LOVE MOD KIRKENS FORKYNDELSE SKÆRPES

En 30årig mand er i staten Iowa blevet dømt 16 års fængsel for offentligt at have brændt et LGBT-regnbueflag.

Adolfo Martinez stjal i sommeren 2019 en regnbueflag uden for en kirke og brændte det foran en homoseksuel natklub i den amerikanske stat Iowa. NBC-News beretter i december 2019, at manden blev idømt 15 års fængsel for at have begået en ’hate-crime’ (hadforbrydelse). Han fik tillagt et ekstra år for ’uforsvarlig omgang med ild’ og derudover 30 dage for at have krænket homoseksuelle medborgere.

UK-avisen ’The Sun’ har i en december 2019-artikel sammenlignet den straf, som den 30årige Martinez fik for at stjæle et regnbuebanner, der var hejst uden for United Church of Christ i Ames. ”Det er en hårdere dom en den, som idømmes for voldtægt,” skriver avisen. ”Han brændte flaget uden for ’Dangerous curves lap dancing club’. Dommeren, Jessica Reinhold, fandt den tiltalte skyldig i ’brandstiftelse af 3. grad’. Han er den første person i statens historie, som udfører denne forbrydelse,” erklærede hun. (Straffen for voldtægt er ca. 10 år…).

Martinez egen forklaring i retten var følgende: ”Jeg nedbrændte deres ’pride’ (stolthed) – det er ganske enkelt det, jeg gjorde!”

Dommeren forklarede, at Martinez havde flere sådanne sager på samvittigheden. ”Han viste intet tegn på samvittighedsnag,” sluttede hun – ”ja, han erklærede, at han var parat at afbrænde flere regnbueflag, når han slap ud af fængsel…”

’OMVENDELSES-FORBRYDELSE’ BURES INDE

Der lægges i Danmark ved indgangen til det nye år op til, at lovgiverne på lignende måde skal tage jernhandsken på, når det (efter alt at dømme) om føje tid bliver en realitet, at al form for omvendelse over for homoseksuelle skal forbydes ved lov. Det kommer (så vidt det i øjeblikket kan vurderes) til fra nu af at dreje sig om, at staten ’klart og tydeligt viser sine holdninger’ ved at de nye ’omvendelsesforbrydere’ straks bures inde. Loven om den såkaldte ’omdannelsesterapi’ (et nyt ord for den bibelske lære om ’omvendelse fra synd’) er på trapperne, og der vil ikke blive taget med fløjlshandsker på de kristne forkyndere, som fremover tør driste sig til at ’erklære homoseksualitet for synd’ – ja, som fastholder Ny Testamentes lære om, at der er tilgivelse for al form for overtrædelse af synd, hvis ordet om omvendelse modtages i tro og dermed ’bærer omvendelsens frugter’…

DYRET VISER TÆNDER

’Tyve tyve’ signaliserer et år, hvor dyret vil vise tænder, og hvor de kristne borgere træder ind i den fase, der med tidsåndens styrke vil søge at overbevise landets øvrige befolkning om, at ’de troende’ (som fortsat prædiker omvendelse) i visse tilfælde bør og skal behandles som kriminelle – ja, at nogle af dem er så hårdkogte, at kun de strengeste straffe kan holde dem i ave! ”Med deres uafvendelige, intolerante prædiken om ’omvendelse fra synd’,” hedder det, ”vil de ikke længere ’kunne hentes tilbage’ til et normalt liv i samfundet. Fra nu af, er det kun grovfilen, der gælder!”

I det foranliggende årti (om Herren tøver) vil Danmarks og Europas kristne borgere komme til at opleve deres folkevalgte lovgivere som en flok ’hårde hunde’, der kun kender en vej: Strafskærpelser! Lige om hjørnet venter loven om forbud mod omvendelsens forkyndelse, og statsministeren har brugt ligeved en halv snes minutter af sin nytårstale til at anbefale en mere omfattende tvangsfjernelse af børn fra hjem, som ikke lever op til myndighedernes krav. Her stilles der særlig skarpt på de kristne familier og deres ’far, mor og børn-struktur’.

De hårdere straffe vil i 2020 blive anvendt for at afskrække de borgere, der ikke vil makke ret med henblik på den nu strengere lovgivning i religiøse anliggender.

Retspolitik vil fremover – med særligt sigte på landets kristne borgere – søge at aftegne ’en streg i sandet’! ”Der er holdninger og forkyndelse, som ikke længere vil blive tolereret,” hedder det.

Den homoseksuelle verdensorden vil i den nærmeste fremtid manifestere sin tilstedeværelse, og der vil herefter på mangfoldige måder blive kundgjort, hvad de styrende forstår ved (med lov og straf) at indprente betingelserne for (som det hed i fortidens Nazityskland og nu hedder i det røde Kina): ’at blive anset som en god samfundsborger’…

DEN NATLIGE GÆSTS NAGENDE SPØRGSMÅL

Det er ved indgangen til det nye år som om den store franske, politiske tænker, Montesquieu, er stået op af graven – ja, det forekommer som om den spinkle skikkelse af den gamle, juridiske filosof fra 1700-tallet ved nattetiden bevæger sig gennem de lange tæppebelagte korridorer på Christiansborg. Han har (sådan forekommer det) et bestemt spørgsmål, som han fremsiger under sine midnatsrunder i folketingssalen, hvor han standser foran ganske bestemte pladser med de samme ord: ”Udgør kirkens budskab stadig en del af dansk lov?”

Som ingen andre har netop han mandat til at ransage folketingsmedlemmernes og ministrenes samvittighed. Han er manden bag grundlovens 3. paragraf – og uden den bestemmelse havde der ikke eksisteret noget parlament eller nogen dansk frihedsgrundlov.

Den natlige gæsts nagende spørgsmål er relevant – ikke mindst efter den danske kronprinsessens politiske initiativ ved 2019-udstedelsen af et kongeligt protektorat til den verdensvidde homoseksuelle bevægelse World Pride.

”Jeg står ikke fast på gejstlighedens privilegier,” skriver Montesquieu, men jeg så gerne, at man endegyldigt fastsatte deres jurisdiktion.” Han fortsætter, og hans pen bliver spids og skarp: ”Det drejer sig her ikke om at vide, om man gjorde ret i at oprette den (gejstlighedens rettighed) men det drejer sig nu om, hvorvidt kirkens budskab i dag udgør en del af landets love – ja, om dette forhold (gejstlighedens berettigelse) overalt stemmer med disse love – ja, om betingelserne mellem de to magter (den verdslige og den åndelige) som man i grundloven erkender, er uafhængige af hinanden, ikke bør være gensidige…” (kap.4, side 18).

Disse linjer, som blev skrevet for mere end 300 år siden, vil (for den moderne danske læser) være ’noget af en mundfuld’. De vil aldrig kunne begribes af den overfladiske ånd, som i dag præger mediernes hastige ’mangel på overblik’ og ’fuldstændige fravær af en hvilken som helst dybde’. Men de (disse linjer) vil kunne forstås af det oprigtige hjerte, som søger vort elskede fædrelands bedste, og som sætter vort kongehus højt og inderligt ønsker, at det skal bevares i den smukke og harmoniske skikkelse, hvori det er blevet klædt efter grundlovens indførelse i 1849.

Lad os da sammen prøve at lytte til, hvad den politiske tænker og retsfilosof (Montesquieu), der er anerkendt som en af sociologiens fædre, har at sige – ikke mindst i den ’underlige’ – ja, ’hemmelighedsfulde’ sag, der har at gøre med vor kronprinsesses enestående politiske 2019-initiativ ved udstedelsen af det royale protektorat til World Pride 2021 (tyve enogtyve).

For det første erklærer vor forfatter til storværket ’om Lovens Ånd’, at han ikke agter ’at ville stå fast på gejstlighedens privilegier’. Det har han beviseligt og historisk gjort ret i, thi disse verdslige ’ophøjelser’ hører ikke til, hvor ’evangeliet forkyndes i ånd og sandhed’. Hvis der i den forbindelse skal tales om nogen ’forrettighed’ – så er det den ophøjelse og ærefrygt, der alle vegne bør omgive evangeliet, som i sandhed er Guds ord.

”… thi jeg vil, at du skal vide,” skriver apostelen, ”hvordan man færdes i Guds Hus, som jo er den levende Guds kirke, sandhedens søjle og grundvold” (1.Tim.3:15).

KIRKENS JURIDISKE STILLING I DANMARK

Montesquieus syner og ideer om, hvorledes samfundet burde indrettes, er ikke gået den danske grundlov forbi; tanken om adskillelsen af den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt er fast indtømret i den danske forfatnings 3. paragraf. Derfor er der al god grund til at tage Montesquieus ord alvorligt, når han (også i denne time) stiller spørgsmålet: ”Hvilken juridisk ret har den danske evangelisk-lutherske kirke i Danmark i dag? Når den franske tænker fra 1700-tallet taler om ’gejstlighedens rettigheder’, så henviser han dermed ikke kun til bispernes eller provsternes eller præsternes ’rettigheder’. Nej, så peger han samtidig på kirkens juridiske stilling. Da omtaler han faktisk de troende borgeres retssikkerhed. ”Det drejer sig nemlig om,” skriver han, ”hvorvidt grundlovens omtale af kirkens stilling i samfundet stadig regnes for ’en del af landets love’?”

Spørgsmålet er relevant! En åbenlys, retsløs tilstand breder sig, når det drejer sig om de kristne borgeres ytringsfrihed, trosfrihed og samvittighedsfrihed. Som dagene går, falder sorte skygger ind over kirke og menighed, kristne skoler og præstens ret til uforfalsket og ’med regnskabsdagen for øje’ (som det hedder i præsteløftet af 1870) at forkynde Guds ord. Meget snart vil der fra statens side blive nedlagt konkret forbud mod at anvende Bibelens ord om omvendelse i al prædiken og al sjælesorg, der henvender sig til det voksende LGBT-samfund i Danmark.

Det er ud fra denne situation, at den store tænker bag Danmarks Grundlovs 3. paragraf i dag rejser sig fra graven og udtaler: ”Jeg ser gerne, at man endegyldigt fastsatte kirkens jurisdiktion!” – ”Det vil sige,” (ville han i dag tilføje): ”at det nu én gang for alle afgøres, hvorvidt den evangelisk-lutherske kirkes lære (det kristne evangelium) fortsat udgør en del af landets love?”

KONGEHUSETS PÅTRÆNGENDE PROTEKTORAT

De ministre, der bærer ansvar for kongehusets deltagelse i lovgivningen, kan i en sådan sag, der har med kronprinsessens politiske ihærdighed at gøre, tiltales for deres embedsførelse eller mangel på en sådan. I det tilfælde er det ’folketinget, som anklager, og domstolene, der dømmer…’

Det vil sige, at det åbenlyse ansvar, som i spørgsmålet om World Prides ’royale beskyttelse’ er og forbliver helt og holdent juridisk; der bør i denne sag ikke vise sig noget positivt eller negativt engagement. Det handler altså ikke om kongehusets velfortjente popularitet eller kronprinsessens absolut vindende væsen – men udelukkende om lov og jura! Hvad siger grundloven? Dronningens ministre er her ikke længere (og slet ikke i grundlovens forstand) at betragte som ’politiske figurer’; de er embedsmænd – og er der her begået en alvorlig overtrædelse, så er det ministrene, der skal stilles til regnskab, og hverken den nuværende eller den kommende dronning! Lad mig derfor gentage:

”Kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkning den højeste myndighed over alle rigets anliggende og udøver den gennem ministrene (grl. § 12).” Den nuværende grundlovstekst fortsætter i samme spor: ”Kongen er ansvarsfri, hans person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse; deres ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov” (grl. § 13). Det er altså blandt dronningens ministre, den skyldige i World Pride-’forbrydelsen’ skal findes!

Med henblik på kongehusets velagtede popularitet, så vil kronprinsessen kunne gå langt i sit ’samarbejde’ med de homoseksuelle interessenter eller homo-lovgivere, men grundlovens ånd har i denne forbindelse ikke meget tilovers for folkemassens skrøbelige accept eller afstandtagen. ”Den påstand, at det altid er flertallet, der har ret, er en uhyggelighed,” erklærede datidens Estrup, – og han er i dag ikke ene om at stå ved denne påstand. ”Hvis flertallet får sin vilje hele tiden, er der tale om ’et diktatur fra flertallets side” (Hal Koch, ’Hvad er demokrati’?, Kgby. 1945, side 20).

Hvad det drejer sig om i denne ’homosag’ vedrørende konge, kirke og folk, er at holde en forvansket grundlovsfortolkning på afstand! Grundlovens faste holdning vedrørende betydningen af den protestantiske, evangelisk-lutherske lære må (i disse alvorstunge timer) ikke tilpasses et bestående magtpolitisk system! Dette vil imidlertid med sikkerhed ske, hvis homo-teologerne og deres politiske (mere eller mindre uvidende) medløbere fortsat få lov at spille en dominerende rolle – og det får de, hvis ikke kongehusets påtrængende protektorat af World Pride afværges.

Protektoratet er ikke en ligegyldig eller harmløs sag! Det bærer i sig et skjult krav om en grundlovsreform, der intenst søger at få folketinget til at bøje sig for en farlig ligestillingsideologi, der i bund og grund er både fjendsk og hadsk over for både kongehus og Guds Evangelium!

Ikke for intet brast det (ifølge Ny Testamente) ud af den stumme tempelpræst, Zakarias’ mund (da han efter ni måneders tavshed atter fik mælet): ”Du har frelst os fra alle vore fjenders og haderes hånd” (Luk.1:7)… og det er intet mindre end et indædt had til Guds Evangelium, som styrer World Prides foranstaltninger i den store, vide verden.

Læs under profetisk journal (www.johnynoer.dk) artiklen:

‘NÅR BJØRNEN FRA NORD VÅGNER

Grundlovsforeningens årsmøde er fastsat til 2. påskedag, d. 13. april kl. 15:00 (stedet angives senere)