BØNNEKALD – ET NYT SKRIDT MOD KALIFAT

Muslimernes bønnekald er på alles læber. At Islam-troende nu er nået så langt i deres fordringer, at de vil have det muslimske kald til bøn fem gange daglig, til med højtalerstyrke at runge ud over de danske tage og tårne, har fået danskerne til at tabe mælet.

I Kristeligt Dagblad tirsdag d. 30. juni har Henrik Hoffmann Hansen, bladets politiske redaktør, bragt en analyse over situationen og er kommet til følgende resultat: ”Hvis regeringen fremsætter et lovforslag, som forbyder bønnekaldet, skal den være sikker på, at Danmark ikke dermed bryder grundloven eller kan dømmes for brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den skal også være sikker på, at et forbud ikke bringer samtlige kirkeklokker til tavshed. Derfor har Mattias Tesfage foreløbig bedt sit ministerium om en juridisk undersøgelse af, hvad der kan lade sig gøre.”

Imidlertid rækker denne sag videre end jura. Den omfatter et helt folks dagligdag, som (fem gange om dagen) skal afbrydes af et bønnekald, som i sit mellemøstlige, propaganda-agtige rytmer på arabisk vil standse den almindelige dansker i hans gøremål og huske ham på en gud, der er fremmed for hans tankegang.

Dette er i korthed, hvad dette højlydte bønnekald indbefatter, og dette spørgsmål kan derfor næppe løses ved et par juridiske direktioner. Her må andre end juristerne komme til orde.

Der eksisterer fælles rammer indenfor de regeringer, som forholder sig til de teorier, der har at gøre med de konstitutionelle styre. Men ingen af disse vil kunne give nogen vejledning med hensyn til den pludselige magt, som lægges i hænderne på en mand, der fra en minaret flere gange i døgnet (en gang klokken 04:00 om morgenen) råber nogle uforståelige ord (på et fremmed sprog om en fremmed gud) ud over land og by.

’ALLAH ER STØRRE’

Man må derfor begrænse sig til regimer, hvor demokratiet er et uundgåeligt princip for de styrende, og grundloven er en juridisk realitet, der fastholder en beskyttelse for dem, som bliver styret. De sidste er dem, hvor tre fjerdedele siger nej, hver gang de hører, at ’Allah er større’.

Mattias Tesfage har i et folketingssvar sagt, at (citat): ’et forbud, der alene retter sig mod bønnekald fra muslimske trossamfund i Danmark vil ikke være foreneligt med grundlovens paragraf 70 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14’. Det er sagt så sikkert – men det er et spørgsmål, der står åbent.

Den 70. grundlovsparagraf siger, at ’ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder…’

I første omgang er det et spørgsmål, om et bønnekald er en ’borgerlig og politisk rettighed’. Lad os først blive på det rene med, om et forbud af den art kan injusteres under ’borgerlige og politiske rettigheder’. Herunder vil vi almindeligvis forstå, at en muslim hindres i at blive lærer eller få en stilling som embedsmand – men om det også er en grundlovsforbrydelse, at hindre ham i at råbe fem gange dagligt ud over hovederne på alle danske, at ’Allah er større’, er et spørgsmål.

Det samme gælder menneskerettighedskonventionen. Drejer retten til at kalde til bøn sig om en grundlæggende frihedsret. Er det et spørgsmål på linje med ’retten til livet’ eller ’forbud mod tortur’.

… AF FOLKET, FOR FOLKET OG VED FOLKET

Man må derfor begrænse sig til regimer, hvor demokratiet er et princip for de styrende og Grundloven samtidig er en juridisk realitet, der skaber en beskyttelse for dem, som bliver styret. Det vil sige, at man i sine undersøgelser begrænser sig til, hvad Vesten forstår som ’en ledelse af folket, for folket og ved folket’. Det vil sige, at undersøgelsen skal føre til, hvad folket vil have, hvad folket ønsker, og hvad der kan gennemføres helt efter folkets ønske.

På spørgsmålet: Hvem ringer klokken for, er svaret her meget enkelt. De ringer for det danske folk. Deres klang af malm fortæller dagligt ud over nationen, at der er et folk, hvis stemme skal høres i denne sag. Guds røst, som ikke kan defineres, men som i sagen som denne, aldrig er tavs, giver til kende, at her er intet tilfælles. Muslimernes østerlandske kald til bøn kan ikke forenes med kirkeklokkens lutrede kald. Den dybe rungen af klokkens støbte metal harmonerer med noget dansk, som er uforklarligt – men som med denne uforklarlighed blander sig i alle de juridiske redegørelser.

AFGIVER DANMARK SUVERÆNITET?

Menneskets konstitutionelle rettighed består af de borgerrettigheder, som det enkelte menneske er født med. Herunder regnes mennesket for at være født frie og ligestillede overfor en hvilken som helst domstol – (at de ifølge naturens love er sikret fysisk integritet, har frihed til at komme og gå, frihed til at tænke, tro, forsamle sig … osv.). Denne liberale tankegang, som er arveret fra Den franske revolution, har som en medrivende flod sat sit præg på de landes økonomiske og sociale forhold, som har tilsluttet sig den.

Til dem melder sig nu folk, som ikke har denne ballast med sig i rygsækken, og de ønsker at bringe deres specielle, arabiske del af deres medbragte tro – et offentligt kald til at forene sig med deres gud – ind i denne række friheder, som de er sikret på grund af grundloven.

De øvrige borgere er sig bevidste, at de fremmede ikke blot vil pådutte deres omgivelser en religion ved dette bønnekald – men de vil samtidig anbringe ’en politik’ i deres forsøg på at omgå grundloven. Spørgsmålet er derfor her, om det ikke er grundlovsstridigt, at muslimerne forsøger at vinde herredømme ved anbringelsen af et politisk krav (maskeret som en religiøs fordring) til den danske grundlov.

I det mellemfolkelige samarbejde kan der opstå situationer, hvor det er nødvendigt, at den internationale organisation kan træffe beslutninger, som borgerne i alle lande skal følge. Det giver grundlovens § 20 mulighed for. Man kalder det at afgive suverænitet. Det muslimske kalifat ønsker at indtage denne stilling, hvor det kan udstede beslutninger, som alle lande skal følge. Ved denne lov om det muslimske bønnekald nærmer man sig en sådan ordning. Ved at pålægge staten mulighederne for, at bøn kan finde sted 5 gange dagligt, har man overskredet det religiøse kravs samvittighedsspørgsmål og har bevæget sig ind på det område, som behandler ’afgivelse af suverænitet’ – og det er der ret strenge regler for.

DET USYNLIGE KALIFAT

Den konstitutionelle tanke bliver virkeliggjort ved, at de individuelle borgere sikres muligheden for at organisere sig i fællesskaber, der i regelmæssige intervaller kan tøjle de styrende, kontrollere dem og øve direkte indflydelse på magthaverne.

Dette forhold er ikke opbygget med en muslimske faktor, idet denne – rent faktisk – ’modtager meldinger’ fra et usynligt ’kalifat’, som på verdensplan leder de forskellige europæiske nationer i samme retning.

Undersøgelser har vist, at mere end 40.000 udlændinge, hvoraf 700 fra de nordiske lande rejste til Islamisk Stat (IS) mellem 2014 og 2017, for at slutte sig til det ’KALIFAT’ terrororganisationen havde udråbt. Disse udlændinge spillede en afgørende rolle i udviklingen og udvidelsen af IS territoriale projekter… hvori indgår også de nordiske lande. På sit højdepunkt strakte Islamisk Stat territorium sig mere end 100.000 kvadratkilometer – et areal, der er dobbelt så stort som Danmark.

’Islamic State’ opfylder i sine egne øjne en mission, der i sig selv er bydende nødvendig. ”Der er intet sted på jorden, hvor Allahs Sharia-lov er implementeret i sin fylde, og alt bliver opfyldt efter Allahs ord, end de steder, hvor Islamic State har rådighed over land. Derfor er ’denne stat…kalifatet, et ’historisk vidunder’ (Citat: Islamic State 2014, nr.5).

”Den Islamiske Stat (kalifatet) er her for at blive” (hedder det i en islamisk udgivelse), – selv hvor alle kristne og jøder (mushrikin = polyteister) og apostater er imod.” For at slå denne tanke fast bruger Islamic State sit flag. Hermed rejser den et argument for kalifatet.

Ved den bemærkelsesværdige fordring, at muslimske borgere nu skulle gøre alvor af ’deres grundlovsret’ til ’fem gange hver dag at håndhæve Allahs ret til et overherredømme over det danske luftrum’, bør på stedet modsiges. Det ligner til forveksling lignende krav, som er inspireret af muslimske radikale (som for eksempel kravet om indførelsen af Sharia-loven). Alt sammen båret frem af ønsket om et kalifat.

REGERINGEN VURDERER ORDNINGEN SOM GOD

Hvad er indholdet af den bøn, som nu er blevet godkendt af det danske folketing, som en bøn for alle danske, og som nu er blevet tilladt i det offentlige rum som en bøn, der er gavnlig og sund (og som sådan kan indføres som en åndelig vægt mod alt ondt og nedværdigende, der vil beherske den danske sjæl).

Samtidig bør det undersøges, hvilke politiske følger det vil få, at rummet over hele Danmark åbnes for en åndelig indflydelse, som regeringen vurderer som en ordning, der ikke vil forstyrre den offentlige orden men bidrage til at skærme og bevare det danske folk mod al slags uro og aktivitet, der opmuntrer til opsætsighed mod styret.

Det første, som danskerne opmuntres til, er, at de skal lægge alle verdslige gøremål på hylden og ’skynde sig til bønnen’. Dette gentages, så at enhver kan forstå, at det ’drejer sig om frelsen’. ”Skynd jer at stå op for jeres frelse,” hvilket uddybes nærmere ved morgenbønnen, hvor det tilføjes, at ’Bøn er bedre end søvn’.

Dette er alt sammen meget godt, blot må regeringen være sikker på, at deres morgenkald henviser til den rette (Gud), så at dagen ikke begynder skævt for den enkelte.

Og det er her, at regeringen må fastholdes ved sine gerninger.Ved sin beslutning tager den ansvaret for en hel ny generation af unge, som den – uden rigtigt at sætte sig ind i, hvad den har med at gøre, kaster i armene på en afgud, der tydeligt har bevist sin hensigt ved drab, mord og terror.

Konstitutionen er en grundlæggende pagt, ved hvilken et samfund etablerer betingelserne for udøvelsen af den politiske magt.

Betingelserne er helt klare, når det drejer sig om den beskyttelse, der ligger i trosfrihedsparagraffen, § 67 i Grundloven og endnu mere præcis, når det drejer sig om Grundlovens § 4. I det sidste tilfælde pålægger staten sig selv den ordning, at den vil understøtte ethvert protestantisk initiativ, som gennem den evangelisk-lutherske kirke befordrer den apostolske bekendelse.

Dette er ikke sket med hensyn til overgivelsen af ’magten i det offentlige rum’ (ved indførelse af det muslimske bønnekald). Den danske regering har her ved at overgive territoriet til kirkens værste fjende gjort sig til ét med de magter, som i dag står det danske samfund mest imod. Ingen dansksindet mand eller kvinde kan være for dette initiativ.

BEMÆRK:

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’MED BØNNEKALDET ER SAGEN BLEVET ALVOR’

(www.johnynoer.dk)

Missionens kontonummer: Pilgrim Convoy Reg:1551 kontonummer: 5100399 Den danske Bank tlf.: +45 30 15 38 68, email: johnynoer@hotmail.com

1. NOTA BENE:
   Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d. 24.07. 2020.