UDVÆLGELSESSTEDET
”Jeg, Herren, har kaldet dig i retfærd og grebet dig fast om hånd; jeg vogter dig og gør dig til folkepagt og hedningelys for at åbne de blinde øjne og føre de fangne fra fængslet, fra fangehullets mørke gæster (Es.42:6-7).”
Et blik på Europakortet, som det så ud halvtreds år før Kristi fødsel, viser tydeligt den romerske ørns herredømme. Romrovfuglens mægtige vingefang strækker sig på de gamle kort helt op til det yderste Gallien, og i historien, som den i dag fortælles for børn og voksne, beretter til stadighed om en lille bretonsk landsby, der med sine populære helte Asteriks og Obeliks holdt ud overfor Cæsares legioner. Landsbyen er så lille (ser man på bøgernes omslagstegninger), at den kun kan findes med en kæmpelup – og alligevel tror jeg, at jeg har fundet den. Den galliske landsby er den næsten usynlige plet i Nord-vest Frankrig, som Gisèle kommer fra. Udenfor hendes barndomshjem i Quéré ikke langt fra Pordic mellem Binic og St. Brieux skjuler sig i det indtørrede græs en hob smuldrede levninger fra et gammelt romersk fæstningsværk, og mellem landsbyens godt tyve huse er den mark og det træ, hvor Gud for år tilbage kaldte mig til at blive en vejfarende pilgrim.
Datidens romerske høvedsmænd har fra denne fæstning haft et godt udsyn over den Atlantiske bugt, hvor tidevandet i dag kommer og går i samme uafbrudte rytme som da legionærernes hjelme blev slået sønder og sammen af landsbyens navnkundige beboere.
Jeg ville sikkert have udvist en smule mere flid, hvis jeg i Aurehøj Statsgymnasiums latintimer om ’Cæsars galliske krige’ havde vidst, at jeg en dag skulle giftes med en af de smukke piger fra den bretonske landsby, der aldrig overgav sig til Rom, og jeg ville sikkert have udvist en større forståelse overfor pigens galliske temperament, hvis jeg havde anet, hvor forbundet det var med Guds udvælgelsesplaner for mit eget liv.
EN USYNLIG GÆST VAR TILSTEDE
Et par år før jeg nåede til Gisèles ’uovervindelige landsby’, var jeg på rejse i det sydlige Frankrig. Det var min første lange tros-ekspedition, og jeg var nået til den fransk middelhavsby Nice, som skulle blive det sted, hvor betydningen af det sære ord ’udvælgelsesplan’ skulle gå op for mig.
Det skete en varm aften i et stort beboelseskvarter ikke langt fra Middelhavets turistbefolkede strand. Som det er skik og brug i det sydfranske klima, havde samtlige naboer deres vinduer åbne, og jeg kunne alle steder fra høre råb og stemmer, medens jeg i de timer rastløst vandrede fra det ene rum til det andet. Børnenes leg og gråd og bragene fra et dusin rygende rifler i en eller andet TV-western, kvindernes hidsige skælden og mændenes diskussioner på gaden gav genlyd fra de kølige marmorgulve, som forbandt rummene jeg ustandseligt vandrede imellem.
Jeg bad til Gud!
Et par timer forinden havde jeg fået at vide fra byens hospital, at moderen til mine fire ældste børn kun havde få uger at leve i. Min bedende vandring fra rum til rum fandt sted, fordi jeg inderligt ønskede, at disse forfærdelige nyheder om en uhelbredelig kræftsygdom skulle omstødes. Men mine hede bønner slog tilbage fra marmorgulvet i takt med råbene udenfor, og jeg vidste hele tiden dybt inde i mig selv, at intet i denne sag ville blive forandret. Lægernes dødsdom var uomstødelig! Den kunne ikke ændres, om jeg så med nok så høje, bedende råb søgte at overdøve støjen fra det samlede nabolag. Jeg vidste også, hvorfor det måtte være sådan. Begivenheder, som jeg ikke kan fortælle til nogen, havde nu efter en lang rejse ført mig til dette sted, og de sørgelige nyheder fra hospitalet var blot en sidste milesten, som jeg ikke ville kunne komme udenom.
Mine bønner var forgæves.
Men alligevel bad jeg. I de tidlige aftentimer blandedes mine hede bønner med råbene fra gaden, og min røst overdøvedes ustandseligt af indianerhylene og pistolskuddene fra et par hundrede TV-apparater. Men ved midnatstid blev alt stille. Folk gik i seng, og børnene fra det støjende nabolag faldt i søvn. Det sidste program flimrede væk fra kvarterets fjernsynsskærme. Tilbage var kun det kolde marmorgulv og mine egne påkaldelser.
Da pludselig blev også jeg mærkelig stille. En usynlig gæst var til stede i rummet. Overvældet af hellig frygt faldt jeg på knæ med panden mod det kolde stengulv. Jeg rørte mig ikke af stedet og sagde ikke et ord. Jeg oplevede noget i retning af det, som står beskrevet i Jobs Bog i Bibelen:
”… angst og skælven kom over mig, alle mine ledemod skjalv. Et pust strøg over mit ansigt, hårene rejste sig på min krop. Så stod det stille. Jeg sansede ikke, hvordan det så ud; en skikkelse stod for mit øje, jeg hørte en hviskende stemme (Job. 4:14-16).” – ”Hvad vil du, at Jeg skal gøre for dig?”
JEG TURDE IKKE NÆVNE DØDSDOMMEN
I to timer forholdt jeg mig tavs. Jeg vidste, at jeg kunne bede om hvad som helst, men den ufattelige mulighed gjorde mig målløs. Jeg turde ikke engang nævne dødsdommen fra hospitalet i Nice! Rædselsslagen begreb jeg, at jeg i ét nu kunne tage situationen i min egen hånd. Jeg vidste, hvorledes den var opstået, og jeg anede, hvad den kunne føre til, hvis jeg – koste hvad det ville – søgte at bringe min vilje igennem.
To timer efter midnat svarede jeg på spørgsmålet, der stadig ringede som en usynlig tilstedeværelse i rummet. Jeg gav det eneste mulige svar. Med bankende hjerte rejste jeg mig fra min knælende stilling og udtalte: ”Jeg beder om, Herre, at Dine udvælgelsesplaner med mit liv må blive fuldført!”
Få uger efter var lægernes dødsdom uigenkaldelig virkelighed. Tove, som gav liv til mine fire ældste børn, gik hjem til Herren. I fly blev hun forinden i hast bragt til København, hvor hun kort efter døde. De sidste ord, som jeg talte til hende i det øjeblik, hun opgav ånden, er det bibelvers, som banker med det varmeste pulsslag ved ethvert dødsleje: ”Jesu blod renser fra al synd (1.Johs.1:7).”
Da sørgetiden var forbi, og en ny orden skulle til at indføres i mit hjem, kom Gisèle til Danmark: Hun kom som sendt fra himmelen! Som årene i vort ægteskab er gået og yderligere tolv børn er føjet til familien, har det klart vist sig, at hun er den person, som har været tættest forbundet til hele det syn og det liv, som Gud sammen kaldte os til. Hvad angår at ’give til Gud, hvad Guds er, og til kejseren, hvad kejserens er’, synes det at være ganske symbolsk, at hun dukkede op fra den landsby i Gallien, der aldrig overgav sig til Cæsar. Hendes længsel efter personlig hellighed og kompromisløs holdning overfor denne verdens synd og fristelser blev mig til stor hjælp, og i dag er jeg mig mere end nogensinde bevidst, at min vej måtte gå over den ukendte mark i Bretagne – kun få meter fra Gisèles barndomshjem – hvor Gud talte og kaldte, og hans udvælgelsesplaner på en særlig måde tog deres begyndelse for os begge. For mig blev Bretagne et bekræftelsens sted, at alt, hvad der skete af sorg og glæde i disse år, var fra Gud.
EN VEJVARENDE MAND
Bretagne er ikke blot den smukkeste del af Frankrig; for mig synes der undertiden at være noget af Guds evige udvælgelse over mange af de små steder, som desværre ikke længere ligger uberørte af denne verdens larm og bekymringer. Derfor forstår jeg måske mere end tidligere, hvorfor Bibelens gamle patriarker, Abraham, Isak og Jakob foretog milelange og besværlige rejser for at nå tilbage til udvalgte steder, hvor de tidligere havde haft et møde med Gud. Når de kom til sådan et sted, foretog de sig ikke andet end at bygge et alter og bede. Deres liv og vandring her på jorden var præget af den kendsgerning, at der et sted på deres lange pilgrimsrejse var en mark eller et træ, hvor Gud havde talt.
Dette er sikkert baggrunden for, at jeg føler den samme dragen. Undertiden på vore lange rejser føler jeg en næsten uimodståelig trang til at komme tilbage til den mark i Quéré, ikke langt fra huset, hvor Gisèle blev født.
Her var det, at Gud talte til mig, og her begyndte min tilsyneladende endeløse pilgrimsvandring. Her stod min første karavane for mange år siden under et gammelt æbletræ lige overfor det sted, som landsbyens beboere kalder ’le tertre’. Netop her, kun nogle få hundrede meter fra landsbyens indgang, som er markeret ved et gammelt, rustent kors, hørte jeg natten til den 15. august 1976 Helligåndens tydelige røst i mit hjerte: ”Fra nu af skal du ikke mere bo i et hus. Tag den stav, du har i din hånd og gå! Du skal ud på en lang rejse; din konges ærinde har hast. Snart er det påske for Herren – en dommens tid for den ganske jord. Gå og bliv en pilgrim; fra nu af er du en vejfarende mand!”
Det var med alt dette som baggrund, at jeg en dag, med en lille flok landrovere og lettere karavaner, nogle år senere forlod pilgrimslejren og igen satte retning mod Bretagne. Jeg måtte tilbage til landsbyen med marken og træet og den plet, jeg selv kalder ’udvælgelsesstedet’. Det vil helt sikkert forekomme adskillige besynderligt, at noget menneske kan finde på at rejse hundredvis af mil bare for at nå frem til et bestemt sted for at bede. I vor moderne verden rejser man kun for penge eller ferie og bare den tanke, at nogen ville begive sig ud på en pilgrimsfærd af åndelige årsager, betragtes på forhånd som absurd. Men som sagt har den slags rejser altid fundet sted. Også i vor tid involveres mange, som gennem årene alvorligt har beskæftiget sig med Guds profetiske værk med Israel i mærkelige ’sendelser’ Nogle må rejse med grupper af kristne til forskellige steder i Det hellige Land. Andre må dage og uger bevæge sig langs grænserne til Finland. Atter andre må samles i påkaldelse og tilbedelse i Tyskland og Østrig. Nogle er på konstant rejse, endog i denne time, i hjertet af Rusland, hvor de må gøre holdt ved særlige byers udgang og indgang for at bede. Den slags rejser er mere end almindelig pilgrimsfærd. Jeg kalder dem ’sendelser’. De er en væsentlig del af Guds folks åndelige krigsførelse.
DEN FRELSENDE REGN
På den forjagede motorvej i Holland sprang en af pilgrimskaravanerne pludselig løs fra bilens kobling. Eksperter, som siden skulle finde årsagen til denne besynderlige afkobling, gav aldrig noget svar. Koblingssystemet var stadig i sin garanti-periode, og det forbliver til dags dato teknisk uforklarligt, hvorledes karavanen pludselig rev sig løs fra det forankørende køretøj. Personligt har jeg gjort mig mine egne tanker om det, der skete. Jeg tror ikke, der kan gives nogen ’teknisk forklaring’. Det er min erfaring over mange år, at så såre et guddommeligt inspireret træk foretages på det ældgamle skakbræt mellem lys og mørke, finder øjeblikkeligt et raffineret modtræk sted. Jeg har med tiden lært at forstå, at intet kan gøres i Guds rige uden at blive imødegået af en hemmelighedsfuld og ondskabsfuld satanisk intelligens.
Jeg kørte i ulykkesøjeblikket en landrover med syv af mine børn bag den karavane, som koblede af. Jeg fik aldrig lejlighed til at iagttage, hvad der virkelig skete, fordi min vogn i samme øjeblik var som oversvømmet af en stormbyge af regn. Da jeg bagefter fortalte, hvad der skete, var de øvrige deltagere i vor lille konvoj fulde af forbavselse. De havde ikke på noget tidspunkt observeret nogen regn eller stormbyge, og det på trods af den kendsgerning, at vinduesviskerne på min landrover ved den voldsomme regn blev slået ud af position, og jeg blev tvunget til langsomt at fjerne mig fra den voldsomme trafik ved at køre ud til siden. Hvad der derefter skete tog kun nogle få sekunder: I det øjeblik jeg nåede ud til siden og strakte armen ud af vinduet for at bringe vinduesviskeren tilbage på forruden, tordnede et lastvognstog forbi mig. På grund af den mærkelige frelsende regn, som bragte min vogn bort fra kørebanen, fik chaufføren af lastvognstoget tid til at undgå den førerløse karavane, som svingede frem og tilbage foran ham. Langsomt – uendelig langsomt – gjorde den milelange trafik bag os holdt. Vi sprang ud af vore biler og så, at intet alvorligt var sket. De uniformerede mænd fra en støvet hollandsk politipatrulje, som netop passerede på den anden side af den trafikerede motorvej, stod i andagtsfuld afstand og betragtede bevæget, hvorledes folkene fra vor konvoj og vildtfremmede mennesker fra andre biler løb hinanden i møde og omfavnede hinanden i taknemlighed over Guds bevarelse på den farlige motorvej. Et par vogne havde fået nogle skrammer og buler, men ikke en dråbe blod var faldet på den oliegrønne asfalt. Alle biler kunne selv køre fra ulykkesstedet.
Få dage efter læste vi om en lignende motorvejsulykke på en af de store strækninger i Tyskland. En hændelse, som i sin begyndelse var et næsten tro kopi af vor situation, havde på sekunder udviklet sig til en uhyggelig katastrofe, hvor 16 store lastvognstog kørte op i hinanden. 54 biler blev smadret og adskillige brød i brand, og et stort antal mennesker blev dræbt eller kvæstet.
Det er til denne dag min overbevisning, at andre kræfter fra afgrunden havde planlagt den samme ødelæggelse imod os på autobanen i Holland, men at Gud i sin nåde havde beskyttet os på vor rejse mod et for den store verden ukendt sted i Bretagne i Frankrig.
”Herrens engel slår lejr om den, der frygter ham,” siger kong David og tilføjer: ”Herren vogter alle hans ledemod, ikke et eneste brydes (Salme 37:7 og 20).”
HER ER GUDS LEJR
Jeg var træt, da vi den nat sent ankom til Bretagne. Marken, vi kørte ind på, var mudret, og vinden fra Atlanterhavet var bidende og regnfuld. Nogle af pilgrimmene kastede et ængsteligt blik ned over kløften til de frådende klipper under os – stedet lignede ikke et ’udvælgelsessted’. Det hele så temmelig tilfældigt og dystert ud. Alle sagde hurtigt godnat og kravlede til køjs. Jeg kunne ikke falde i søvn.
”Hvad laver vi egentlig her,” spurgte jeg mig selv. ”Er denne rejse ikke bare en af mine sædvanlige skøre ideer? Hvad har fået mig til at bringe alle disse kære venner ud på denne opkørte, mudrede mark? ’Udvælgelsesstedet’. Hvad skulle ske her? Ingen ved, at vi er kommet, og ingen vil vide, når vi tager af sted. Jeg spørger mig selv, om Gud ved det? Hvorledes kan jeg forvente, at Han skulle velsigne en så lang rejse, som øjensynligt kun er et produkt af mine egne fantasifulde forestillinger?”
Endelig faldt jeg i søvn. Men jeg sov uroligt og blev hele tiden jaget vågen af nogle gevaldige spjæt. Så blev alt pludseligt roligt, og jeg havde en drøm.
Jeg drømte, at vor belgiske broder, Raf, der sammen med sin familie var ankommet aftenen forinden, stod udenfor min karavane og bankede på. Jeg lukkede op og mødte hans varme, tillidsvækkende smil. ”Jeg vil bare fortælle dig, at alt er under kontrol,” sagde han.
Raf var tidligere kendt, respekteret og frygtet bridgespiller i Belgien og andre europæiske lande. Ved de internationale turneringer var alle øvrige spillere bange for at få Raf på den anden side af bordet. Det betød, at spillet var så godt som tabt. Han sad altid til sidst med et eller andet raffineret kort i baghånden, som afgjorde sagen.
En dag kørte imidlertid vort pilgrimstog gennem den belgiske by Brugge, og dér tabte Raf. Han måtte lægge sine kort ned og erklære bridgespillet for evigt afsluttet. Han overgav sit liv til Herren, og har siden – til hans tidligere venners fortvivlelse – ikke nærmet sig en bridgeturnering. Jesus blev den store vinder i hans liv, og siden har Raf og hans familie på forskellig vis været knyttet til pilgrimmenes tjeneste og syn.
Og nu stod Raf i min drøm foran mig. ”To mænd har lige besøgt vor lejr,” forklarede han. ”De var høje og helt klædt i hvidt. Deres hår strålede som solen; de var ikke fra denne verden. Da de henvendte sig til mig, hilste de mig som var de soldater, der aflagde rapport til deres overordnede.”
”Hvad sagde de?” spurgte jeg.
”De sagde: Alt er under kontrol!”
”Sagde de virkeligt, at alt er under kontrol?”
”Ja, det sagde de.” Raf smilede igen. ”De sagde, at alt er under kontrol!”
Mit hjerte svulmede af en overjordisk fred. Jeg vidste, at disse ord var et budskab fra Herren. Der var intet at frygte. Vi var ikke rejst forgæves. Vi var nået frem til ’Det udvalgte sted’. Jeg tænkte på den besynderlige passage i 1. Mosebog, hvor Jakob efter en lang rejse udmattet når frem til landet, Gud har vist ham. Bibelen beretter: ”Og Guds engle mødte ham. Og da Jakob så dem, udbrød han: ”Her er Guds lejr.” Derfor kaldte han stedet Mahanajim (2 lejre… 1. Mose 32:1-2).
Den følgende morgen, da hele gruppen samledes til bøn, havde jeg fornemmelsen af, at vi ikke var ene. Vi var to lejre. Vi havde slået lejr på marken i Bretagne, men også en anden lejr var nærværende. Vi var to lejre: – ”Mahanajim!” Guds lejr var midt iblandt os.
Jeg fortalte de tilstedeværende om min drøm. ”How interesting” udbrød en broder fra England. ”Jeg havde netop her til morgen på hjerte at dele nogle bibelvers med jer om besøget fra ’Guds lejr’. Hver gang disse to mænd i hvide klæder dukker op, ønsker Gud bekendtgøre noget nyt og stort i hans evige husholdning.
Vi lyttede alle interesseret og tog vore bibler frem. På forskellige sprog læste vi det først angivne afsnit fra det sidste kapitel af Johannesevangeliet. Det handlede om det bevægende øjeblik, hvor Maria påskemorgen brast i gråd udenfor Jesu åbne grav. Pludselig skimtede hun gennem strømmen af tårer noget blændende hvidt, som bevægede sig foran hende, og da hun så nærmere til, opdagede hun to mænd i skinnende klæder siddende på det sted, hvor Jesus havde ligget.
”Hvorfor græder du?” spurgte de. ”Fordi de har taget min Herre bort,” svarede hun, ”og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.”
I det samme opdagede hun, at der stod endnu en hvid skikkelse bag hende. Det var Jesus (20:11-14).
”Vi behøver kun at vende et enkelt blad i vore bibler,” fortsatte vor engelske broder, ”så er vi allerede på vej ind i Apostlenes Gerninger, og i det allerførste kapitel finder vi disse to hvidklædte mænd igen. Skriftafsnittet fortæller os om de begivenheder, som fandt sted, da Jesus fyrretyve dage efter sin opstandelse blev optaget til himlen, og vi får at høre hvorledes disciplene i selve optagelsesøjeblikket står og stirrer efter den sky, der tog ham bort. Mens de anstrengt prøver at få et sidste glimt af den ufattelige himmelfart, ”se, da stod der hos dem to mænd i hvide klæder,” fortæller Lukas, som skrev Apostlenes Gerninger, ”og de sagde: I galliske mænd, hvorfor står I og ser op imod Himmelen, Han skal komme igen på samme måde, som I har set Ham fare til Himmelen (Ap.G. 1:10-11).”
Mens vor engelske broder afsluttende forklarede, at disse to mænd i hvide klæder ofte dukkede op, når Gud ville bekendtgøre nye og store ting, lyttede Gisèle med et eftertænksomt udtryk på sit ansigt.
”Sådanne to høje mænd med skinnende hår er flere gange blevet set her i landsbyen mens jeg var barn,” sagde hun.
Grebet lyttede vi alle til hendes fortælling om, hvorledes to fremmede med skinnende hår ved flere lejligheder var blevet set af landsbyens beboere. ”En dag sad en af dem udenfor vort hus,” fortalte hun. ”Både min mor og to af mine søstre så ham. De blev bange. Jeg kan huske, hvorledes de gennem min barndom talte meget om dette.
Gisèles beretning fik mig igen til at tænke på stedet som et ’udvælgelsessted’. Jeg fik atter det indtryk bekræftet, at Herren altid har holdt øje med det lille bretonske hus med lergulvet, hvor den lille pige voksede op, som siden skulle blive min hustru.
Gisèle gav sit liv til Herren under en evangelistisk kampagne, som jeg i 1969 gennemførte i Paris. Nogen tid efter begyndte hun at arbejde på et kristent plejehjem for ældre mennesker i Danmark. En aften, medens hun opholdt sig på sit lille værelse på plejehjemmet i Holte lidt udenfor København, kom Guds Ånd over hende, så at hun den nat måtte tilbringe lang tid i bøn. Medens hun således var bøjet ind for Gud, så hun pludseligt ved Ånden et glimt af sin fremtid. Hun så en rejsende gruppe af mennesker. De rejste fra det ene land til det andet. De levede i tro og en forunderlig kærlighed bandt dem sammen og lyste med en forklaret herlighed ud fra deres midte.
Efter denne oplevelse prøvede hun i syv år at finde denne gruppe. På et tidspunkt opholdt hun sig i tre år i et usædvanligt fint fællesskab af kristne i Frankrig, og hun troede en overgang, at dette måtte være stedet, som Gud havde vist hende. Men der var én ting, som ikke var forbundet med denne franske missionsarbejde. Denne gruppe, hvor bibelsk den end var i sit syn og arbejde, var ikke rejsende. Den var ikke på vej fra det ene land til det andet.
Allerede på vor bryllupsrejse i Sverige talte vi sammen om dette fælles syn af en rejsende gruppe. Det var som om denne tanke ikke kunne realiseres, før vi var blevet bundet samme i det ægteskab og den voksende familie, der har stået som en hjørnesten i det værk, der siden er bygget op. Gennem årene har vi imidlertid sammen med andre lært at forstå, at ’kærligheden’ (som skulle være det fuldkomne bånd i denne gruppe) ikke farer ned fra himlen som et lynnedslag. Denne åndens frugt vokser langsomt frem ved en ofte smertelig proces, som har med mennesker at gøre, der vandrer den samme vej og som til sidst sammen ejer en fælles historie af godt og ondt.
Selv vidste jeg, hvorfor ’udvælgelsesstedet’ lå så tæt ved Gisèles barndomshjem. Guds udvælgelsesplaner havde noget at gøre med en fælles beslutning, som vi kun kunne tage sammen. Ville vi i hellig gudsfrygt som ægtefolk være parate til at tage imod alle de børn, som Gud ville give os? Skriften siger, at ’sønner er Herrens gave, livsens frugt en løn’ (Salme 127:3). Turde vi nu – i en tid, hvor et andet familiesyn forkyndes – leve helt efter Guds ords lys?
Selv var jeg mig en særlig fare bevidst ved en sådan holdning. Den ville i en deprimeret tid få mange modstandere. Ikke kun stilletiende modstandere – men åbenlyse fjender. Guds ord erklærer imidlertid, hvorledes disse fjender kan bringes til tavshed. ”Sønner er som pile i krigerens hånd,” siger kong Salomo. ”Salig den mand, som fylder sit kogger med dem; han beskæmmes ej, når han taler med fjender i porten (Salme 127:55).”
Og nu er vi ved det sidste kapitel af vor lange pilgrimsrejse. Gisèles fædrenehjem tilhører nu et ungt par i familien. Det er nu renoveret – men er bibeholdt i samme bretonske stil. Dagligt beder vi for det lille sted på landkortet. Det er stadig besøgt af høje, lyse skikkelser fra en anden verden.
Læs artiklen under Profetisk Journal: ’HISTORISK SEJR I DET DANSKE FOLKETING’
Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.21.06.2024