GRÆSK HOMOLOV ET SIGNAL TIL DANMARK

Et flertal i det græske parlament vedtog i midten af februar 2024 at lovliggøre ægteskab mellem to personer af samme køn. Grækenland bliver således ét af de første lande, hvor den ortodokse kirke har en ledende indflydelse, der anerkender, at homoseksuelle og lesbiske personer kan gifte sig.

176 af de 300 græske parlamentarikere stemte for forslaget, der – som forventet – blev stærkt kritiseret af landets ortodokse kirke, der stemplede homoseksualitet som en synd. Politikeren Elliniki Lysi gik så langt som til at beskrive lovforslaget som ’antikristeligt’. Grækerne fulgte med på en storskærm i Athen, da valgresultatet blev offentliggjort, og der var jubel i befolkningen over resultatet, der samtidig gav homoseksuelle ret til at adoptere. Bryllupsmarchen blev spillet, og menneskemængden dansede af glæde. Hele sceneriet forekommer som et signal (til Danmark), at der venter et opgør forude, hvor grundloven atter må tages frem, og kongen stilles i et vanskeligt valg.

Dette forklares i det følgende:

SYND BLI’R OPHØJET TIL LOV

Den evangelisk-lutherske kirke i Danmark er med sin klare protestantiske bekendelse – midt i en urolig verden af andre anmassende religioner, og medens Islams minareter truende hæver sig over landets mere end 1000 kirketårne – ifølge rigets grundlov én af de fire fast-funderede hjørnesten i det danske samfunds bygningsværk. I den danske grundlovs første kapitel identificeres disse fire granit-hjørner sådan: Territoriet (§ 1), monarkiet (§ 2) magtens tredeling (§ 3) samt folkekirken (§ 4). Den danske nationalkirke
står således fast forankret som ’den fjerde statsmagt’. En af nationens søjler blev styrtet, da homovielser blev indført. Det er nu sket i Grækenland.

At samme grund er den internationale opmærksomhed voksende med hensyn til denne danske ’fjerdestatsmagts’ fremtidige skæbne: Vil denne solide hjørnesten i en sag om ’seksuel orientering’ blive væltet omkuld? Hvorledes vil denne århundrede gamle og ærværdige ’statsmagt’ stille sig overfor den globale, militante fordring, at homovielser nu ved lov skal finde sted i kirken? Vil den evangelisk-lutherske lære kunne overleve dette
massive angreb på den protestantiske kirkes universelle trosgrundlag? Vil Danmarks grundlovs fjerde bærende kampesten blive spaltet og sønderdelt og dermed en afgørende bestanddel af det danske samfunds værdigrund- lag synke i grus? Dette spørgsmål stiller man sig nu i Grækenland, hvor en bibelsk klar holdning (at homoseksualitet er en synd) nu bliver ophøjet til lov!

*

Danmarks flotte grundlovsfundament blev i 1849 omhyggelig lagt af de mænd, som danskerne i dag kalder for ’grundlovens fædre’. Blandt dem var adskillige af kirkens folk; biskopper, præster og Danmarks fornemme salmedigter N.F.S. Grundtvig. Den historiske skrivelse blev udfærdiget af en mand, som siden er blevet kaldt ’den danske grundlovs skaber’, biskop D.G. Monrad. Han skrev i den forbindelse: ”Hvilken umådelig tænkekraft ligger der ikke i den udfordring at skulle vejlede et folks tanker. For at kunne gøre det, må man være vel bevandret i Åndens Rige.”

Adskillige nationale og internationale statsmænd og politiske ledere er ’velbevandrede’ i politiske, økonomiske og sociale spørgsmål – men i sagen om det stormløb, der nu overalt foretages mod kirkernes fundamentale trosgrundlag, vil de desværre bevise sig som både hjemløse og fredløse i Åndens Rige; nogle er (på trods af deres vældige verdslige indflydelse) totalt ’blanke’, hvad angår de værdier, som er forbundet med den kristne kirkes budskab i det moderne samfund. Enkelte er ekstremt antikristelige – og atter andre er ligefrem djævelens håndlangere!

Den græske politiker, som kalder den nye lov for ’antikristelig’, har ret. Det antikristelige system indtager land efter land. Danmark fører an i denne udvikling.

*

Konflikten omkring indførelsen af et ritual for homofile vielser i kirken var ved indgangen til det andet årti i det 21. århundrede ikke kun et dansk fænomen. Det beviste sig atter som et globalt projekt, der pludseligt -, ja, som et lyn fra himlen – stillede skarpt på det lille kongerige i norden. Her skulle ritualet godtages i hele dette lands verdslige og kirkelige samfundssystem, indtil rigets dronning til sidst måtte sætte pennen til papiret for dermed at gøre det kirkelige homobryllup til en kongelig forordning. Ved nytårsskiftet til 2012 stod det klart for adskillige danske borgere, at dronningens underskrift på et dokument om homoseksuelle vielser foran alteret i den evangelisk-lutherske kirke var grundlovsstridig! Det viste sig imidlertid på det tidspunkt at være vanskeligt at skabe en samling omkring den opgave at bringe den ansvarlige regering for retten i denne sag, men timen var snart inde til, at danske mænd og kvinder rejste sig mod dette grundlovsbrud.

Efter at Danmark i det regnkolde efterår 2011 sammen med en aggressiv, venstredrejet regering tillige fik endnu en ny kirkeminister, Manu Sareen, begyndte de røde advarselslamper at blinke i det danske kirkeliv. Da ministeren i en storstilet tv-debat om de kirkelige homovielser tillod sig at sætte de deltagende præster i rette, fordi de (som han gav udtryk for) ’ikke forstod sig på evangeliet’ (der efter hans mening ’udelukkende handlede om kærlighed’) så begyndte landets kirkefolk at finde grundloven ned fra hylden. Adskillige fik bange anelser om, at man her havde at gøre med en minister, der ikke et øjeblik ville holde sig tilbage fra at trampe ind i hellig- dommens inderste kamre. Da det omkring samme tidspunkt blev afsløret, at ministeren i forbindelse med sin politiske karriere ville ’melde sig ud af statskirken’, fordi hans homoseksuelle venner ikke kunne fejre bøssebryllup foran alteret, rejste spørgsmålet sig, hvorvidt ministerens iver efter at få gennemført indførelsen af et ritual for homovielser i virkeligheden ikke var i strid med grundloven? Ja, for første gang dukkede dronningens grundlovs- bestemte kompetence i kirkelige handlinger frem i lyset. En ængstelse for, at dronningens person ville blive krænket ved ministerens fremfærd, bredte sig. For landets troende var apostelens ord lov: ”Frygt Gud og ær kongen!”

*

De to paragrafer i Danmarks grundlov, som mange steder blev taget under lup, var den fjerde og den sjette paragraf. I den fjerde paragraf hedder det: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.” I den sjette paragraf hedder det: ”Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.”

Grundlovens paragraf 4 er altså – belyst under en juridisk synsvinkel – næppe til at tage fejl af! Forfatningens karakteristik af kirken er klar som solen; kirken defineres som værende ’evangelisk-luthersk’, hvilket ifølge professor og Folketingets mangeårige ombudsmand, dr. Jur. Hans Gam- meltoft Hansen vil sige, at (citat): ’den evangelisk- lutherske kirke ubestrideligt indgår som en retlig – og retlig bindende figur – i Danmarks Riges Grundlov’.

Professoren forklarer denne fremstilling med følgende redegørelse: ”De første syv ord i grundlovens fjerde paragraf indeholder en selvstændig regel, der lyder sådan: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke!” Professoren i retsvidenskab erklærer med tydeligt eftertryk: ”Heri ligger, at den danske folkekirke ikke retligt kan gestaltes eller reguleres på en måde, der strider mod det system af kirkelige opfattelser, regler og begreber, som indgår i den evangelisk-lutherske kirke!” Professoren slutter kategorisk: ”Noget sådant ville simpelthen være i strid med grundloven.” (Kirkeret, Antal 91. s. 93)

GRUNDLOVSSTRIDIG?
Det siger sig selv, at der vil være mange modstandere af en sådan krigserklæring; ingen politiker eller minister med respekt for sig selv vil finde sig i, at nogen kalder et lovforslag, som han eller hun højtideligt har fremsat eller med løftet hånd har været med til at gennemføre, for ’grundlovsstridigt’.

Men den danske professor i retsvidenskab forbliver ubøjelig. Han sætter fingeren på den fjerde paragraf i grundloven og gentager: ”Denne væsentlige og gennemgribende betydning (at ingen lovgiver kan skalte og valte med kirken, som han vil) står fast – ja, dens betydning er ikke til at komme uden om!” (s.193)

Det modstridige – ja ’grundlovsstridige’ – i at springe i tøjret for at befri sig for det faste, håndknyttede reb, med hvilket Danmarks grundlov holder alle de ministre og politikere fangne, der prøver at unddrage sig deres konstitutionelle forpligtelse overfor kirkens lære, er uomgængeligt. Dette blev allerede betonet i en jubilæumskronik (i anledning af kirkeministeriets 75 år), som daværende departementschef i ministeriet, Preben Espersen, skrev den 25. april 1991. Han lagde heller ikke fingrene imellem! Advarende gik han endog videre end professoren, idet han kaldte den fjerde paragraf i grundloven for en ’generalklausul’. ”Den påbyder,” erklærede han, ”at både folketing og kirkeministerium skal tage skyldigt hensyn til indhol- det af den evangelisk-lutherske bekendelse ved fastsættelse og anvendelse af regler på det kirkelige område.”

Det ville med andre ord sige, at den nye kirkeminister, som i de første uger af 2012 arbejdede ihærdigt på at få lovforslaget om kirkelige homovielser bragt igennem folketingets trædemølle for (inden sommeren) at kunne nå frem til dronningens gemakker, skulle gå forsigtigt med dørene. Han skulle så vidt muligt undgå at få offentlighedens lys på sit forehavende. Grundlovens ’generalklausul’ var ved at vågne op efter en 100-årig tornerosesøvn, og den kunne – før ministeren vidste af det – bringe ham i større personlige vanskeligheder, end han kunne forestille sig. Disse vanskeligheder banker nu atter på døren! Der er borgere i Danmark, som er indstillet på, at de ansvarlige ministre skal stilles til regnskab for deres grundlovsbrud.

KONG FREDERIKS FORPLIGTELSE

Ligesom den danske stat gennem grundloven uomtvisteligt har forpligtet sig til at sørge for, at der i landet bliver etableret en national kirke, der har den evangelisk-lutherske lære som sit absolutte trosgrundlag og dermed gennem bevillinger og på alle andre områder lægger forholdene sådan til rette, at denne kirke uhindret kan udføre sin virksomhed – på samme vis er der også grundlovsbestemte betingelser for, at den danske konge fortsat kan indtage og opretholde sin suveræne værdighed på Danmarks trone. Landets monark skal ’høre til den evangelisk-lutherske kirke’! (§ 6)

En sådan betingelse vil imidlertid aldrig kunne opfyldes, hvis ikke der blev givet en klar og holdbar definition på, hvad det vil sige at være ’evangelisk-luthersk’. En tydelig definition er allerede fastlagt i den danske konge, Christian V’s Danske Lov’ fra det 17. århundrede, hvori det med store bogstaver betones, at kirkens trosgrundlag er 1) Bibelen 2) de oldkirkelige symboler 3) Confessio Augustana Invariant af 1530 og 4) Luthers lille katekismus.

Det vil med andre ord sige, at Bibelen (som den i loven førstnævnte definition) har sin retmæssige plads i Danmarks grundlov. Den Hellige Skrift står tydeligt omtalt i en næsten 400 år gammel lov, der stadig er gældende! I forbindelse med kirkens bekendelsesskrifter danner Bibelen grundlaget for landets nationale kirkeordning. Dette kunne medføre konsekvenser for kirkeministerens gennemførte lov om kirkelige homovielser – ja, om hvorvidt han i det hele taget havde ret til at forelægge en sådan sag til dronningens underskrift.

Dronningen selv har næppe været interesseret i den provokerende kirkeministers besøg. Det dokument, som ministeren skulle anmode dronningen om at underskrive, kunne nemlig bringe majestæten i en ubehagelig situation. Ikke sådan at forstå, at vort lands kongehus selv var ansvarlig for denne alvorlige udvikling, ej heller i den betydning, at dronningens høje person hverken skulle eller kunne indvikles i nogen politisk eller moralsk konflikt – men udelukkende i den forstand, at ministeren nøje burde vide, hvad han var i færd med at gøre, da han tillod sig at stille hos landets dronning med netop dette kontroversielle lovforslag til underskrift. Lad mig nærmere forklare dette:

HVEM SKAL KONGEN ’HØRE TIL’?

Af Danmarks grundlovs fjerde paragraf kan det ikke bogstaveligt udledes, at folkekirken skal organiseres som en statskirke. Grundloven siger blot (kort og godt) at ’Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke’ (hvilket da med matematisk logik straks forklarer, at folkekirken bør være evangelisk-luthersk).

Eftersom det ikke noget sted står nævnt, at regenten ’skal tilhø- re folkekirken’ men at det i stedet står mere end tydeligt præciseret, at ’kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke’, kunne det ubehagelige spørgsmål melde sig: ”Hvad nu, hvis folkekirken ophører med at være ’evangelisk- luthersk?” Eller sagt mere præcist: ”Hvad nu, hvis spørgsmålet om ’homovielser i kirken’ spalter kirken i to? Og i det tilfælde udtrykt med endnu større forundring: ”Hvad nu, hvis den ene af de to afdelinger må erkendes at være ’evangelisk-luthersk’ (fordi den bygger på denne kirkens gamle bekendelse) – og den anden afdeling ikke længere tør betegnes som ’evangelisk-luthersk’, fordi den med en kættersk lære afviger fra kirkens bekendelsesskrifter … og i det tilfælde: Hvilken af de to afdelinger skal kongen tilhøre?

*

Den sjette paragraf i grundloven om kongens stilling med henblik på kirken er lige så kortfattet i sin formulering som den fjerde paragraf: ”Kongen skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke’. Det vil sige, at Danmarks konge ikke har samme religionsfrihed som dronningens undersåtter. Majestæten skal tilhøre den kirke, som er grundet på det tydeligt udpegede, reformatoriske livssyn; dette betegnes med to begreber: ’evangelisk –luthersk’…

Kongen bliver ikke i grundloven tildelt nogen kompetence i kirkelige anliggender. Men regenten bliver påbudt en uomgængelig pligt. Majestæten skal høre til den kirke i landet, som staten grundlovsmæssigt har forpligtet sig til både at organisere og opretholde på det tydeligt definerede trosgrundlag, som grundloven fordrer. Hvis staten ikke længere ved sin materielle og moralske understøttelse kan opretholde en sådan kirke i landet, kan kongen ej heller opfylde den forpligtelse, som lovgiverne siden 1849 har pålagt rigets monark.

Den bekendelsespligt, som bestemmelsen pålægger kongen, gælder ikke for dronningens regering. Lovgiverne er – uanset, hvilken religiøs overbevisning (eller mangel på samme) som de enkelte medlemmer af folketinget måtte have – neutrale i religiøs henseende.

Men det er rigets konge ikke! Kongen skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke – hvilket helt konkret vil sige, at den kirkeminister (der har kontrasigneret den kongelige forordning for ritualet for kirkelige homovielser) efter forgodtbefindende kan ’melde sig ind – og melde sig ud af folkekirken’, som han har lyst til – men det kan hans konge ikke! Ministeren

kan også skrive under på et dokument, der er hundrede procent anti-evangelisk-luthersk, men det kan hans konge ikke! Hans kolleger i folketinget kan gennemføre Danmarkshistoriens mest antikristelige lov – men de har samtidig gennem grundloven pålagt rigets konge at indtage en stilling, hvor majestæten er forpligtet til at tilhøre en reformatorisk troslære, der, som det hedder: ’ifølge den kejserliges skrivelses ånd kan føres tilbage til kristelig enhed’ (citatet fra fortalen til Confessio Augustana henvendt til en anden majestæt, kejser Karl V på rigsdagen, Augsburg 1530).

MINISTEREN KAN ENDE I FÆNGSEL

Den ligestillingsminister, der forelagde dronningen det famøse dokument, burde altså have tænkt sig om to gange, før han satte sit navn under den kongelige forordning for den nybagte kirkelige ceremoni for homo-bryllupper. Ministeransvarlighedslovens femte paragraf siger nemlig, at hvis kirkeministeren får kongen til – sammen med ham – at underskrive et grundlovsstridigt dokument, kan han i værste tilfælde ende et par år bag et fængselsgitter. Den fjerde paragraf i same lov af 1964 siger endog, at hvis en ministerkollega aktivt har ’medvirket’ til homovielseslovens ’tilblivelse’ – så kan vedkommende (hvis kongen afsluttende forceres til at underskrive en grundlovsstridig forordning) på lignende måde havne bag lås og slå. Hvis det yderligere kan bevises, at kirkeministeren med hensyn til sin ’motivering’ ikke har rent mel i posen, men ’forsætligt har tilsidesat pligter, der påhviler ham efter grundloven’, så kan fængselsopholdet forlænges, hvis der findes hjemmel derfor i den øvrige lovgivning. Dette er formålet med denne artikel. Overalt i Danmarks Rige er der nu borgere, som forudser, hvori denne grundlovsovertrædelse vil ende; disse bør nu samle sig og skride til handling!

*

Ifølge Ministeransvarlighedsloven § 6 stk. 2 nytter det ikke, at den ansvarlige kirkeminister bagefter jamrer: ”Det var ikke med vilje.” Der er i loven indbygget begreber, der hedder ’uagtsomhed’ og ’grov uagtsomhed’ – og i det tilfælde gør de pågældende ministre klogt i omhyggeligt at sætte sig ind i Bibelens tale om homoseksualitet samt kirkens bekendelsesskrifter i henhold til samme emne.

Det vil yderligere være gavnligt for medlemmerne af den på det tidspunkt ansvarlige regering at gennemlæse Luthers lille katekismus. Den ind- går som en ubrydelig del af den evangelisk-lutherske kirkes bekendelsesskrifter. Også den fortale, hvormed Luther indleder katekismen.

Her omtaler han den sørgelige elendighed som hersker vedrørende den kristne lære. ”Hvor har jeg dog set megen jammer,” skriver han og tilføjer:

”Den jævne mand ved jo slet ingenting om den kristne lære… de lever som det dumme kvæg og de ufornuftige svin… og de har nydeligt lært at misbruge al (Kristi) frihed.”

Ved gennemgangen af de ti bud opfordrer Luther præsterne til (citat): ’at anføre mange eksempler fra Skriften på, hvordan Gud har velsignet og straffet…”

Det vil sige, at henvisninger til Den Hellige Skrift ifølge Luthers katekismus (og dermed kirkens bekendelse) er på sin plads. Der skal ikke kun anføres et eksempel fra Bibelen. Katekismen siger ’mange eksempler skal anføres’.

Det sjette bud bør særligt lægges de lovgivere, som medvirkede ved tilblivelsen ’af lovforslaget om det nye ritual’, på sinde. Buddet lyder således: ”Du må ikke bryde ægteskabet,” og katekismens forklaring er denne: ”Vi skal frygte og elske Gud, så vi lever rent og kysk i ord og gerning og som ægtefolk elsker og ærer hinanden.”

Eftersom der i forbindelse med indførelsen af homovielser i kirken har været strid om, hvorvidt homoseksuelle og lesbiske med rette kunne kaldes ’ægtefolk’ og man derfor i ritualet i stedet har valgt betegnelsen ’ægtefæller’ – så er det ubestrideligt, at katekismen med dette udtryk henviser til Bibelens første blade, hvor der står skrevet: ’Som mand og kvinde skabte Han dem’ – og derefter som en betegnelse på ægteskabet: ’Bliv frugtbare’

(1. Mose 1:27-28).

Vedrørende katekismens tolkning af buddet: ’Du må ikke bryde ægteskabet’ – og den dermed tilknyttede definition af ordet ’ægtefolk’ (eller ’ægtefæller’) omtaler Jesus Bibelens skabelsesberetning, idet Han siger: ”Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: Derfor skal en mand forlade sin far og mor og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød” (Matt. 19:4-5).

Kirkens lære ud fra Skrift og bekendelse anerkender altså kun ’en mand og hans hustru’ som ægtefolk, der ’(som far og mor) er ’frugtbare’ og føder børn! Al anden form for samliv er i modstrid med katekismens’ tolkning af buddet, som siger: ”Vi skal leve rent og kysk i ord og gerning.”

Et hvilket som helst ritual for vielse af homoseksuelle er i sig selv i ord en overtrædelse af det, som Skriften og bekendelsen tolker som ’rent og sømmeligt’ – og i gerning en forførende forfalskning af det, som både Bibelen og kirkens bekendelsesskrifter forstår ved begrebet ’ægtefolk’.

Loven om kirkelige homovielser er således en overtrædelse af kirkens bekendelse, som den formuleres i Luthers lille katekismus. Her anvendes ordet ’ægtefolk’ om en mand og hans hustru. Eftersom betegnelsen ’rette ægtefolk’ ikke længere kan anvendes ved det nye ritual for ægteskabsindstiftelse i kirken, er ethvert andet påfund i strid med Luthers katekismus og dermed kirkens bekendelse.

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’HAR GUD OPGIVET ISRAEL?’

(www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 08.03.2024