HAR GUD FORSKUDT SIT FOLK?
Det nye politiske parti, som går under navnet ’Sund fornuft’, arbejder i denne tid ihærdigt på at skabe samling omkring den ’manifestation’, som finder sted i konferencecentret ’Tivoli’ i København den sidste dag i oktober og den første dag i november 2014 (31. okt. 1. nov.).
Samlingen hedder: ’Prayer Breakfast’ og er en direkte fortsættelse af den konference, ’The Trial 2024’, som fandt sted i Haag i begyndelsen af juli 2024, hvor kristne fra 45 forskellige lande stod sammen for at forsvare Israel mod international aggression.
Et ’creed’ (en trosbekendelse) blev i den anledning underskrevet af samtlige deltagere og overgivet til Den Internationale Court of Justice (ICJ) med en kraftig understregning af, at dommerne ikke længere er understøttet af international jura men er styret af politisk manipulation!
I trosbekendelsen hedder det bl.a.: ”Den 30 december 2022 bad FN’s resolution 77/247 Den Internationale Domstol (ICJ) om at give ’en rådgivende afgørelse’ om status for Østjerusalem, Judæa og Samaria (alias Vestbredden).”
”Vi, kristne repræsentanter for vore nationer fra hele verden, erklærer og vidner om, at landet Israel omfatter Østjerusalem, Judæa og Samaria. Disse områder tilhører ubestrideligt Israel og er ultimativt det jødiske folks arv.”
*
Jesus omtaler selv dette område i Israel, som dele af det land, der er givet til jøderne (som evigt arv og eje), idet han erklærer: ”Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner i både Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, – ja, indtil jordens ende (Ap.G.1:8-9).”
Dette skriftafsnit fra Ny Testamente blokerer på stedet de internationale, politiske kræfter, som vil søge at bevise, at dette område er en palæstinensisk stat. Danmark har indtil nu stået fast på, at dette ikke kan debatteres, men styret i landet er ude for et voldsomt pres, og vi forudser, at der kan blive en vis ’vaklen i geledderne’ i den kommende tid.
Da Jesus havde præciseret, at hans jødiske folk ville komme til at fortælle om alt det, som de selv havde set (og med egne øjne været vidner til) – først i Jerusalem og siden i Judæa og Samaria, blev han løftet op for øjnene af sine disciple og forsvandt i en sky, så de ikke mere kunne se ham.
Det var med andre ord det sidste Jesus betroede den flok af mænd, som havde fulgt ham i hans jordiske tjeneste, og som det er ’sædvane’, er det altid en persons sidste ord, der har en særlig betydning.
Mens de stadig står og kigger op mod himlen, viser der sig pludselig to mænd i skinnende hvide klæder ved siden af dem; og disse ’gesandter fra en anden verden’, henvender sig til dem og siger på et sprog de forstår (aramæisk eller hebraisk): ”Hvorfor står I her og stirrer op i luften? (Ap.G.1:9-11, parafrase)
Derefter fortsætter de, og fortæller følgende: ”Jesus er nu blevet taget op til himlen, men han kommer igen.” De tilføjer: ”Det vil ske på samme måde, som I nu har set ham tage af sted (v.11, parafrase).”
’På samme måde’, denne tilføjelse er ikke uden betydning! Den omfatter også stedet og landet, hvor denne verdenshistoriske begivenhed finder sted.
Jerusalem, Judæa og Samaria er kernepunkterne med hensyn til Jesu tilbagekomst! Det er ’jødernes eget land’, som ’jødernes konge’ vender tilbage til – og det er denne kendsgerning, som vantro internationale kræfter prøver på at svække og ændre!
”At dele denne by og dette land er i konflikt med Bibelens og Herrens evige vilje. Dette er ’prayer breakfast’s’ budskab til Danmarks regering ved den kommende manifestation i konferencecenteret ’Tivoli’ sidst i oktober og første november 2024!”
”Hør, Herren råber der til byen (at frygte dit navn er visdom). Hør, alle folkets stammer og byens menighed (Mika 6:9)!”
(Underskrevet af 1000 kristne for 45 lande!)
GUD HAR IKKE FORSKUDT SIT FOLK
”Jeg spørger nu: Har Gud forskudt sit folk? Nej, langtfra! (Rom.11:1)
Her tager Israels Gud til orde over for alle dem, som i dens kirkelige hovmod drister sig til at påstå, at Gud er færdig med Israel! Intet kan være ’længere borte’ fra sandheden end en sådan indstilling. Og intet kan tjene løgnen og usandheden mere end denne holdning. Derfor må det øjeblikkelig slås fast (med Bibelens egne ord), at Israels Gud stadig har en mægtig gerning at udføre med Israel, og at dette er grunden til, at netop antisemitismen (hadet mod jøderne) for tiden spreder sig som en pest.
”Nej,langtfra,” er apostelens spontane svar på det spørgsmål, som han selv stiller. Det betyder: ”Intet kan være mere forkert! At tro, at Gud fuldstændig er ophørt at bruge Israel til sit endemål med denne verden, er så langt ude og så falsk en erkendelse af Guds endetidsplaner, at der faktisk lurer en ’fortabelsens mulighed’ i enhver påstand om, at ’Gud har forskudt sit folk’ (Rom.11:1).
*
Derfor bør enhver tale, som indeholder blot en antydning af ’Guds upålidelighed’ (med hensyn til hans evige løfter til Israel) øjeblikkelig forstumme! Dette bør naturligvis ikke forstås sådan, at den hebraiske stat er ufejlbar i sine politiske beslutninger, men det skal begribes på den måde, at Gud aldrig har (og heller aldrig vil) forskyde sit folk, som han forud kendte (v.2).
Denne klare argumentation bruges af apostlen i hans store forsvarstale for Israel (som den står refereret i Romerbrevet det elvte kapitel). Her står det netop skrevet sort på hvidt, at: ’Gud har ikke forskudt sit folk, som han forud kendte’!
Hvem er det så, der hævder det modsatte? Hvor er de ’moderne skriftkloge’, som vover at påstå, at Gud nu ’har fået nok’ af sit jødiske ejendomsfolk, og at han har for altid forladt dem til fordel for hans nye, blodkøbte folk, de hedningekristne?
Jeg kan høre harmen i den jødiske hedningeapostels ord, da han imødegår denne ukristelige holdning: ”Nej, langtfra!”
DER ER INTET UFORUDSET FOR GUD
’Forud kendte’? Gud vidste på forhånd, at han ville komme til at møde ’et genstridigt folk’, når han tog sig af Israel. ”Som en uvan ko (genstridig) er Israel genstridig, skal Herren så lade dem græsse i frihed som lam?” spørger profeten Hoseas (4:16).
… og Herren var altså ikke uvidende om Israels ’trodsige modvillighed’, da han indlod sig med det folk frem for alle andre nationer.
Det er således ikke nogen ’pludselig overraskelse’ for Den Almægtige, da han (gang på gang i historiens forløb) står overfor en genstridighed fra Israels side, som råber til himmelen.
(… og det er ikke noget uforudset, at Herren også blandt hedningefolkene finder hårde og stejle, stædige og egenrådige karakterer, som han ikke kan behandle på samme måde som de enfoldige lam, der frit græsses i hans fold). Til det voksende antal af troende som i denne tid (hvor Israel må kæmpe på mange fronter mod Hamas’ terror) og den hebraiske stat må tåle et utal af anklagere, der har vendt sig mod jødernes stat med et utal af anklagepunkter, tager den nytestamentlige apostel, Paulus, Jerusalem i forsvar ved at sige: ”Husk lige på, hvad Guds svar er til profeten Elias, da også han ender med at stå frem som en hovedanklager mod det jødiske folk.
Hør, hvad han siger i sin vrede mod Israel, lyt til hans bitre anklage mod jøderne! Se, om du kan give ham ret i hans ’dom’ over Israel, når han stiller sig i anklageskranken og vender sig mod Jerusalem! Læg mærke til, hvorledes ’den guds mand, Elias’ ikke lægger fingrene imellem, når han ’anklager Israel for Gud’ (Rom.11:2). Han siger: ”Herre! Dine profeter har de ihjelslået, dine altre har de nedbrudt, jeg alene er tilbage – og nu står de endog mig efter livet!”
Giver Herren Elisas ret i hans anklager? Døm selv – og lad mig fortælle dig, hvad Guds overraskende svar er. Gud siger: ”Gå ud fra din hule og stil dig på bjerget, så vil jeg komme forbi (og du vil forstå mit svar til dig). – (1.Konge 19:11)
Først kom der en kraftig storm, som splintrede bjergene og knuste klipperne, men Gud var ikke i stormen!
Efter stormen kom der et jordskælv, men Gud var ikke i jordskælvet. Efter jordskælven kom der en ild, men Gud var ikke i ilden. Til sidst kom der en stille, sagte susen, og da Elias hørte den, hyllede han sit hoved i sin kappe og gik ud og stillede sig ved indgangen til hulen; og se, en røst lød til ham: ”Hvad vil du her, Elias?”
Elias svarede: ”Jeg har været fuld af nidkærhed for Herren, Hærskarers Gud, fordi israelitterne har forladt din pagt; dine altre har de nedbrudt, og dine profeter har de dræbt med sværd. Jeg alene er tilbage, og nu er de efter mig!” (19:11-14).
”Gå tilbage gennem ørkenen (fyrretyve dage og fyrretyve nætter). Elisa skal du salve til at være profet efter dig… Jeg vil lade syv tusinde blive tilbage i Israel, hvert knæ, der ikke har bøjet sig for Ba’al, og hver mund, der ikke har kysset ham (v.15).”
*
Da Elias anklagede Israel for Herrens åsyn, svarede Herren ham med den lange rejse gennem den knastørre ørken. Derefter åbenbarede han sig for sin tjener – men det var ikke ved det voldsomme vejr ej heller ved de kraftige jordskælv, at han lod sig til syne for Elias, men ved ’en stille, sagte susen’. Han sagde til Elias: ”Du skal vandre tilbage i ørkenen den vej, du er kommet – og så skal du salve din efterfølger, Elisa, til profeten! Det gjorde Elias, og dermed var hans tjeneste ved at rinde ud. Han havde anklaget Israel, og var dermed diskvalificeret til tjeneste for Israels Gud.
Lad dem, som læser dette, fatte og forstå, at hvis de kommer frem for Gud med alvorlige anklager mod hans folk, så vil den Almægtige tage Israel til forsvar og få de mange anklager til at forstumme.
NÅDES-UDVÆLGELSEN
Paulus fortsætter med at forklare Israels stilling ’i den nuværende tid’. Det vil sige: ’i vore dage’. Han skildrer (v.5), hvorledes der er blevet ’en rest tilbage’. Denne ’rest’ har Gud ikke fundet frem til ved at søge efter nogle jøder, der var særligt fromme! Nej, han har udskilt disse messianske jøder ’i kraft af en nådes-udvælgelse’ (v.5). Dermed (understreger han) er der ingen af Israels folk, der kan rose sig. De jøder, som på nuværende tidspunkt har fundet frem til Jesus som Israels Messias, har opnået denne fortrinsstilling, fordi Herren har udvalgt dem med et formål for øje.
Det er vigtigt, at Guds folk holder fast ved den åbenbarelse, at alt, hvad Herren gør ’i den nuværende tid’, skyldes udelukkende Guds nåde! Der er intet, som sker på grund af en særlig fromhed (hos enkelte mennesker eller grupper), og der er intet, som hænder, fordi Herren er nogen noget skyldig – alt, hvad der fra nu af foregår (især med hensyn til Israel og den guddommelige plan med hedningerne), sker udelukkende på Guds initiativ, og derfor af Guds nåde!
”Men er det nåde,” argumenterer Paulus, ”så er det ikke mere lovgerninger, ellers bliver nåden jo ikke mere nåde (11:6).” Denne sætning udelukker én gang for alle, at Herren bygger sit værk på menneskers særlige ’godhed og hellighed’ eller ’stålsatte karakter’. Dette gælder ikke mindst den udvælgelse, som (i den nuværende tid) finder sted (og at særlige tjenester pludselig rejses op og gennemfører en speciel gerning, hvortil de er blevet kaldet).
Kort sagt: Det er Guds enestående og nådige initiativ, der fra ende til anden ligger bag den gerning, som gøres ’i den nuværende tid’.
*
”På samme måde er der også i dag en lille gruppe (en rest) tilbage (både af jøder og hedninger), som Gud har udvalgt. Det er ene og alene hans beslutning, og han står nu bag den gerning, som denne gruppe vil udføre (Rom.11:5, parafrase).”
Det, som nu er i støbeskeen afhænger altså på ingen måde af, hvad folk i almindelighed er i stand til at udrette, for i det tilfælde kan det ikke længere kaldes for en ’Guds gerning’.
Vi bør altså se i øjnene, at det ikke er lykkedes jøderne ’at opnå’ den frelse de så ivrigt (og nidkært) søger! ”Men de udvalgte, har opnået det’ (v.7). Mens resten (’de øvrige’) blev hårde som sten. Det er også det, der står i Skrifterne: ”Gud har gjort dem sløve. Deres øjne kan ikke se, deres ører kan ikke høre!
Sådan er det (stadig) den dag i dag!
”Kong David siger også: Lad deres ’vilde fester’ blive til både:
- en fælde
- og til anstød samt til
- gengældelse for dem.”
”Lad det sortne for deres øjne, og lad dem fortsat vandre med bøjet ryg (Rom.11:8, parafrase).”
Paulus fortsætter: ”Jeg spørger nu: Er det meningen, at jøderne skal falde så dybt, at de ikke længere kan rejse sig? Nej, slet ikke! Meningen med deres skæbnesvangre fejltrin er, at andre folk nu skal få muligheden for at blive frelst, så at jøderne kan blive i den grad misundelige, at de spørger: ”Hvad er det for en hemmelighed hedningerne nu har, som fører dem til at tilbede Israels Gud?”
Deres fejltrin og åbenlyse nederlag viser sig at være ’en stor fordel’ for ikke-jøder – ja, for hele verden! Hvor meget bedre bliver så ikke den dag, alle jøder slutter sig sammen og følger troen på Jesus?” Til jer, der ikke er jøder, har jeg på hjerte at sige: ”For så vidt jeg nu engang er apostel for hedningerne, sætter jeg en stor ære i min tjeneste. Ja, gid jeg dog kunne gøre mine egne landsmænd så misundelige, at jeg i det mindste kunne føre nogle af dem til frelse!
Hvis nemlig det, at jøderne i første omgang bliver ’skubbet væk’, betyder, at verden er blevet forsonet med Gud, hvad vil dens antagelse så bringe andet, end at han gør de døde levende igen?
*
Det politiske parti ’Sund Fornuft’ er helt og holdent et parti, der har det som sit eneste formål at holde lovgiverne fast med hensyn til deres forpligtelse over for grundloven, som siger, at Danmark er en kristen nation. Grundlovens fjerde paragraf siger det så tydeligt, at enhver kan forstå det, nemlig, at ’Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten’ (paragraf 4).
Den danske folkekirke er en kristen kirke. Dens bekendelsesskrifter er et klart vidnesbyrd om, at kirken (som grundvold) bygger på troen på Jesus Kristus, som Guds Søn og kirkens Herre! De danske politiker har altså skrevet under på, at de vil støtte det kristne livssyn og befordre den kristne tro.
SOM JEG FØRTE LOT I SIKKERHED
”Jeg vil lede mine egne i sikkerhed, som jeg førte Lot i sikkerhed – bort fra vejen, (der føres) til dom (Kbh. – prof.).
Her giver Herren sin menighed (og indbyggerne i København) en væsentlig oplysning vedrørende ’vejen, der fører til dom’. Han taler afsluttende til dem om den mand (en slægtning til Abraham), som han i sidste øjeblik før katastrofen fandt sted, reddede ud af det brændende inferno.
Det er derfor af største betydning, at de troende lægger sig denne ’redningsaktion’ på sinde, for den står på Guds program, når hjemsøgelsens dag er inde! Altså: ”Hvad ligger der helt konkret bag ordene, (som er ’det sidste udsagn i Kbh.-profetien): ”Jeg vil lede mine egne i sikkerhed, som jeg fik Lot i sikkerhed (bort) fra vejen til dom?”
Hvad er historien om Lot? Hvad skal vi særligt lægge mærke til? Mon ikke det er ’det højaktuelle element’, som falder mest i vore øjne? Beretningen om denne mands redning (og en del af hans familie) synes som at være vor egen historie. Derfor er vi dybt interesseret i Lots skæbne. Hvad har Bibelen at fortælle om Lot?
*
Lots egentlige historie begynder i 1. Mosebog kap. 19. Her starter beretningen om ’Guds redningsaktion’, og dette tænder øjeblikkeligt interessen hos Guds folk. Hvorledes vil Gud redde os fra den forestående katastrofe? Hvordan vil han ’føre sine egne i sikkerhed – bort fra vejen til dom’? Beretningen begynder således:
”De to engle kom nu til Sodoma ved aftenstid. Lot sad i Sodomas port, og da han fik øje på dem, stod han op og gik dem i møde, bøjede sig til jorden og sagde: ”Kære Herren, tag dog ind og overnat i jeres træls hus og tvæt jeres fødder; i morgen tidlig kan I drage videre.” Men de sagde: ”Nej, vi vil overnatte på gaden.”
Lot var uvidende om, at det var ’et afgørende øjeblik’ for hans familie (og at det var mere end livsnødvendig, at han i denne time viste gæstfrihed, for Skriften siger: ”Glem ikke gæstfriheden; thi ved den har nogle uden at vide det, haft engle til gæster (Hebr.13:2).”
*
”Englene nåede altså frem til Sodoma ved aftenstid (1.Mose 19:1).” De var sammen med Herren på besøg hos Abraham, som havde slået lejr i Mamre (18:1) – og forlod Herren i løbet af eftermiddagen, for at fortsætte ene til Sodoma (18:22). Her ankom de, da mørket var ved at falde på – og Lot var med det samme klar over, at de søgte et sted, hvor de kunne overnatte.
Lot var ikke ene i Sodomas port! Det var samlingsstedet for byens indbyggere, og her blev vigtige beslutninger taget af bystyret. Byens betydningsfulde borgere brugte ’porten’, som det sted, hvorfra byen blev styret – og det var i den egenskab, at Lot den aften sad i byens port.
Pludselig sås på afstand de to skikkelser, der nærmede sig, og ’Lot stod (straks) op og gik dem i møde (19:1).” Han øjnede med det samme faren; Lot var klar over, at det ikke var ligemeget, hvor de to fremmede besluttede at overnatte. Han måtte øjeblikkeligt komme dem til hjælp.
*
Og her begynder så historien om Sodoma, som den fortælles i Bibelen, og ingen skal vende det døve øre til denne beretning, for det er nemlig den tragiske historie, som i denne ulykkelige time kan fortælles om København (og en række lignende storbyer ind over den ganske verden).
Inden vi altså tager fat på ’den sande historie’ om Danmarks hovedstad, så må vi gentage profetiens ord, der stadig klinger som en monoton baggrundsmusik i det fjerne: ”Hør København, byen af sø og vind. Hør Herrens ord!”
*
Da Lot, som netop på det tidspunkt sad i byporten til Sodoma, så de fremmede nærme sig, rejste han sig øjeblikkelig og (før nogle af de øvrige indbyggere kunne komme til orde), bøjede han sig dybt til jorden og sagde: ”Kære Herren, tag dog ind i jeres tjeners hus og overnat der!” Han lod ikke et sekund gå (så at andre kunne tilbyde disse fremmede overnatningsmuligheder), men sagde med det samme: ”Tag med mig hjem, så kan I overnatte der!”
”Det behøver vi ikke,” svarede de fremmede. ”Vi sover bare her på torvet.”
Lot stivnede ved denne besked. Han vidste på forhånd, hvad der ventede de to mænd, hvis de gjorde alvor af deres holdning. At overnatte på torvet i Sodoma var det samme som at indbyde til et frygteligt seksuelt overgreb, der i sidste instans kunne koste de to fremmede mænd livet. Han blev derfor ved med at insistere på, at de to mænd skulle overnatte i hans hus, og til sidst lod de fremmede sig overtale til at gå med ham hjem – og så blev der serveret mad og drikke til de rejsende.
*
Men endnu inden Lots gæster og hans familie var gået til sengs ’stimlede byens folk, indbyggerne i Sodoma, sammen omkring huset, både gamle og unge, alle uden undtagelse (1.Mose 19:4). Det var med det samme mere end tydeligt, hvad der var Sodomas borgeres hensigt ved den anledning. Hele byen var enig i deres forehavende. Både de ældre borgere og de yngre var som besat af et eneste formål, hvilket de gav udtryk for med deres råb:
”Hvor er de mænd, der kom til dig i nat? Kom herud med dem, for at vi kan stille vor lyst på dem! (v.5) Hvad betyder det: ”Stille vor lyst på dem?” Det kan kun have den ene betydning, at indbyggerne i Sodoma ville ’stille deres seksuelle lyst på dem’. De var alle parate til at foretage et seksuelt overgreb på de fremmede. Situationen var faretruende – og når det i teksten betones, at ’det var alle uden undtagelse, så må det antages, at selv bystyret har været med i disse sex-betonede optøjer.
… og det er her, at de kristne må være årvågne. Når selv de styrende retter deres lovgivning ind efter de givne forhold, så er lovgiverne på vej mod at vedtage de ’ulykkeslove’, som Skriften taler om (Es.10:1-3).
Læs artiklen under Profetisk Journal: ’BUDSKABET, SOM JØDERNE LÆNGES EFTER’ (www.johnynoer.dk)
Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d. 11.10.2024