HVEDEKORNET

Et kapitel af bogen PILGRIM CONVOY offentliggjort december 1990

“Sandelig, sandelig siger jeg jer: hvis hvedekomet ikke lægges i jorden og dør, bliver det kun det
ene korn; men hvis det dør, bærer det megen frugt.” (Johs.Ev. 12:24).

Et internationalt alarmsystem mod terrorister må den dag have sat Kastrup lufthavn i beredskab, for de forholdsregler, der blev taget, i forbindelse med et uskyldigt fly til Sverige, var usædvanligt skærpede. Alle passagerer blev stillet op på række for at blive visiteret og undersøgt.

Jeg var imellem dem.

Bevæbnede vagter iagttog omhyggeligt hver enkelt person, mens andre lod et lille apparat glide over deres legemer. Så snart apparatet gav en advarende ’beep’ lyd, anbragte vagten hurtigt en hånd på det sted, hvorfra lyden kom. Således kom alle metalgenstande for lyset; ingen kunne med våben eller granater slippe gennem kontrollen.

Jeg boede på det tidspunkt endnu i København, hvor jeg var ved at lægge sidste hånd på en moderne dansk oversættelse af Det nye Testamente. I fem år havde jeg arbejdet på et grundlæggende manuskript, som derefter på daværende stade blev gennemset og videreudviklet af en kendt dansk teolog, Møller Petersen, som i mange år har været en nær ven af Billy Graham, samt det, i vide kredse, afholdte og skattede danske forfatterægtepar Kirsten og Poul Hoffmann. Det amerikanske Tyndale-forlag, som var ansvarlig for projektet, havde nu inviteret alle dets europæiske bibeloversættere til en konference i Sverige, og det var denne samling, som jeg den dag med fly var på vej til.

Som jeg så mig omkring i flokken af passagerer for eventuelt at finde kendte ansigter, lagde jeg foran mig mærke til en sortglinsende, spansk udseende herre. Hans sydlandske lød og mørke øjne fik ham til at ligne en terrorist mere end en bibeloversætter. Da det var hans tur til at blive undersøgt, og hans bagage blev åbnet, kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til dens indhold. Jeg stirrede forbløffet ned i kufferten – og så på den spanske herre, der iagttog mig med et opmærksomt, funklende blik. På toppen af den fornemme læderkufferts indhold af nydeligt sammenfoldede sokker, nystrøgede, hvide skjorter og et kostbart læderetui til toiletsager lå en lille bog med den franske titel: ’Le petit livre blanc’. Jeg kendte den bog, for jeg har selv sammen med gode venner i Danmark skrevet den. Den udkom for mange år siden (1969) under den danske titel ’Den lille hvide’. I årevis havde jeg ikke set så meget som skyggen af et eksemplar af denne halvglemte sag og var overrasket over pludselig at se og høre dens lille franske ’beep’ fra en fransk kuffert foran mig.

Da alle passagerer var sluppet gennem den skærpede kontrol, og vi havde fundet vore respektive pladser i maskinen, rejste jeg mig og gik søgende ned mellem rækkerne. Her henvendte jeg mig på fransk til den spansk udseende herre og sagde: ”Jeg bemærkede, Monsieur, at De havde en bombe i Deres kuffert!”

Manden så overrasket op fra sin portugisiske avis. ”En bombe? Hvad mener De med det med det? Jeg har ingen bombe i min kuffert!” – ”Vist så,” insisterede jeg med et smil. ”De slap igennem kontrollen. Men jeg så, hvad De havde i deres bagage. En bombe. En lille, hvid bombe!”

”Jeg fatter ikke hvad De mener,” erklærede den mørke herre med et distinkt spansk accent, og i et øjeblik funklede hans øjne igen, så at han mere lignede en terrorist end en bibeloversætter. ”Jeg rejser ikke rundt med bomber. Må jeg bede Dem om en forklaring?”

”Viola!” begyndte jeg. ”Jeg så i Deres kuffert en bog med titlen ’Den lille Hvide’, – og det er den bog, jeg hentyder til, når jeg taler om en ’bombe’ i Deres kuffert. Tilgiv mig, Monsieur, det er naturligvis kun min spøg. Jeg mener ikke, at De er terrorist og rejser rundt med rigtige bomber.”

Den spansk udseende herre lyste op. Et enormt smil forandrede hans lidt dystre ansigtstræk, og i et øjeblik lignede han faktisk mere en bibeloversætter end en terrorist.

”Oh la la, nu forstår jeg,” lo han. ”Ser De, jeg er på vej til en konference for bibeloversættere i Sverige, og jeg gjorde ophold her i København for at prøve at finde en af de tre forfattere til den lille bog, jeg har i min kuffert. Jeg er fra Portugal, og der er forlæggere, som er ivrige efter at udgive ’Den lille Hvide’ i mit land. Imidlertid har jeg ikke været i stand til at finde frem til nogen af mændene bag den lille danske bog, så jeg er bange for, at jeg må rejse tilbage med uforettet sag.”

”Det behøver De ikke,” indskød jeg. ”Jeg er én af de tre mænd, De søger, og vi kan underskrive kontrakten med det samme her i flyet.”

Som sagt, så gjort. Kontrakten blev underskrevet – og resten af den uge nød vi sammen et broderligt fællesskab omkring den række seminarer og forelæsninger, som blev holdt over det vigtige emne at oversætte Guds hellige og uforanderlige ord til det nutidssprog, som bedst forstås af vore landsmænd. I den uge stillede min portugisiske ven mig mange spørgsmål om baggrunden for, at jeg havde været med i udgivelsen af det skrift, som han havde læst på fransk, og som nu snart skulle udkomme på portugisisk, og jeg fortalte ham om alt det, der skete dengang…

Den lille bog dukkede op i slutningen af 60’erne, da en bølge af moralsk nedværdigende synd overskyllede vort lille land. I vort ungdommelige overmod mente vi, at nogle vægtige demonstrationer og protestaktioner ville kunne være medvirkende til at dæmme op for denne snavsede flod – og ’Den lille Hvide’ var en del af denne indsats. Som tiden er gået, har mange af de unge mænd, der var med dengang, set det forholdsvis formålsløse i det arbejde, som blev gjort i de år: Der skal stærkere kræfter til at opnå noget virkningsfuldt i kampen mod national synd!

Det hele begyndte vel den nat, da 120 af os drog ud over hele landet og klæbede samtlige pornografiske vinduesudstillinger til med en plakat lavet til formålet og med teksten: ’Kærlighed er ren’!

Da jeg i de tidlige morgentimer træt, og efter, sammen med en kristen lærer, Ove Stage, at have været arresteret af politiet på Vesterbro i København, kørte hjem, hørte jeg med tilfredshed den første nyhedsudsendelse over bilradioen.

Speakeren forklarede, at en aktion i nattens løb havde været gennemført over hele landet med, hvad han kaldte: ’militærpræcision’. I fyrretyve byer fra Skagen og til de store pornosupermarkeder ved grænsen er alle pornografiske udstillinger i nattens løb blev plakatdækket af en organisation, som kalder sig ’Unge Kristne’, hed det i udsendelsen. Ingen vidste hvem denne organisation bestod af, og i de følgende dage havde aviser og fjernsyn travlt med at prøve at finde ’bagmændene’ for det natlige ’hærværk’.

Med yderligere tilfredshed konstaterede komiteen for Unge Kristne, at kirkefolk alle steder fra sluttede op omkring den ’militære operation’, og da selv paven i Rom udsendte en meddelelse over Vatikanets avis, hvori han ’lykønskede de danske unge kristne med deres indsats mod urenhed og synd’, så syntes den lille flok ledere, af den indtil da ukendte organisation, at aktionen var vellykket. Men vi skulle snart alle komme til at lære, at praktisk talt intet var opnået. Hverken demonstrationer eller aktioner, pressemeddelelser eller paveord kan standse nogen uren flod fra afgrunden. Kun en åndsfyldt, levende og fra verden udskilt, hellig menighed har magt i en sådan sag!

Men dette mere modne syn havde vi kun lidt af i de dage. Nidkærhed var der imidlertid ikke mangel på! De nye love for abort stod for at skulle vedtages i Folketinget, samlede jeg og min gode ven, Johannes Facius, en større gruppe folkekirke- og frikirkepræster, for at vi sammen kunne stå for Bibelens syn for den ufødtes ret til livet, inden nationen, ved den nye lovs vedtagelse, faldt ind under en yderligere frigivelse af synd.

Dette blev gennemført ved en ny aktion, som efter sædvane i øjeblikket vakte en del røre, men som (hvad der er tilfældet for alle sådanne protestdemonstrationer) ikke fik nogen varig virkning.

Et bevægende øjeblik var det imidlertid, da en anseelig skare lutherske, katolske og frikirkepræster, anført af de højkirkelige præster, Poul Exner og Knud Christensen i deres præstelige ornat stille bevægede sig gennem Christiansborgs korridorer for pludselig at komme til syne på tilhørerrækkerne over folketingssalen. Der blev uro mellem salens folkevalgte mænd og kvinder, da balkonen over dem langsomt fyldtes af kirkens mænd. De snehvide præstekraver lyste dobbelt stærkt på baggrund af de lange, sorte kapper bag dem, og der faldt som en mørk skygge over et samlede folketing, da alle præsterne stilfærdigt rejste sig og forblev stående som i tavs og knugende sorg, da den lov blev endeligt vedtaget, som fremover skulle koste titusinder af ufødte danske børn livet.

Der blev ved den lejlighed, både overfor det for loven ansvarlige folketingsudvalg samt ved en efterfølgende presseudtalelse foran Christiansborg, talt stærke ord af de forsamlede præster – men som ved alle tidligere demonstrationer af samme art, var ordene og aktionerne som avner, der spredtes for vinden. Abortlovens dødsskygge kunne ikke bortjages ved sådanne spredte fægtninger, og intet blev afgørende ændret ved den lejlighedsvise manende tilstedeværelse af kirkens mænd i folketingssalen.

Da siden en dansk filmmand, som blev berygtet i mange lande for sine gudløse påfund, planlagde at producere en pornografisk film om Herren Jesus Kristus – og den danske stat finansielt ønskede at støtte et sådant projekt, marcherede vi i protest med 5000 unge kristne gennem Københavns gader. Der var magt over de gamle reformationssalmer, som den dag gav genlyd mellem den indre bys hustage – men ikke magt nok! Den film blev standset, og staten trak sin finansielle støtte tilbage – men andre film af samme art blev siden fremstillet og vist for offentligheden. Ved den lejlighed sang de mange tusinde unge i Fælledparken i København, at ’hellighed har magt’ – men sikkert kun de færreste forstod, at denne bekendelse ikke kan blive ved sangen alene. Et liv må stå bag.

I min personlige nidkærhed efter således at bekæmpe det moralske forfald, veg jeg ikke tilbage for sammen med den senere Afrika-missionær, Peder Pedersen, at bryde ind i et politisk møde i Esbjerg for derved at opnå en personlig samtale med den daværende justitsminister, Knud Thestrup. Netop denne kendte politiker blev på det tidspunkt af adskillige betragtet som personificeringen af eftergivenhed overfor det pres, der i de dage var på al lovgivning, som havde at gøre med liberaliseringen af tidens seksuelle adfærdsmønster. Nogle betragtede ham endog som den mand, der bar hovedansvaret for, at en flod af pornografi i tekst, billeder og film ikke blot overskyllede vort eget land, men, som en bølge af smuds, brød sig vej ind i den ganske verden. Andre mente, at han var den mest ærlige og velmenende justitsminister, som vort land har haft, og selv bekendte han sig åbent som en personlig kristen og erklærede, at han som sådan altid gik rundt med en lommeudgave af Det nye Testamente på sig. Så vidt jeg kunne se, stod han politisk for det meget populære syn, at ’alt må kunne tolereres undtagen intolerance’.

Fra hans tid som justitsminister må jeg skønne, at han ikke betragtede det som statens eller lovens opgave i vor liberale og demokratiske tid at påtvinge den enkelte nogen form for moral. Moralske normer – efter hans og andres syn – måtte fastlægges efter den enkeltes overbevisning og personlige valg. Det måtte således være op til den enkelte borger, hvorledes han eller hun levede sit liv, og hvis vedkommende havde lyst til at læse en pornografisk bog eller se en dårlig film, måtte der være frihed for et sådant valg. Når alt kom til alt levede vi nu i det 20. århundrede…

Den nat i Esbjerg fik jeg min samtale med justitsministeren. Aktionen lykkedes – men så kom der heller ikke mere ud af det. Jeg tillod mig ved denne natlige samtale at fremtage min egen lommeudgave af Det nye Testamente for at læse Pauli ord: ”Vi ved, at loven er god,” læste jeg højt for den forbavsede politiker, ”dersom man bruger den, som lov skal bruges, når man nemlig er sig bevidst, at loven ikke er bestemt for retskafne, men for lovløse og genstridige, ugudelige og syndige, ufromme og vanhellige, for fadermordere og modermordere, manddræbere, ukyske, for dem, der øver unaturlig utugt, menneskerøvere, løgnere, menedere og hvad andet, der strider mod den sunde lære – alt i overensstemmelse med et evangelium om den salige Guds herlighed, som er blevet mig betroet (1.Tim. 1:8-11).”

Justitsministeren lyttede med et embedsvenligt smil, men ændrede aldrig så meget som en tøddel af sin egen opfattelse om disse ting. Når jeg i disse sene nattetimer søgte at forklare, at det var ’i overensstemmelse med evangeliet’, at der var fastlagt lovgrænser for ’ugudelighed, urenhed og vanhellighed og dem, der øver unaturlig utugt’, så gjorde det tilsyneladende intet indtryk på den trætte minister. Så længe justitsminister Knud Thestrup forblev på sin post, faldt det ene lovværn efter det andet overfor nogle få pengemænds spekulation i menneskets laveste lidenskaber, og jeg måtte sammen med andre endnu en gang komme til den slutning, at det ikke er politikerne, der er ansvarlige for det, som Paulus kalder ’den sunde lære’; det er teologerne og præsterne! Det er Herrens tjenere og Jesu Kristi menighed.

”Dette er baggrunden,” forklarede jeg nogle få år senere min portugisiske ven mellem forelæsningerne på bibeloversætterkonferencen i Sverige – ”for den lille bog, som du er interesseret i at udgive i dit eget land. Skriftet vil aldrig få nogen varig betydning; som alt det andet, der skete omkring denne bogs udgivelse, i de dage, vil den kun kunne fremmane lidt røre og debat. Når støvet har lagt sig, fortsætter tomheden og vanviddet.”

*

Vor sidste demonstration i de dages lange række af aktioner, var til fordel for Israel. Selv om denne indsats måske var den mest formålstjenlige af dem alle, så står den igen som symbol på magtesløsheden i al den slags arbejde. Den fandt sted, da verden for første gang i begyndelsen af 70’erne var ved at vågne op overfor den afgrund, der hedder ’oliekrise’. Kløften, der dermed åbnede sig under de vestlige samfund, viste sig ikke kun i rækkevidden af konsekvenser ved manglen på energi, men ved dybet af politisk udnyttelse, som oliemanglen kunne bruges til: De olierige arabernationer truede med at boykotte alle de lande, som havde en pro-israelsk holdning, og på et tidspunkt samledes ti europæiske landes udenrigsministre i København for sammen at søge at løse dette problem. Da de ankom til Danmark, brændte i oliekrisens nat, kun hver anden af den frysende hovedstads gadelamper, og på visse dage lå byen hen som død, fordi det ikke var tilladt at anvende benzin til bilkørsel. Et tusinde journalister fra hele verden var fløjet til København for at dække den betydningsfulde begivenhed, og mikrofoner og kameraer stod som en skov omkring Fællesmarkedets samlede statsmænd.

Pludseligt – som ørne i flugt mod deres bytte – landede en gruppe arabiske ’olieministre’ i Kastrup lufthavn. De formeligt ’hijackede’ topmøderne i København, og i nogle bitre timer voksede olietrykket på Europas mest ansvarlige mænd med hensyn til deres landes holdning overfor Israel.

Sammen med Jørgen Olesen, redaktøren af den kristne avis, ’Udfordringen’, som også opstod i de dages kampiver mod synd og verdensånd, stod vi med ti unge kristne, der udfoldede nogle gigantiske bannere på strategiske steder af statsmændenes ruter fra Christiansborg og Amalienborg. På de mægtige transparenter stod skrevet på fire sprog: ”Det er koldt – men vi elsker jøderne!” Hvert banner var omhyggeligt påmalet enten med dansk, tysk, fransk eller engelsk tekst, og det var en god følelse for første gang at stå side om side med unge og ældre medlemmer af den jødiske menighed i København. Som sædvanlig regnede vi aktionen for vellykket, hvis den havde god dækning i offentligheden, og i dette tilfælde vakte de udfoldede tekster overraskende opmærksomhed blandt de 1000 pressefolk. Der var et eller andet med ordene om ’kulde og kærlighed’, som fangede deres interesse, og sammen med unge jøder måtte vi på alle fire sprog besvare spørgsmål, om ve med disse tekster ikke blot hentydede til oliekrisens mørke årstid men også til en kold verdens isnende beregninger og jøders og kristnes fælles grundlag i hebraiske skrifters opfordring til kærlighed.

De forenede jødisk-kristne udtalelser blev sendt fra kyst til kyst over satellitter og nationale Tv-net, og det var med en særlig glæde, at jeg dagen efter åbnede en kuvert fra Den Israelske Ambassade i København, hvor den israelske ambassadør i et personligt brev takkede for, hvad han kaldte ’etisk mod i nødens time’. Men atter flimrede billederne, ordene og de gode meninger hurtigt over samtlige tekniske og menneskelige ’modtageapparater’, og noget dybere værk fandt ikke sted. Det fællesskab, der ifølge Bibelen skal opstå mellem hedninger og jøder er af langt større dimensioner, end hvad der kan forekomme på et gadehjørne foran en eller anden ambassade, og den kærlighed, der skal binde de kristne sammen i et legeme med Guds udvalgte folk, jøderne, er af en dybere karakter, end hvad der kan gives udtryk for med malende danske, tyske, franske eller engelske ord i udsendte erklæringer og deklarationer.

Mere og mere begyndte det, for enkelte af deltagerne i disse aktioner, at blive klart, hvad apostlen Paulus mener, når han skriver: ”Det kendes på jer, at I er et brev fra Kristus, ført i pennen af os, indskrevet ikke med blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på stentavler, men på kødtavler, nemlig menneskehjerter (2.Kor. 3:3).” – Og mere og mere blev vi os vor egen magtesløshed bevidst, når det drejer sig om, hvad Det Nye Testamente kalder ’en ny pagts tjeneste’, idet Paulus fortsætter: ”Jeg mener ikke, at vi af os selv er duelige til at udtænke noget, som kom det fra os selv, men vor duelighed er fra Gud, som gjorde os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens, thi bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende (2. Kor. 3:5-6).”

Måske begyndte der trods alt noget nyt og stort, da vi den dag i København stod sammen med jøderne for Israels sag. I hvert fald skete noget med vort arbejde. Kore efter blev det helt standset, og alle, som havde været med i denne gerning, blev på forskellig måde kastet ud i nye opgaver, som havde med opbyggelsen af Herrens menighed at gøre.

Det skete på følgende måde:

På grund af de katastrofale forhold, der herskede omkring narkotikamisbruget blandt unge i hovedstaden og andre danske byer, hvor hundredvis af unge liv i de år gik til grunde, dannede ti unge kristne familier en komité og købte et hus i den indre by i København. Gennem flere måneder havde vi været på jagt efter en bygning i det geografiske område, hvor de unge stofmisbrugere holdt til, og som jeg en dag gik søgende gennem Knabostræde, stod jeg pludselig overfor et lidt faldefærdigt gammelt hus fra 1700 tallet med indskriften: ’Soli Deo Gloria’. De gamle, snørklede bogstaver talte mere til mig end normalt var, og jeg stod i lang tid og stirrede på dem. ’Soli Deo Gloria’, Gud alene æren! Som jeg funderede over den fromme indskrift, henvendte en fremmed sig pludselig til mig ”Det hus er til salg,” sagde han. Jeg kiggede overrasket på ham, for det var ikke til at opdrive en ledig kvadratmeter i den indre bys område, og da han åbenbart bemærkede min vantro, gentog han: ”Det hus er til salg!”

Oplysningen var korrekt, og huset blev købt og blev, gennem et omfattende restaureringsarbejde, omdannet til det kristne hjælpecenter, hvor i de følgende år mange unge liv blev reddet.

Yderposten i vort arbejde var Christiania, hvor de unge kristne også havde ’erhvervet’ en bygning, som blev omdannet til herberg for de nødstedte. Herfra blev unge stofbrugere sendt til ’Soli Deo Gloria’ – huset i Knabostræde, hvorfra turen for enkeltes vedkommende gik til Nørå-centret i Bramming på Jyllands vestkyst. Dette arbejde er i årevis fortsat af Frede og Inger Jørgensen på Nørå-centret.

Men snart viste det sig i denne gerning det samme symptom som i vort øvrige arbejde: Magtesløsheden! Måned for måned blev tilfældene værre og værre. De anvendte narkotiske stoffer blev hårdere og hårdere. De unge, som vi samlede op forskellige steder i København, var i en mere og mere fortvivlet forfatning, og den lille gruppe medarbejdere, som kæmpede dag og nat for at redde den enkelte, blev mere og mere desperat. På trods af den kendsgerning, at der i døgndrift blev fastet og bedt, prædiket og ydet sjælesorg, var det til sidst, som om narkotikahelvedets dæmoner lo ad os.

Efter fem års arbejde måtte vi indse, at opgaven var for stor for en lille missionsgruppe på 15 fuldtidsmedarbejdere. Der var simpelthen ikke i dette fællesskab tilstrækkelig åndelig magt til at udøve den særlige befrielsestjeneste, som der her var brug for. De sataniske kræfter, der drev deres spil med de unge, som hjælpeløse blev overladt til vor omsorg, var ikke indstillet på at vige for andet end åndelig overmagt – og vor lille missions gren af menigheden bestående af mere eller mindre uerfarne unge kristne, der med dette arbejde gav et år af deres tid eller ’aftjente deres værnepligt’ i huset, havde ikke den åndelige autoritet, som faktisk måtte fordres af et sådant fællesskab. Atter måtte vi se i øjnene, at Gud til løsningen af en sådan opgave har brug for et enigt og et helligt folk – en åndsfyldt menighed med tjenester og åndelige nådegaver og med et stort hjerte for de elendige og fortabte.

På trods af alt dette kom det ikke desto mindre som en overraskelse for os, da vi under en særlig ’bibel- og bedeuge’ sammen med den kendte, nu afdøde britiske bibellærer, Dennis Clark, forstod, at hjælpearbejdet omkring ’Soli Deo Gloria’ for en tid skulle ophøre. Der var ikke nogen let beslutning at tage! Enkelte af os fattede måske i de dage noget af den smerte, som Abraham må have gennemgået, da han lagde sin Isak på alteret. Vi vidste, at ’Soli Deo Gloria’ – gerningen var født af Gud, og at der derfor hvilede bestemte forjættelser over den – derfor tog vi det afgørende skridt enigt og i tro drejede nøglen om til det smukke hus i Knabostræde, der gennem en årrække havde været samlingsstedet for både unge og ældre i kampen mod stofmisbruget i København og vor lands moralske forfald.

Vi troede alle på opstandelse. Men ingen af os var helt på det rene med, hvorledes Gud ville rejse en sådan gerning op igen. Det var klart for os, at den nedlagte tjeneste måtte komme ud af sin dødsproces med mere kraft – for det var jo magtesløsheden, der havde præget al vor tidligere aktivitet. Men hvorledes ville det ske? Ville Gud give os et andet hus? Et større hus? Flere medarbejdere? Et stærkere fællesskab, hvor hovedstadens menigheder var mere involveret? Det var nok noget i den retning, at vort håb styrede; i hvert fald skrev vi derom og søgte langsomt at arbejde hen imod en sådan løsning.

Men noget sådant skete aldrig!

Først flere år senere begyndte jeg at fatte, hvad der i Pauli breve i den forbindelse står skrevet om ’sædekornets hemmelighed’.

”Du dåre!” siger apostlen (meget betegnende). ”Det, du sår, får jo ikke liv, hvis det ikke dør!” – og så forklarer han, hvad man kan forvente, der vil ske, hvis et liv, en tjeneste eller et arbejde, ja, en kirkeretning får lov til at gennemleve sædekornets proces: ”Og hvad du end sår, du sår ikke den plante, der senere kommer op, men et nøgent korn enten det nu er hvede eller en anden art. Men Gud giver det et legeme efter sin vilje og hver sædart sit særlige legeme (1. Kor. 15:36-37).” Med andre ord: Sædekornets hemmelighed afsløres i naturen hvert forår for vore undrende øjne. Hvad enten det sker på mark eller i have, er principperne de samme. Et sædekorn fra en plante eller en blomst lægges i jorden, og der vil herefter ikke kunne skyde noget nyt liv op fra det nøgne korn, medmindre det ofrer sit liv for den nye plante, der skal frem i solen. Når det første grønne skud lyser på den sorte jord, er det helt anderledes at se på end det hvide ’nøgne korn’, der lagdes ned i jorden. Dag for dag iagttager vi med forbavselse, at Gud giver det lille sædekorn et nyt legeme – alt efter hvilken art af plantesæd, der er lagt i jorden.

Nøjagtig denne nytestamentlige beskrivelse af Guds under er min opfattelse af, hvad der dengang skete med det meget velsignede arbejde, som udgik fra Soli Deo Gloria huset i Knabostræde i København. Et sædekorn blev lagt i jorden. Nøglen til huset blev på Guds forordning drejet om. Medarbejderne sendt hjem: En dødsproces begyndte! Men ud af dette Soli Deo Gloria-korn gav Gud muligheder for, at nye legemer kunne vokse frem. Vor mangel på forståelse af denne hemmelighed har hovedsageligt bestået i, at vi kun syntes at kunne acceptere, at det samme legeme kom frem, som det, der lagdes i jorden. Hvis der blev plantet et hus, som var hjælpecenter og samlingssted for en evangelistisk indsats, så var det efter vor opfattelse noget lignende, som skulle fortsætte fremover blot i større kraft.

Guds Ord understreger imidlertid, at dette ikke er tilfældet. Ja, Paulus kalder os for ’dårer’, dersom vi gør os sådanne menneskelige forestillinger om, at der ikke vil ske nogen væsentlig ændring i det nye liv, som bryder frem. ”Gud giver det et legeme efter sin vilje,” forklarer apostlen, og dette er, hvad jeg mener er sket med den død, som på et tidspunkt måtte gå over alt det Gud givne arbejde, der blev udført i de år. Jeg ser nu, at forskellige tjenester med hensyn til forbøn, litteratur, kristen skolevirksomhed og konkret menigheds- og missionsarbejde langsomt er vokset frem af det døde korn. Hvorvidt selve ’Soli Deo Gloria’ husets arbejde vil kunne opstå i en ny glans, er sikkert afhængig af, hvorledes disse forskellige nye tjenester stiller sig til hinanden. For jeg ser også et besynderligt legeme komme frem, som jeg aldrig har set magen til før: En rejsende missionskonvoj af familier, der bor i gamle beboelsesvogne – rejsende fra land til land med et storslået mål for øje: ”Jeg frydede mig, da de sagde til mig: Vi drager til Herrens Hus! Så står vore fødder da i dine porte, Jerusalem (Salme 122, sang til festrejserne af David).”

Jeg ser nu, at en ny tjeneste er ved at spire frem! Den samler sig om det profetiske ord, som d. 5. august 2022 er blevet givet til en finsk profet, mens han fløj over København. Jeg beskæftiger mig fremdeles med dette ’forsinkede budskab’ på hjemmesiden ’Profetisk Journal’. God læselyst!

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’DET FORSINKEDE BUDSKAB

(www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.19.07.2024

Lignende Opslag

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *