ISRAEL ANKLAGES NU FOR FOLKEMORD
Hvorfor har I ikke anholdt ham?”
Sådan lød spørgsmålet til tempelvagten, da de vendte tilbage til farisæerne uden at have arresteret Jesus. (Johs.7:45).
”Vi har aldrig hørt nogen tale, som han gør.”
”I har altså lade jer bedrage ligesom de andre!”
”Hør her!” Nikodemus, der tidligere selv havde opsøgt Jesus, afbrød dem. ”Det er ikke i overensstemmelse med loven at dømme en person, uden først at afhøre ham, for at få at vide, hvad han har gjort.” (Johs.7:46-52, parafrase)
Denne ordveksling fra Ny Testamente er en passende indledning til den artikel, hvor jeg lader en forsvarer komme til ord med hensyn til de anklager, der i disse dage rejses mod Israel.
*
Den halve verden rejser sig i øjeblikket og fordrer, at alle nationer nu samler sig for at fordømme Israel! Sydafrikas regering går forrest i dette kollektive had mod Israel, og Irlands parlament har nu taget en stilling, hvor det vender sig mod, hvad de kalder: ’Israels barbariske holdning i Gaza’. De opfordrer nu alle verdens nationer til at gøre det samme! Det må være konklusionen af den dom, som netop er faldet i Haag, hvor Den Internationale Domstol har ladet sin kendelse lyde,” hedder det fra Israels modstandere.
”Vi står skulder ved skulder med det palæstinensiske folk,” lyder det fra Irlands parlament, som i denne stund melder, at det har 26.000 dræbte i krigen med Israel.
”Det er godt 250 dræbte om dagen,” siger Irland, ”og det gør Gaza til en slagtebutik!”
”Israel gør sig skyldig i ’folkemord’ (lyder det fra de ophidsede parlamentsmedlemmer), ”og vi opfordrer alle stater jorden over til at slå følge med os i en fordømmelse af Netanyahus krigsmaskine.”
Denne henvendelse har også adresse til den danske regering, og det er værd (i denne situation) at lytte til Ny Testamentes formaning, som taler om en skæbnesvanger dag, som nu med stormskridt nærmer sig.
*
Den dag er nærmere end nogensinde, hvor ’Menneskesønnen kommer igen – og denne gang med al sin himmelske herlighed og magt. Det er selve dagen, hvor han vil sætte sig på sin guddomstrone. Alle folkeslagene skal samles foran ham – og han skal stkille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene.
”Han vil samle fårene på sin højre side og bukkene på sin venstre side. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, min Fars velsignede! Arv det rige, som har været jer beredt fra verdens grundvold blev lagt (Matt. 25:31-34)… og han skal sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede! Gå til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle (v.41).”
Da rejser en af dommerpanelets repræsentanter i Haag, den israelske dommer, Barak, sig, for at tage Israel i forsvar: ”Det var en jøde, som støbte udtrykket ’Genocide’, da han i 1942 erklærede, at nazisterne begik folkemord med deres ubarmhjertige forfølgelse af drab på seks millioner jøder. Det folk, som på sin egen krop har oplevet ’Holocaust’, vil næppe gentage denne forbrydelse mod et andet folk,” siger han.
ORDET ’GENOCIDE’ KAN IKKE BRUGES I FLÆNG
Der stiger nu fra mange nationer i verden et råb om, at Israel skal dømmes for at begå ’genocide’. Sydafrika bygger denne alvorlige anklage på ’Genocide Convention, artikel IX, som giver retten mulighed for at tolke og analysere denne traktat, som en fordømmelse af Israel.
Med hensyn til selve den ordlyd, som traktaten har fået, fremgår det med al tydelighed, at den ikke på den måde kan anvendes i flæng. Det hedder f.eks. i denne traktat om ’Genocide’, … at et folk oplever tab, – ja, endog betydelige tab på grund af krigshandlinger, betyder ikke, at nu er der straks tale om genocide.”
”I en moderne krig er det normalt, at der ødelægges fabrikker, kommunikations-installationer, offentlige bygninger o.s.v. og civilbefolkningen påføres mere eller mindre svære tab. Det ville naturligvis være ønskeligt, om disse tab kunne undgås – og der kan foranstaltes forskellige måder og midler for at opnå dette ønske. Spørgsmålet er i denne situation udelukkende: ’at regulere krigshandlingerne’ og ikke at behandle situationen, som om der bliver begået genocide’ (UN-forslag til Conventionen af forbrydelsen Genocide, Section II artikel E/447 – af 17. juni 1947).
*
Højesteretsdommer A. Barak fortsætter sin kommentar til dommen i Haag med at understrege følgende: Et centralt spørgsmål, som rejses, når ’genocide’ kommer på tale, er, om hensigterne med krigshandlingen har været: … ’at tilintetgøre (helt eller delvist) en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan’?
For at kunne fastslå, at ’genocide’ har fundet sted, er det nødvendigt at følge eksemplet fra Gambia-sagen (IC7-report 2020 p. 18, paragraf 43). For at kunne konkludere om det er sandt eller løgn, at der har fundet ’genocide’ sted, holder man sig til det bevismateriale, som foreligger i to adskilte reporter (Independant International Fact-Finding Mission, I.c. 7. report 2020, p. 22, paragraf 55). Disse to reporter er baseret på en uhyre detaljeret samling af vidnesbyrd over 2 år, som inkluderer ikke mindre end 400 interviews med ofrene og øjenvidner, og analyser af satellit-fotos rå data. (De uafhængige eksperter rejste f.eks. til Bangladesh, Indonesien, Malaysia og Thailand for at interviewe og holde møder). Udover dette foretog missionens sekretariat yderligere seks særlige ’orienteringer i marken’ (UN’s paragraf 37).
Den nuværende retssag mod Israel ejer langt fra et sådant bevismateriale (- og med hensyn til antallet af døde, sårede og skader på infrastrukturen, så undlader den høje ret at oplyse, at tallene kommer fra ’The Ministry of Health’ i Gaza, som er nøje kontrolleret af Hamas).
(Man har således lyttet til erklæringer fra WHO, som er stærkt kritiseret i offentligheden for at ville udøve ’enevælde’,og UNRWA, som for tiden er anklaget for at støtte Hamas).
Den aktuelle retsags tilnærmelse (til muligheden for at komme i nærheden af ’forbrydelse af den art’) er langt fra den konkrete sag mod Gambia, hvor retten havde at gøre med det tvingende vidnesbyrd om ’operationer’, der var foretaget mod Rohingya. Disse ’operationer’ inkluderede 1) seksuel vold, 2) tortur, 3) metodisk planlæggelse af massedrab og 4) hadpropaganda, som var baseret på etniske, racemæssige og religiøse grunde (UN-report, A/HRC/ 39 CPR 2, 17. september 2018, paragraf 478-748.1140).
Højesteretsdommer A. Barak slutter dette afsnit af sine kommentarer i forbindelse med det ’råb om folkemord’, som adskillige nationer nu er ved at enes om (og hvor Danmark står på tærskelen til at forklare sin holdning i denne sag). Dommer Barak skriver:
”At anvende ’Genocide Convention’ under disse omstændigheder er at underminere integriteten af denne traktat – ja, at forvrænge hele opfattelsen af dette fænomen. Genocide Convention søger udelukkende at straffe ’den fysiske udslettelse af en gruppe som sådan’, – men det betyder ikke, at Genocide Convention søger at hindre ’en hvilken som helst væbnet konflikt’.
Højesteretsdommens sidste ord lyder sådan: ”Det er med stor respekt, at jeg har tilsluttet mig denne ret, som en af dens dommere. Jeg er blevet udpeget af Israel, men jeg er ikke en agent for Israel. Mit kompas søger udelukkende, hvad der er moralsk rigtigt, sandt og retfærdigt. Det er for at beskytte disse værdier, at Israels døtre og sønner har måttet betale med deres egne liv og drømme i en krig, som Israel ikke selv har valgt at udkæmpe.
DEN UBERØRTE HAR ET HJERTE AF STEN
Ved at lytte til den kvindelige, dygtige advokat, som åbnede retssagen mod Israel ved at fortælle om rædslerne, der er vederfaret den palæstinensiske befolkning under Israels bombekampagne i begyndelsen af Gazakrigen, måtte man have et hjerte, som var skabt af sten, for ikke at blive berørt.
Herren selv er dybt berørt, når der går dom over en nation og et folkeslag. Skriften fortæller om Herrens sindelag under den første domskatastrofe, som gik over jorden på Noas tid. Det fortæller Bibelen i få linjer (som har givet alverdens teologer hovedbrud, fordi de ikke ’passer ind i nogen form for dogmatik). Men der står skrevet følgende om Guds hjerte, da han så, at der nu kun var ødelæggelsens ubarmhjertige time tilbage:
Gud lagde mærke til, at ondskaben bredte sig på jorden, og alt, hvad menneskerne tænkte og planlagde, var ondt. Det skar ham i hjertet, og han fortrød, at han nogensinde havde skabt dem. Derfor sagde han: ”Menneskene skal fjernes fra jordens overflade. Ja, mennesker og dyr. Jeg har fortrudt, at jeg skabte dem (1.Mose 6:5-7).”
ISRAEL IKKE SKYLDIG I FOLKEMORD
Den israelske højesteretsdommer, Aharon Barak, som bl.a. har skrevet værket: ’International Humanitarian Law and the Israeli Supreme court’ (hvorfra er citeret i den aktuelle retssag mod Israel, ’Israel Law Review’, Bind 47, paragraf 185), har nedfældet den indledende artikel i forbindelse med Sydafrikas anklager mod Israel for folkemord i Gaza.
Det er (som her beskrevet) højesteretsdommerens ærinde med denne artikel (og personlige kommentar) at gøre det lysende klart for hele verden, at hvis der er noget, man ikke kan anklage Israel for, så er det ’Folkemord’. Dette har imidlertid været Sydafrikas hensigt (dog må alverden vide, at der i denne sag er stor forskel på regeringens og folkets indstilling).
Det land, som under Den Anden Verdenskrig på sin egen krop oplevede, hvad et ’folkemord’ betyder, kan ingen i dag bringe i anklageskranken for netop den forbrydelse, som den selv (under Holocaust) ’har været offer for’.
*
”Sydafrika stillede for retten med et krav om, at Israel øjeblikkelig skulle lægge våbnene ned,” forklarer højesteretsdommeren Barak, og fremsatte derpå en påstand, hvor det på stedet blev klart, at de ’opbyttede gerningsmanden’ i Bibelens historie om Kains mord på Abel!
”Retten har derfor forkastet Sydafrikas hovedanklage,” fortsætter dommeren, som selv var et medlem af dommerpanelet, og tilføjer: ”Det er atter blevet slået fast, at Israel har ’ret til at forsvare sig selv’, og det er blevet bemærket, at Israel har i denne krig ydet stor humanitær hjælp til befolkningen i Gaza.”
”Samtidig er det af retten blevet understreget, at alle parter, som deltager i den aktuelle konflikt i Gaza-striben, er bundet af den samme internationale humanitære lov (hvilket tydeligt inkluderer Hamas). Retten erklærede i den den forbindelse, at den var ’dybt bekymret over gidslernes skæbne (efter det morderiske angreb på Israel d. 7. okt. 2023) og den påbød Hamas øjeblikkeligt at befri gidslerne.2 (se: ordren, paragraf 85).
DOMMERENS PERSONLIGE VIDNESBYRD
Med hensyn til anklagen om, at Israel har forbrudt sig ved at begå ’genocide’ (folkemord) bør man fastholde, at dette udtryk for første gang blev anvendt i 1942 (af den jødiske advokat, Raphael Lemkin), og at betegnelsen dækker ’det omhyggeligt planlagte og koldsindigt udførte mord på seks millioner jøder under Holocaust’. Hvordan kan man nu anklage Israel for netop den forbrydelse, som første gang blev omtalt af en jøde midt under Holocausts rædsler?
… (og herefter bliver dommer Barak helt personlig og fortsætter om sine egne erfaringer i forbindelse med ordet: ’genocide’):
Dommeren skriver: ”Jeg var fem år gammel, da jeg blev en del af den tyske operation ’Barbarosa’, som inkluderede den by, hvor jeg var født – KAUNAS – i Litauen. I løbet af kun få dage blev her 30.000 jøder fjernet fra deres hjem og anbragt i en ghetto. Det var som at blive dømt til døden og nu kun at vente på selve henrettelsen.”
Den 26. oktober 1941 blev alle jøderne i ghettoen beordret til at stille på et torv, som kaldtes: ’Demokratipladsen’. 9000 jøder blev derefter ført bort og øjeblikkelig henrettet ved at blev mejet ned af maskingeværer!
*
Dommer Barak fortæller videre fra sit eget liv og begrunder derved, hvorfor anklagen mod jøderne (at de skule stå bag et folkemord i krigen i Gaza) er en ’eksistentiel umulighed’). Han skriver: ”I begyndelsen af 1944 blev alle børn under 12 år læsset på lastvogne og dræbt under den berygtede ’børneaktion’ – og det var klart, at jeg måtte finde et bedre skjulested.
Jeg blev derfor smuglet ud af ghettoen i en sæk og ’gemt bort’ hos en bonde i Litauen. Han byggede en dobbelt mur i et af værelserne, og jeg og min mor måtte opholde os på de få kvadratmeter indtil afslutningen af krigen, hvor vi blev befriet af den røde armé i august 1944. Kun 5 % af jøderne i Litauen overlevede naziforfølgelsen.”
Højesteretsdommeren fortsætter: ”’Genocide’ er derfor mere end blot ’et ord’ for mig. Det repræsenterer en nøje kalkuleret udryddelse af et folk – og er den mest alvorlige anklage, som kan rejses mod en nation. Den anklage rejste Sydafrika mod Israel i den nu afsluttede retssag, hvor den hebraiske nation blev frikendt.
Nazisterne og deres håndlangere søgte under Anden Verdenskrig at fratage os vor menneskelige værdighed. Men det lykkedes dem ikke! De formåede at slå mange af vort folk ihjel – men de var ikke i stand til at tage vor menneskelighed fra os. Beskyttelsen af det menneskelige er i dag dybt rodfæstet i det israelske retssystem. At gøre dem skyldige i folkemord er utænkeligt. Sydafrika har her rettet en falsk anklage mod Israel.
ENHVER SOLDAT BØR HAVE REGLERNE I SIN RYGSÆK
Dommer Barak, som selv deltog i den betydelige retssag, hvortil han var udsendt fra Israel, skriver videre: ”I min egenskab af at være højesteretsdommer i Israel, har jeg været med til at give ordre til, at israelske soldater skulle på stedet reparere en vandledning, som var blevet beskadiget af en israelsk tank midt under en operation i en palæstinensisk landsby. Ved samme lejlighed beordrede jeg ham til at holde inde med den militære operation, for at bringe humanitær hjælp til de civile, og for at de døde kunne blive begravet (HGJ 4764/04 Læger for Human Rights mod IDF Commander i Gaza).
I bedømmelsen af såkaldte ’dræberaktioner’, har højesteret i Israel altid understreget, at alt må udføres i nøje overensstemmelse med den internationale lov, som altid og uden undtagelse beskytter civile (HG7 769/02, Public Commitee against torture in Israel mod ’Government of Israel’ (targeted killings).
”Hertil kommer,” fortsætter Barak, ”at jeg som dommer i Israels Højesteret altid har gjort mig til talsmand for, at enhver israelsk soldat bærer med sig i sin militære oppakning den internationale lovs bestemmelser.”
DEN ETISKE REGEL
”Jeg skrev også i den forbindelse,” tilføjer Barak, ”at når en demokratisk stat bekæmper terrorisme, så gør den det altid ’med den ene hånd bundet bag ryggen’. Det vil sige, at selv i en kamp med en terrorgruppe som Hamas (der ikke følger de internationale love) så må Israel opretholde loven, der bygger på de demokratiske regler. ’Den etiske regel’, som er en integreret part af de israelske tropper, lyder sådan:
En IDF soldat vil kun bruge sin magt eller sit våben for at udføre en given mission – og det kun, hvis det er nødvendigt. Han vil bevare sin menneskelighed i al kamp og rutine. En soldat vil aldrig bruge sit våben eller sin magt til f.eks. at skade civile, der ikke deltager i kamphandlinger, og han vil gøre alt, hvad der står i hans magt for at hindre at civile påføres skade på deres legemer, deres værdighed og deres ejendom.
Dette er Israels DNA. Regeringer kan ophøre og følges af andre; nye regler for retfærdighed kan bringes til Israels højesteret – men Israels demokrati kan ikke ændres! Israels mangfoldige lag af sikkerhedsregler inkluderer også, at man kan have brug for ’et sundt’ råd’ midt under fjendtlighederne – det er en indstilling, som løber gennem hele rækken af institutioner og traditioner af den kollektive ’hukommelse’.
POLITISKE FORHANDLINGER – ELLER EN RETSSAG
Retten har bekræftet sit: ’prima facil jurisdiction’ (at denne sag ligger under dens juridiske område… se ordren paragraf 31). Imidlertid kan der rejses tvivl om, hvorvidt Sydafrika har handlet ’i god tro’ med hensyn til at anklage Israel for ’folkemord’.
Efter at Sydafrika sendte et ’Note Verbale’ til Israel d. 21. december 2023 angående situationen i Gaza, svarede Israel øjeblikkelig med at tilbyde en drøftelse ved først givne lejlighed. I stedet for at acceptere dette tilbud, der kunne have ført til en nødvendig diplomatisk samtale, så valgte Sydafrika med det samme at gå rettens vej.
Hvis der er noget, som historien har lært os angående fred i Mellemøsten, så er det, at der opnås mere ved de politiske forhandlinger, end der gøres ved en retssag.
Det bedste eksempel er sikkert 1978 fredsforhandlinger mellem Egypten og Israel i Camp David. Disse fredssamtaler lykkedes, da en tredje part knyttede sig til, og det lykkedes at få parterne til at indgå et forlig.
Ifølge min mening (skriver dommer Barak), kunne et lignende scenario have udfoldet sig her. Sydafrika nægtede at deltage i en sådan forhandling for derigennem at opnå en meningsfyldt drøftelse om situationen i Gaza.
KVINDER BLEV VOLDTAGET, SKÅRET OP ELLER SKUDT
Højesteretsdommer Aharon Barak skriver videre i sin personlige kommentar til retssagen i Haag:
Retten har aldrig beskæftiget sig med en fuldstændig beretning om det, som skete under det terrorangreb, som Hamas foretog på Israel d. 7. okt. 2023, og har derfor ej heller helt forstået baggrunden for den militære respons, som Israel foretog, og de begivenheder, som derefter har udfoldet sig i Gaza.
Derfor vil jeg her give en kort oversigt over hændelserne, som de forløb på den pågældende dag. Den 7. okt. 2023, som var en sabbatsdag under den jødiske højtid, ’Simchat Torah’, invaderede over 3000 Hamas-terrorister, hjulpet af det palæstinensiske Islamic Jihad, Israels territorium på land og over sø og luft. Angrebet begyndte i de tidlige morgentimer med en voldsom beskydning af raketter, der havde hele landet som mål. Samtidig infiltrerede Hamas-tropper sig på Israels territorium.
Ved ’Reim Nova Music Festival’en blev unge dræbt, mens de sov, eller som de løb over de åbne marker. Kvinder blev voldtaget, skåret op eller skudt. Mere end 1200 uskyldige civile (inkluderet børn og ældre) blev myrdet den dag. To hundrede og fyrretyve israelere blev den dag kidnappet og bortført til Gaza-striben. 12.000 raketter er siden den 7. oktober blevet affyret ind over Israel.
*
Disse begivenheder er ’hårde facts’, som er blevet noteret – og de kan ikke diskuteres! Israel, der står ansigt til ansigt med stadige angreb på dets befolkning, har iværksat en militær operation. Denne har som eneste formål at afvæbne Hamas og tilintetgøre dens militære og ledelsesmæssige kapacitet, befri gidslerne, og sikre beskyttelsen af Israels grænser.
Hamas på sin side har svoret på, at den ’vil gentage 7. oktober igen og igen’. (Se: ’Hamas offentlige Ghaxid Hamad: ”Vi vil gentage 7. oktober angrebet igen og igen indtil Israel er totalt udryddet.”) Hamas forsøger at beskytte sit militære apparat ved at placere det indenfor og nedenunder den civile infrastruktur, hvilket i sig selv regnes for en krigsforbrydelse; med velberådet hu anbringer Hamas sine affyringsramper med befolkningen som skjold, og den graver tunneler under hjem og skoler og forårsager dermed død og lidelse til uskyldige palæstinensere. Dette er Hamas’ velkendte modus operandi.
GIDSLERNES SKÆBNE
Gidslernes ulykkelige skæbne giver særlig grund til bekymring. Selve den kriminelle handling: ’at tage gidsler’ er en forbrydelse i sig selv; det er en grov overtrædelse af Geneve Conventionen af 12. august 1949 og erklæres for ’at være kriminaliseret’ under Rome Statute (artikel 2 (a) VIII og 2 (C) III).
Hamas har ikke angivet navnene på gidslerne eller befordret nogen information om, hvorvidt de er levende eller døde! Røde Kors International (ICRC) kan ikke besøge gidslerne, som loven foreskriver. ICRC kan ikke hjælpe med medicin til gidslerne, og man ved ikke, hvor de opholder sig.
Højesteretsdommer Aharon Barak slutter dette afsnit af sin personlige kommentar ved at give den internationale ret i Haag følgende ord med på vejen: ”Staten Israel er blevet bragt for denne internationale ret på et tidspunkt, hvor dets ledelse, soldater og børn er i dyb shock og trauma efter angrebet den 7. oktober. Den umiddelbare ’context’, hvorunder Sydafrikas fordring er blevet forelagt denne høje ret, burde have været givet en større plads (som en legal analyse) for Israels handlinger som en respons på Hamas terror!
*
Dette profetiske udsagn af Jesus er jeg (som én af de mange) i øjeblikket i færd med at opfylde: Jeg er nemlig i disse ’skrivende stund’ ved at fortælle om Jesu beredelse til sin egen ’jordefærd’, som fandt sted i Simon den spedalskes hus, der ligger i Betania.
(I parentes vil jeg i den forbindelse bemærke, at Skriften fortæller, at Jesus bruger ordet: ’jordefærd om sin begravelse, og det er grunden til, at jeg ikke skal brændes, når min begravelsesdag oprinder).
*
Få dage efter gik Jesus ved aftenstid over Kedronbækken i nærheden af den have, som hedder Getsemane. Forræderen Judas kendte stedet, for der mødtes Jesus ofte med disciplene. Judas tog derhen sammen med nogle soldater og tempelvagter. På forhånd havde han aftalt et tegn med dem. ”Det er ham, jeg kysser. Ham skal I tage.” Forræderen gik så lige hen til Jesus. ”Nu har du gjort det, du er kommet for!” (Matt.26:49)
I det samme øjeblik må Judas være som slået af den liflige duft, der var ved Jesu ansigt. Duften af den kostbare salveolie, som få dage forinden var blevet hældt ud over Jesu hoved – den salveolie, som Jesus havde omtalt som værende en ’beredelse til hans begravelse’.
Så greb mændene ham og arresterede ham.Men også de blev mødt af den samme vellugt, som hang over Jesu person. De førte ham ind i ypperstepræstens gård, hvor de spyttede ham i ansigtet og slog ham med knyttede næver, og råbte: ”Lad os høre dig profetere, Messias! Hvem var det, der slog dig?” (Matt.26:67, parafrase) – men enkelte veg tilbage i forfærdelse, fordi der var en særlig duft af noget ubestemt over den tavse skikkelse. Det var duften fra den kostbare salveolie fra alabastkrukken…
PILATUS BEMÆRKEDE DEN SÆRLIGE VELLUGT
Tidlig næste morgen besluttede det jødiske råd, at Jesus skulle henrettes. Han blev bundet og overgivet til Pilatus – men Judas oplevede i det øjeblik den stærke duft, som vedvarende var i ypperstepræstens gård; han blev ramt i sin samvittighed, og fortrød, at han havde forrådt Jesus og kastede de 30 sølvmønter ind i templet. ”Jeg har forrådt uskyldigt blod!” råbte han – og han gik hen og hængte sig (27:3-5, parafrase).
Så blev Jesus ført frem for guvernøren. ”Er du jødernes konge?” spurgte Pilatus. ”Det siger du selv,” svarede Jesus. I den samme stund fik han overleveret et lille brev fra sin kone. ”Hold dig fra den mand,” skrev hun. ”Han er uskyldig. Jeg har i nat haft et mareridt på grund af ham.” Pilatus huskede, at der var en sælsom vellugt omkring Jesus. ”Jeg er uskyldig i den mands død,” sagde Pilatus – og overlod Jesus til sine soldater, så at han kunne blive pisket og henrettet på korset (v.24-26, parafrase).
*
Så hængte de Jesus på korset. Bagefter delte de hans tøj mellem sig: Den hvide, blodplettede tunika, som var vævet i et stykke – og som duftede som det reneste linned. Det var den samme duft, som de romerske legionærer havde bemærket, da de hamrede de store jernnagler i Jesu hænder og fødder. Han duftede som om, han var behandlet med den dyreste salveolie. Det samme bemærkede den rigmand fra Arimatæa, som havde fået tilladelse af Pilatus til at få liget af Jesus udleveret (v.57-59). Han havde selv købt for en formue af de bedste salveolier, men intet kunne måle sig med den vellugt, som allerede var over Jesu legeme, og som nu fyldte den grav, som han havde fået hugget ud i klippen til sig selv.
Han rullede en stor sten for indgangen og gik hjem – men duften blev hængende i luften. Det var en opstandelsesduft. En duft af liv til liv!
Læs artiklen under Profetisk Journal: ’’MORDER-KNIV I LOMMEN“
Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 23.02.2024