PILGRIM
Grunden til at jeg rejste til Jerusalem? Det var Gud, der kaldte mig!
”Det bliver en banet vej. Den hellige Vej skal den kaldes; ingen uren færdes på den; den er valfahrtsvej for Hans folk… ” (Esajas 35:8).
Retssalen summede af stemmer. På tilhørerrækkerne sad folk fra mange samfundslag: Toldembedsmænd, politi-kommissærer, kirkefolk, slægtninge, venner og ’fjender’…
Eftersom sagen var nået til landsretten var der nu ikke kun én men tre dommere. De var alle klædt i lange, sorte kapper. Til min overraskelse havde det vist sig, at stridsspørgsmålet omkring min ringe person syntes at være af ’væsentlig principiel betydning’. Sagen drejede sig kun om én ting, og både politi – og toldmyndighederne forekom særdeles interesseret i dens udfald: Var jeg fastboende borger eller ’vejfarende pilgrim’?
Hvis retten fandt, at jeg var ’fastboende’ borger med dertil hørende folkeregisteradresse, måtte jeg indstille mig på at betale en formue i bøde eller gå i fængsel, men hvis dommerne kendte, at jeg var, hvad det Nye Testamente kalder ’en fremmed og udlænding og pilgrim her på jorden’ (Hebr.11:13) – kunne jeg forlade retten som en fri mand!
Sagen var rejst af de danske toldmyndigheder på grund af vore udenlandsk registrerede vogne – men selv havde jeg en anelse om, at der stod endnu højere myndigheder bag. Jeg taler ikke om jordiske myndigheder; langsomt var jeg ved at begribe, at himmelske kræfter ville minde mig om, hvad der skete den nat i landsbyen Quéré i Frankrig den 15. august 1976.
”Vil De være så venlig at meddele retten Deres fulde navn?” Den venligt udseende dommer i midten betragtede mig undersøgende over brilleglassene. Hans stemme var rolig og blød. Jeg var sikker på, at han allerede kendte mit navn, for han sad men en stabel papirer foran sig, som sikkert var hele sagen omhandlende min person, men jeg rejste mig alligevel bag rækværket og udtalte med tydelig røst mit navn og min fødselsdagsdato i overensstemmelse med rettens regler.
”Og Deres adresse?”
Jeg tøvede et øjeblik. Dommeren betragtede mig igen undersøgende over brilleglassene. Jeg havde en klump i halsen, og det var svært at få det frem: ”Lossepladsen,” hviskede jeg. Igen hørte jeg denne besynderlige summen af stemmer bag mig, og jeg lagde mærke til, at retssekretæren stirrede på mig, før hun skrev den opgivne adresse ned i en stor protokol.
”Deres stilling, Hr.?”
”Præst.”
Dommeren spidsede munden og kiggede fjernt forbi mig. Jeg anede, at han havde svært ved at forestille sig en kirkebygning på Lossepladsen. Fortvivlet forsøgte jeg at forklare: ”Forstår De, Hr. Dommer, jeg er prædikant i en rejsende mission, og vort materiel er for tiden placeret på de frie arealer, som tidligere var den gamle Losseplads udenfor byen. Vi har særlige møder dér for sigøjnerne… og det er faktisk et meget smukt sted. Især ved aftenstid når…”
Igen hørte jeg summen af stemmer bag mig, og jeg så retssekretæren skrive betydningsfuldt i sin store protokol. En mørk skikkelse rejste sig på min højre side. Også han var iklædt en lang, sort kappe. Hans stemme var tynd og skarp, og han åbnede en række store, solidt indbundne bøger, hvor han havde kulørte papirstrimler stukket ind ved de sider, som han citerede fra. Han oplæste en længere serie lovparagraffer, og jeg forstod, at han måtte være min anklager, for han forklarede, at jeg havde overtrådt hver eneste af de punkter han refererede til. Han talte i lang tid, og mens hans monotone stemme fyldte lokalet, blev hans blege, spidse ansigt vagt for mine øjne. Blå bølger fra Bretagne skyllede ind over det varme lokale, og i mine tanker førtes jeg langsomt tilbage til den sælsomme august-nat i Frankrig i 1976. Jeg var igen med min karavane på marken under æbletræet i den lille landsby med det sære bretonske navn ’Quéré’. Jeg var tilbage på det sted, hvor Gud havde talt til mig.
FRA NU AF SKAL DU LEVE PÅ DENNE MÅDE
Det havde været en varm dag og nu i aftenskumringen var jeg i færd med at læse min bibel inde i karavanen. Som mørket faldt på, blev lyset fra bogen stærkere og stærkere og til sidst strålede det med en næsten overnaturlig kraft fra et enkelt vers i 2. Mosebog 12:11. Beretningen, som jeg var i færd med at læse, handlede om Israelitternes udgang fra Egypten. Jeg var netop i det afsnit, hvor Hebræerne var ved at spise deres sidste måltid i Faraos land; redegørelsen for, hvorledes dette gik til, bragte mig i undren. I samme øjeblik var det, som en usynlig fremmed stod ved siden af mig og sagde: ”Fra nu af skal du leve på samme måde.” Jeg stirrede på bibelverset foran mig og læste det igen: ”Og I skal have bælte om lænden, sko på fødderne og stav i hånden. Spis i største hast. Det er påske for Herren!”
Den indre røst i mit hjerte gentog: ”Fra nu af skal du leve på samme måde. Spænd bæltet om din lænd, tag sko på dine fødder og en vandringsstav i din hånd, for du skal ud på en lang rejse. Alt vil nu ske i største hast; det er påske for Herren. En dommens tid må gå over jorden, og du må indstille dig på, ikke mere at bo i et hus! Fra nu af er du en vejfarende mand, en pilgrim undervejs til det mål, som jeg vil føre dig til.”
JEG PÅSTÅR DERFOR AT DENNE MAND ER SKYLDIG
”Denne mand har prøvet at fortælle vor høje ret, at han er at betragte som ’en vejfarende mand’ – ’en pilgrim’, samt at han er ’på vej mod et ukendt mål’, som han hævder, at ’Gud vil føre ham til’.
Anklagerens skarpe, tynde stemme bragte mig brat tilbage til retslokalet. Med en lang istapfinger pegede han på mig og fortsatte: ”Men jeg har nu klart bevist for denne ret, at den slags religiøse undskyldninger ikke kan accepteres. Han har opholdt sig så længe indenfor vort lands grænser, at han ifølge dansk lov må betragtes som ’fastboende’, og derfor skal behandles som alle andre danske borgere. Han er ikke udlænding. Han er ikke ’fremmed’ eller ’pilgrim’, som han uafladeligt hævder og skal straffes. Jeg påstår derfor at denne mand er skyldig.”
En anden skikkelse rejste sig på min venstre side. Han var en mand i 40’erne. Han fremførte sine argumenter på en behagelig og afslappet måde. Også han var klædt i sort. Han var min advokat og forsvarer.
”Det fremgår med al tydelighed af min klients færden, at han kun imidlertid har taget ophold i Danmark,” begyndte han. Også han citerede fra nogle enormt store bøger, og jeg åndede lettet op, da han begyndte at tale. Jeg vidste, at et eller andet sted i papirdyngen foran dommerne lå en lille redegørelse, som jeg selv havde skrevet. Jeg vidste ikke, om personlig tro eller bibelvers havde nogen indflydelse på min sag, men jeg havde nedskrevet min historie til dommerne. ”Det er ligesom med Abraham og Isak,” havde jeg forklaret. ”Bibelen siger, at de ’boede i telte’, og at de ’bosatte sig i landet, som i et fremmed land’, og at de var ’pilgrimme på vej til en stad, hvis bygmester og skaber er Gud (Hebr.11:9-10).”
”Ja, denne mand,” fortsatte min venlige forsvarer, ”er på vej til Jerusalem. Dette kan bevises ved de i retten fremlagte hebraiske lejekontrakter fra et sted udenfor den Hellige Stad ved navn ’Bet Said’. Han er kun på besøg i dette land, og jeg er overbevist om, at vor høje ret vil anerkende, at hans nuværende adresse ’Lossepladsen’ næppe kan accepteres af folkeregisteret. Jeg kræver denne mand ’ikke skyldig’!”
*
Alle rejste sig, da dommerne forlod lokalet. Da deres lange, sorte kapper fejede ind bag en dør mellem to store marmorsøjler, var rummet igen fyldt med summen af stemmer. Jeg vidste, hvad folk i retslokalet talte om. Var jeg fastboende borger eller vejfarende pilgrim? Men jeg vidste også, at det hverken var folks meninger eller dommernes kendelse, der kunne afgøre denne sag. Et eller andet væsentligt opgør med ’det etablerede’ var ved at finde sted. I mikroskopisk målestok var nogle overordnede principper ved at blive draget frem i lyset. Mangt og meget i Kristi Kirke er i vor tid blevet cementeret ned i nogle faste grundvolde, som ikke er lagt af Gud. Fra begyndelsen af menighedens historie har ’Jesusfolket’ været en ’pilgrimskirke’, og hvad der i miniature foregik omkring min uanselige person i dette retslokale var, hvad Gud er i færd med at gøre i større målestok ud over hele verden. Da de tre sorte kapper forsvandt bag det skinnende hvide marmor, vidste jeg, at lignende afgørelser vil blive taget overfor andre af Herrens tjenere i den nærmeste fremtid. Gud vil kalde flere ind i et opbrud, der må bryde med alle mere eller mindre etablerede forhold, som den store Bygmester aldrig har anerkendt. Mange vil blive kaldt – ikke til at følge min livsstil – men til at følge Herren i et nyt troens liv. Mens alle de betingelser, der var forbundet med fremover at skulle leve som en vejfarende pilgrim, kunne jeg forlade retslokalet som en fri mand. Gud var min dommer!
En lille babyrøst klynkede bag mig. Jeg vendte mig og fik et varmt smil fra Gisèle. Hun sad med vor sidst ankomne lille dreng på skødet. Hun løftede ham lidt i vejret, så at jeg kunne se ham, og jeg vidste, hvad det betød…
For blot nogle få uger siden var vi begge overbeviste om, at denne lille nu ville blive en lille pige. Før fødslen havde vi allerede bestemt navnet. ’Natacha’ skulle hun hedde. Og hun ville blive en darling med brune øjne og sort hår. Men så kom retssagen, og vi havde i nogle dage ikke andet i vore tanker. Hvordan ville dommerne reagere? – Indtil den morgen jeg vågnede ved, at en tydelig røst talte til mig i vort soveværelse. ”Du skal kalde ham Daniel!” sagde røsten. Jeg nævnte ikke noget til Gisèle om denne hændelse, før hun med veer var på vej til hospitalet. ”Det bliver altså ikke en lille pige,” sagde jeg i bilen. ”Det bliver en dreng, og han skal hedde Daniel.”
”Dreng eller pige,” klagede Gisèle, ”det er ligemeget. Bare det var lykkeligt overstået…”
Mellem to veer hviskede hun nysgerrigt: ”Men hvorfor Daniel? Hvad betyder Daniel?”
”Gud er min dommer,” svarede jeg.
Dommerne kom tilbage fra marmorrummet. Der var en forventningsfuld stilhed i retslokalet. Bøger blev åbnet. Paragraffer med underpunkter oplæst, og så kom de sidste ord, som alle ventede på og lyttede til stående:
”Ikke skyldig!”
Den dag vandrede jeg ud af den majestætiske retsbygning i København som en fri mand, men også som en bunden mand. ”Og se, bunden af Ånden drager jeg til Jerusalem uden at vide, hvad der skal møde mig dér (Ap.G. 20:22).”
Læs artiklen under Profetisk Journal: ’BLODETS MÆND’
Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.24.05.2024