GNISTEN, DER ANTÆNDER EN VERDENSBRAND

Endelig kom regnen! Fredag, d. 2. juni åndede de mange hundrede brandfolk op, da de fik hjælp fra himlen, idet regnen strømmede ned over de 90 meter høje flammer, som rasede i Skovområdet i ’Ny Skotland’, Canada.

”Vi har aldrig set noget lignende, og det er ukendt i historien,” fortæller brandfolkene, idet de refererer til den brand, som blev antændt af en gnist, og som på få dage havde brændt 18.000 hektar skov ned til grunden.

Samme dag udbrød en ny brand i nærheden af Halifax og 150 brandmænd, 5 helikoptere og et bombefly med vand gik i gang med opgaven. I løbet af timer havde denne brand lagt 200 huse og sommerhuse i aske og 16.500 mennesker var blevet evakueret. 11 vandbombefly var da indsat, og 6 var undervejs fra Montana. I denne sæson 2023 har brandene i Canada været enorme. Fra begyndelsen af året er 2.7 millioner hektar gået op i flammer.

”Se, den mindste ild kan sætte den største skov i brand. Tungen er en sådan ild! Den besmitter hele legemet – ja, sætter ’tilværelsens hjul’ i brand, og er selv sat i brand af helvede (Jak.3:6-7).” Er disse kæmpebrande et varsel fra himlen?

DA ALLE TALTE SAMME SPROG

”Alle mennesker på jorden talte på et tidspunkt det samme sprog.” Det var en af de ting, som holdt dem sammen; de kunne kommunikere med hinanden! Bibelen identificerer den tid som en epoke, hvor man kunne ’tale med hinanden’. Sproget var det, der holdt sammen på menneskeheden. Derfor hedder det: ”Hele menneskeheden havde ét tungemål og samme sprog (1.Mose 11:1).”

… og dette skabte et storartet fællesskab mellem dem, som til sidst kunne udarte sig og blive farligt; med tungen kunne de første mennesker nemlig ’velsigne Herren og Faderen’ og med den kunne de ’forbande andre mennesker, der er skabt (som Bibelen siger) ’så de ligner Gud’ (Jak.3:9).

”Fra munden flød der hos disse første mennesker ’både velsignelser og forbandelser’, men sådan bør det ikke være. Der kan nemlig ikke komme både frisk og udrikkeligt vand fra samme kilde. På figentræet vokser der ikke oliven, der gror ikke figener på vinstokken, og det er umuligt at hente drikkevand fra en saltkilde!” (Jak.3:5, parafrase)

*

”Vi fejler jo alle i mange ting,” siger Herren, og så fortsætter han med disse forjættende ord: ”Hvis én ikke fejler med sine ord, så er han en fuldkommen mand, i stand til også at holde hele sit legeme i tømme’ (Jak.3:2).” I virkeligheden taler apostlen med disse ord om Herren Jesus. Han var en sådan ’fuldkommen mand’. Han sagde aldrig noget forkert. Han kom aldrig galt afsted med sine udtalelser. Han var fuldstændig fejlfri og kunne ikke på noget tidspunkt – selvom farisæerne og de skriftkloge lagde snedige fælder for ham – ’fanges i ord’.

Det vil sige, at han også var i stand til at ’holde hele sit legeme i tømme’ (v.2). Han ejede den fulde modenhed, så at han endog havde kontrol over sine handlinger.

Apostlen Jakob kan ikke blive træt af at uddybe dette ’fænomen’ (det fuldkomne menneske) med forskellige rammende illustrationer. Han sigter på, at vi ikke skal undskylde os med, at ’vi er jo kun mennesker’’, så det kan altså ikke være anderledes. – ”Nej!” siger han. ”Vi skal som Guds børn lære at styre hele vort legeme med alle dets lidenskaber og drifter.”

TUNGEN ER ET UNIVERS AF ONDSKAB

”Når vi lægger bidsel i munden på hestene, for at de skal lystre os, så kan vi også styre hele deres krop (v.3)” – hvilket med andre ord vil sige, at hvis vi ikke lægger bidsel i munden på en hest, så vil den ikke adlyde os, og så har vi ikke hesten under kontrol. ”Det samme gælder for de store skibe, der bliver drevet frem af kraftige vinde, men det er et ganske lille ror, der styrer dem nøjagtig i den retning, styrmanden vil (v.4, parafrase).”

(Det samfund, som gennem årene er blevet opbygget i den vestlige verden, tillader ikke nogen lovmæssig form for ’styring af de kraftige drifter’, der jager med mennesker. Der gives ikke længere nogen af loven bestemt autoritet, som skal adlydes. Den opvoksende generation er således ilde stedt, thi den ved ikke længere i hvilken retning ’styrmandens hu står’).

”Sådan er også tungen en ild, der kan sætte den største skov i brand,” fortsætter apostlen, og så forklarer han med få ord, hvordan den 3. verdenskrig i løbet af kort tid kan blive en realitet.

”Som en verden af uretfærdighed sidder tungen blandt vore lemmer,” siger han. ”Den besmitter hele legemet – ja, sætter tilværelsens hjul i brand og er selv sat i brand af helvede (Jak.3:6).”

Som et univers af ondskab er tungen anbragt midt iblandt vore lemmer. Den er som en lille flamme, der kan sætte ild til en stor skov. ”Den kan snavse alt til! Mediernes smædekampagne kan få hele livet til at brænde med den selvsamme ’helvedes ild’, som den selv er antændt af. Ondskabsfulde ord kan få en tilværelse brændt ned til grunden (v.7, parafrase).”

Hvad er Herrens værn mod denne truende ulykke, som kan ramme alle mennesker på få dage, og som vi med ængstelse ser en sådan situation nærme sig): løber alle sikkerhedsforanstaltninger over ende, og hele vor klode sættes i brand? Historien taler sit eget’ ildevarslende sprog: Europa har før set, hvorledes én mands ord som en farlig gnist er føget ind over grænser og spærrebomme, og den rædselsfulde lyd af støvletramp har kunnet høres, hvor der før herskede fred og harmoni.

*

Viser Ny Testamente vej i dette mørke? Har Skriften en måde, hvorpå en ny rædselsnat kan hindres? Er der et middel, som er givet i Bibelen, og som med sikkerhed kan bringe de farlige tunger under kontrol, så at de ikke længere stilles til rådighed for djævelen og hans tusindtallige skare af sorte engle, men bringes under Guds herredømme, så at de kan fremme Guds Rige?

Svaret på dette betydningsfulde og højaktuelle spørgsmål er et klart og utvetydigt ’Ja’, Gud, som har svar på alt, står ikke ubehjælpsom i denne farlige situation! Han kan tage alle slags tunger til fange – ja, han kan ved sin Helligånds overnaturlige virke bringe dette farlige lem under kontrol på en sådan måde, at hvor den før har spredt ulykke og pest, der vil den nu bringe velsignelse og fred.

Guds ultimative svar på den øjeblikkelige fare er et Åndens vejr, som med en fornyet vækkelseskraft fejer ind over nationerne og bringer mennesker under Åndens magt, så at de ’taler i tunger’. Dette kræver naturligvis en nærmere forklaring. Den giver jeg her:

TOLVPALME-OASENS SKOLE

Jeg har med min familie tilbragt en årrække i ’Zins skrækkelige ørken’. Vi lå temmelig ensomt stationeret med vor vognborg i nærheden af ørkenbyen Dimona – nærmere betegnet i Arava-dalen lige ved grænsen til kongeriget Jordan.

Ved aftenstid, når solen var ved at gå ned, og det blev udholdeligt at bevæge sig ud på den store ørkenslette, vandrede jeg ofte en lille kilometer ud til en palmelund, som jeg selv kaldte: ’tolvpalmelunden’. Her bad jeg til Gud! Jeg var helt alene (sådan at forstå, at jeg havde kun mine tre hunde med mig) og ikke en levende sjæl var at øjne i mange mils afstand.

Derfor bad jeg højt – og jeg bad tillige i tunger, et sprog, som ingen forstår, og som er til rådighed for alle kristne, som søger Gud. Efter at have opholdt mig i ’tolvpalme-oasen i nogen tid, vendte jeg hjem til vor ørkenlejr – opmuntret og lettet for dagens byrder. Her oplevede jeg ’tungetalens aktuelle betydning’, og jeg vil i det efterfølgende øse af min grundige erfaring på dette område.

*

Det 14. kapitel i Korinterbrevet følger som en naturlig og harmonisk fortsættelse af det store, kendte 13. kapitel, der taler om ’kærligheden’. Det slutter ikke med ordene, at ’størst af alt er kærligheden’, som er et fejlcitat af slutsætningen, der siger ordret: ’Størst af disse tre er kærligheden’(v.13). – (Disse tre er tro, håb og kærligheden, og størst af disse tre er kærligheden).

Vejen ligger altså åben! (ifølge Ny Testamente): Mennesket kan selv begynde at ’hige efter kærligheden’ (1.Kor.14:1).

Kærligheden angives altså som det overordnede mål – og vejen dertil er at ’stræbe efter de åndelige gaver’ (især evnen til at profetere) – ja, porten ind til dette univers står i dag åben for enhver: nemlig, ’at tale i tunger’.

Vejskiltene i Bibelen er tydelige og klare. Der er ikke noget at tage fejl af. Enhver kan begynde på ’kærlighedsvejen’. Øjeblikkelig! Landet ligger åbent, og vejviseren giver følgende råd:

1) Stræb efter at vise kærlighed

2) Søg samtidig de åndelige gaver

3) især den profetiske gave!

Døren ind til ’de åndelige gaver’ er at ’tale i tunger’, og derfor begynder Paulus sin undervisning med at belære om dette fænomen. Han siger:

”De, der taler i tunger, henvender sig til Gud og ikke til mennesker, for der er ikke en sjæl, som forstår, hvad de siger. De taler nemlig i et fremmed sprog, og får givet ord under Helligåndens indflydelse – ja, det, de siger, er både for dem selv og for andre et hemmeligt sprog. Ved Åndens inspiration taler de om ting, der er skjult for den menneskelige forstand (1.Kor.3, parafrase).”

Her kan vi med det samme fastslå, at tungetale hører med til det normale kristenliv. Der står jo skrevet: ”Disse tegn skal følge dem, der tror.

1) I mit navn skal de uddrive onde ånder.

2) De skal tale med nye tunger.

3) De skal tage på slanger og

4) hvis de drikker dødbringende gift, skal det ikke skade dem

5) på syge skal de lægge hænder, og de skal blive raske

(Markus 16:17-18).

Alle fem medfølgende tegn hører med til det normale kristenliv, hvilket bevises ved, at ’Herren, efter at have talt med dem, blev optaget til himlen, hvor han satte sig ved Guds højre hånd. Men de gik ud og prædikede alle vegne. Og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med’ (Markus 19:20).

HVIS EN HORNBLÆSER GIVER ET USIKKERT SIGNAL

”Hør nu efter brødre,” siger Paulus: ’Hvis jeg udelukkende taler i tunger, når jeg besøger menigheden, så vil I ikke få et ord ud af det. Hvis jeg derimod kommer med en åbenbaring, som Herren har givet mig, eller deler et kundskabsord med jer, eller hvis jeg bringer med mig et profetisk ord eller en undervisning – ja, så er jeg helt anderledes en hjælp og en opmuntring for menigheden.

Det er ligesom med et musikinstrument, for eksempel en fløjte eller en harpe. Hvis man ikke kan skelne tonerne fra hinanden, hvordan skal man så kunne opfatte den melodi, fløjten eller harpen spiller? Hvis den ene tone ikke kan skelnes fra den anden, hvordan kan der så komme et helt musikstykke ud af det’?

Eller hvis trompeten ikke giver et klart signal, er der heller ingen, der gør sig klar til strid! (En hornblæser må absolut ikke blæse noget usikkert budskab, for da vil soldaterne ikke gøre sig rede til kamp). På samme måde med jer. Hvis I ikke bruger et klart og tydeligt sprog, hvordan skal folk så forstå, hvad I siger? Så taler I jo ud i den blå luft. Hvis I taler i tunger uden at komme med et klart budskab, så er jeres tale hen i vejret (1.Kor.14:6-10, parafrase).”

”Der findes en mangfoldighed af sprog i verden, og de giver alle god mening for dem, der kender sproget. Men hvis der er en, der taler til mig i et sprog, jeg ikke forstår, vil vi være som fremmede over for hinanden. Det samme gælder for jer. Hvis en person taler til dig på et sprog, du ikke kender, vil I stå dér uden at kunne tale sammen. Når I gerne vil have ’åndelige gaver’, så stræb efter dem, der styrker menigheden (v.10-11, parafrase).

DE FEM MIRAKLER

Det er således let at genkende Herrens disciple! De fem mirakler følger dem nemlig overalt. Herrens øjne iagttager nøje den enkelte, som er udsendt af ham; der sker simpelthen mirakler, hvor de kommer frem.

1) De ’uddriver dæmoner’ på trods af, at myndigheder og medier er enige om, at kalde det for: ’kvaksalveri’.

2) De ’taler i tunger’, som er den bibelske vej ind til de åndelige gaver. Den verdslige autoritet forstår ikke et ord af, hvad de siger, men det gør Herren; Bibelen hævder, at de dermed ’taler hemmeligheder med Gud’ (1.Kor.14:2-3).

3) ”De rører ved slanger med deres bare hænder,” hvilket er en anden måde at forklare tingene på: De bevæger sig nemlig ind på ondskabens enemærker (hvor ikke engang politiet tør trænge ind) og de giver sig i kast med opgaver, som det offentlige ikke vil røre med en lillefinger.”

4) ”De drikker dødbringende gift, uden at det skader dem” – og netop dette er vidnesbyrdet, som de kristne efterlader sig dér, hvor forfølgelsen er størst! Alle forsøg på at slå de hellige ihjel mislykkes, hvor Herren har sat et beskyttelseshegn op…

5) Og det femte og sidste tegn er ’daglige oplevelser’ i en vækkelsestid: ”De lægger hænderne på syge mennesker, som bliver raske (Mark.16:18, parafrase).”

*

Den, der ’taler i tunger’ skal altså bede Gud om også at få gaven til at udlægge det (1.Kor.14:13).” Og den gave findes, fordi Gud er optaget af, at alle skal forstå det budskab, han i hvert eneste tilfælde har til menigheden. Siger Skriften ikke, at ’alt, hvad der er skjult, skal blive åbenbaret, og alt, hvad der er hemmeligt, vil komme for en dag? (Matt.10:26, parafrase)” – og står det ikke skrevet, at det som Herren taler i mørket, skal blive fortalt videre i lyset, og det, som hviskes i øret, skal blive råbt ud fra taget? (v.27, parafrase)

Hvis jeg nemlig ’taler i tunger’ under min bøn, så beder min ånd, men jeg forstår ikke engang selv noget af det (1.Kor. 14:14, parafrase) Min forstand er fuldstændig koblet fra. Hvad skal jeg så gøre?

Jeg har lyst til at bede både i ånden og med forstanden og synge både i ånden og med forstanden. Men hvis jeg ’priser Gud i tunger’, hvordan skal så de andre i menigheden kunne sige ’Amen’, når de overhovedet ikke forstår, hvad jeg siger. Så kan min lovsang være nok så god, men den styrker ikke de andre (v.15-17, parafrase).

*

Jeg takker altså Gud, at jeg taler mere i tunger end alle jer andre, men i menigheden vil jeg hellere sige fem fornuftige ord, end tusindvis af ord på et sprog, som ingen forstår (v.18, parafrase).

Så hold op med at handle som børn. Når det gælder det onde, skal I ganske vist være ligesom spædbørn, men når det gælder det, som er mest fornuftigt, skal I se at blive voksne!

I må inderligt gerne være uerfarne i ondskab, men ellers skal I tænke som modne og erfarne kristne. Brødre, vær ikke børn i dømmekraft, nej, vær spædbørn i ondskab, men fuldvoksne i dømmekraft (v.20).

I loven står der jo skrevet: På et fremmed sprog og gennem fremmedes læber vil jeg tale til folket – men selv, når det sker, vil de ikke fatte noget som helst. Der står nemlig skrevet: ”En dag vil jeg tale til mit folk på andre sprog og andre tungemål, men selv da vil de ikke høre efter,” siger Herren. ”Altså er tungetalen et tegn for de vantro” (de hører nu evangeliet forkyndt af folk fra andre nationer) – ”men den profetiske tale er ikke for de vantro men for de troende (’det forståelige budskab’ er ofte bestemt for de troende – ikke for de vantro!)

Altså er den uforståelige tungetale ikke for de troende, men for de vantro; omvendt er den profetiske tale ikke for de vantro men for de troende.

”Hvis nu hele menigheden kommer sammen, og alle taler i tunger, og der så kommer nogle udenforstående ind, vil de da ikke sige, at I er fra forstanden?” (v.23) De ’ikke-troende’ vil da øjeblikkeligt få det indtryk, at det er helt galt med jer?

Men hvis I alle taler profetisk, og der så kommer fremmede på besøg, vil de da ikke med det samme blive afsløret og bedømt af alle. De er på stedet blevet gennemskuet, og dens inderste tanker bragt for dagen – og så vil de falde på knæ og tilbede Gud og udbyrde: ”Gud er virkelig iblandt jer!” (v.25, parafrase)

I MÅ IKKE HINDRE NOGEN I AT TALE I TUNGER

”Altså brødre… I må ikke hindre nogen i at tale i tunger!” (1.Kor.14:39) Paulus slutter her sin lange belæring af (og summerer her sin omstændelige undervisning om) tungetalens betydning. Han giver en sidste undervisning af alt det sagte i denne sætning: Altså, brødre..!

Det er en venlig formaning! Der er ingen grund til at ’hidse sig op’ og foreslå nye strenge regler og forbud. I denne henseende, hvor der tales om tungetalens plads i menigheden, er der ikke plads til ’heftige udtalelser’ eller ’voldsomme reaktioner’. Apostlen konkluderer sin undervisning om dette emne med de milde ord: ”Altså, brødre… (v.39).” Lad os nu blive enige om en fredelig løsning, som kan være opstået i forbindelse med den ’åndelige sag’, som vi her har drøftet med hinanden. Gør nu blot, som jeg siger, så vil I komme til at se, at alt vil finde sin naturlige plads i menigheden. ”Altså, brødre…”

Derefter nærmer apostlen sig selv ’sagen’ (eller ’stridens æble’, som menigheden er optaget af) og udbryder: ”I må ikke hindre nogen i at tale i tunger (v.39).”

Det vil sige, at I skal ikke slutte denne konflikt med ’at forbyde tungetale’; ”I må ikke forhindre nogen i at tale i tunger. I bør ikke sætte punktum for dette fænomen ved simpelthen at nedlægge forbud og sætte en stopper for tungetale.”

”Afslutningen på min undervisning om tungetalens betydning,” siger apostlen, er ikke ’den lette vej’ (at gøre kort proces og forsøge at lukke munden på dem, der taler i tunger), men at (uden at spærre for tungetalen) sørge for, at alt sker på en værdig måde, ja, at alt sker sømmeligt og med orden (v.40).”

*

”Stræb efter de åndelige gaver,” siger Paulus og dermed har han slået tonen an! I grunden siger han, at vi skal være ivrige ’efter det åndelige’.

Det, der hører denne verden til (det timelige) bør ikke være os nok. Vi skal give plads til den dybere længsel. Vi skal være tørstige efter det, som hører evigheden til. Som mennesker, der ejer ånden, bør vi stræbe efter mere af samme slags. Den åndelige verden kalder (med høj røst) på os, og vi kan ikke slå os til tåls med noget mindre.

Tungetale er som sagt døren ind til den åndelige verden, – ja, her træder vi over tærskelen til Guds Rige og begynder ’at tale i et fremmed sprog. Ikke sådan at forstå, at mennesker, som ikke taler i tunger, er fremmede over for ’den åndelige verden’ – men det er klart, at i samme øjeblik et menneske begynder at tale et andet sprog (som det ikke på forhånd kender) så bevæger det sig ind i den del af Guds Rige, hvor ’det åndelige’ har en særlig plads! Det er nemlig her, at gaverne (de åndelige nådegaver) findes, og det er her, at den troende for alvor mister kontrollen, – ja, det er her, at Guds Helligånd tager over, og den søgende begynder at tale ukendte sprog, hvori han priser og lover Gud for hans underfulde væsen og kraft.

VIL I STYRKE JER SELV – ELLER MENIGHEDEN?

Når I således ’stræber efter det åndelige’ (og I begynder at ’tale i tunger’) så skal I langt hellere profetere. ”for den, der taler i tunger, taler ikke for mennesker, men for Gud (1.Kor.14:2) ”Ingen forstår den, der taler i tunger, for I Ånden taler han hemmeligheder. Men den, der taler profetisk, taler mennesker til opbyggelse, formaning og trøst (v.3).” Lad mig forklare:

De, der taler i tunger, henvender sig altså udelukkende til Gud; andre mennesker forstår ikke et ord af, hvad er siges! Tungetale handler om de ting, der er skjult for mennesker. Det, de siger, er faktisk hemmeligt og ikke beregnet for den menneskelige forstand! Omvendt med dem, som profeterer. De taler til mennesker og kan opmuntre, støtte og trøste dem. Ja, man kan sige det sådan: ”De, der taler i tunger, styrker sig selv, men den, der profeterer, styrker menigheden (v.3, parafrase).” Lad disse ord tale for sig selv.

*

”Den, der taler i tunger, opbygger kun sig selv (1.Kor.14:4).” Her har oversætteren (for at vi bedre skal kunne forstå tungetalens ’mindre’ betydning) indsat ordet ’kun’ (’han opbygger kun sig selv). Når vi betragter tekstens solide sammenhæng, så er anvendelsen af det lille ord ’kun’, berettiget! Oversætteren fortsætter nemlig: ’… men den, der taler profetisk, opbygger en menighed (v.4).”

Apostlen ser hele dette aspekt ud fra menighedens synspunkt. Han følger udelukkende denne ene tanke: Hvad kan gavne menigheden?

”Dem, der taler i tunger, styrker kun sig selv, men dem, der profeterer, styrker hele menigheden (v.4, parafrase).”

Det er altså udmærket, hvis I alle taler i tunger, men jeg vil hellere have, at I profeterer. Det er nemlig meget mere værdifuldt med profeti end med tungetale, medmindre den, der taler i tunger, også udlægger, hvad han siger, så at menigheden kan få noget ud af det (v.5, parafrase).

Det vil altså (i al korthed) sige, at det er bedre at profetere end at tale i tunger, hvis altså ikke, at tungetalen straks bliver udlagt, så hele menigheden kan få gavn af det. ”Jeg ser gerne, at I alle taler i tunger,” slutter apostlen dette afsnit, ”men jeg vil hellere have, at I taler profetisk!”

Dermed er sagen gjort klar: Tungetale er ’et gode’ og må ikke hindres, for det er døren ind til et rigere liv – især hvad angår menighedens største behov for tiden: ’At nogle mennesker begynder at tale profetisk og afslører, hvad fremtiden har at bringe…

Læs under Profetisk Journal artiklen: ’BLODMARKEN’ (www.johnynoer.dk)

I øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Tlf: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

Med Grundlov skal Land bygges: konto nr.9790 – 0003445526

NOTA BENE:

Ønsker du at være medlem af Grundlovsforeningen, kan du tilmelde dig på: mail@mgslb.dk. Kontingent: årligt 250 kr. (for pensionister og studerende 125 kr.)

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.23.06.2023.