LILJEN
Et kapitel af bogen PILGRIM CONVOY offentliggjort december 1990
”Se, jeg og de børn, Herren gav mig, er varsler og tegn i Israel…” (Es.8:18)
Den måde Daniel fik sit navn på, var til stor opmuntring for Gisèle. ”Du skal kalde ham Daniel,” havde jeg tydeligt hørt en røst tale til mig i en tidlig morgentime i vor karavane. Da drengen blev født, gik der lang tid, før lægerne fik ham til at give lyd fra sig, og i disse livsvigtige sekunder holdt Gisèle stædigt fast ved en meget enkel tanke: ”Du har givet ham et navn, Herre. Derfor må du også give ham liv!”
Nogen tid efter nedskrev hun blandt andet denne hændelse i et lidt mere omfattende vidnesbyrd, som hun fik duplikeret på en oldsag af en duplikator i vor lejr. Da vor engelske broder, som stod for lejrens trykkeri, spurgte hende, hvilken illustration omslaget til det lille hæfte skulle have, svarede hun: ”Den franske lilje!”
”At den skal være fransk kan jeg nok forstå,” afbrød jeg tørt, ”men hvorfor en lilje?”
”Fordi liljen er et tegn på renhed,” svarede Gisèle smilende. ”Taler Højsangen i Det Gamle Testamente ikke om ’dalens lilje’ og siger Jesus ikke i Det Nye Testamente, at vi skal betragte ’markens liljer’?”
”Vist så, vist så!” sagde jeg afværgende. ”Liljen er et fint symbol. Men hvor meget lærestof er der egentligt i dette hæfte?” Jeg løftede spøgende pegefingeren. ”Bibelen tillader ikke kvinder at belære…”
”Åh, vær nu sød,” svarede Gisèle. ”Du skriver så meget, og dette her er det eneste jeg nogensinde har skrevet. Det er mit personlige vidnesbyrd, og jeg ved, at du vil være enig med mig i hvert eneste ord, jeg har skrevet. Det er bare et lille hæfte om vor familie og børnene og de beslutninger, som vi sammen har taget.”
Jeg stirrede mistænksomt på de nydeligt håndskrevne sider. ”Hæftet handler om hellighed,” indskød hun overtalende.
”All right,” sagde jeg højtideligt. ”Jeg vil læse manuskriptet igennem. Der vil sikkert være et eller andet at rette…”
Nogle dage senere gav jeg hende de håndskrevne ark tilbage – uden rettelser. ”Jeg kan ikke gøre ret meget ved det,” sagde jeg henkastet. ”Stilen og sproget er lidt naivt.”
”Det gør ikke noget,” sagde Gisèle lykkeligt. ”Det er den måde, som vi kvinder taler på. Du har dine læsere, og du vil få at se, at jeg får mine..,”
Gisèle fik ret. Faktisk har jeg ind imellem været lidt skinsyg. Med egne øjne har jeg iagttaget, hvorledes kvinder holdt inde med deres husarbejde og satte sig med Gisèles duplikerede hæfte og læste – med børnene grædende omkring dem. Jeg har med nogen ærgrelse set mænd med høj teologisk uddannelse blade med åbenlys interesse i den lille bog med den franske lilje – mens de skubbede mine skrifter til side. Jeg har fået at vide, hvorledes hospitalslamperne lyste sent på fødselsafdelingen i visse byer – og skriftet gik fra hånd til hånd. Jeg har til min overraskelse set, hvorledes den lidt sortsmudsede tryksag fra lejrens duplikator er blevet omhyggeligt oversat og udgivet i smukt tryk på fint papir på andre sprog – og engang blev den lille bog oplæst i fuld længde i den irske radio.
Gisèles lille beretning handler om vor familie, og den drejer sig om en sag, som det undertiden er lidt svært for mænd at udtale sig om. Derfor vil jeg lade hende tale for sig selv. Historien med den franske lilje på omslaget begynder således:
Gennem adskillige år har Herren talt til mig med hensyn til et særligt område af mit liv. I dag har jeg lyst, som et vidnesbyrd, at fortælle om dette. Jeg vil gerne dele med andre den overbevisning, som lidt efter lidt er kommet i mit hjerte. Jeg tror, jeg skal gøre det, fordi verden ikke tier på dette område. Stærke røster taler i dag, og søger at gøre deres indflydelse gældende i andre menneskers liv. Men også Guds gode Helligånd taler – og jeg er lykkelig for at jeg har fået lov at høre Hans røst i mit hjerte. Det er om alt dette, jeg vil fortælle.
Mit emne er det, som kvinder ofte taler med hinanden om. Vi taler om vore børn. Og vi taler om det ’at få børn’. Og nogle taler om, hvorledes de kan undgå at få børn!
Med bedrøvelse husker jeg brudstykker fra sådanne samtaler. De er vanskelige at glemme, for de gentages uafladeligt og kredser hele tiden om de samme ord og beslutninger:
”Vi er nygifte og skal ikke have børn lige med det samme.”
Vi vil først arbejde nogle år og tjene penge og have os indrettet – så måske skal vi have et par børn.”
”Nu har vi tre børn – og det må være nok!”
Når jeg hører sådanne ord, tænker jeg ofte på det sted i Skriften, hvor apostlen Jakob advarer de troende mod at programmere deres liv for at undgå troens vej. Han skriver: ”Og nu I, som siger: I dag eller i morgen vil vi rejse til den eller den by og blive der et år og handle og tjene penge. I kender jo ikke dagen i morgen. Hvordan er jeres liv..? I skulle hellere sige: Hvis Herren vil, så skal vi gøre det eller det (Jakob 4:13-15).”
Så snart en fødsel er overstået, hører det i dag med til vort moderne samfunds forretningsgang, at en læge ankommer til barselssengen med sin notesblok og stiller en række spørgsmål. Et af de uundgåelige er dette: ”Hvad har du tænkt dig at bruge for at hindre en ny graviditet?”
For det første forstår jeg ikke, at læger i en sådan sag siger ’du’ (som om vi havde kendt hinanden i flere år), og for det andet fatter jeg ikke, at et spørgsmål af den art kan komme på tale, før en ung mor har fået lov at fortælle, om hun har en personlig holdning i denne sag.
Da jeg ventede mit første barn, sad jeg i en sådan lægekonsultation. Spørgsmålene kom som efter et givet skema. De var kolde og hensynsløse:
”Vil du beholde barnet?”
Jeg stirrede målløs på den hvide kittel foran mig.
”Du kan få en hurtig abort!”
Jeg rystede tavst på hovedet. Manden med stetoskopet om halsen kendte ikke noget til mit liv. Han vidste ikke, at jeg på det tidspunkt kun havde været gift i fem måneder. Han havde ingen anelse om den nød, som var kommet over mig, da jeg efter tre måneders ægteskab endnu ikke ventede noget barn. Han vidste ikke noget om, at jeg i ængstelse og med gråd havde været foran Herren og bedt ham gøre det, som jeg havde læst var sket med andre kvinder i Skriften – at ’Gud havde åbnet deres moderliv’. Han kendte intet til den bølge af glæde og forventning, som strømmede gennem mig, da jeg den følgende måned kunne konstatere, at Gud havde hørt min bøn. Han sagde kun: ”Vil du have ’det’ fjernet?”
Den samme situation opstod, da jeg ventede min nummer tre, som blev en dejlig dreng. Der var et mindre problem under svangerskabet, som jeg måtte søge lægehjælp for. Behandlingen blev foreslået hurtigt og uden vaklen: ”Vi kan blive nødsaget til at foretage en abort!”
Jeg mærkede en flod af bedrøvelse og smerte og en slags ’hellig vrede’ skyde op i mig. Alt i mig råbte nej til et sådant forslag – og jeg fatter ikke, at nogen skal være nødsaget til i en lignende situation at acceptere det.
Som jeg har nævnt, er disse røster imidlertid ikke de eneste, der har lydt i mit liv. Jeg takker Gud for, at også Han taler. Jeg har fået lov at se, at der er en anden vej at gå. Jeg kan forestille mig, at det vil lyde mærkeligt i nogens øren, men jeg vil sige det alligevel: Også i denne sag er der en troens vej at gå!
I de første år med en stadig voksende børneflok kunne det være lidt svært. Undertiden måtte jeg spørge mig selv: ”Er en sådan troens holdning rigtig?” Forskellige bemærkninger fra kristne medsøstre gjorde ikke sagen lettere.
”Nu synes jeg det må være nok!”
”Nu skal du vel ikke have flere børn.”
”Nu skal du høre, jeg kender en metode, som kan hjælpe dig…”
Til sidst havde jeg svært ved at svare med et smil. I dag er alt dette ikke længere noget problem for mig. Der eksisterer for mig ikke mere noget spørgsmål i denne sag. Jeg har fået lov at se Herrens gode hånd i de forskellige børnefødsler, og kan i dag i tro lægge hele dette område af mit liv over til Gud.
Er det ikke Herren, som i sin nåde styrer hele vor tilværelse? Er det ikke Ham, som leder den gerning, som Han selv har anbragt mig i? Har jeg ikke gennem årene fået lov at se Hans guddommelige styrelse og hjælp? Er det ikke Gud, som mirakuløst dag efter dag stiller daglig brød på vort bord) (for vi er vandret ud i tro og har ingen andre kilder end Herren) – Ja, er det ikke Gud, som styrer det ganske univers og som har selv den mindste ting under kontrol? Skulle Gud da ikke – Han, som er alle tings skaber og opretholder – kunne lede alle troende mennesker i deres ægteskabelige liv?
Da jeg ventede mit fjerde barn, var vi med hele vor missionsgerning for Herren i en vanskelig situation. Mange af vore kristne venner havde vanskeligt ved at forstå den måde, som Herren ledte os i vor tjeneste – og adskillige rystede på hovedet, da de så, at jeg yderligere ventede mig igen.
Herren beviste imidlertid sin nåde overfor mig.
Det skete på en måde, at Gud talte til min mand. Vi forventede begge, at den lille ny skulle blive en pige. Jeg drømte om en lille mørkhåret ’lillesøster’. Hun skulle have brune øjne, og vi havde allerede givet hende navnet ’Natacha’.
I en tidlig morgentime hørte min mand imidlertid en tydelig røst i vort soveværelse, som sagde: ”Han skal hedde Daniel.” Min mand forklarede mig intet om denne hændelse før umiddelbart før fødslen. Kort efter havde jeg en lille sprællende skabning i min favn. Det var en dreng – og han hedder Daniel. Det blev stort for mig, at Herren kendte denne dreng, før han var født. Efter Guds ord tror jeg, at det er tilfældet med alle små, som er i moders liv.
Da vort femte barn blev undfanget, skjulte Herren det ikke for mig. Adskillige vil sikkert have svært ved at tro dette, men i samme øjeblik, at undfangelsen fandt sted, vidste jeg derom.
Jeg husker, at en mærkelig uro kom over mig. Det var den besynderlig uro, som jeg kendte fra andre situationer, og hvor jeg vidste, at jeg måtte søge Herrens åsyn, for nu ville Han tale til mig.
Da jeg var ene med Herren od Hans Ord, talte skriftafsnittet fra Jobs Bog 23:10-14 meget til mit hjerte. Der står skrevet: ”Thi han kender min vej og min vandel, som guld går jeg rem af hans prøve. Min fod har holdt fast ved hans spor, hans vej har jeg fulgt, veg ikke derfra, fra hans læbers bud er jeg ikke veget, hans ord har jeg gemt i mit bryst. Men han gjorde sit valg, hvem hindrer ham? Han udfører, hvad hans sjæl attrår. Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget for…”
Ved læsningen af dette ord fra Guds Bog forstod jeg i nogle få øjeblikke, at meget af det, der var sket i mit liv, var i overensstemmelse med Guds vilje. Hvem kan spørge Gud, hvorfor han gør sådan eller sådan? Er Han ikke Herren?
Som jeg således bøjede mig under Guds vældige hånd, kom en bølge af fred over mig. En stor og uudsigelig glæde fyldte mit hjerte. Bevæget måtte jeg lovprise Herren: ”Tak, Herre, at du vil brug mig efter din vilje. Jeg vil sige til dig som Maria: Se, jeg er Herrens tjenerinde, mig ske efter dig ord!”
Dagene gik, og fødslen nærmede sig. En dag sagde jeg til min mand: ”Hvad nu, hvis det også denne gang bliver en dreng? Vi har ikke noget navn til ham.”
”Jo, vi har,” svarede min mand. ”Jeg ved, hvad drengen skal hedde.”
Jeg spurgte naturligvis, hvad det var for et navn, men min mand ville ikke sige noget. Han smilede bare og sagde, at det kunne vente. ”Den lille dreng er jo ikke født endnu.”
Min nysgerrighed var vakt, og jeg begyndte at plage ham for at sige mig navnet. Medens jeg var i færd med dette, og han stadig ikke ville svare, lød to ord pludselig helt klart i mit indre. Ordene var disse: ”Davids ven!”
”Nu ved jeg, hvad drengen skal hedde,” sagde jeg triumferende; ”han skal hedde det samme som Davids ven!”
Min mand stirrede overrasket på mig og sagde: ”Det er rigtigt! Han skal hedde Jonathan!”
Jeg gav mig straks til at undersøge, hvad dette navn kunne betyde. Jonathan betyder: ’Guds gave’. Skulle vi ikke være glade og taknemmelige for en ’Guds gave’? Vidnesbyrdet blev stort i mit hjerte, at også dette barn var givet af Herren. Jeg tænkte: ”Det må blive et smukt barn. Alt, hvad Herren giver på en sådan måde, er smukt og godt.”
Og en smuk dreng blev det. Han hedder Jonathan!
Umiddelbart før fødslen var der en komplikation. Men Herren talte i sin nåde til mig, før det skete. Ordene fra Esajas 66:7 og 9 blev levende for mig. Der står skrevet: ”Før hun er i barnsnød, føder hun. Førend veer kommer over hende, har hun en dreng. Åbner jeg et moderliv og hindrer det i fødsel?” siger din Gud.”
Dette ord blev mig til stor hjælp, da det tre uger før fødslen blev konstateret, at barnet vendte forkert. ”Det kan blive en vanskelig fødsel,” sagde lægen. ”Vi må være forberedte på et kejsersnit…”
I min bøn de følgende dage holdt jeg fast ved ordet fra Esajas. ”Bringer jeg fødsel og standser den,” siger Gud. ”Dit ord taler om en fødsel,” sagde jeg i min bøn til Herren. ”Ikke om kejsersnit. Jeg tror, at barnet skal fødes normalt.” Og Herren er trofast efter sit eget ord. Det blev en fuldstændig normal fødsel, og det skete – som Herren havde antydet i sit ord – meget hurtigt. Næppe havde jeg veer, før en dejlig dreng var kommet til verden. Lægen nåede ikke engang frem, før det hele var overstået.
Både med hensyn til undfangelse, svangerskab og barnefødsler er der en forunderlig troens stilling at stå i. Den har Guds velbehag.
Vi er en stor familie. Når vi sidder omkring bordet er der en stor børneflok. Da vi lever i beboelsesvogne i vor rejsende gerning for Herren, kan der undertiden være pladsmangel. Men når vi alle er samlede, er der ti drenge og seks piger. De fem største har deres egne værelser i gode og rummelige vogne, således at de uforstyrret kan passe deres skolearbejde. De fem mindste er her hos os – i fars og mors vogne. Vi har fornyligt fået bygget to store sættevognstrailere til vor familie. De er hver 16,5 meter lange.
Min mand har ofte spøgende henvist til det ord, som jeg fik fra Jobs Bog. Der, hvor der står skrevet: ”Thi Gud fuldbyrder, hvad Han bestemte, og af sligt har Han meget for.” – ”Læg mærke til, hvad der står skrevet, har min mand sagt med et drillende smil. ”Af sligt har Han meget for…”
Jeg ved naturligvis, at dette i det praktiske vil blive en ny byrde – men selv for den smule ekstra møje ville jeg ikke gå glip af den glæde, som denne lille nye skat vil blive, og jeg ville heller ikke give afkald på den fred og forventning, som Herren selv i dag sender dybt i mit hjerte.
Som jeg har prøvet at gøre det klart i dette skrift, tror jeg på, at det er Guds vilje, der styrer mit liv. Det er mit vidnesbyrd, at dette også er tilfældet på det ægteskabelige område. Ja, og jeg tror, at dette syn er forbundet med hele vor gerning og den opgave, som Herren har sendt os ud i. Vi er et rejsetog mod Jerusalem. Gud har i sin nåde kaldet os til at gå med budskabet om Jesus fra Nazaret, jødernes Messias, til det jødiske folk og til Israel. Ved tre lejligheder har Herren i den forbindelse givet mig et ord fra profeten Esajas’ Bog. Der står skrevet: ”Se, jeg og de børn, Herren gav mig, er varsler og tegn i Israel fra Hærskarers Herre, som bor på Zions bjerg (Es.8:18).”
Jeg har fremhævet ordene: ”De børn, Herren gav mig…”
Min tro på, at Gud er styrende i vore liv hvad angår undfangelse, svangerskab og barnefødsel, er ikke blot hentet fra min egen erfarings- og følelsesverden. I så tilfælde ville mange problemer og vanskeligheder snart kunne kaste en sådan overbevisning til jorden. En lang række ord fra Den hellige Skrift er blevet levende for mit hjerte. Dem vil jeg gerne til slut have lov at vidne om. Til de forskellige skriftord vil jeg tillade mig ind imellem at knytte en lille personlig kommentar.
Jakob havde to hustruer, og Guds ord afslører, at han ’elskede Rakel højere end Lea’. Men så hedder det så forunderligt i det følgende: ”Da Herren så, at Lea blev tilsidesat, åbnede han hendes moderliv, medens Rakel var ufrugtbar (1.Mose 29:31).”
Det var Herren, som ’åbnede hendes moderliv’, og det var Herren, som gjorde ’ufrugtbar’. I de to følgende vers fortælles der, hvad der sker, når Herren ’åbner et moderliv’. Heri hedder det: ”Så blev Lea frugtsommelig, og ’siden blev hun frugtsommelig igen…”
Hvad Gud gør er stærkt og varigt, for det hedder videre i de næste vers: ”Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en søn…” (v.33-35). Disse gode ord har næsten kunnet skrives som overskrift over mine seneste år.
Dette guddommelige princip går imidlertid længere tilbage i Skriftens blade. Om Sara hedder det således: ”Herren så til Sara, som han havde lovet, og Herren gjorde ved Sara som han havde sagt, og hun undfangede og fødte Abraham en søn… (1. Mose 21:1-2).”
Sara vidste, at det var Herren, som ’så til hende’. Hun ville have følt sig fremmed blandt mange kvinders tale om disse ting i dag. Da Sara på et tidspunkt ikke kunne få børn, sagde hun til sin mand: ”Herren har jo nægtet mig børn (1. Mose 16:2).”
Og Hanna hedder det i 1. Samuels Bog, at ’Herren havde tillukket hendes moderliv’ (1:5). – Men da Guds nåde havde opnået, hvad Han ville i hendes liv hedder det: ”Og Herren kom hende i hu, og hun blev frugtsommelig og fødte en søn… (1:19-20).”
Imidlertid er det ikke blot Det gamle Testamente, som beretter om Herrens styrelse med hensyn til undfangelse og fødsel, for det fortælles om Elisabeth i Lukas-Evangeliet, at hun var ’ufrugtbar’. Hendes mand, Zakarias, får besked af en Herrens engel, at hans hustru Elisabeth ’skal føde en søn (1:3)’. – Og Maria, Jesu mor får besked af englen Gabriel, at Gud kender til denne undfangelse i hendes slægtning Elisabeths liv. Gabriel siger: ”Elisabeth har undfanget en søn. Hun, som kaldes ufrugtbar, er nu i den sjette måned (Luk. 1:36).”
Eftersom det er mit vidnesbyrd, at Gud kender til en kvindes liv, både når der sker undfangelse, svangerskab og barnefødsel, kan jeg ikke lade være at tilføje, at Herren nøje vidste i hvilken måned Elisabeth var. ”Hun var nu i den sjette måned,” hedder det i Det nye Testamente.
Gud kender hele sin skabning. Også i dyreverdenen følger al Skabningens Herre nøje med hver en fødsel, som finder sted. Da Gud taler til Job, siger han: ”Kender du tiden, da stengeden føder, tagaer du vare på hindenes veer, tæller du mon deres drægtigheds måneder, kender du tiden, de føder? (Job 39:4-5).”
Mange kunstige metoder anvendes af ægtefolk i dag for at begrænse antallet af børnefødsler. For mig har ordet fra hebræerne 13:4 altid haft en advarende styrke. Der står: ”Hold ægteskabet i ære i ét og alt. Besmit ikke ægtesengen…” Jeg tror ikke, at ’besmittelse af ægtesengen’ kun har med ægteskabsbrud at gøre. Jeg tror, at det er alt urent, som besmitter. Også alt kunstigt og unaturligt.
Det er et ord, som har klinget i mit hjerte gennem årene. Det lyder således: ”I skal være hellige, thi jeg, Herren er hellig, og jeg har udskilt jer fra alle andre folkeslag til at høre mig til (3. Mose 20:26).” Hver en sætning i dette bibelvers står klart for mit hjerte. Både ordet om ’hellighed’ og om ’udskillelse’. Og jeg længes efter at gøre derefter.
*
Disse er ordene fra Gisèles vidnesbyrd. Og dermed er det sagt og fortalt, hvorfor vi er en så stor familie. Som i alle andre forhold i Guds rige, tror jeg imidlertid ikke, at nogen er kaldet til at kopiere andre. Derfor skal der som nævnt også personlig overbevisning til at vandre ad denne vej. Den personlige overbevisning har vi alle lov at have, og ingen kan nægte os retten til at leve en sådan overbevisning ud. Hvorvidt dette familiesyn så bygger på evige principper, bliver op til den enkelte at afgøre, og her kan kun Guds Ord være rettesnor.
Personlig er jeg af den tro, at når David siger: ”Du, Herre, har vævet mig i moders liv… som foster så dine øjne mig, i din bog var de skrevet, dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet (Salme 139:13 og 16).” Derfor er det vigtigt, at ingen eller intet stiller sig hindrende i vejen for Guds forudbestemte planer med det ufødte liv. David selv var den yngste søn i en stor børneflok, og hvor ofte har vi ikke i berømte mænds biografi læst, at de kom til verden som et nummer langt nede i rækken af brødre og søstre, hvis navne forblev ukendte for den store verden.
Undertiden har Herren lønnet den her skildrede troens stilling med små og store bekræftelser:
Da vi ankom til Trento i Italien, bragte jeg Gisèle til en lokal fødselsklinik for at Naphtali, vort 12. barn i familien, kunne komme til verden. Vi havde på det tidspunkt ikke ret mange penge, så jeg indskrev Gisèle på en tredje klasses stue. Da vi ankom, blev vi modtaget af den katolske søster Frederica, som var ansvarlig for fødselsafdelingen. ”På vor klinik bliver mødre med så mange børn aldrig indlagt på tredje klasse,” hviskede hun stolt til mig. ”De er altid første-klasses-patienter!”
Jeg fulgte hende taknemmeligt ind på en fornem afdeling, hvor Gisèle i de følgende syv dage levede som en dronning. Her fik Gisèle lov til (hvad hun så inderligt havde bedt Gud om), at have den lille nyfødte dreng hos sig, så ofte hun ville. De fineste måltider blev bragt ind på hendes nydeligt udstyrede værelse, hvor hun lå mellem puderne og modtog telefonopringninger med lykønskninger fra Frankrig og Danmark. Hun var smuk, som jeg så hende en lysende, næsten gennemsigtig italiensk sommermorgen, hvor hun fodrede duerne på den blændende, hvide balkon udenfor hendes stue, og jeg nød selv rettighederne ved første-klasses-indlæggelsen, idet jeg havde lov til at besøge mor og barn på alle tider af døgnet. Når byen sov, smuttede jeg derfor omkring klinikken og stjal et sidste kys fra ’dronningen’ – og den ’lille’ kostbare skat (4,6 kg) i glasvuggen.
Da jeg den sidste dag stod på klinikkens kontor for at betale regningen, stod søster Federica der også. ”På vor klinik betaler mødre med så mange børn aldrig,” hviskede hun igen stolt,”… og hvad De har indbetalt på forhånd, betaler jeg Dem nu tilbage.” Hun rakte mig en kuvert med en anseelig sum penge. Så kyssede hun Gisèle og den lille dreng – strøg forsigtigt en tåre fra øjet og forsvandt.
Undertiden har yngre ægtepar uden børn henvendt sig til os. ”Bed for os!” har de sagt. Ind imellem er vi blevet overrasket over, så hurtigt, der er kommet brev. ”Der er allerede en lille på vej,” var den gode nyhed. Naturligvis er det også sket, at vi aldrig mere hørte fra de pågældende. Kun Gud kan besvare sådanne bønner, og ’Han gør hvad Han vil!” (Job 23:13, engelske oversættelse). Hver gang vi beder for sådanne kære, der kommer til os med denne specielle nød, fornemmer vi en særlig Åndens salvelse over vore bønner. De sidste vers fra salmerne 127 og 128 er blevet livsord for os. Her hedder det blandt andet: ”Som en frugtbar vinranke er din hustru inde i det hus, som oliekviste er dine sønner rundt om dit bord. Se, så velsignes den mand, der frygter Herren!”
Læs artiklen under Profetisk Journal: ’DOM OVER LANDETS HOVEDSTAD’
Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.05.07.2024