DET LEVENDE BRØD

Ved indgangen til de fleste franske byer og landsbyer er rejst et krucifiks, som fremstiller Jesu lidelse på korset.

Ved indgangen til den lille landsby Quéré, som ligger ikke langt fra storbyen St. Brieux i Bretagne, er der (for mange år siden) blevet rejst et kors, som er tomt og uden den korsfæstede, der ellers er en uadskillelig del af by-monumentet.

Krucifikset med den korsfæstede er tegnet på den katolske kirkes opfattelse af evangeliet. ’Det tomme kors’ taler om opstandelsen, og er blevet tegnet på reformatorernes opfattelse af evangeliet. Quéré er landsbyen, hvor Gisèle, min kære hustru, er født. Så vidt jeg ved, var det tomme kors (’Han er ikke her, han er opstanden’ , Luk. 24:6) allerede rejst, da hun blev født.

… og det står der endnu i dag, hvor vi ofte samles til bøn, og beder for de godt 20 familier, som – uden at vide det – har haft englebesøg, og som Herren har sine egne udvælgelsesplaner med.

*

Med disse tanker vil jeg begynde mit emne for denne artikel, som atter drejer sig om Herrens nadver. Den skrives ud fra den synsvinkel, at vore dages protestantiske opfattelse af brødbrydelsen netop rammer den korsvej, som anskueliggøres ved de to monumenter, der står ved indgangen til de franske byer og landsbyer: Krucifikset med den lidende Kristus, eller det tomme kors, som er tegnet på Kristi sejrrige opstandelse.

Skal nadveren i vore kirker være en ’katolsk dødskult’ eller en triumferende forkyndelse om Herren Jesu opstandelse? I begge tilfælde læres det, at Kristus er virkeligt tilstede ved det hellige måltid. Men er det Jesus, som i det brudte brød atter bringes til Gud, for at han skal ’ihukomme’ sonofferet eller er det opstandelsens Kristus, som i nadveren bringer os ’det levende brød, som er kommet ned fra himlen? (Johs.6:51)?

DEN STORE PROVOKATION

”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os (Johs.1:14).”

Det bør her gentages, at det er den samme guddommelige kraft, som ligger i Herrens nadver, (idet brødet og vinen på samme måde ændrer karakter), når det spises med tro og indtages i tro af måltidets gæster.

Det er ordet, som er det væsentlige ved nadvermåltidet: I samme øjeblik brødet uddeles, siger den, der giver ’det brudte brød’, til den, som deltager i måltidet: ”Dette er mit legeme, som gives for jer” – men der sker ikke noget med brødet i det øjeblik. Dette vil jeg prøve at forklare nærmere.

Apostlen Paulus gør herefter opmærksom på, at det ikke er et påfund fra noget menneske (at han skal sige denne sætning). Det er ord, som han har fået fra Herren. Ja, det understreges med den største alvor fra apostlens side, at dette ikke er ’en tradition’, som er båret frem af mennesker, men at det er en ’overlevering’, han har modtaget fra Gud selv. Derfor hedder det: ”Fra Herren har jeg modtaget, hvad jeg også har overleveret jer (1.Kor,11:23). ”Det har altså (med absolut sikkerhed) ’været givet mig’ af Gud,” (siger apostlen), og jeg har ved Helligåndens hjælp taget imod denne åbenbaring fra Herren, – ja, det er nu med denne overnaturlige vished, at jeg giver ordene videre til jer: ’Dette er mit legeme, som gives for jer’.

*

Sandelig siger jeg jer: ”Den, som tror, har evigt liv (Johs.6:47).”

Denne forunderlige udtalelse er af mange Guds børn højt værdsat, fordi den berører det store og afgørende spørgsmål om, ’hvorvidt det evige liv er noget, jeg modtager engang i evigheden, når Herren skal bedømme mine gerninger her på jorden – eller: om det evige liv er en værdifuld skat, som jeg allerede er i besiddelse af, men som er skjult i det lerkar, der her i tiden er mit jordiske legeme?

Svaret gives imidlertid i selve udsagnet, hvor Jesus siger det lysende klart (og formuleret så kort, at der ikke længere kan være tvivl om dets troværdighed): ”Den, som tror, har evigt liv.” Dermed gøres det til en ’lysende indsigt’, at de troende allerede har det evige liv. De skal ikke vente på det; opstandelseslivet er en iboende kraft, som allerede ’har tagaet bolig i dem’ (Johs.1:14).

*

Jesus forklarer denne sandhed nærmere, og hans forklaring berører spørgsmålet om den hellige nadver, hvorfor jeg yderligere vil omtale den her:

”Jeres fædre spiste manna i ørkenen og døde,” siger Jesus. ”Men dette er det brød, som kommer ned fra himlen, for at man skal spise af det og ikke dø (Johs.6:50).”

Mannaen var en slags overnaturlig brød, som Israels børn levede af under hele deres 40årige ørkenvandring. Skriften siger: ”Han bød skyerne oventil, lod himlens døre åbne, og manna regne på dem som føde, han gav dem himmelkorn. Mennesker spiste englebrød, han sendte dem mad at mættes med (Salme 78:23-25).”

Det var tydeligt ’brød fra himlen’, som var sendt for at møde Israels børns naturlige, menneskelige behov. Det kaldes her for ’himmelkorn’, hvilket fører tanken hen på ’dyrket korn’, som er tilberedt og tjener til at spises af Guds engle. Mannaen ejer dog ikke kraften til at kunne give evigt liv, hvilket Jesus præciserer, da han siger: ”De spiste manna i ørkenen – og døde (Johs.6:49).”

DEN SKANDALØSE PRÆDIKEN

Herren redegør derefter mere udførligt for, hvad ’det nye himmelbrød’ indeholder.

Han fortæller åbent og ligefremt om de vældige kræfter, som skjuler sig i den spise, som nu (i nadveren) er til rådighed for menneskenes børn. Han siger:

Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen,” – og så tilføjer han det helt usædvanlige (og utroligt provokerende): ”Hvis nogen spiser af dette brød, han skal leve til evig tid (Johs.6:31).”

De mange, som løfter hovederne ved denne udtalelse, bliver ikke skuffet! Denne sætning (så fyldt med håb, den er,) lader Jesus ikke stå alene! Han tager den op i det følgende. Han uddyber den. Han udbreder sig om den. Han gentager dens indhold – ja, han er parat til at svare på ethvert spørgsmål. Jesus lader det ikke være ’dunkel tale’. Han er som en åben bog med hensyn til det, som han her har sagt: ”Hvis nogen spiser af dette brød, skal han leve til evig tid.” Han tilføjer (og det er her, at han nærmer sig ’det utilladelige’).

”Det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden (v.51).”

Denne sætning udløste på stedet et voldsomt skænderi blandt farisæerne. ”Hvad i al verden mener han med, at han vil give os sit eget kød at spise? Har man hørt magen? Der kan I selv se, at denne mand er ikke ved sine fulde fem! Han har her nu endeligt i alles påhør afsløret sig selv. Han vil give os sit eget kød at spise? Ikke sandt! Det er det budskab, han har at forkynde!

”Vil du ikke være venlig at gentage de ord, du netop har sagt?” (De henvendte sig nu til Jesus.) ”Vi må have hørt forkert. Dit eget kød? Mener du virkeligt, at vi skal spise dit eget kød?”

*

Jesus står et øjeblik tavs, mens folkemængden er i oprør omkring ham. Så løfter han hånden, og mængden bliver stille. Farisæerne rykker ind på livet af ham; de vil være sikre på, at de opfanger hvert et ord, som han nu vil sige. (De forventer, at han vil tilbagekalde den famøse udtalelse). Aldrig har de været så tæt på en ’forvildelse’ fra Jesu side. En direkte fortalelse: ”Det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden?”

Jesus gentager, hvad han har sagt, og gør det samtidig til ’en erklæring’, idet han begynder med at sige: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke spiser Menneskeskønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer (v.53).”

Folkeskaren er som lamslået! Farisæerne synes at være tilfredse. Endelig er denne sag beseglet! Det, som Jesus nu forkynder, er den rene galskab; de hører ham fremture med det samme emne:

”Den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag (v.54).” Med forfærdelse lytter de til hans videre prædiken:

”Mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den, som æder mit kød og drikker mit blod, han bliver i mig, og jeg i ham! (v.55-56).”

*

Skaren fornemmede, at Jesus rent læremæssigt ville slå dette dogme fast, og de nærmede sig for at lytte. ”Ligesom den levende Fader udsendte mig,” råbte Jesus, ”og jeg lever i kraft af Faderen, således skal den, der æder mig, leve i kraft af mig.”

Der kunne nu ikke længere herske tvivl om Jesu forkyndelse. Han gjorde ’den levende fader’ til den kraft, der havde udsendt ham, og han gjorde derved Gud selv til den ansvarlige, når han tilføjede, at ’den, der æder mig, lever i kraft af mig’. – Ja, han gentog direkte den påstand, at ’den, som æder ’dette brød’ (som altså er Jesu Kristi eget, kødelige legeme) han skal leve til evig tid (v.58).”

*

Selv mange af Jesu efterfølgere begyndte ved denne prædiken at blive betænkelige. ”Det er et knaldhårdt budskab,” sagde de. ”Nu er Jesus gået for vidt. At sige sådant noget er helt uacceptabelt! (v.60, parafrase). Hvem kan holde ud at høre på den slags?”

Jesus selv var helt klar over, hvad det var, som folket indbyrdes talte om. ”Er de ord, jeg her har talt, tilstrækkeligt til, at I nu falder fra?” spurgte han. ”Er det nok til, at I bliver forarget?”

”Hvad vil I så gøre den dag, I er vidne til, at menneskesønnen stiger derop, hvor han var før? Det er Ånden, der gør det levende, som jeg har talt. Kødet fatter intet! De ord, som jeg her har talt, er Ånd og Liv! Men der er nogle af jer, som ikke tror… (v.63-64, parafrase).”

I MÅ ALTID HUSKE MIT OFFER

”Når der gives et sjæleligt legeme, gives der også et åndeligt (legeme),” skriver apostlen Paulus i 1.Kor.15:44. Vort spørgsmål er nu: Hvad mener Jesus, når han siger: Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!” Taler han her om sit sjælelige legeme eller om sit åndelige legeme?

Spørgsmålet melder sig atter, da han ’tager kalken efter aftensmåltidet og siger: Denne kalk er den nye pagt ved mit blod; gør dette, så ofte I drikker den, til ihukommelse af mig. Thi så ofte som I spiser dette brød og drikker kalken, forkynder I Herrens død, indtil han kommer (1.Kor.11:26-27).”

Umiddelbart vil vi svare (på det anførte spørgsmål), at han taler om sit ’sjælelige legeme’. Altså det legeme, som han bruger udtrykket om, at ’det gives for jer’ og I dermed forkynder: ’Herrens død’. Han dvælede ved den død, som han stod lige overfor. I må altid huske det offer, som jeg her giver for jer. I må aldrig glemme de lidelser, jeg nu skal gennemgå. Når I spiser dette måltid fremover, så gør det ’til ihukommelse af mig (v.24).

Imidlertid kan vi ikke komme bort fra, at Jesus taler om ’et sjæleligt og et åndeligt legeme (1.Kor.15:44) og at vi ser ’en vis berettigelse i’ at spørge: ”Hvad mente Jesus virkeligt, da han sagde: ”Dette er mit legeme, som gives for jer?” Tænkte han udelukkende på sit kødelige legeme? Eller tænkte han også på sit opstandelseslegeme?

Vi lytter endnu én gang til Jesu udæskende tale, da han omtaler nadveren i Johannes det sjette kapitel og siger: ”Jeg er det brød, som er kommet ned fra himlen, om nogen spiser af det brød, han skal leve til evig tid (v.51).”

Han taler altså om et overnaturligt brød 1) ’som er kommet ned fra himmelen’, og som har den egenskab, at den, der spiser deraf 2) ’skal leve til evig tid’.

*

Mannaen (det brød, som jøderne levede af i 40 år i ørkenen); det kom dagligt ned fra himlen! Men det havde ikke den forunderlige egenskab (som f.eks. bladene på livets træ har), at den, som spiser deraf, lever evigt! Jesus siger derfor: ”Jeres fædre spiste manna i ørkenen – og døde!

Han fortsætter: ”Jeg er livets brød (Johs.6:49). Det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden (v.51).” … (det er her, at ’jøderne kom i strid indbyrdes og sagde: ”Hvordan kan han give os sit kød at spise?” Og Jesus er ikke tavs og lader dem blive i deres forvirring, men insisterer og fortsætter med at gentage sin uhyrlige påstand:

”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke spiser menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke evigt liv i jer – ja, den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag (v.54).”

FORARGER DET JER?

Vi må absolut studere dette skriftafsnit, for Jesus erklærer (i den forbindelse), at ’det ord, som han har talt til os, er Ånd og Liv!

Han understreger, at det er kun ’Ånden, som gør levende (v.63), og at han (dybt i sig selv), er klar over, at hans disciple ikke var enige med ham. ”De knurrede; det vil sige, at de var uenige med hans forkyndelse, og han udfordrede dem ved at sige: ”Forarger dette jer? Hvad da, om I får at se, at Menneskesønnen stiger derop, hvor han var før?”

(Jesus vidste nemlig fra begyndelsen, hvem der tvivlede – ja, han vidste, hvem der ikke troede – ja, han vidste på forhånd, hvem der ville forråde ham, og han tilføjede: ”Det var det, jeg mente, da jeg sagde, at ingen kan komme til mig, hvis Faderen ikke drager dem til mig… v.62-63).”

Disse ’nadverord’ (om at æde Jesu kød og drikke hans blod) fik mange af hans tilhængere til at vende ham ryggen. Og de ville ikke længere følge ham! De trak sig tilbage og ville ikke have noget med ham at gøre – ja, det kom til det punkt, at Jesus spurgte de 12 disciple: ”Vil I også gå jeres vej?”

Da stod Peter frem og sagde: ”Herre, hvor skal vi gå hen? Det er jo dig, der taler de ord, som giver evigt liv! Vi er kommet til tro på, og vi har erkendt, at du er Messias, Guds Søn!”

Jesus svarede: ”Har jeg ikke selv udvalgt jer tolv? Og dog er én af jer en djævel!” Det var Judas, Simon Iskariots søn, for det var ham, som siden skulle forråde ham – skønt han var en af de tolv (v.64-71).”

*

Hvad er så det resultat, vi kommer til, når vi lægger Skriftens referat af denne skelsættende prædiken til side? Siger vi også: ”Det kan vi ikke holde ud at høre på. Det er en hård og frastødende tale. Vi vil ikke længere følge Jesus. Det, han her siger (at vi skal æde hans kød og drikke hans blod) er så ekstremt, at det bliver den sidste prædiken, vi lytter til.”

Eller siger vi som Peter: ”vi har én gang for alle erkendt, at du er Guds Hellige Søn, og vi fortsætter med dig.! Hvis der er noget, vi ikke forstår nu, så vil vi sidenhen komme til at forstå det. Hvad du her har sagt (om Det Hellige Måltid) er i øjeblikket uforståeligt, men vi skal siden forstå det. For det er – som du siger – ’Ånd og Liv’.’

Du, Herre Jesus, har det evige livs ord, og det tror vi på også gælder dette ord om, at ’æde dit kød og drikke dit blod’. Du vil selv åbne for erkendelsen af denne evige sandhed.

*

Det er som et ’forklarende lys’ øjnes, da Jesus fokuserer på hemmeligheden bag hans ’svært fordøjelige prædiken’, (om at ’æde hans kød og drikke hans blod’).

Han siger nemlig i den forbindelse følgende: ”Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i kraft af Faderen, således skal den, der æder mig, leve i kraft af mig (Johs. 6:57).”

Det vil sige, at det er et budskab om liv og kraft, han kommer med. Han forkynder ’en levende Gud’. Han prædiker en ’livets prædiken’. – ”Den, der æder mig, skal leve,” siger han. ”Den, der spiser dette brød skal leve til evig tid,” lyder hans budskab til verden, inden han forlader den (Johs.6:58).

Jesu tilstedeværelse i brødets brydelse kan aldrig lede til en ’dødskult’ (sådan, som det er tilfældet med en katolske ’transsubstantiationslære’ – et mærkeligt, fremmed ord, som rummer en mystik, der fører de kristne i en gal retning). Jeg vil kort og afsluttende beskæftige mig med dette i det følgende:

DEN STORE FORFØRELSE

”En af de syv engle, som havde de syv skåle, kom og talte med mig og sagde: ”Kom, jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som sidder over de mange vande, med hvem kongerne på jorden drev hor, og de, som bor på jorden blev drukne af hendes horelevneds vin (Åb.17:1-2).”

Der er noget foruroligende ved den engel, der kommer så roligt og tillidsvækkende hen til Johannes (som er i færd med at skildre Åbenbaringsbogens syner) og indbyder ham til at se, hvorledes den store forførelse får sin endelige straf. ”Alle jordens mægtige (statsmænd og konger, finansfyrster og magthavere) har været i seng med hende, og alle jordens mennesker har beruset sig i hendes utugts vin (v.2, parafrase).”

Denne ’store prostituerede’ er sit navn værdigt, og det dækker over den titel, som hun gives her: ’Babylon, den store’ (hvis frygtelige fald allerede er forudsagt). Det hedder jo: ”Faldet, faldet er det store Babylon, som har givet alle folkeslagene at drikke af sin utugts harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger.”

… og vi spørger os selv: ”Er det sådan det bæger beskrives, som den katolske kirkes præster drikker? Hvad er det for en lære, der står bag den katolske nadver? Er det rigtigt, at præsten dér lærer, at Jesus virkeligt er til stede i brødbrydelsen – men det viser sig at være ’en anden Jesus’ end ham, som vi kender fra Skriften? Dette spørgsmål må her besvares!

*

Den katolske kirke lærer, at Kristus ved forvandling af brødets egentlige substans bliver til hans legeme, og at vinens hele substans bliver til hans blod. Ifølge denne lære bliver elementerne brød og vin ved præstens indvielsesord bogstaveligt og reelt forvandlet til Jesu Kristi Legeme og Jesu Kristi blod! I det ydre fremstår de to elementer imidlertid stadig som brød og vin. Forvandlingsprocessen overlades til en tro, der bygger mere på filosofien end på Guds Ord.

Vi skal derfor indledningsvis se på, hvad Luther i skriftet ’det babyloniske fangenskab’ har at sige om den katolske nadver. Tre ting springer os i øjnene:

  1. For det første må den almindelige nadvergæst ikke modtage vinen. Den er forbeholdt præsten alene.

  2. For det andet er den katolske opfattelse af forvandlingsunderet (og den mystiske forståelse af dette ’naturlige mirakel’ så udpræget dæmonisk, at Guds menighed må tage afstand derfra.

  3. Og for det tredje betragtes nadveren fejlagtigt som en ’offerhandling’, og må derfor afvises som vranglære.

(Perspektivet er således meget stort og må derfor behandles særskilt i en efterfølgende artikel).

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’DE KRISTNES OPRØR

(www.johnynoer.dk)

i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 29.12.2023.

Lignende Opslag

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *