BEGYNDELSEN

Et kapitel af bogen PILGRIM CONVOY offentliggjort december 1990

… den dag jeg blev frelst!

”Mine ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i løndom… som foster så dine øjne mig, i din bog var de alle skrevet, dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet (Salme 139:15-16).

Rusland med sjælenes millioner. Mægtigt som havet. Tavs og dyb som sneen på de vældige vidder. Støt i sin stille smerte. Frygtelig som ’en bjørn, der er forrøvet sine unger’ … (2. Sam. 17:8).

Som danske har vi fra gammel tid omtalt den mægtige nabo mod øst som ’Det hellige Rusland’. Måse fordi vi af og til hørte en fjern og længselsfuld sang fra den russiske folkesjæl – måske fordi ordet ’hellig’ (i en mere bibelsk betydning) har med udskillelse at gøre. ’At være sat til side til et særligt formål’ er Guds ords forklaring til ordet ’hellig’.

Hvem ved, om ikke netop det er tilfældet med Rusland og den statsdannelse, som på en særlig måde trådte ind blandt verdens nationer i 1917.

Amerikanerne føler sig i den henseende undertiden forbigået; der synes ikke i Bibelens profetier at være megen henvisning til USA. For at bøde på dette har visse amerikanske præsidenter endog krampagtigt hævdet, at Staterne står omtalt i selve navnet på Den hellige By: ’JerUSAlem’. Noget sådant behøver russerne ikke at finde på. De optager helt naturligt en hel del plads i Den hellige Bog. Medens Bibelen således ikke synes at være særlig optaget af den ene af supermagterne i vest, så beskrives den anden i øst med stor nøjagtighed. De jødiske profeter giver et klart billede af en mægtig nation, som i de sidste dage skal opstå i den del af verden, og som på en usædvanlig måde har vendt sit blik mod de danske kyster.

Jeg kiggede i Mercedesbussens spejl tilbage mod grænseporten. En enlige skikkelse stod forladt ved bommen. Han løftede en sort handske og vinkede. Jeg rullede vinduet ned og strakte armen ud og vinkede tilbage. ”Gud velsigne dig!” hviskede jeg.

”Hvad siger du?” spurgte Gisèle. Hun stirrede ind i spejlet på hendes side af vognen.

”Jeg siger: Gud velsigne dig!”

”Velsigne hvem?” fortsatte hun.

”Ivan!”

”Ivan? Hvem er Ivan?”

”Det ved jeg ikke,” svarede jeg. ”Jeg kalder ham bare ’Ivan’. Den russiske officer. Kan du se ham? Han vinker ved grænsebommen! Han var en ærlig mand. Jeg er sikker på, at der er mange som ham i dette land. Må Herren velsigne ham – før det er for sent!”

”For sent! Hvorfor for sent?”

”Jeg håber ikke, at denne unge mand bliver en del af Den røde armé, som en dag skal begraves på verdens største kirkegård – i Israel, øst for Det døde Hav!”

Gisèle tav.

Profeten Ezekiel giver os god grund til at tro, at de soldater, som en dag skal lægges i jorden i den omtalte store dal – at de har en rød stjerne i deres smadrede og gennemhullede hjelme.

Den enlige skikkelse ved bommen forsvandt i spejlet. ”Det vil tage syv måneder at begrave dem,” mumlede jeg (Ezekiel 39:11-16).

GUDS ØJESTEN

Som vi langsomt kørte ind over Ukraines enorme stepper måtte jeg tænke på de stolte hære, som gennem historien havde banet sig vej gennem de samme områder. Napoleon angreb over disse sletter med en halv million mand og vendte ad samme vej tilbage med en sønderslået håndfuld på nogle få tusinde. 130 år senere beredte Hitler sig til at indtage Rusland i et hurtigt sommerfelttog, men hans soldater omkom i millioner i den blodrøde sne udenfor Moskva og Stalingrad.

”Men lederne i dette land er sikkert ikke anderledes end statsmændene i vest,” tænkte jeg. ”Selvom de alle ville give store summer for at kende noget til fremtiden, så er det kun få, der bekymrer sig om Bibelens profetier. Hvis nogen ville tale til dem om ’vigtige forudsigelser i Den hellige Skrift’, ville de sikkert blive affejet med ordene: ”Religiøst sludder!” – eller som jeg hørte ved grænsen: ’fjendtlig tale overfor vort land’. Men hvad enten der siges det ene eller det andet, så står Den hellige Bogs forudsigelser fast. ”De, der rører jøderne, rører min øjesten,” siger Herren (Jak. 2:12).

*

Jeg var dreng, da jeg først oplevede sandheden i dette ord. Da jeg var seks år gammel, så jeg for første gang den danske konge Christian X ride gennem det tyskbesatte Københavns snedækkede gader. Under Anden Verdenskrig var dette et næsten dagligt billede: Kongen til hest i sin danske generaluniform, og langs hovedstadens fortove stod mænd og kvinder, som ærbødigt hilste kongen, der med en lidt kroget hånd til huen altid hilste igen – undtagen hvis der stod tyske soldater i flokken.

Dette billede af den enlige danske konge, som i besættelsens mørke år red midt iblandt sit folk, er gået over i historien. Det er kendt over hele verden og elsket af jøderne! Og når jøderne får fat i en sådan beretning, ender den ofte som en legende. Den fortælles igen og igen og bliver mere og mere farverig. Det jødiske folk glemmer aldrig, hvad der skete under krigen i Danmark – og når vi på vor rejse gennem landene har besøgt synagoger, er vi som danske overalt blevet modtaget med begejstring.

”Vi husker jeres konge,” siger ældre jøder med årer i øjnene. ”Vi husker den dag, da Gestapo gav ordre til, at alle jøder skulle bære den gule stjerne og vi glemmer ikke, at netop på den dag red Danmarks konge Christian X gennem byens gader. Han havde taget alle sine medaljer af generalsuniformen og havde i stedet anbragt den gule Davidsstjerne. ”Fra i dag er den gule stjerne et æresmærke,” sagde han til folk, som hilste ham langs byens fortove, og danskerne forstod,” fortsætter de jødiske fortællere begejstret. ”Mange fulgte deres konges eksempel og tog den gule stjerne på deres tøj. Gestapo blev forvirret. Hvem var jøder og hvem var ikke-jøder. I de følgende dage bragte danskerne 4700 af vore landsmænd og trosfæller til Sverige. Nej, vi glemmer ikke jeres konge og det danske folks eksempel under krigen.”

Når vi lytter til denne helt sikkert legende-agtige beretning, bliver vi stille. Men hvilke farver historien end males med, forbliver trods alt den kendsgerning, at ganske almindelige hollændere, polakker, franskmænd og selv tyskere satte livet til under krigen for at redde deres jødiske landsmænd fra nazi-tyraniet. Det står yderligere fast, at Israel officielt anerkender Europas tapre mænd og kvinder med udtrykket ’retfærdige hedninger’. Hvorledes beretningerne end fortælles i dag af bevægede jøder, så forbliver det som en urokkelig lov i Israel, at sådanne ’mennesker fra nationerne’ bør æres. Loven blev vedtaget i Israels parlament, Knesset, i 1953, men kom først rigtig i funktion efter Eichmann-retssagen i 1962; og det træ, som er plantet nærmest Yad Vashem, monumentet på ’De retfærdige hedningers Sti’ i Jerusalem, er plantet til ære for den danske konge Christian X – og det efterfølgende træ står plantet til ære for det danske folk.

Grundtanken bag denne særlige underparagraf 9 i Israels ’Yad Vashem lov’ er hentet fra de gamle rabbineres tanker om de syv såkaldte ’Noa-love’, som betragtes som Gudgivne, fundamentale regler for den ganske menneskehed. På baggrund af disse regler kan der, efter jødisk tankegang, vises ære til ikke-jøder fra nationerne, som har opfyldt disse menneskehedens uskrevne love – og derfor er en af de mange små fiskerbåde, som reddede jøder under krigen, bragt til Jerusalem og opstillet udenfor Yad Vashem – mindestedet for Den anden Verdenskrigs seks millioner jødiske ofre.

Jeg var seks år, da jeg så Kong Chr. X. ride gennem Københavns gader. Jeg så de engelske Royal Airforce maskiner, der fløj lavt over byen, da Shellhuset blev bombet – men jeg oplevede aldrig en sådan ødelæggelse, som i de samme år lagde andre af Europas storbyer i ruiner. Dette, tror jeg, havde at gøre med en særlig guddommelige beskyttelse af Danmark. Det havde Guds behag, at Danmark bragte jøderne i sikkerhed og ikke kun blev denne handling til beskyttelse, men også til velsignelse. Ja, jeg tror, at det lille uanseelige pilgrimstog, som tog sin begyndelse fra København 35 år senere, har sin åndelige rod i den velgerning, som blev udført overfor Det jødiske Folk under anden Verdenskrig. Der er således i Danmark en traditionel kærlighed til Israel og Det jødiske folk, og den Gud, som siger ’af mørke skal lys skinne frem’ indgav en menneskealder senere inspiration til en sådan særlig velsignelsesfærd overfor Jerusalem.

DE HVIDE SVANER HVÆSEDE

Den lange pilgrimsrejse begyndte for mit vedkommende ved, at jeg en lys novemberdag i året 1958 mødte en jøde.

Da jeg den morgen slog øjnene op, anede jeg ikke, at dette skulle blive ’min dag’. Langsomt spadserede jeg min daglige morgentur langs ’kærlighedsstien’ ved søen op til redaktionskontorerne på Koldings Folkeblad, hvor jeg var ansat som journalist. De store, hvide svaner hvæsede som sædvanligt faretruende af mig, da jeg passerede dem langs volden op til Koldinghus, og der var på redaktionen intet, der tegnede til, at denne dag skulle blive anderledes end alle andre.

Vi var et godt team på bladet dengang: Gamle ’Jos’ med selerne, som nedskrev sine fantastiske fredagsinterview med en fascinerende, personlig håndskrift. Berthel Thomsen, der skrev som en hovedstadsreporter og følgelig måtte ende som sådan. Axel Brahe, der bare var en fin kollega, Niels Thrane, der arbejdede stille og støt og fyldte bladet med alt det tørre kommunalstof, som læserne elskede. Lau Jørgensen, der var landets dygtigste redaktionssekretær, og der som en god grundtvigianer (og senere valgmenighedspræst) var inderligt bekymret for min sjæl – og sidst, men ikke mindst, chefredaktøren, Vilhelm Behrens, der ved flere lejligheder hemmeligt holdt sin hånd over mig – og som siden sad bevæget i den store kongreshal i Kolding og hørte mig forkynde evangeliet. ”Det er godt, Noer,” sagde han efter et stærkt lørdagsaftenmøde. ”De har valgt den rette veje. Må Gud velsigne Dem!”

Den morgen mødtes jeg som sædvanligt med hele holdet i telex-afdelingen, hvor redaktionssekretær Lau Jørgensen præsiderede med saks og klisterpotte. Her blev dagen forskellige jobs uddelt. Jeg fik besked at køre med bladets pressefotograf Peter Thastum til en landsby udenfor Kolding, hvor et topersoners fly var styrtet ned. Begge piloter var dræbt. ”Derefter kører I op på Apostolsk Højskole,” fortsatte ’Lau’, og der laver I et interview med en fransk forfatter, som netop med sin familie er ankommet her til byen fra Paris…”

MIN SKÆBNE VAR BESEGLET

Peter nynnede en af sine yndlingsmelodier, da vi drejede op ad indkørslen til den imponerende bibelskolebygning, som af nogen blev kaldt for ’Troens tempel’. Vi havde allerede historien om flyulykken bag os, og vi havde begge snavsede støvler, fordi vi under den foregående reportage havde måttet passere nogle mudrede marker. Jeg spekulerede på, om der var fine tæpper i den fornemme røde bygning foran os.

Peter og jeg havde lavet mange gode historier sammen, og ingen af os vidste, at dette forestående interview med den fransktalende jødiske forfatter skulle bringe en afslutning på vort mangeårige fine samarbejde. Personligt var jeg ikke klar over, at i samme øjeblik jeg satte foden indenfor ’Troens Tempel’, var min skæbne beseglet, og min lange rejse til Jerusalem var begyndt.

”Stort sted,” konstaterede jeg kort, da vi drejede ind foran glasdøren til bibelskolen.

”Selvfølgelig,” sagde Peter tørt, ”den slags folk har altid penge nok!”

Vi blev et øjeblik efter venligt modtaget af bibelskolens sekretær og senere forstander, Jens Erik Friberg.

”Stor bil,” sagde han smilende og pegede på Peters flotte amerikanske vogn. Han nikkede hen mod pressefotografen. ”Den slags folk har vist altid penge nok!”

Jeg måtte le.

Peter stod et øjeblik målløs og stirrede på mig som ramt af en boomerang. Så virrede han med hovedet og skrabede mudderet af sine støvler. Få minutter efter vandrede vi over indgangshallens tæppebelagte gulv.

Der stod jøden og ventede på os.

Det var første gang i mit liv, jeg havde en længere samtale med en jødisk familie. Den velkendte fanske skribent var ikke alene. Han havde sin hustru med – en kvinde, som jeg senere skulle komme til at agte for hendes dybe kærlighed til sit eget folk. Der var også to små børn på stedet – en dreng, som jeg i dag kender som en nidkær og talentfuld messiansk jøde og en pige, som jeg kun kan beskrive som den smukkeste af Zions døtre, jeg nogensinde har mødt.

Da Peter havde taget sine billeder, forsvandt han. ”Jeg kommer hurtigt tilbage til redaktionen,” sagde jeg. ”Dette her vil ikke tage lang tid.”

Interviewet begyndte som alle andre. ”Gerne noget om fransk litteratur,” havde redaktionssekretæren sagt. Så jeg startede et eller andet sted med Voltaire, Diderot og Rousseau – nogen af dem, der betød noget før 1789. Men jøden viste ingen synderlig interesse.

Så begyndte jeg med eksistentialisterne – Jean Paul Sartre… Heller ingen interesse. Kun modvillige svar.

Jeg prøvede med Albert Camus, Saint Exupery, men kom ingen vegne. Efter en time så jeg på min tomme notesblok og måtte erkende, at der i hvert fald ikke kunne blive nogen historie om ’fransk litteratur’. Måske måtte jeg sige til Peter: ”Smid billederne væk. Her bliver slet ingen historie!”

HENDES ØJNE VAR FYLDT MED TÅRER

Da jeg et øjeblik betragtede hende, så jeg til min overraskelse, at hendes øjne var fyldt med tårer.

Jeg har senere erfaret, at netop denne unge dame, som siden blev gift med Francois Sequier, en højt respekteret præst i Apostolsk Kirke i Frankrig, er meget følsom overfor Helligåndens tilstedeværelse. Det var derfor, at hendes øjne den dag blev så blanke. På en eller anden måde må det være gået op for hende, at netop den dag var min dag; hun vidste, at den unge journalist, som sad der og kæmpede med at få nedskrevet et par linjer om en række gudløse, franske tænkere – at han selv nærmede sig livslinjen, der førte ind til Guds Rige.

Jeg mærkede, at der var en eller anden til stede i værelset. Vi var ikke alene. Hurtigt kastede jeg et blik på den franske forfatters hustru. Små perler blinkede på hendes kinder.

Jeg var forvirret. ”Hvad er det, der sker her?” tænkt jeg. ”Hvorfor græder de alle sammen?”

Hemmeligt iagttog jeg den jødiske skribent. Han sad og gjorde notater, mens han holdt den ene hånd for ansigtet, så at jeg ikke kunne se hans øjne.

Tilstedeværelsen af den usynlige person foran mig blev stærkere og stærkere. Til sidt overvældede den mig. Jeg kæmpede imod men kunne ikke holde det tilbage: Tårerne pressede sig frem i mine øjne! Desperat prøvede jeg at fortsætte interviewet.

”Hvad bestiller De egentlig her?” spurgte jeg med brudt stemme. ”Dette er jo en kristen bibelskole – men De er jøde, ikke sandt?”

Forfatterens hustru ville svare, men hendes mand lagde lynhurtigt sin hånd over hendes. I det øjeblik så jeg, at hans øjne også var våde.

”Det er en sag, jeg gerne vil forklare Dem,” sagde han. ”Og jeg har faktisk haft på hjerte at tale med Dem om dette, mens De har stillet alle Deres spørgsmål.”

Han pegede på min tomme notesblok. ”Det er også grunden til, at jeg ikke har kunnet svare Dem på ret meget. De må have mig undskyldt! Men nu vil jeg tale.”

Atter blev jeg overvældet af den mærkelige følelse, at der stod nogen foran mig. Det var kun med min yderste anstrengelse, at jeg kunne afholde mig fra at briste i gråd.

”Jeg vil gerne fortælle Dem,” fortsatte jøden, ”hvorfor vi er her som familie.”

Han behøvede ikke at fortsætte. Jeg vidste, hvad han ville sige. Jeg vidste, hvorfor hans familie var der. Jeg vidste, hvem det var, som stod et eller andet sted i rummet og betragtede mig. Jeg vidste, hvorfor jeg var der…

”Jesus Kristus lever i dag,” hviskede jøden. ”Det er sandt at Han er opstået fra de døde. Jeg har mødt Ham – og jeg ved, at Han er jødernes Messias!”

En bølge af håb vældede ind over mig. ”Han er her nu,” fortsatte jøden, ”og De ved det, Han er her nu!”

Jeg nikkede. Min pen og notesblok lå på bordet. Jeg havde ikke mere at skrive.

Den gamle historie var færdig. Noget nyt var ved at blive til. Et nyt og ubeskrevet blad blev lagt hen til mig. En lang pilgrimsrejse var begyndt.

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’DANMARK I FAREZONEN’ (www.johnynoer.dk)

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d. 08.11.2024