefen for de danske styrker i Afghanistan, oberst Timm Willums Larsen allerede d. 16. juni – næsten to måneder før de danske evakueringer kom i gang – kom med en dyster melding:
”Den afghanske hær er i opløsning. Kabul er omringet og Taliban er allerede aktive i hovedstaden.”
Berlingske har præsenteret rapporten for professor Martin Marcussen, der forsker i udenrigstjenestens krisestyring.
”Alt blinker rødt i den ugerapport,” vurderer professoren. ”Intet berettiger til ro og magelighed, eller at man tager på ferie og ser tiden an, som vi kan konstatere, at danske ministre har gjort. Det er meget opsigtsvækkende.”
*
Det vakte undren, da et evakueringsfly, som landede i København Lufthavn onsdag d. 18. august. Ombord var der 14 nordmænd og en person med opholdstilladelse i Danmark. I flyet var der plads til 111 passagerer.
Ifølge piloten gav det fin mening at flyve hjem med det næsten tomme fly, fordi det var lejet ud til en fodboldklub, som skulle spille en kamp i Tyrkiet. Udenrigsministeriets forklaring på, at der kun var 15 passagerer i flyet, er denne: ”Det er en vanskelig opgave at evakuere folk.”
Mens kaos herskede i lufthavnen i Kabul, hvor tusindvis af desperate afghanere forsøgte at flygte fra Taliban, vakte et foto fra dette fly opsigt. Billedet er blevet på skærmen. Det kan ikke slettes. Det presser sig frem foran alle andre billeder, og forbliver som en mørk plet på de styrendes samvittighed. Det viser et evakueringsfly med kun 15 pladser optaget ud af 111 sæder. Det vil sige, at 96 pladser var tomme.
Billedet er taget af en norsk passager, Kasia Helene, som var så heldig at komme med. Hun sendte først billedet til sin mand, Pen Farthing. Han er tidligere medlem af den britiske militærenhed, Royal Marine, og er ejer af et dyreinternat i den afghanske hovedstad. Han nægter at forlade Afghanistan, indtil hans resterende 71 ansatte og deres familier er på vej ud af landet.
”Vi er dybt chokerede over denne form for evakuering,” udtaler Pen Farthing.
*
”Et lettelsens suk kan brede sig hos 45 lokalt ansatte, som har hjulpet Danmark i Afghanistan. Men mange andre afghanere, som har arbejdet i Danmarks tjeneste, må stadig se langt efter hjælp.” sådan lød den første melding om evakueringen.
Tidligere topofficerer og udsendte soldater fælder hård dom over de danske politikere. ”Den aftale er fuldstændig elendig. Den er fedtet, amoralsk og respektløs,” siger en tidligere officer og udsending.
Disse tre ord bør indgå i selvransagelsens lys. Det er tre ord, som bør betragtes hver for sig. Det er direkte tale, som kom offentligheden for øre i evakueringens første timer.
”Vi er i en situation, hvor vi har sagt, at hvad end det kræves, så er vi klar til at dække det (økonomisk). Det må aldrig være penge, der skal være det afgørende for at få de danske statsborgere og de flere hundrede, der har hjulpet Danmark i mange år, evakueret,” siger Michael Aastrup, som er talsmand for partiel Venstre.
VÆRD AT BEMÆRKE
1. Under evakueringen har Taliban offentliggjort fotos fra en parade, hvor hvidklædte Taliban-krigere har fremvist nogle af de mange våben, som nu er faldet i Talibans hænder.
Det drejer sig ikke kun om håndvåben men også om militære køretøjer, helikoptere og kampfly.
Mellem 2013 og 2016 fik regeringshæren 600.000 rifler af typen M16 og næsten 80.000 køretøjer samt bunker af militært udstyr som natkikkerter og radio-kommunikation.
Mellem 2017 og 2019 forsynedes den afghanske regeringshær med 7000 maskingeværer, 4700 Humvve militærkøretøjer og flere end 20.000 granater.
100 helikoptere står på jorden og venter på at blive overtaget.
2. Panjshir-provinsen, der er på størrelse af Fyn, ligger nordøst for Kabul og har omkring 150.000 indbyggere. Befolkningen dér modsætter sig ethvert totalitært regime og enhver tro, der vil påtvinge folket sin egen ideologi. Det er en høj borg for modstandere af Taliban, og det er aldrig lykkedes oprørsgruppen at erobre Panjshir, hvis militære leder er Ahmad Massoud, der kaldes ’Løven af Panjshir’.
Dette er en udvikling, som er værd at bemærke – men den skal ikke flytte opmærksomheden fra det væsentlige i denne selvransagelsens timer. Der er helt sikkert mindst 40 afghanere, som er efterladt – og hundreder, som kunne have fået hjælp.
Det er timen, hvor ’afghaneren’ kommer på besøg. Han har kun et spørgsmål: ”Hvor kom jeg ikke med – hvorfor var der ikke plads til mig – da I forlod lufthavnen i Kabul med halvtomme fly?”
Læs under www.godcast.dk fra Johny Noer og under Profetisk Journal artiklen: ’DAMOKLES-SVÆRDET (www.johnynoer.dk)
… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens § 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.
tlf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com
Med Grundlov skal Land bygges: konto nr. 9790 – 0003445526, Frøs Herreds Sparekasse
NOTA
BENE:
Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du
tilmelde dig på: mail@mgslb.dk
Kontingent: årligt 500 kr. (for pensionister og studerende 250 kr.)
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d. 17.09.2021