PRÆSTENS PRÆDIKEN SKAL NU OVERVÅGES

Politikere vil nu indføre splinternye krav til samtlige danske trossamfund, at alle præstens prædikener skal (hvor det drejer sig om udenlandske forkyndere) oversættes til dansk, så at den statslige overvågning med sikkerhed kan vide og dokumentere, hvad der forkyndes i kirken.

”Det er et uhørt krav om overvågning,” lyder det fra bl.a. Den katolske kirke. ”Det er en hidtil ukendt form for kontrolforsøg, vi ikke kender fra noget andet land på kloden,” erklærede kirkens biskop i Danmark.

Det er især socialdemokratiet (som for tiden styrer regeringen), der vil indføre dette censur-prægede krav til de danske frikirkelige forkyndere.

”Vi må vide, hvad der foregår, og hvad der bliver prædiket i de anerkendte samfund, der står uden for folkekirken,” hedder det fra en af partiets ordførere på et pressemøde. Partiets talsmand på udlændingsområdet, Mathias Testfaye, erklærer følgende: ”Når religion og politik støder sammen, så er det Gud, der må vige…” Han fortsætter: ”Alle prædikener skal være offentligt tilgængelige, og udgifterne til, at dette kan lade sig gøre, skal afholdes af trossamfundene selv.”

NU FANGER BORDET

Med hensyn til den statslige ’anerkendelse som trossamfund’, der i foråret 2017 blev fremlagt i betænkning 1564, blev det betonet, at (citat): ’staten til gengæld for en række særrettigheder kan stille krav om, at trossamfundet lever op til de demokratiske idealer (som f.eks. nærdemokrati og ligebehandling samt forbuddet mod forskelsbehandling på baggrund af bl.a. kønsidentiteter).

I dag – to år efter – fanger bordet! Nu skal søndagsprædikenen gennemlyses; den røde blyant vil fremover følge præstens prædiken linje for linje, og den arme evangeliske forkynder, der ikke retter sig ind efter de givne krav, vil få en faretruende ’anmærkning’. Han vil blive ’noteret’ som et emne, der fremover skal sættes under særlig overvågning.

Men det er ikke det hele. Et dybt åndeligt aspekt dukker her op i horisonten. Det er åbenlyst, at de styrende politiske myndigheder i Danmark med en sådan bekendelse: ”Gud må vige for det verdslige system!” pådrager sig med en sådan bekendelse selv skyld over for Kristi ord og gerning i det danske folk.

I den sammenhæng er det ikke uvæsentligt at gøre sig bekendt med et usædvanligt (og næppe tilfældigt) grammatisk fænomen, som de lærde gør opmærksom på med hensyn til den græske tekst, der lyder sådan: ”De har ikke bøjet knæ for Ba’al.” Hermed kunne der bl.a. tales om de af landets troende, der i denne pågældende situation ikke vil bøje sig for dette nye censur-påbud. Lad mig forklare:

DJÆVELEN HAR ’SKIFTET KØN’

Ba’al, som er den benævnelse, der under navnet Beelzebul omtales af Jesus (Matt.12:24 og Markus 3:22) identificeres ofte og direkte med Satan. (Navnet ’Beelzebul’ kan stamme fra det hebraiske baal – ’herre’ – og Zebul ’flue’, hvilket giver navnet: ’fluernes herre’ – en betegnelse, der kan lede til forståelsen: ’dæmonernes hersker’).

Hele denne forklaring får i vort moderne Danmark en ’grundtekst-antydning’, der næppe (med hensyn til et græsk-grammatisk fænomen, som jeg her nærmere vil omtale) indbærer en særlig hentydning. Dette skal forstås således:

Djævlenavnet ’Ba’al’ har en ’hankønsartikel’ som bestemmelse foran navneordet (Ba’al). I den pågældende tekst (Rom.11:4) om den ’billedstøtte’, som Guds folk ikke vil bøje sig for, har den definerende artikel pludselig antaget en feminin form. Djævelen har her ’skiftet køn’. Han har – for at man (ved en sådan illustration) bedre kan forstå hans bedrageriske fremfærd – fået nyt cpr-nummer. Det er hans agt at svække kirkens immunforsvar ved at tage kvindeklæder på. Dermed er det hans videre formål at formindske antallet på dem, der ’ikke vil bøje knæ for Ba’al’ (Matt.22:14) – ja, forførelsen vil blive så massiv, at (’om det er muligt’ – og må Gud forbyde det) ’endog de udvalgte skal blive ført vild’ (Matt.24:24).

SKÆBNESPØRGSMÅLET

I den forbindelse vil jeg gøre opmærksom på den enestående tekst, som mere end 2000 folkekirkepræster skal prædike over søndag d. 20. oktober 2019. Teksten er hentet fra Matt.22:34-46 og handler om det mest skæbnesvangre spørgsmål, som en nation, en by, en familie eller det enkelte menneske kan blive stillet over for.

Jeg selv prædiker over denne tekst søndag d. 20. oktober kl. 10:30 i frikirken ’NYT HÅB’ på Damhus Boulevard 28 i Rødovre, og hvis jeg var i den situation, at jeg (som politikerne nu foreslår) skulle indsende et referat af min prædiketekst til Kirkeministeriets censur-afdeling, så ville jeg tillade mig at henvise til ugeavisen Udfordringen, som den selvsamme søndag offentliggør min prædiken under titlen: ’DET SKÆBNESVANGRE SPØRGSMÅL’.

For en sikkerheds skyld (og for at statscensur-afdelingen ikke skal lede forgæves), så vedlægger jeg teksten på min 20-oktober-prædiken her. Den lyder sådan:

DET SKÆBNESVANGRE SPØRGSMÅL

Den dag, der her i søndagsteksten tales om, var én af de vigtigste i Jerusalems tusindårige historie. På denne dag blev de åndelige ledere i Den Hellige Stad stillet over for et spørgsmål, som fordrede præcis det ene svar, der ville afgøre byens og nationens skæbne.

Det fører med sig, at denne søndagstekst er én af de vigtigste i hele kirkeåret. I den stilles det samme præcise spørgsmål, hvis svar i lige så høj grad afgør kirkens og nationens skæbne.

Da Jesus på denne skæbnesvangre dag hørte Israels svar, brast Han i gråd og udbrød: ”Du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt! Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer i Herrens navn (Matt.23:37-39).

Hvad siger Jesus i dag efter denne (årets vigtigste) søndagsprædiken i mere end 2000 kirker over det ganske land? Han stiller jo på denne oktobersøndag det samme spørgsmål som foran Templet for to tusinde år siden…

ØJEBLIKKETS STORHED

Skæbnedagens begivenheder startede med, at farisæernes parti i Jerusalem ’godtede sig’; de havde (ifølge Ny Testamente) hørt, at (citat): ’Jesus havde lukket munden på saddukæerne’ (v.34). Idet de tilsyneladende var totalt blanke med henblik på forståelsen af øjeblikkets storhed, blev de enige om, at ’de nok skulle få sat Jesus på plads’.

De satte en ekspert på sagen (’en lovkyndig’), som forberedte ’den fælde’ (v.35), der med sikkerhed ville ’klappe i’, når Jesus skulle svare på (citat): ’Hvilket bud i loven er det største’? (v.36)

Det viste sig nu, at den religiøse elite havde forregnet sig; fælden klappede ikke! Jesus erklærede, at der ikke er kun ét bud – men der er to bud, ’som er lige store’ (v.39), og det andet af disse to bud siger, at ’du skal elske din næste som dig selv’ (v.39).

Spørgeren, (loveksperten) var tydeligt hårdt ramt ved Jesu svar (som nu også lukkede munden på ham) – og i dette tavshedens øjeblik kommer Jesus med sit (altafgørende) modspørgsmål: ”Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er Han?” (v.42)

Farisæerne rådslår. Så falder svaret: ”David!” Dermed er deres sag afgjort! Jerusalems skæbne er beseglet – og hvis kirkens svar i Danmark ikke har mere at sige om denne sag, så vil også (citat): ’dens hus blive overladt til sig selv – øde og tomt’! (Matt.23:38)

ÅBENBARINGEN

Kort forinden passerede Jesus med sine disciple Cæsarea Filippi (Matt.16:13). Her stillede Han det samme spørgsmål: ”Hvem siger folk, at jeg er?” (v.13) Disciplene kom med forskellige svar, men Peter udbrød: ”Du er Messias, Den levende Guds Søn!” (v.16) Da erklærede Jesus: ”ikke noget menneske har fortalt dig dette, men det er min far i himlen, som har åbenbaret det for dig, og på denne (åbenbarings-)klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den (v.17-18).”

At Jesus er Davids Søn (ifølge sit jordiske slægtsregister… Matt.1:6-16) kan ikke holde djævlemagterne tilbage. Men at Maria er Hans eneste mor – og Gud Hans eneste far… at Han er den levende Guds Søn er den åbenbarelse, som Dødsrigets Porte ikke kan få bugt med.

HERTIL KAN TILFØJES

Lad os derfor gøre denne søndagens udfordrende tekst mere personlig.

Hvem siger du, at Jesus er? Hvis du siger, at han er ’Davids Søn’ (sådan som det var det reserverede, skriftkloge svar) – så er du ’skriftmæssigt’ på sikker grund! Det er ubestrideligt sandt, at Jesus, Menneskesønnen, befinder sig i Davids familietræ – men denne pæne, religiøse respons redder ingen sjæl fra fortabelsens mørke! Hvis du siger, at ’Jesus er den levende Guds Søn’, så bygger denne bekendelse på en åbenbarelse, som kun din himmelske far kan give dig, og det er den klippe, hvorpå Kristus bygger sin kirke.

Hertil kan imidlertid tilføjes endnu et element: Hvis du ud af et oprigtigt hjerte tør sige: ”Jesus er den levende Guds Søn, og Han er min Herre, så taler du ikke længere ud af dig selv; da taler du ud af Guds Ånd, thi Jesus forklarer jo i søndagsteksten, at (citat): ’David i Ånden kaldte Ham ’Herre’ (v.43). ”Og i det tilfælde,” tør jeg afsluttende påstå, ”kommer du under den velsignede forjættelse, som Jesus citerer fra Davids 110. salme, når Han i vor søndagstekst udbryder: ”Herren (Faderen) sagde til min Herre (Sønnen): Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender under dine fødder!” (v.1)