ARVESYNDEN

Den danske folkekirke er nu kommet til det punkt, hvor man tænker alvorligt på at ændre kirkens bekendelsesskrifter. Det giver staten en glimrende mulighed for, at lægge sidste hånd på værket – nemlig at den nationale kirke endeligt bliver helt, som den verdslige øvrighed vil have det!

Særligt vil kirkens lære om arvesynden være et mål for det statslige embedsvælde.

At ville gøre alle mennesker ansvarlige for ét menneskes overtrædelse er, efter den jordiske retfærdighedsregler, en megafejltagelse. Denne må rettes – og det kan ikke gå hurtigt nok!

Men der ser man ikke Guds forudviden og visdom – thi ’ligesom der er af den enes fald (Adams synd) fulgte fordømmelse for alle mennesker, således skal der af den enes retfærd følge retfærdiggørelse til liv for alle mennesker (Rom.5:18).

Om dette er følgende at sige:

Søren Kierkegaard skriver i forbindelse med bibelordet: ”Salige er de, som sørger, thi de skal trøstes” (Matt.5:3):

”Den selvbedragene mener helt bestemt, at han kan være fortrøstningsfuld, for han er af den overbevisning, at han har mere end sejret.

Det er nemlig skjult for ham (I dårens indbildskhed) hvor trøstesløs hans tilværelse indtil nu har været.

At han er ’ophørt at sørge’, burde vi ikke nægte ham fornøjelsen ved – men hvad gavner det ham, når hans evige frelse netop består i, at han for alvor var begyndt at sørge over sig selv (kærlighedens gerninger. Reitsel, side 15:5).

Jeg er af den mening, at disse ord bør læses af de folkevalgte politikere og selvbestaltede åndelige ledere, som synes at være blevet ofre for det farligste bedrag, som eksisterer: Selvbedraget!
(Matt.5:4).

Bibelen taler derfor om ’at sørge over sig selv’. Det er begyndelsen til al form for omvendelse. Måske er det første gang, at man i fuld alvor ser denne evige sandhed i øjnene. Det er aldrig noget pænt billede, man møder, når man ser sig selv og opdager, hvem man i virkeligheden er. Dertil har Skriften meget at tilføje:

”Vi har jo anklaget både jøder og grækere for at være under synet alle sammen. Således som der står skrevet:

”Der er ingen retfærdig; ikke én, der er ingen forstandig, der er ingen, der er ingen, der søger Gud; afvegne er alle, til hobet fordærvede, ingen gør godt, ikke en eneste!”

En åben grav er deres strube med deres tunger øver de svig, der er slangegift under deres læber; deres mund er fuld af forbandelse og bitterhed; de er rappe på foden til at udgyde blod; der er ødelæggelse og elendighed på alle deres veje, og fredens vej kender de ikke. Gudsfrygt har de ikke for øje!” (Rom.3:10-17).

Dette er Herrens billede af den faldne menneskehed. En nedrig, fordærvet samling, som ingen på egen hånd kan melde sig ud af, og som vi alle fra fødslen tilhører og er tvangsindlagt til at følge.

*

’At bedrage sig selv’ er at udsætte sig for den værste terror, som findes. Den selvbedragene møder nemlig sit livs værste fjende. Den modstander, der vil påføre ham mest ondt. Han møder sit eget jeg – ja, kan hele sit liv bedrage sig selv ved at tro, at dette usle billede drejede sig om en anden person.

Dette er i korthed Bibelens og den danske filosofs fortælling om, hvordan mennesker oprindeligt bliver født, efter at de blev jaget ud af Edens Have – og det er sådan, at menneskeslægten skal males for vores øjne, for at vi kan fatte og forstå, hvorfor verden tumler mod sin egen undergang. Sagt i al korthed: Det bli’r ikke bedre i morgen. Det bli’r værre!

Når det er sagt, kan vi vende os til Herren og spørge: ”Er der da slet ikke håb i dette mørke?”

Og svaret vil falde prompte: ”Der er kun et håb! Det findes i Guds søn, Jesus, den elskede. Søg ham!”

Det er ikke noget ukendt begreb, at der kan være uenighed i en kirke – endog om væsentlige spørgsmål! Men grænsen for, hvad der kan være forskellige meninger om, er sikkert nået, når man begynder at diskutere bekendelsesskrifterne. Man vil nu gøre op med ’de traditionelle dogmer’. Iblandt disse er der ét dogme, som særligt står for skud. Det er læren om ’arvesynden’.

”Mennesket er født i synd,” siger Bibelen: ”Se, jeg er født i misgerning, min mor undfanged mig i synd,” siger David (Salme 51:7).”

Læren om arvesynd indebærer, at mennesket ikke først bliver en synder ved at udføre syndige handlinger, men at mennesket synder, fordi det som person allerede er bundet til synd.

Denne undervisning er altså et udtryk for hele menneskehedens ubrydelige solidaritet med synd. Den er skitseret af Paulus (Romerbrevet 5, vers 12-19) og videre udviklet af oldtidens kirkefædre som baggrund for den kristne kirkes frelseslære.

Arvesynden bli’r anset som en følge af det historiske syndefald (1.Mose kapitel 3).

”Hvilken afsindighed er det da ikke, når den, der selv har taget skade på ’det evige’, nu vil helbrede den, der – set med evighedens øjne – er syg indtil døden (side 15:9-10).”

Sådan skriver Søren Kierkegaard om bl.a. de øvrighedspersoner, som i deres vanvid og afsporede arrogance vil komme kristne borgere til hjælp, som – i deres øjne – har ’taget en forkert stilling over for synd…’

Disse myndighedspersoner har selv – set ud fra Bibelens lære – forkastet evangeliet og de evige ting – og nu vil de i fuld alvor – (med deres grove hænder og lave forståelse af de høje værdier) give sig til at ’helbrede’ dem, ’der i det højeste er syg indtil døden’.

(Hvad der skal erkendes med den vanskeligt forståelige filosofs formulering: ’I det højeste en sygdom indtil døden’ kan kun føre til én tolkning: Et menneske, der er syg’ i det højeste’, – og som er syg til døden – kan kun være en person, som er uhelbredelig ramt af arvesynden!

*

”Den selvbedragene er måske endog kommet til den mening, at han – som en underlig selvmodsigelse – må være deltagende overfor den ulykkelige bedragne (Side 15:10).

’Den falske øvrighed’ eller ’den forkert afmarcherede kirkelige myndighed’ (med andre ord: Den autoritet, som ’bedrager sig selv’) er nu kommet så langt ud i sit eget selvbedrag, at den nu synes at være ’oprigtigt deltagende’ med det ulykkelige offer.

Men hvis du rigtig ligger mærke til indholdet af den ’trøstende tale og helbredende visdom’, siger Kierkegaard, ’så vil du hurtigt komme til at kende den slags kærlighed på frugterne’. Han tilføjer:

”Du vil ane spottens bitterhed og du vil indse forstandighedens skarphed. Du vil kende mistroens giftige ånde og afsløre forhærdelsens bidende kulde. Det vil på disse frugter kunne ses, at der ikke er nogen kærlighed til stede.” (side 15)

*

Vi vil gerne have den ægte vare. Verden er så fuld af snyderier og svindel, og sjælebedrageren er på spil alle vegne. Ja, man har det indtryk, at samfundet har udviklet sig til at være en stor røverkule, hvor der daglig gøres business’ til sjælenes fordærv.

Bibelen er det eneste holdepunkt i denne svindelbutik, som er på jagt efter enfoldige sjæle, og Skriften taler klart om,at et træ kendes på sine frugter.

Dette er Søren Kierkegaards emne, når han taler om den ægte kærlighed – og derfor er denne danske filosof særlig elsket, fordi han med sin skarpe pen stiller ’de uægte varer’ til skue, og viser hvorledes den enfoldige tro kan nå frem til livets træ, for at finde den frugt, som kan give evigt liv.

”På frugterne kender man træet,” skriver han (side 15:20). ”Man sanker ikke vindruer af torne, eller fignerne af tidsler (Matt.7:16).”

*

”Hvis du vil plukke vindruer eller figener blandt torne, da vil du ikke blot arbejde forgæves, men tornene vil klart vise dig, at du er ude i et nyttesløst ærinde! Det står jo skrevet, at ’hvert træ skal kendes på sine egne frugter (side 15).”

Det sidste tolker Kierkegaard som en ’klar besked’, at allerede, mens du er i gang med de ’tomme aktiviteter’, så ved du, ’at du løber efter vind’ og slår slag i luften’ (1.Kor.9:26).”

Kierkegaard skriver:

”Det kan jo være, at der er to slags frugter, som meget nøje ligner hinanden. Den ene er sund og velsmagende, den anden besk og giftig. En gang imellem er den giftige meget velsmagende, den sunde meget bitter i smagen. Således kendes også kærligheden på dens egen frugt.

Tager man fejl, må det være, fordi man enten ikke kender frugterne eller ikke er i stand til at skønne rigtigt i det enkelte tilfælde.

Som når et menneske tager fejl og kalder det, der i virkeligheden er svag eftergivenhed med kærlighedens navn.

… det, som i virkeligheden er fordærveligt klynken eller skadeligt sammenhold, eller forfængeligt væsen, eller en egoistisk forbindelse, smigerens bestikkelse eller et øjebliks indfald eller timelighedens forhold… alt dette giver man navn af kærlighed (side 15).”

Dette bør have en nærmere forklaring:

”Spiser man ferskt uden salt, smager mon æggehvide godt (Job 6:5)?”

Spørgsmålet stilles af den hårdt prøvede Job, som søger at bedømme sin egen situation. Og det er netop menneskets egenskab frem for dyrenes: det er i stand til at vælge mellem det, som smager godt og det, som er ækelt – og det vil finde, at det onde altid ligger inden for rækkevidde.

”Når jeg ønsker at gøre det gode, finder jeg den lov hos mig, at det onde ligger mig nærmest (Rom. 7:21) eller som det siges her: Man er parat til at kalde det, som er, ren humanisme for at være handlinger udførte i kærlighed. Lad os sammen se på den række forhold, hvor denne fordærvelige fejltagelse foretages. De 9 punkter, som Kierkegaard gør opmærksom på, er følgende:

1. Hvis øvrigheden eller de kirkelige myndigheder handler ’i svag eftergivenhed’ kan man så altid kalde det for: ’En kærlighedsgerning’?

Det havde i det pågældende tilfælde måske været meget bedre for den, der søger hjælp, at ’han møder hårdhed i sit forlangende’ – ikke at give efter – og så gennemføre det, der er ’den svære vej’.

2. I nogle tilfælde kan en fader blive stillet overfor sit barns ’fordærvelige klynken’ – vil det da ikke være langt bedre for barnet at følge ’den sunde fornuft’ og gøre det, som i øjeblikket synes strengt og tiltrængt og ikke lytte til barnets gråd og klynken?

3. Forældre kan blive præsenteret for en søns eller datters omgangskreds og finde, at det drejer sig om ’et skadeligt sammenhold’. Er det ikke ’en kærlighedsgerning’ at søge at hindre disse ’venskaber’?

4. … eller man drages selv ind i kredse, hvor der kan tales om ting, som hører denne verdens ’forfængelige væsen’ til. Er det ikke et klogt råd at følge, at sådanne forbindelser afbrydes og udskiftes med venner, som er virkelige venner, med hvem man kan have et fortroligt forhold?

5. Endnu værre er det, hvis man bliver udsat for ’selvsygens forbindelser’. Det vil sige forhold, som er helt og holdent præget af ens egen egoistiske fordel. Man er tiltrukket af det, som blot kan komme en selv til gode – ja, man udnytter andre menneskers godtroenhed til ens egen fordel. Er det ikke bedst med det samme hårdt og ubarmhjertigt at afbryde sådanne forbindelser – ja, er det ikke en sand ’kærlighedens gerning’ at slå en streg over sådanne egoistiske forhold?

6. ’Smigreriets bestikkelser’ kaldes den sjette fristelse, som aldrig har noget med kærlighed at gøre.

Den er svær at modstå, for den taler til en dyb svaghed, som er hos os alle! Den er en virkelig slange som indsmigrende berører dunkle forhold i ens eget liv ved at fremhæve egenskaber, som kan gøre dig stor i menneskers øjne.

Er det ikke langt bedre for dig at undfly denne ’behagelige’ fristelse og se sandheden i øjnene. Du har med en bestikkelse at gøre, som ikke vil dig noget godt?

7. At ’slå til’ med det samme! Dette er ’øjeblikket’, hvor der skal handles! Det råd, som du forledes til at følge, og som i denne sammenhæng kaldes for: ’Øjeblikkets tilsyneladelser’, bliver ofte givet af ’venner, som vil dig det bedste’.

”Lad dig ikke friste af overilede beslutninger, som går under den bibelske betegnelse: ’at udnytte det gunstige øjeblik’ (Ef.5:16).

Om dette ’øjeblik’ (som i sandhed virkelig eksisterer) siger Skriften, at du ’ikke skal vandre som uvis, men som vis’ (v.15). Du skal tage i betragtning, at ’dagene er onde’ (v.16). Derfor skal ’du ikke være uforstandig men forstå, hvad der er Herrens vilje’ (v.17).

”Du skal ikke drikke dig fuld i vin. Det fører kun til udsvævelser. Hold dig til venner, som taler hverandre til med salmer og hymner og åndelige sange.”

8. Det er aldrig ’timelighedens forhold’, der skal være bestemmende for din vandring. ”Vi må igennem mange trængsler for at komme ind i Guds Rige,” siger Paulus (Ap.G. 14:22). Det er en ’kærlighedens gerning’ altid at lade sig lede af Herren:

”Søg først Guds Rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift (Matt.6:33).”

*

”Al anden kærlighed, hvad enten den menneskelig talt, tidligt afblomstres og forandres, eller den elskeligt bevarer sig i timelighedens årstid, den blomstrer kun” (side 16:5).

Det er én af Kierkegaards vanskeligt tilgængelige sætninger, som imidlertid ved en smule omtanke let lader sig forstå og kan så let som ingenting tilegnes.

Al anden kærlighed end den, som kristendommen taler om, hvad enten det drejer sig om en plante, der tidligt på året afblomstrer, eller det handler om en blomst, der – til alles behag – bevares til den seneste årstid, så er der kun én ting at sige om den: Den blomstrer kun! Den bærer ingen frugt!’

”Dette,” siger danskernes store filosof, ”er præcis det vemodige og skrøbelige ved den: Den blomstrer kun!” (side 16:5)

Hvad nytter det at være kendt og omringet af beundrere – at blomstre med et karismatisk talent – hvis ikke det bærer frugt for evigheden. Hvad gavner det at få et stort tal af følgere, hvis det ikke gavner evighedens sag.

”Ungdom og livsgry er tomhed,” siger Guds Ord.

”Der var en lille by med få indbyggere og mod den kom en stor konge; han omringede den og byggede høje volde imod den. Men der fandtes i byen en fattig mand, som var vis, og han frelste den ved sin visdom. Men ingen mindedes den fattige mand (Præd.9:14-16).”

Da sagde jeg: ”Visdom er bedre end styrke, men den fattiges visdom agtes ringe, og hans ord høres ikke… (v.16).

Læs under www.godcast.dk fra Johny Noer og under Profetisk Journal artiklen: ’FREMTIDENS ADMINISTRATIONSCENTER’ (www.johnynoer.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens § 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

tlf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Med Grundlov skal Land bygges: konto nr. 9790 – 0003445526, Frøs Herreds Sparekasse

NOTA BENE:
Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk Kontingent: årligt 500 kr. (for pensionister og studerende 250 kr.)

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d. 18.02.2022