Et barsk digt er kommet for en dag i Tyskland, hvor man i 1928 sloges for retten til at difteri-vaccinere folk. Digtet er dengang blevet offentliggjort i tidsskriftet ’Die Weltbühne’. Det er skrevet af Kurt Tucholsky og vakte en del debat.
Jeg har oversat de tre vers fra tysk til dansk, for at mine læsere kan forstå med hvilken lidenskab vaccine blev diskuteret i 1928:
1) Vaccinen gør ej folket bedre, blot fordi man solidarisk står. ”Sikkerhed” man søger at hædre, – gi’r barn og olding bedre kår!
2) Vaccine-stop er ikke værre; ”de ved ej bedre,” siger man. Immunitet er alles herre; – intet kan dog være mere sandt.
3) De fleste er dog helt forrykte, falder alle under samme dom: de kan for guillotinen flygte – men spjældet kommer ingen udenom!
Det sidste vers slår efter min mening tonen an med hensyn til de styrendes stilling til tvangsvaccination. Dramaet nærmer sig med syvmileskridt. Hvis ikke, der sætter en stopper for intolerancen, er de to sidste linjer i digtet snart aktuelt: ”Man behøver ikke just at slå de ikke-vaccinerede ihjel. En fængselsstraf kan i første omgang gøre det!
*
Luthers hårde ord om myndighederne synes retfærdiggjort, når man betragter, hvorledes Vejle Kommune har presset en grønlandsk kvinde til ’at få foretaget en abort.”
Et sted i Danmark sidder den 33-årige Dapaana Egede i skjul med sin 11-årige datter og gravid med sit barn nummer to.
Et barn, som hendes sagsbehandler og dennes chef i Vejle Kommune i meget klare vendinger har forsøgt at presse hende til at få fjernet.
Fornyeligt tvangsfjernede Vejle Kommune hendes 11-årige datter, som imidlertid stak af, efter hun blev anbragt – og derfor er både mor og datter ’gået under jorden’ sammen.
”Jeg blev så glad, da jeg skulle have barn nummer to,” siger grådkvalte Dupaana Egede. ”Nu frygter jeg, at de tager barnet lige fra fødslen’.
”Når det kommer til spørgsmålet om abort, må kommunen slet ikke presse hende,” lyder det fra Kirsten Ketscher, der er professor i socialret på København Universitet. ”Man må ikke presse folk med trusler ved at sige, at ’så bliver barnet taget fra dig.” Det er at gå langt over grænsen.
Hos Vejle Kommune erkender man at korrespondancen ikke har været optimal.
”Jeg har holdt mig langt væk fra systemet, siden de tog mit barn (datteren på 11 år). Jeg ved ikke, hvem jeg kan stole på. Jeg vil ikke kunne tilgive mig selv, hvis en abort bliver foretaget nu, hvor jeg kan mærke min baby…”
*
Øvrigheden skal lægge sig Bibelens ord på sinde, hvor der står skrevet bl.a.: ”Du kender ikke fosterets vej i moders liv – og slet ikke Guds virke, Han, som virker alt (Prædik.11:5).”
Eller: ”Du har dannet mine nyrer, vævet mig i moders liv. Som foster så dine øjne mig!” (Salme 139:13-16
– og videre i samme afsnit: ”Måtte blodets mænd vige fra mig… jeg væmmes ved dem, der står dig imod (v.19).”
Det sidste, som skrives om ’blodets mænd’, er en advarsel til enhver, som er medvirkende til ’fosterdrab’ (som er det gamle ord for abort). ”De bagtaler Gud og lyver om ham (v.20).”
Vejle Kommune bør skrive sig denne alvorlige advarsel bag øret – og hvis den kun har hån og spot til overs for Guds Ord, så taler Luther ikke ’humanismens sprog’ i sin retledning af øvrighedens tanker.
VI SKAL AFLUSE ØVRIGHEDEN
Luther har ikke store meninger om den verdslige øvrighed. Han skriver groft om den og beskylder den for at svigte sit embede.
Om sin egen opgave med hensyn til at vejlede øvrigheden og beskytte borgeren, har han kun disse (formastelige) ord at sige:
”Vi skal afluse øvrigheden,” siger han i sit skrift om ’Det verdslige regimente’- ”og tørre den under næsen enten den så ler eller raser over det.
Han fortsætter: ”Kristus har pålagt os prædikanter at foreholde de uretfærdige herrer sandheden og formane dem og give dem tilrettevisninger.”
Luther tilføjer: ”Kristus sagde ikke til Pilatus: Du har ingen magt over mig!” Han sagde: ”Du har ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra!”
… og Luther bliver ikke ved det men fortsætter: ”Vi skal gøre det samme. Vi erkender øvrighedens autoritet men over for vore Pilatus’er må vi pege på deres forbrydelser og deres selvsikkerhed!”
Så siger vi: ”Vi kan nok udholde det, I gør imod os, men vi vil ikke sidde stille og lade som om det, I gør mod os, er rigtigt. Det hverken kan eller vil vi. Vi må bekende sandheden og straffe det onde.”
”Vi må tale. Den kristne må vidne om sandheden – ja, være parat til at dø for sandheden!”
Hvordan skal man kunne dø for sandheden, hvis man ikke først har bekendt den.
Derfor sagde Kristus til Pilatus, at den magt, han udøver, var givet ham af Gud – men samtidig irettesætte ham, fordi han misbrugte den og handlede forkert.”
KIRKEFOLKS MIDDELMÅDIGHED
Den herskende tendens med hensyn til Luther, som er nævnt i de skandinaviske grundlove, er at lægge alt skriftligt stof fra hans hånd sådan til rette, at det bliver så mindst anstødeligt som muligt.
Man søger at undgå hans barske – til tider hårrejsende – udtalelser og fremstille ham som en ’dannet og kultiveret kirkefader’.
Et sådan pædagogisk synspunkt er helt hen i vejret, og det bør være fremmed for alle Luther-forskere, som aldrig vil være i stand til at lægge reformatorens personlighed i lænker. Luther er altid fængslende og uregerlig og lader sig ikke beherske af nogle tamme kirkefolks middelmådighed. Hans personlighed overhaler al snæversynethed og menneskefrygt indenom og stiler ustandseligt mod de højere menneskelige værdier.
Som 22-årige giver han sig i sin sjælekamp til at filosofere over, hvad meningen med det hele kan være og skriver om en vandring en smuk julidag på vej til sin optagelse som munk i et kloster. Han taler til sine fødder og siger: ”I bliver ved med at gå – og I går, og går og går og går dernede, kære fødder, fuldstændig som af sig selv! Mens jeg heroppe (gående) ser ned på mine egne ben – eller er det bare fødderne jeg betragter – og spørger mig selv: ”I går vel ikke af jer selv? I tilhører jo mig alle sammen (både benene og fødderne) – I tilhører jo mig, (som er ’heroppe’) og tænker så mange tanker.”
*
Det er ikke forvirret snak, som den unge Martin Luther beskæftiger sig med på denne dag i juli i 1500-tallet (hvor han er på vej til at skulle aflægge munkeløftet). Han overvejer i dybeste alvor, om det nu er ’den rigtige vej for ham’. Han spekulerer på, om det virkelig kan være Guds vilje med ham at skulle aflægge dette løfte? Han er en ung mand, som frygter Gud, og hans ord er nedskrevet, for at de må bide sig fast i hjerterne på de mange unge menneskers ’overfladiske vandring’ (hvor de bare går ad den slagne vej, som deres fødder nu engang er slået ind på…)
”Min søn,” siger visdommen, som taler til en ung mand (som Luther), ”tag imod mine ord – da nemmer du Herrens frygt og vinder dig kundskab om Gud (Ordspr.2:1 og 5).
… og den fortsætter sin belæring med ordene: ”Jeg frier dig fra den ondes vej, fra folk, hvis ord kun er vrange, og som går fra de lige stier, for at vandre på mørkets veje (v.12-13).
Visdommen slutter sin første tale til en ung mand (og det kunne lige så vel være en tyveårig i vore dage, som er lige ved at tage beslutninger af skæbnesvanger art) med at sige:
”Jeg frier dig fra andenmands hustru, fra fremmed kvinde med sleske ord, der svigter sin ungdoms ven og glemmer sin Guds pagt; thi en grav til døden er hendes hus, til skyggerne fører hendes spor; tilbage vender ingen, som går ind til hende, de når ej livets stier – at de dog må vandre de godes vej og holde sig til de retfærdiges stier v.16-20).”
Luther taler altså om – ja, advarer imod blot ’at vandre i denne verdens tidsånd’. På den måde ledes man af herskeren over luftens rige, den åndemagt, som nu er virksom i ulydighedens børn’, siger apostlen i Efeserbrevet (Ef.2:2).
MERE ENKELT KAN DET IKKE SIGES
At præsten skal holde sig til evangeliets forkyndelse og ikke fortabe sig i andre tankebaner er nøje beskrevet i kirkeordinansen af 1537 og i alterbogen af 1554, hvor det bl.a. hedder: ’præster skal ikke bringe besynderligheder udi ceremonier’.
Bekendelsesskrifterne, hvortil hører bl.a. ’Luthers lille katekismus’, som bedst gengives (med en kort forklaring) af biskop C.F. Balslev som ’en lærebog for den ukonfirmerede ungdom og autoriseret til brug i skolerne’.
Her skriver Luther som svar på spørgsmålet: ”Hvad skal frem for alt ligge os på hjertet?”
”Det skal frem for alt ligge os på hjerte, at vi må være og blive Guds kære børn, der lever ham til behag og i hans samfund bliver salige.”
Mere enkelt kan det ikke siges.
Det, som en troende først og fremmest skal holde sig for øje, er så enkelt og ligetil, at et barn kan forstå det. Unge mennesker af i dag ’gør sig bekymring og uro med mange ting; men ét er nødvendigt’ (Luk.10:41). De mangler selv den mest fundamentale ’selvværd’, som ligger i, at de anerkender, at de hører til ’Guds kære børn’. Det er ikke afhængig af, om de kan ’leve op til’ et eller andet religiøst mål, som andre har sat for deres liv.
Det er helt og holdent afhængig af, at de tror på den værdi, der ligger i, at Jesus betalte al deres synd på Golgata.
”I skal være og blive i denne tro,” siger Luther – ”så vil I helt selvfølgeligt leve ham til behag… og I vil finde jer til rette i hans menighed og blive således velsignet.
POLITIKERNE SKAL HOLDE SIG DETTE FOR ØRE
I danske lov (2.4-4) bestemmes det, at gudstjenester og kirkelige handlinger skal udføres efter det ’forordnede ritual’. Det vil sige, at præsterne skal holde sig til en ganske bestemt ceremoni, hvilket faktisk tvinger dem til at forblive indenfor evangeliets rammer. Præsten har pligt til at følge disse kirkelige forordninger, hvilket skaber en fast ramme om forkyndelsen, så at vantro og vranglære ikke kan løbe af med en menighed.
”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift (Matt.6:33).” Hvis denne prioritering er på plads og bliver forkyndelsens ledetråd, så er menigheden sikret.
Guds rige ’er ikke af denne verden, og ’hans retfærdighed’ kan kun forstås som den retfærdighed, der gives synderen ved ’retfærdighedsgavens rige fylde’ (Rom.5:17). Det er den retfærdighed, som helt gratis (ufortjent) gives en synder ved omvendelse og tro.
Staten har forordnet det sådan ved gyldige og gældende love, og det er op til politikerne at holde sig dette for øje.
”Oh, fader Hans, (Luthers far), hvordan skal jeg kunne fortælle dig om den vej, jeg går ad,” sukker den unge Martin Luther. ”Det kludetæppe af jura, som de anvender – juristerne – som er nogle vrøvlehoveder og snyltegæster, hvis røster bliver til intet, når den store ’vredens røst’ vibrerer over veje og marker, og hvert træ, hver gren dirrer, og alt løvet sitrer under tordenrøsten.”
Det er Martin Luthers mening om de mange professorer i jura, som tror, at de har noget at sige, hvad angår Guds kirke. De er nogle ’vrøvlehoveder’, fordi de er af den opfattelse, at de kan begrænse Herrens virke ved verdslige love, og de er ’snyltegæster’, fordi de aldrig bliver indbudt til festen af husets herre – og alligevel stiller de op med deres lovbøger, som ikke har nogen vægt i Guds rige.
”Oh Kristus, du blændende sollys.” Sådan beder Luther i sine sjælekampe. ”Tag mig i din favn. Luk mig ind i din hellighed, din helhed. Mørke, mørke, mørke: Bliv Lys!”
ROM, ROM, HELLIGE ROM!
”Rom, Rom, hellige Rom synger mit hjerte, mens jeg vandrer over Appenninerne, og dér – dér i det fjerne ser jeg den evige stad,” skriver Luther. ”Jo, det er vist dens tårne, jeg ser. Vær hilset, vær hilset du hellige Rom!”
”Det er vinter, det regner, paven er her ikke og heller ikke hans kardinaler. Ruiner, smalle, snavsede gader – det er, hvad der møder mig,” fortsætter Luther og tilføjer:
”Præsterne gennemfører messen i huj og hast, som var det en komedie!”
… og så kaldte de mig ’en nar’.
”Se på narren, den gode kristne,” hørte jeg nogen sige. ”De italienske præsters overfladiskhed, letsind og uvidenhed skræmmer mig, oprører mig. Her jager de gennem fem eller seks messer, inden jeg har kunnet nå at læse én.”
”Jeg afskyr rygterne om al umoralen blandt paverne i denne by, uægte børn. Paver, der besøger de berygtede kvarterer. Tre uger i Rom, og jeg må skrive: Findes der et helvede, så er Rom bygget på det. Den kan ikke stå ret længe. Den må styrte sammen.”
”Jeg har set den bjælke og det reb, som Judas hængte sig med. Og en af de tredive sølvpenge har man vist mig. Ligesom 300 dele af de uskyldige børn, som blev dræbt i Betlehem.”
”En bid af Moses brændende tornebusk fik jeg at se. Og nu skal jeg besøge katakomberne med de 80.000 martyrer og 26 paver. Jeg har med egne øjne set martyrstatuen af den kvinde, som engang har siddet som pave på den hellige stol.”
”… og hvad ville Luther have sagt, hvis han læste Frankfurter Allgemeine, tirsdag d. 28. dec. 2021, hvor der på forsiden står skrevet om en i oktober offentliggjort misbrugsberetning over den franske, katolske kirkes ’massive og systematiske, seksuelle overgreb.”
Mindst 216.000 (to hundrede og seksten tusinde) børn og mindreårige unge har fra året 1950 til 2020 været ofre for seksuelle overgreb fra katolske præster og kirkelige medarbejdere. Hvis frivillige hjælpere uden kirkeligt embede skal medregnes, stiger antallet af ofre til 330.000 (tre hundrede og tredive tusinde). Det statslige forskningsinstitut INSERM har samlet disse oplysninger.
*
BEMÆRKNINGER
Læs under www.godcast.dk fra Johny Noer og under Profetisk Journal artiklen: ’STADEN, DER HAR GUD SOM ARKITEKT’ (www.johnynoer.dk)
… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens § 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.
tlf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com
Med Grundlov skal Land bygges: konto nr. 9790 – 0003445526, Frøs Herreds Sparekasse
NOTA BENE:
Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk Kontingent: årligt 500 kr. (for pensionister og studerende 250 kr.)
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d. 04.02.2022