OMVÆLTNINGEN
”Ændres præstedømmet, må jo nødvendigvis også loven ændres (Hebr.11:12).”
Den mærkelige kædereaktion af begivenheder, som førte til omvæltningen i min gerning som prædikant, begyndte længe før den retssag, som sluttede med min frifindelse. Det hele startede faktisk den 3. marts 1971; på den dag døde min atten måneder lille dreng, Peter.
Han var en skøn lille fyr. Blond, blå øjne, buttet og blød. Jeg kan endnu høre hans begejstrede latter, når vi legede sammen på gulvet i vor store lejlighed i Norgesgade i København.
Den tid var fyldt med solskinsdage. Ligesom én af de lange sommerferier, da jeg var dreng; de gode timer fik ingen ende, og det så ikke ud til, at der nogensinde skulle ske nogen ændring i min gerning eller mit liv. Alt var som det skulle være, og der syntes ikke at være nogen grund til at skifte bane med hensyn til den tjeneste med evangeliet, som jeg var i færd med at udføre.
Om morgenen den 3. marts 1971 bemærkede jeg, at Peter havde en smule feber. Ikke noget foruroligende. Han tumlede blot ikke rundt på sine små, tykke ben, som han plejede. Han sov. Pludselig blev jeg imidlertid revet ud af denne ro. Jeg hørte Peter hoste og lagde til min forfærdelse mærke til, at han efter at have hostet ikke igen hev efter vejret. Med et spring var jeg henne ved hans seng og rev ham op i mine arme. Han hostede stadig men svagere, for han trak ikke vejret ind igen. Rædselsslagen så jeg, at han var ved at blive kvalt.
Min første reaktion var at kaste mig på knæ og med den døende dreng i mine arme at råbe til Herren. Derefter kaldte jeg på en ambulance. Jeg greb det livløse legeme og sprang ad trapperne de fire etager ned til gaden, netop som ambulancen med blå lys og hylende sirener drejede omkring hjørnet.
En af ambulancefolkene arbejdede energisk med vognens iltapparater, mens jeg hørte den anden melde over radioen: ”Vi kommer ind med flaget – vi kommer ind med en livløs dreng!” Denne melding må have samlet de nødvendige læger på skadestuen, for da vi drejede ind ad hospitalets port, var alt parat til at modtage Peter. Han blev af rolige mænd ført ind i et andet rum, og kort efter kom en læge ud og fortalte mig, at drengen åndede igen. Senere kom en anden læge hen til mig. ”Deres lille dreng har været uden ilt i otte minutter,” sagde han alvorligt. ”Hans hjerne har utvivlsomt lidt varig skade. Det gør mig ondt at skulle fortælle Dem, at Peter aldrig vil blive den samme igen…” Kort efter døde han.
Den dag skrev jeg på den første inderside af min bibel, hvor jeg har nedskrevet alle navne og datoer på mine børn: ”Peter blev født den 15. november 1969 i København, men Herren tog ham hjem den 3. marts 1971. Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet!” (Job 1:21)
BØLGE AF BRÆNDINGER
Fra den dag blev jeg ikke mere den samme. En vældig omvæltning i mit liv og min gerning havde taget sin begyndelse. Det var som om jeg efter disse øjeblikke befandt mig i en båd, der langsomt blev drevet ind mod nogle skarpe klipperev. På et eller andet tidspunkt ville mit skib ’løbe på grund og forstævnen bore sig fast, mens bagstævnen langsomt ville blive slået til pindebrænde (Ap.G.27:41).
Når jeg ser tilbage på den bølge af brændinger, som førte mig ind mod de mørke klipper, kan jeg kun komme til følgende slutning: Herren må undertiden bruge stærke midler for at kunne bibringe nødvendige ændringer i sine tjeneres liv. Vi holder alle sammen fast ved det, vi har, og vi ønsker ikke, at der skal ske nogen virkelig forandring.
Alle er vi – uden at vide det – blevet temmelig etablerede i vor tænkemåde, tjeneste og liv. Ofte er det kun et personligt skibbrud, som kan bringe os på andre tanker og veje. Først når noget gammelt er slået i stykker, begynder vi at indstille os på nybrud og nytænkning og nyt initiativ. Først da begynder vi at ane nye horisonter og nye sejlruter med nye skibe og nye sejl.
Jeg er i hvert fald sådan! Og det er sikkert grunden til, at min skude til sidst måtte løbe helt på grund, og at det ene bølgebrag efter det andet totalt måtte splintre, hvad jeg havde at holde mig til. Jeg kan ikke her i detaljer fortælle om alle de begivenheder, som førte mig mod afgrunden. Enkelte ting er alt for personlige, og andre forhold kan kun forstås af mine nærmeste venner. Tilbage er kun at fortælle, at da alt var slået i stykker, befandt jeg mig afsluttende med en halvt nedbrudt familie i en lille faldefærdig sommerkaravane på en mark, kun nogle få kilometer fra den dansk-tyske grænse.
Jeg havde ikke mere noget hjem, noget arbejde, eller nogen indtægt. Jeg havde intet virkeområde, ingen gerning eller tjeneste, ingen fremtid – og næsten ikke mere noget håb. De sidste brændinger fra et oprørt hav havde slået mig halv bedøvet, så jeg var faktisk ikke rigtig klar over, hvad der skete. Kun vidste jeg, at jeg personligt ikke havde begået nogen bevidst synd, og at Gud stadig talte til mig.
Jeg kunne ikke lide det, som Gud sagde, fordi det – så vidt jeg kunne se – igen ville bringe mig ud på dybt vand, og med det ’vrag’, jeg sejlede med, syntes en sådan færd at være det samme som den visse undergang. Gud sagde: ”Gå over grænsen!”
I ER PÅ VEJ MOD JERUSALEM
Den sidste havn, som jeg var nået ind til, inden jeg endeligt landede på marken ved den dansk-tyske grænse, var ’Nørå-Centeret’, et solidt, kristent fællesskab på Jyllands vestkyst, som blev ledet af vore gode venner Frede og Inger Jørgensen. Her havde man taget gæstfrit imod os, og når vi var i fælles bøn med Frede og Inger og medarbejderne på stedet, lød der straks profetiske ord, som jeg på det tidspunkt havde svært ved at se rækkevidden af. ”I er på vej til Jerusalem!” insisterede Helligånden.
På et tidspunkt fandt jeg det imidlertid rigtigst at prøve at tjene nogle penge ved at tage et job på havnen i Esbjerg. Jeg skulle i mit nye arbejde på havnen læsse sække til nogle ventende tog og lastbiler. Sækkene var tunge – og jeg var åbenbart tungnem!
I hvert fald holdt de sække deres eget daglige foredrag for mig, mens jeg svedende løb mellem transportbåndet og de ventende biler. Det konstant løbende transportbånd læssede automatisk sækkene af på min skulder – hvis jeg var tidsnok tilbage for at hente den næste sæk! Hvis ikke, faldt den tunge sæk med en dump lyd ned på gulvet, hvorfra jeg så selv måtte hæve den op på min skulder. Eftersom jeg ikke var vant til den slags arbejde, og mine kræfter ikke rigtig slog til, når jeg skulle løfte de tunge sække op fra gulvet, nåede jeg aldrig tilbage til transportbåndet i rette tid. Hvor meget jeg end anstrengte mig, kom jeg altid for sent og nåede kun lige at se, at den sæk, som skulle afleveres på min skulder, ubarmhjertigt og automatisk blev smidt på gulvet. Til sidst havde jeg en stor bunke tunge sække liggende, som alle tilhørte mig – og de ikke bare lå dér, de ’prædikede’.
”Er vi tunge,” spottede de, når jeg fortvivlet prøvede at bakse dem op på mine trætte og ømme skuldre.
”Ja, I er tunge,” stønnede jeg.
”Det er fordi du er for sent på dem!” fortsatte de plagende. ”Du er ikke tilbage i tiden – og så falder vi ned på jorden.”
”Ja, ja – så falder I ned på jorden. Det har jeg opdaget!”
”Bedre at gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt… gøre det rigtige… rigtige tidspunkt…det rigtige… tidspunkt… det rigtige… gøre det rigtige…” Sækkene sang altid den samme spotske vise. Jeg var holdt op med at svare dem.
”Hvad laver du her?” hylede transportbåndet. ”Gå over grænsen! Gå over grænsen! Gå over grænsen!
Til sidst blev den infernalske rytmesang mig for meget. Jeg brød op og drog sydover. Ned mod grænsen.
HUN FREMTOG EN LILLE KRUKKE
Undervejs standsede jeg udenfor et lille hus. Jeg tog børnene ud af bilen for at de kunne røre benene og få en mundfuld frisk luft. Mens jeg stod og betragtede dem lege i vejkanten, blev jeg opmærksom på en kroget skikkelse i døren til huset. Det var en gammel kvinde. Med en langsom bevægelse gjorde hun tegn til mig, at jeg skulle komme ind i huset.
Jeg samlede familien, og vi gik alle ind. Børnene blev bænket omkring bordet, og jeg tænkte, at den gamle kone ville give dem en eller anden forfriskning. Længe stod hun imidlertid og betragtede os. Hun havde et mildt, klogt blik. Så sagde hun: ” Snart er jeg hundrede år – men denne dag er en særlig dag i mit lange liv.”
Så gik hun hen til et glasskab med porcelæn. Hun åbnede en skinnende dør og fremtog en lille krukke i blå fajance. Børnene fulgte med øjnene den blå krukke idet de mente, at den var fyldt med søde sager. Hun gik imidlertid forbi dem alle og kom hen til mig. Så tog hun et pynteligt låg af krukken og rakte mig den.
Jeg stirrede ned i den blå, runde åbning og bemærkede, at den var fyldt med små, firkantede sedler. På hver seddel var skrevet et skriftord. Blandt kristne kaldes disse små papirstykker med bibelvers for ’mannakorn’.
Den krogede kvinde blev stående foran mig. De kloge, milde øjne betragtede mig opmærksomt. ”Snart er jeg hundrede år,” hviskede hun, ”men denne dag er en særlig dag i mit liv. Velkommen skal du være under mit tag. Dette er, hvad jeg vil byde dig. Tag et ord! Men læg godt mærke til, hvad der står skrevet. For nu er det Herren, din Gud, der taler!”
Forsigtigt rakte jeg hånden ned i den blå fajance-krukke. Der var stilhed i stuen. Børnene betragtede mig åndeløst. Kun en rytmisk tikken fra et gammelt bornholmerur hørtes. Jeg tog en lille seddel op af krukken og lagde den tøvende på den broderede dug foran mig. Med gammeldags, snørklede bogstaver stod angivet: Efeser 5:15-17.
Den aldrende kvinde rettede sig op. Uden briller læste hun de små bogstaver og tal på det lille ’mannakorn’. Så gik hun hen til et blankt skuffemøbel, åbnede den øverste skuffe og tog en gammel, tyk bibel frem. Den lagde hun på bordet foran mig.
”Læs!” sagde hun.
Bornholmerurets tikken slog evigheden i sekunder, mens jeg bladede i de slidte sider. Med sagte stemme læste jeg: ”Se derfor til, hvorledes I vandrer, at det ikke er som uvise, men som vise, så I udnytter det gunstige øjeblik, thi dagene er onde. Derfor, vær ikke uforstandige, men forstå, hvad der er Herrens vilje.”
Den gamle nikkede. ”Forstå, hvad der er Herrens vilje,” gentog hun som om hun talte til sig selv. Så gik hun igen hen til glasskabet, fremtog en anden krukke med bolsjer og gav et til hver af børnene.
Da jeg med familien gik ud af døren, holdt hun et øjeblik min arm. ”Dagene er onde,” sagde hun hæst. ”Forstå, hvad der er Herrens vilje!”
JEG VIL GIVE DIG EN KO!
Eftertænksomt fortsatte jeg rejsen sydover. Den aften slog jeg mig ned på en mark der tilhørte en kristen bonde, som tilbad Herren i Pinsemenigheden i Bylderup Bov. Marken lå lige op til grænsen. Jeg kunne ikke komme nærmere den grænseovergang, der ustandseligt kaldte på mig.
En morgen kom bonden ud til mig på marken. Han var en venlig, men bestemt mand. ”Mon ikke Gud har talt til dig?” spurgte han.
Hvorfor spørger du om det?”
Jeg kiggede afventende på ham, men bønderne i Sønderjylland er ofte mænd af få ord.
”Nå,” sagde jeg efter nogen tid. ”Hvad siger Gud så?”
Manden på marken sagde stadig ingenting. Et øjeblik stirrede han over mod Tyskland. Så gned han sig over hagen. ”Tjah,” mumlede han, ”Hvad siger Gud så?”
Pludselig søgte hans øjne mine. Han havde et klart, åbent blik. Ligesom himlen med de drivende skyer over os. ”Gud siger,” sagde han med sagte stemme, ”at du skal gå over grænsen!”
Jeg stirrede overrasket på ham.
”Men du er bange,” fortsatte han. ”Du er bange, fordi du er alene, og du ikke ved, hvad der vil ske på den anden side af grænsen. Du er bange, fordi du skal køre uden penge. Bange er du – er det ikke rigtigt?”
Jeg nikkede.
”Hvorfor tror du ikke Gud? Det er jo Ham, der kalder dig. Hold op med at være bange! Gå over den grænse!”
Hans ord blev som båret afsted af vinden. Bag den hørte jeg transportbåndets spottevise fra Esbjerg og de profetiske forjættelser fra det kristne fællesskab i Nørå: ”I er på vej til Jerusalem!”
Bonden var ikke længere en mand af få ord. Han fortsatte ubønhørligt: ”Hvis det er spørgsmålet om penge, der holder dig tilbage, så vil jeg hjælpe dig. Men du får ingen kontanter!”
Jeg så spørgende på ham. Han havde et eller andet for… noget ikke helt almindeligt.
”Jeg vil give dig en ko,” sagde han kort.
”En ko?”
”Ja, du kan få en ko, – og den ko skal gøre din manglende tro til skamme!”
”Hvad skal jeg med en ko?”
”Ingenting! Den ko skal bare gå og græsse her. Hvis du er i nød derude på den anden side af grænsen, kan du sende bud til mig. Så sender jeg koen til slagteriet, og du får pengene.”
I et øjeblik sagde ingen af os noget. Så fortsatte han. ”Men koen vil overleve! Du kommer aldrig til at sende bud efter den. Gud vil ikke forlade dig – gå over grænsen!”
Min ven, bonden, fik ret. Jeg samlede familien og hægtede karavanen på bilen og drog over grænsen. Derefter fortsatte jeg i seks måneder ned over Europa. Det var min første store rejse i tro. Og koen græssede fredeligt videre i Danmark. Jeg sendte aldrig bud efter den.
På denne rejse passerede jeg ’udvælgelsesstedet’…
Læs artiklen under Profetisk Journal: ’TERRORKONGENS SKÆBNE’
Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.07.06.2024