BIBELSK BETYDNING AF BRØDETS BRYDELSE
… (Første del)
Er den hellige nadver ved at forvandles fra en trættende gentagelse til en dyb åndelig oplevelse, som de kristne ikke kan få nok af? ”I skal nyde dette måltid, så ofte I kommer sammen,” lyder Skriftens ord.
Er kirkefædrenes og reformatorernes optagethed af dette fænomen atter ved at melde sig? Er Kristi ’virkelige tilstedeværelse’ i nadverens brød og vin ved på ny at indfinde sig? Indbyder den Herre Jesus Kristus på ny (ved brødsbrydelsen) til et enestående åndeligt samfund med ham? Har det fået ny aktualitet, når den opstandne siger: ”Dette er mit legeme” og ”dette er mit blod?” Disse spørgsmål vil jeg i det følgende søge at besvare.
”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os (Johs.1:14).”
I læren om nadveren kommer vi ikke uden om dette bibelord, og vi kan ikke undsige os, at der tales om, at en ’forvandling’ finder sted. Det hedder jo her: ”Ordet blev kød – og det kan ikke udlægges på anden måde, end at en ’forvandling’ gør sig gældende!
Der sker noget med ’ordet’ (som udtales i forbindelse med brødbrydelsen); det ’bliver’ til ’noget andet’, end det, som det var; ’ordet bliver kød’! Det vil for det første sige, at ’ordet’ (som er et åndeligt fænomen) bliver ’kød’, som er en håndgribelig, legemlig manifestation. For det andet bliver det usynlige (’ordet’) forvandlet til et synligt fænomen (’kødet’), og for det tredje udgør denne forvandlingsproces et levende mirakel, idet ’ordet forbliver noget levende og aktivt; det ’tager nemlig bolig iblandt os’ (v.14).
*
Denne sætning er banebrydende betydningsfuld!
Den indeholder nemlig forklaringen på en hemmelighed, som synes at være gemt i generationer, men som nu får nyt liv, og forekommer at være af afgørende betydning for det sidste slægtled af kristne.
Den beskæftiger sig med én af de korteste artikler i Confessios Augustanus og stadfæster med forbløffende klarhed et læreindhold; den kan således betyde en revolution af ny kraft til de hellige, som (ifølge Skriften) skal overleve den sidste generations trængsler. Den er det sidste svar på den såkaldte ’real-præsens-lære’ (altså at Kristi Legeme og Blod er virkelig til stede i brødbrydelsen) og at Kristi virkelige nærvær på en forunderlig måde uddeles til alle dem, som i de sidste dage samles (hemmeligt) omkring dette måltid.
’Ordet blev kød’ er altså en beskrivelse af ’det guddommelige ords’ evighed, der bliver menneske i Guds Søn, Jesus Kristus! Vi opholder os altså ved det største under, som er sket i jordens og universets historie. Det udtrykkes i Johannesevangeliet med disse ord: ”I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud (Johs. 1:1-2).”
Den overvældende, mægtige begivenhed, som skete på Betlehems marker for lidt mere end 2000 år siden, at ’Guds egen Søn’ blev et menneske (og fra det øjeblik er han ’virkeligt tilstede’ iblandt os) har for alle tider (sidenhen) været en vedblivende virkelighed for de kristne.
Men i disse dage vil det særligt give sig udtryk i ’den sidste nadver’ (som bevidner Herrens nærvær på en ny og dyb måde) ved at ’ordet bliver kød og tager bolig iblandt os ’med en inderlighed, som tidligere slægter ikke har oplevet.
*
Læren om ’realpræsensen’ (Kristi virkelige, håndgribelige nærvær) er naturligvis ikke et spørgsmål om, hvorvidt ’Herrens nærvær’ tydeligt kan spores i andre sammenhænge; Jesu personlige tilstedeværelse er en tilbagevendende oplevelse i lønkammeret, thi ’hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, dér er jeg midt iblandt dem (Matt.18:20)’. Denne oplevelse vil blive forstærket, som vi nærmer os afslutningen på det hele, og forfølgelsene sættes kraftigere ind på Guds børn. Det vil blive en velsignet kendsgerning, at Herren har lyst til at åbenbare sig for sine børn, og det vil blive åbenbart for alle, at han særlig vil være til stede i det Hellige Måltid.
”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende,” lyder de sidste ord fra Herren i Matthæusevangeliet (28:28), og dermed fokuserer Jesus særlig på kulminationen af alle tings klimaks. ”Jeg har hjertelig længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skal lide,” udbryder han ved nadverens indstiftelse én af de sidste timer, før han blev pågrebet i Getsemane (Luk.22:15). Derefter brød han op og gik efter sædvane til Oliebjerget… (v.39).
JESUS ER LYSLEVENDE TILSTEDE
Lad os prøve at gøre det så enkelt som muligt. Sådan som Luther selv fremstiller ’realpræsensen’ (Kristi virkelige nærvær) i den lille katekismus. Han skriver: ”Hvad er alterets sakramente?” Uden at gøre store armbevægelser svarer han selv på dette spørgsmål: ”Det er vor Herres Jesu Kristi sande legeme og blod under brødet og vinen! Det er indstiftet af Kristus selv for os kristne til at spise og drikke.”
Det vil kort og godt sige, at Luther var af den overbevisning, at i nadveren er Jesus Kristus personligt tilstede! Han, der ved det sidste måltid (som han havde med sine disciple) efterlod dem nu med det klare og kostbare løfte, at han (fremover) ville være lyslevende til stede hver gang (så ofte) de samledes om dette ’ihukommelsesmåltid’.
Kristus kan ikke bringe os sit virkelige, ’brudte legeme’, for det er nu gået til grunde, og han eksisterer udelukkende i sit opstandelseslegeme (som han har iført sig efter sin opstandelse) – ej heller kan Kristus i nadveren bringe os sit ’udgydte blod’ (for det er gået alt kødets gang på Golgata, hvor der ’straks kom vand og blod ud af Kristi sår efter et spydstik… (Johs.19:34), men han kan bringe os vin og brød, og han kan forvandle denne vin og dette brød på samme måde, som der sker et forvandlingsunder med ’ordet, som bliver til kød’, og ’tager bolig iblandt os’. Sådan tror jeg, at vi skal forstå det forvandlingsunder, som sker i nadveren. Lad mig yderligere forklare:
*
I teologien taler man ofte om dette, at ’Gud blev menneske’ og man kalder det for ’inkarnationens hemmelighed’.
… og en hemmelighed bliver det ved at være, for mennesker spekulerer stadig (efter 2000 år) på, hvad der egentlig skete på Betlehemsmarken, hvor himlen pludselig fyldtes med ’tusinder af engle’, som lovsang Herren for det mirakel, som var sket.
Af alle guder i hele verden er det nemlig kun de kristnes ’treenige Gud’, som kunne blive menneske (hvem skulle ellers fortsat styre og opretholde verden, medens Skaberen tog menneskeskikkelse på og blev svag og magtesløs i den periode, hvor han ikke var den almægtige Skaber?)
Men Gud blev virkelig et virkeligt menneske i Jesu Kristi Person – og han tog virkelig bolig iblandt os, og apostlen opfordrer os til at have samme sindelag, som var i Jesus Kristus.
”Da han var i guddomsskikkelse og havde al ret til at fastholde denne nedarvede lighed med Gud, så gjorde han ikke krav på sin legale ret, – men han ’gav afkald’ på hele sin mægtige guddomsmagt og ’tog tjenesteskikkelse på og blev menneske’ (Filip.2:6, parafrase).”
*
Som vi sammen fortsat betragter nadverens indhold, hvad det vil sige, at Jesus giver os sit kød og blod (i form af brødsbryelsens brød og vin), så læser vi videre i Filipperbrevet, hvor der står skrevet: ”Nu har Gud ophøjet ham, og givet ham et navn og en position over alle andre. Ja, alle kommer til at bøje knæ for ham i himlen og på jorden. Alle skal erklære til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre!” (Filip. 2:9-11, parafrase).
Sejrens frugter vil på samme måde blive gæsterne ved Herrens bord til del! De vil ikke kun opleve trængsel, fordømmelse og forfølgelse, men de er inkorporeret i hans opstandelse gennem nadvermåltidets indtrængende oplevelse. Om denne sandhed samler ’brødets forkyndelse’ sig, og dette kommer tydeligt til syne den dag, Jesus gav sig til at tale om Johannes Døber…
HVORFOR TOG I UD I ØRKENEN?
Da Johannes Døbers disciple var taget af sted, efter at de havde stillet nogle spørgsmål til Jesus, begyndte han at tale om Johannes.
Det er sjældent, at Jesus på den måde talte om én af Herrens tjenere, men i dette tilfælde tager han sig tid til at omtale den tjeneste, som Johannes havde. ”Hvorfor drog I egentlig ud i den brændende hede Judæa Ørken?” spurgte han. ”Var det bare for at se et græsstrå, der svajede med vinden? Eller gik I derud for at se en mand i flot, dyrt tøj? Nej, heller ikke! Folk, der går i den slags tøj, hører ikke hjemme i den barske ørken. Dem finder I kun i de kongelige paladser.
Jamen, hvorfor tog I så derud? For at se en profet? Ja, jeg siger jer, I gik ud i ørkenens hede for at møde en profet – og tro mig, Johannes er ikke en ’hvilken som helst profet’. Han er den, der står omtalt i Skrifterne med ordene: ”Se, jeg sender min engel, for at han skal gå foran dig. Han vil bane vej for dig (Matt.11:7-10, parafrase).”
Johannes er mere end en profet!
Derefter omtaler Jesus profeten i ørkenen på en måde, som er betagende. Han siger: ”Fra Johannes Døbers dage indtil nu tages Himmelriget med storm, og de, der stormer det, river det til sig (v.12-13).”
*
Den kristne forkyndelse om nadverens betydning er meget radikal. Den indeholder en grundtanke om ’inkarnationen’, som jeg vil bestræbe mig på i det følgende at belyse. Hvor denne grundtanke kommer til orde, taler den meget tydeligt om, at ’Jesus er virkeligt tilstede’.
I Lukas lyder indstiftelsesordene sådan: ”Han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig (Luk. 22:19).”
I det øjeblik, hvor Jesus brækkede brødet i flere stykker og gav disciplene et stykke hver, udbrød han: ”Dette er mit legeme (og sådan skal man gøre ved mig). Hver gang I gør dette (brækker brødet i flere stykker), så husk på, at sådan har man behandlet mig! Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet og sagde: ”Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer (v.21).”
Jesus tog altså det ganske almindelige bæger med vin (som var brugte ved aftensmåltidet) og udbrød: ”Dette bæger med vin er Den Nye Pagt (som her indstiftes) ved mit blod, der skal udgydes for jer (v.20).” Han nævnte ikke blot offerets betydning, men han fremhævede Den Nye Pagts sejr.
*
Hele den begivenhed, som nu fejres verden over med særlige nadvergudstjenester, er (i sin oprindelse) præget af øjeblikkets spontanitet. Som det skete ved brylluppet i Kana i Galilæa, får Jesus pludselig øje på ’seks vandkar af sten, som jøderne normalt brugte til deres renselsesceremoni – og han bliver øjeblikkeligt inspireret til at omdanne vand til vin, som der var brug for ved brylluppet, som han deltog i som gæst.
Her (ved ’den sidste nadver’) så han brødet på bordet og bægeret med ’vinen efter aftenmåltidet’, og han brugte disse elementer til at anskueliggøre sit hjertes tanker. Han tog brødet og udbrød: ”Dette er mit blod,” og han.
indstiftede med disse for hånden værende elementer en ’ihukommelses-begivenhed’, som skulle gentages (på verdensvid basis) indtil han kommer igen.
REFORMATORERNE STOD FAST
Apostlen Paulus skriver om dette Hellige Måltid følgende: ”Den, som spiser og drikker uden at ænse, at det er Herrens Legeme, spiser og drikker sig selv en dom til (1.Kor.11:29).”
Det kan ikke betyde andet end dette ene, at de troende må og skal ’ænse’, at det er ’Herrens Legeme, som de spiser og drikker. De må absolut tro på, at Jesus Kristus er personligt til stede, og det er ham selv der giver (i form af brødet og vinen) sit virkeligt tilstedeværende legeme og blod.
De lutherske reformatorer stod fast på denne bekendelse og var urokkelige i deres vidnesbyrd om denne sandhed. Derfor må det kunne fordres af alle de troende, som følger den protestantiske, reformatoriske linje (med Martin Luther som hovedfigur), at de holder sig til den sunde lære.
Og med begrebet ’den sunde lære’ fastholdes, at det er Jesu legeme og Jesu blod, der uddeles til menigheden. Det er faktisk Gud selv, der ved Kristus uddeler det. Derved forbliver JESUS det centrale budskab i nadverens forkyndelse – ja, det er tydeligt indholdet af evangeliet, som træder frem i måltidet, sådan som det understreges i Den Augsburgske Bekendelse artikel 3: JESUS, som virkeligt har lidt, er korsfæstet, død og begravet, for at han kunne forsone Faderen med os og være et offer ikke bare for arvesynden, men også for alle menneskets syndige handlinger.”
Det mægtige, som Gud i sin nåde og barmhjertighed har fuldført for alle mennesker, har kun Gud ret og magt til at uddele til hvert enkelt menneske.
Dette sker i den hellige nadver! Her giver han hele Golgata-kampen og hele opstandelsessejren – ja, hele sandheden om Jesu triumferende tilbagekomst ved brødets brydelse og uddelingen af bægeret med den kostelige vin. Her bliver alle dødsmagter tavse – og det er en rungende stilhed, som varer en evighed lang…
DEN FEDE SAFT
Denne ubrydelige sammenhæng mellem Jesu dybe lidelse på korset, hans triumferende opstandelse – og så selve forkyndelsens af korset og den tomme grav, kommer til udtryk ved nadverbordet. ”Thi så ofte, som I spiser dette brød og drikker kalken, forkynder I Herrens død, indtil han kommer,” siger apostlen (1.Kor.11:26).”
Det vil sige, at der ved nadverbordet finder en kraftig forkyndelse sted, som er målrettet mod magterne og myndighederne i himmelrummet… ’for at Guds visdom nu i al sin mangfoldighed ved kirken skal gives tilkende for magterne og myndighederne i den himmelske verden (Ef.3:10)’.
Nerven i nadverens budskab er netop dette, at Jesus Kristus stadig er nærværende og altid er ’tilstede’, hvor brødet brydes efter Skrifterne. Dette er den ’fede saft’, som stiger op fra Oliventræets rod (Rom.11:17). Den udvandes ved al anden forståelse af nadverens betydning.
Luther udtrykker i et af sine nadverskrifter en tydelig og klar adskillelse mellem ’Jesu lidelses frygtelige kendsgerning’ (factum passionis) og så ’lidelsens brug eller forkyndelse (usus passionis). Jesu smertefulde død på korset langfredag er og forbliver lidelsens kendsgerning! Nadveren, hvor hans legeme og blod (fremstillet som brødbrydelsens brød og vin) forbliver nu selve lidelsens brug eller forvaltning.
Luther forklarer sig sådan (og hans forklaring er frisk og talt ’lige ud af posen’): ”Som en kendsgerning (der ikke kan betvivles) har Kristi lidelse fundet sted én gang for alle på korset. Men hvem ville det gavne, hvis det ikke bliver uddelt? Det skal tilegnes! Det skal tages i brug! Det skal forkyndes!”
Luther fortsætter: ”Hvordan skal Jesu lidelse ’tages i brug’ uden ved ordets og nadverens forkyndelse?”
… Luther tilføjer: ”Men hvorfor skulle sådanne ’høje ånder’ (som paver og kardinaler) give sig tid til at læse om dette i mine bøger? De ved jo alle bedre besked! Velan! Så lad dem få denne bitre løn: De anser nu factum (selve kendsgerningen) og usus (brugen og forvaltningen) for at være ét og det samme. Derved holder de i virkeligheden sig selv for nar, og de bliver gjort frygteligt til skamme. (De fatter nemlig ikke, at i nadveren drejer det sig om lidelsens og sejrens forkyndelse).
(Luthers: ’Om Kristi nadver’, 1528, citatet er oversat på ny fra Weimarudgaven bind nr. 26, side 296).
At nadveren for Luther er næringen for det nye, evige liv, ses af Den store Katekismus. Luther skriver: ”Man må ikke betragte nadveren som en skadelig ting, så at man undgår den, men man skal se på den som en stadig, lægende, trøstelig medicin, som hjælper til både sjæl og legeme. Thi hvor sjælen er helbredt, dér er også legemet hjulpet (om alterets sakramente, afsnit 68).
Luther henviser også til de gamle kirkefædre: ”Vi har hørt,” siger han, ”hvordan Irenæus og de gamle fædre har påvist den store nytte vi har af nadveren. Vort legeme bliver her bespist med Kristi legeme!
Den tro og det håb skal nemlig bevares i os, så at vort (nye) legeme skal leve evigt af Kristi legemes evige spise. Derfor vil han være i os efter sin (guddommelige) natur,” siger Hilarius… han bliver nemlig ikke fordøjet eller forvandlet, men han forvandler os uafladelig: Sjælen til retfærdighed, legemet til udødelighed! (Weimarudgaven bind 23, side 255).
FÆNGSELSSTRAF FOR FEJL MED NADVEREN
Professor, Dr. theol. Regin Prenter (1907-1990) fortæller i sin bog ’Kirkens Lutherske bekendelse’ (Lohse 1978) om, hvor alvorligt Luther tog det med læren om Kristi virkelige tilstedeværelse i den hellige nadver. Han skriver: ”En hjælpepræst ved navn Adam Besserer, der stod under biskoppen af Naumburg, Nikolaus Amsdorf, havde 3. søndag i advent 1545 i kirken holdt gudstjeneste og altergang.
Der var 17 altergæster til stede, men da nadveren begyndte, opdagede han, at han kun havde 16 oblater (nadver brød) på disken. Da han i sin forfjamskelse ikke vidste, hvad han skulle gøre, tog han hurtigt en ikke-indviet oblat fra æsken. Han holdt altså nadver med ét brød, der ikke var indviet.”
”Siden fandt en kone den oprindelige indviede oblat på gulvet. Hun afleverede den til præsten, som så lagde den tilbage til alle de uindviede brød i æsken. (Siden forklarede han, at han ikke var sikker på, om den var faldet på gulvet før – eller efter, præsten havde udtalt indvielsesordene over nadverbrødene).
Da den unge præst efter gudstjenesten blev gjort opmærksom på det forkerte i denne optræden, skal han havde svaret: ”Det kommer ud på det samme! Der er ikke forskel på indviede og uindviede brød!”
Dette blev straks indberettet til sognepræsten, som førte sagen videre til præsten, og derfra gik sagen til biskoppen, Nikolaj Amsdorf, hvad man skulle stille op med sådan en præst, og så videre til teologerne i Wittenberg. Foreløbig lod man den arme hjælpepræst falde i øvrighedens hænder, der straks smed ham i fængsel.
Luther ville ikke gå så strengt til værks, men foreslog i et brev af 11. januar 1546, at den unge præst blev sendt ’til sine Zwinglianere’, hvor han rettelig hørte hjemme. ”For det første er det ikke ’ligegyldighed’, men direkte ’slethed’ (og det en meget tydelig ’slethed’) hos denne hjælpepræst,” skriver Luther og tilføjer: ”Han har jo i foragt over for Gud og mennesker offentlig fordristet sig til at udgive indviede og uindviede oblater for det samme. Derfor må han straks udelukkes af vore menigheder. Det er ikke nødvendigt, at vi holder en fremmed mand fængslet, til hvem man ikke skal have tillid, selv om han aflagde ed.”
Det kom dog til at gå knapt så slemt med den unge Besserer. I et forhør forklarede han, at det hele skyldtes befippelse, da han stod og manglede en oblat. Han blev derefter straffet med to ugers fængsel.
Historien fortæller med hvilken alvor, man betragtede nadverelementerne, og viser en fremgangsmåde, som ikke (heldigvis) kunne lade sig gøre i dag. Men spørgsmålet bliver tilbage: Har der indsneget sig en ligegyldighed og en ’farlig tendens’, så at de troende ikke længere ’ænser’, at det er Herrens legeme og blod, som de har med at gøre, når nadveren uddeles.
Dette vil jeg i det følgende søge at besvare…
Læs artiklen under Profetisk Journal: ’HAMAS STÅR NÆVNT I BIBELEN’
… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.
Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 24.11.2023.