DE SYV GRUNDLOVSORD
Det var ikke helt almindeligt, da Danmarks udenrigsminister i sommeren 2003 sendte en homofil diplomat og hans partner som ambassadørpar til Israel… én af klodens mest ømfindtlige poster,
hvor religion tæller mere end politik, og hvor en sådan handling ifølge de hebraiske skrifter defineres som ’afskyelig’, samt at Kristeligt Dagblad d. 7. august samme år citerede en prædikant for under en demonstration på Israels Plads i København at have tilspurgt den siddende VK-regering, om den ’i disse terrortider turde provokere et muslimsk land på samme måde’. Det var mere end usædvanligt, at domkirken – den protestantiske katedral i København – i de hede sommermåneder 2009 – pludselig stod iklædt det homofile flags regnbuefarver, og der blev indbudt til ’massevelsignelse’ af homoseksuelle og lesbiske par. Det var særdeles besynderligt, at Danmarks
biskopper kun få måneder efter anmodede kirkeministeren om at indkalde til et ’hurtigt arbejdende udvalg’, der skulle aflægge rapport om kirkens stilling til homovielser… og det forekom i den
grad sært, at næppe var dette udvalg gået i gang med arbejdet, før det fra parlamentssalen på Christiansborg meddeltes, at fem medlemmer af et af de styrende partiers folketingsgruppe havde brudt med både parti og regering for at give homopar lov til fremover at adoptere børn…
Mere end 25 års ligestillings-politisk, sejlivet stræben lå bag den lov, som i juni 2012 fik sparket kirkedørene op, så Danmarks præster velsignende kunne lægge hænderne på par af samme køn og fra denne selvsamme dato i selve kirkerummet kunne erklære dem for lovmæssigt at være ’ægtefæller’. Allerede i 1989 gennemførtes i Danmark loven om ’registreret partnerskab’. Denne bestemmelse om de homoseksuelle pars borgerlige rettigheder havde imidlertid ikke (som det bemærkes i lovforslagets ’bemærkninger’) adgang til ’kirkelig indgåelse af partnerskabet’. Den danske landsforening for bøsser og lesbiske rettede i den anledning en række klagende henvendelser til landets biskopper – og det viste sig da, at der i al ubemærkethed forinden havde fundet 60 sådanne ’illegale’ velsignelser/vielser sted – alle foretaget af præster i folkekirken. (15 af disse ’vielser’ blev foretaget med par, der kom fra udlandet). Biskopperne sagde stort set ingenting – dog en enkelt skrev i en avisartikel, at det fra nu af måtte betragtes som ’en tjenesteforsømmelse at nægte at foretage sådanne vielseshandlinger’ (Kristeligt Dagblad 20. august 1994). Siden er det gået slag i slag. Stærke kræfter arbejdede på at få homovielser flyttet fra rådhuset ind i kirken… og netop dette er det aktuelle billede, som i denne time nu viser sig i mange lande. Danmark er med ’kirkelige homovielser’ blevet et foregangsland. Det er et vidnesbyrd for den halve verden. Samtidig er reformationens børn (de sande protestanter, som stadig protesterer) ved samlet at rejse sig?
MINDRETALLET
De danske politikeres svar lod ikke vente på sig. Næppe var et dansk, teologisk regeringsudvalg i april 2010 gået i gang med sit 150 dages arbejde med henblik på spørgsmålet om ’kirkelige homovielser’, før det ovennævnte adoptionskup blev foretaget på ’Christiansborg’ i København. Det lykkedes – og med ét kom det atter til syne, at langt dybere lidenskaber end både politik og religion syntes at styre denne sag; ’kejseren’ ville fra nu af (sådan opfattedes det) i alle lande og riger kræve sin ret – og alle slags modstandere burde fra denne time vare sig for ’senatet’, der truende kunne finde på at råbe: ”Du er ikke kejserens ven!” (Johs.19:12).
Den på det tidspunkt (2010) danske kirkeminister, Birthe Rønn Hornbechs, stilling med hensyn til mediernes kritiske ransagen var følgende: ”Jeg har hele tiden sagt, det er vigtigt, at mindretallet ikke bliver tromlet.” ’Mindretallet’ er sådanne folk som mig – og millioner af kristne ud over den hele verden. Det vil sige troende mænd og kvinder, der ikke behøver 150 dage til at finde ud af, om vielser af homoseksuelle kan finde sted i Guds Hus. De behøver ikke 20 ugers ’teologiske’ overvejelser for at turde erklære, at homoseksuelle og lesbiske parforhold aldrig kan velsignes i kirken. ’Mindretallet’ består over hele kloden af jævne kristne, som indenfor 30 sekunder – uden at blinke – tør fastslå, at ifølge Den Hellige Skrift er der ikke to meninger om denne sag. Homoseksualitet defineres i Bibelen som synd, og mennesker, som er drevet af denne lidenskab, står i fare for – hvis ikke de omvender sig – at blive ’prisgivet’ en sørgelig skæbne. Det vil gå dem, som det gik Sodoma! De går ad fortabelsens brede vej. Forude venter dem en pinefuld evighed.
Af den grund vil denne ’minoritet’ af kristne mænd og kvinder alle vegne ved lov og ret og domstolskendelser fortsat erklære: ”… kan det aldrig forekomme, at Skaberen nu ved hjælp af særlige biskoppeligt anerkendte statsritualer siger ja til disse forhold. Det homofile samliv kan aldrig (som det hedder i Bibelen) være ’sammenføjet af Gud’ (Matt.19:6 og Mark.10:9). Den blotte tanke er i modstrid med både Ny Testamente og de protestantiske kirkers bekendelsesskrifter. En betydelig konfrontation venter forude! Jo! Reformationens sande børn er ved at rejse sig. For dem er endog protestantismens ’domstols-protest’ mod synd og gudløshed en del af deres bekendelse …og bekendelsen bliver mere direkte som tiden går. Synd omtales som synd med navns nævnelse!
’Minoriteten’ er altså som på reformationens tid ’den jævne mand’, der er medlem af rigets protestantiske nationalkirke eller på andre måder regner sig for at være en del af en nations kristne
menighed. Fra den første begyndelse har det beviseligt fra den danske stats side været meningen at holde den almindelige borger udelukket fra nogen som helst indsigt i det destruktive værk, som på samme vis af alverdens statskirker eller en statsligt godkendt og etableret kristenhed alle vegne holdes skjult bag lukkede døre. Et par afgnavede ben smides i de forskellige lande ved indførelsen af homovielser ud til pressen, der blot får at vide, at det har noget at gøre med ’en ændring af ægteskabslovgivningen’ (for dermed globalt og på længere sigt at skabe plads for homobryllupper i kirken).
Om landenes ’lov og ret’, kirkernes bekendelsesskrifter, de – ifølge reformationens lære – strengt adskilte forhold mellem stat og kirke, homo-ideologernes egentlige og ’kødelige’ motiver, Bibelens
advarsler og det homofile samfunds militante fremfærd vil der – som det har været tilfældet i Danmark – ikke blive sagt et ord. De, som ved noget, vil få munden lukket med syv segl – og alle anmodninger til ministerierne om at blive tilkendt den (i mange lande) lovbefæstede ret til ’aktindsigt’ vil få afslag. De ledere, som den jødiske profet kalder ’Sodomas stormænd’ (Es.1:10) styrer i land efter land denne sag, og den verdslige domstol (i enkelte nationer ’forfatningsdomstolen’) vil blive stillet på en hård prøve. Snart falder Damokles sværdet!
NÅR POLITIET EFTERJAGER BORGERNE
Det er derfor at forvente, at der i land efter land vil opstå voksende strid om ’ytringsfriheden’. Den pludselige og som et stjerneskud opståede, verdensomfattende bevægelse ’Je suis Charlie’ (efter det
morderiske attentat på Hebdo-Charlie-magasinet i Paris i januar 2014), er toppen af isbjerget’. Det egentlige spørgsmål om ytringsfrihed bliver afsluttende dette: Kan den nationale såvel som den
internationale lovgivning bære Ny Testamentes fordømmelse af homoseksualitet? Vil der (billedligt talt) blive ’rejst tiltale’ mod Jesu apostel, Simon Peter, for åbenlyst at anvende betegnelsen ’Fordærvelsens Trælle’ i det kapitel, hvor han omtaler den synd, som førte til ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra (2. Pet. 2:19 og 2:6). Vil der (ifølge et eller andet ’anklageskrift’ fra alverdens statsadvokater) blive rejst tiltale mod denne nære efterfølger af Jesus af Nazaret, for overtrædelse af internationale konventioner og straffelove ved offentligt at have fremsat udtalelser, ’hvorved (som det hedder): ”En gruppe personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering” (den danske straffelovs paragraf 266b). Vil den apostel, hvis åbenbarelse Jesus omtaler med ordene: ”Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke” (Matt. 16:18) – blive ’stillet i anklageskranken’ for om Sodoma-samfundet at have udtalt: ”De taler overmodige, tomme ord og lokker i kødeligt begær ved deres løsagtighed dem, som var lige ved at undslippe fra folk, der vandrer i vildfarelse. De lover dem frihed, skønt de selv er trælle af fordærvelsen; thi træl er man af det, man er bukket under for…” (2. Pet. 2:18-19). Vil det kommende retsopgør i Danmark blive efterfulgt af flere (og i andre lande ud over den vide jord), hvor det ikke længere er borgerne, der sagsøger staten men staten, der med politi og dommerkendelse efterjager borgerne? Det bli’r en trængselstid for Guds menighed – men ’menighedens engel’ vil komme i aktion, og der vil ske overnaturlige ting, som i den kristnes menigheds første dage.
*
Den aktuelle debat drejer sig altså ikke om, hvorvidt homo-tænkernes lære kan praktiseres på Rådhuset men udelukkende om, hvorvidt den kan gennemføres i kirken. Ja, man kan sige det sådan, at så længe homo-prædikanterne holder sig uden for kirkens mure, må det være det civile samfunds vogteres opgave at holde styr på de naturstridige lidenskaber – men i samme øjeblik de træder over
kirkens tærskel og gør krav på, at kirkens ritualbøger skal ændres for at give plads for et andet og ifølge Bibelen gudløst ’evangelium’, må de forvente at blive mødt med Skriftens ord.
Det kommende opgør (om ’Sodomas skæbne’) omtales ikke i den verdslige protokol ud af en almindelig ’fremsynethed’. Nej, protokollen bliver da en slags skjult ’profetisk tale’: ”Og nu står det profetiske ord så meget fastere for os; det gør I vel i at agte på som på et lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen oprinder i jeres hjerter, og dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti lader sig tyde egenmægtigt. Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskers vilje, men drevet af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud” (2. Pet. 1:19-21). Hvis altså nogen verdslig myndighed noget sted forgriber sig på det advarelsesord, som lyder (når der tales om den homoseksuelle praksis) så bør ’magistratens mænd’ være opmærksomme på, at det i så tilfælde ikke er noget menneske, som de er op imod. Nej, det er ’det profetiske ord’ (v.19), som de søger at komme til livs. Det er den Almægtige Gud de slås med!
GRUNDLOVSSTRIDIGT – FRA ’DAY ONE’
I sin selvbiografi skriver en tidligere kirkeminister følgende: ”I vort regeringsgrundlag blev det slået fast, at (citat): ’Regeringen vil give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken – uanset deres seksuelle orientering’! (S.160)
De 300 sagsøgende borgere vil vove at påstå, at dette regeringsgrundlag fra ’day one’ har været og i al fremtid vil forblive at være grundlovsstridigt. Situationen har nemlig ikke ændret sig så meget som en tøddel siden enevældens ophør i 1849. Fra da af gælder det, at Folketinget lovgiver for – og kirkeministeriet har den centrale administration af det kirkelige i Danmark. Men den evangelisk-lutherske læres ritualer skal regeringen holde fingrene fra!
Den omstændighed (som netop dette provokerende regeringsgrundlag med dets daværende ligeså udæskende kirkeminister har misbrugt til det yderste) at folkekirken indtil nu ikke har sin egen
forfatning, har ikke været, er ikke – og vil aldrig være ensbetydende med, at nu skal landets evangelisk-lutherske kirkes ledelse bare sætte sig hen i en krog og skamme sig! Det er med den selvbiografiske, udfordrende henvisning til dette (alt for tydeligt kirkefjendske) regeringsgrundlag, at de kristne søger at gøre det klart, at fordi Den evangelisk-lutherske kirke i Danmark endnu ikke har taget det afgørende skridt til at få oprettet sine egne besluttende og rådgivende organer, så er den protestantiske nationalkirke i Danmark simpelthen ophørt med at være et selvstændigt begreb! Det ’totalt lovløse regeringsgrundlag’, som den tidligere kirkeminister i sin selvbiografi ustandseligt støtter sig til, går med sine fjendske ord ud fra, at den danske folkekirke herefter er både meningsløs og harmløs, grundløs og formålsløs i en hvilken som helst retlig sammenhæng. Den kommende tid vil imidlertid vise (tror jeg), at her tager den tidligere kirkeminister og hans politiske partifæller fejl! Som Bibelen siger: ”Han har gravet en grav for andre – nu falder han selv i den! (Ordspr. 26:27).
IKKE EN NY RELIGION
”De 300” støtter som bekendt deres påstand på Grundlovens 4. paragraf, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og som sådan understøttes af staten.”
Denne erklæring er ikke fra i går! Det er ikke en bestemmelse, som borgerne sådan ’uden videre’ selv har fundet på! ’De 300’ strider ikke for en ny religion eller en ny verdensorden. Allerede før 1849 var nøjagtig disse 14 ord i vor nuværende grundlov udtryk for den faste, protestantiske tro, der hviler på de århundredegamle bekendelsesskrifter, der (oven i købet med navns nævnelse) står trykt og prentet i Danske Lov af 1683… og hvis én eller anden stresset dagbladsjournalist skulle finde på at spørge, om ’De 300’ kan nævne navnet på bare ’det første’ af de skrifter, der står omtalt i den stadigt ældende – snart 350 år gamle lov, så lyder svaret: ”Bibelen!”… og herefter kan da i hastig rækkefølge nævnes: Den apostolske, den nikænske og den athanasianske trosbekendelse plus den Augsburgske Bekendelse og Luthers lille katekismus.”
”Alle disse skrifter ligger nu fremlagt til folkets bedømmelse,” vil ’de 300’ tilføje, ”og de vil (mener de) alle som én kunne gennemhulle den tidligere kirkeministers kristendomsfjendske regeringsgrundlag.” Ja, ja… det er helt rigtigt, at bekendelsesskrifterne i det store og hele er teologiske udsagn – men det betyder kun (skal ’De 300’ hilse og sige til kirkens modstandere) at den danske folkekirke – præcis som ’en retlig størrelse’ – hviler i et ikke ringe omfang på teologiske udsagn og med rødt understregne begreber i folkekirkens bekendelsesskrifter. ”Der kan,” (mener ’de 300’) ”af selve forfatningens 4. paragraf uddrages helt præcise afgrænsninger vedr. statens beføjelser (m.h.t. kirkens indre anliggender). ”Denne bestemmelse (grel. § 4) har et egentligt (altså krystalklart, dybt oprindeligt) juridisk indhold,” erklærede nu afdøde departementschef i kirkeministeriet, prof. Dr. Ur. Preben Espersen, idet han tilføjer (citat): ”Grundlovens 4. paragraf må opfattes som en slags ’generalklausul’, der påbyder, at folketing og kirkeministerium skal tage skyldig hensyn til indholdet af den evangelisk-lutherske bekendelse i forbindelse med fastsættelse af regler på det kirkelige område!” (Kristeligt Dagblad, torsdag d. 25. april 1991).
’HØJTRÅBENDE MEDLEMMER
Alle kirkeministre må altså indstille sig på, at det danske retssystem kan finde på at erklære denne definition (skrevet af en kirkeministerium-kollega, der for en snes år siden sad i departementschefens stol), for værende ’i høj grad relevant’. Hvis det er sandt, at kirkeministeriet aldrig afgør væsentlige sager, (der har berøring med kirkens lære eller forkyndelse), uden at et enigt
bispekollegium står bag, så er alle tidligere kirkeministre kommet alvorligt på afveje, de må i dag sætte ham på plads. En tidligere kirkeminister fortæller i sin levnedsbeskrivelse, hvordan han personligt ser på folketingets behandling af sagen om kirkelige homovielser. Sine modstandere betegner han som (citat): ’en lille gruppe højtråbende medlemmer, som hverken kan lide mig eller tanken om homoseksuelle ved alteret’ (s.168).
Dermed lader denne minister forstå, at de af folketingets mænd og kvinder, der ud fra deres samvittighed og politiske opfattelse ræsonnabelt har argumenteret mod kirkeministerens projekt, med en håndbevægelse kan fejes af bordet med betegnelsen: ”højtråbende medlemmer’. Disse ’anderledes tænkende’ politikeres stilling til kirkens bekendelsesskrifter, syn på grundloven, kompetente forsvar af ’kirkens indre anliggender’ – ja, dybe og ofte gudfrygtige respekt for kirkens ledelse, får påtegnelsen (citat): ’De kan ikke lide mig eller tanken om homoseksuelle ved alteret’.
Denne holdning (der forekommer milelangt fra denne ministers ’manifest’: ”Jeg forsvarer andres ret til at mene noget andet end mig”… s.142) har nu ført til, at 300 borgere ser det som en umulig sag at ’fortsætte dialogen’.
Den omtalte kirkeminister sætter i sin selvbiografi især ét af folketingets medlemmer i gabestokken. Det er hans ihærdige, forhenværende kollega i kirkeministeriet, den jura-uddannede, Birthe Rønn Hornbech. Ministeren skriver (citat): ”Hun slæbte mig i samråd på samråd og rettede skytset mod mit blødeste punkt: En kirkeminister har ikke ret til at tvinge biskopperne til at lave et ritual. Det er på brutal vis at blande sig i kirkens indre anliggender” (s.168).
Når nu den omtalte selvbiografis forfatter selv indrømmer, at hans lovkyndige folketingskollega (der selv har siddet i chefkontoret i Holmens Kanal) nu med loven i hånd har fat i den mest sårbare del af hans homo-projekt – så bør samtlige lovlærde uden tøven rette deres opmærksomhed mod dette forhold. Da har jo netop disse paragraffer fået deres berettigede plads i det forløb, der nu har taget sin begyndelse. Ministeren trækker selv det ømfindtlige emne frem i lyset. ”Mit blødeste punkt,” forklarer han, er dette (citat): ”En kirkeminister har ikke ret til at tvinge biskopperne til at lave et ritual”.
”En kirkeminister har ikke ret til,” det vil sige, at ’han er begrænset i sine beføjelser’. ”Altså er dette hovedemnet i sagens fremstilling.”
DE FØRSTE SYV ORD
I en kronik i Kristeligt Dagblad fredag d. 28. juni 1991 skrev professor dr. Jur. tidligere ombudsmand, Hans Gammeltoft Hansen, alle lovlærdes mest kortfattede kommentar til de første syv ord i Grundlovens 4. paragraf. Professorens uhyre, simple ’matematiske ligning’ (2+2=4) sætter den tidligere kirkeministers ’bløde punkt’ i relief – ja, hvis netop denne eksperttolkning af disse syv grundlovsord kunne finde ørenlyd i en moderne retssal, så er der ikke ret meget mere at komme efter! Kronikkens forfatter skriver (citat): ”De første syv ord i Grundlovens § 4 indeholder en selvstændig regel: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke!” Gammeltoft-Hansen fortsætter: ”Dette udsagn kan også udtrykkes således: ”Den danske folkekirke er (dvs. ’tilhører’) den evangelisk-lutherske kirke.” Efter at have præciseret dette grundlovens fortsat gældende (superlogiske) lighedstegn (mellem to størrelser), drager kronikøren denne (for mig at se ’forbløffende’) konklusion; han skriver (citat): ”Heri ligger, at den danske folkekirke ikke retligt kan gestaltes eller reguleres på en måde, der strider mod det system af kirkelige opfattelser og begreber, som indgår i den evangelisk-lutherske kirke.” Professorens facit er dette: ”Noget sådant ville simpelthen være i strid med grundloven…”
I dette ’matematiske lys’ står den tidligere kirkeministers ’bløde punkt’ totalt afdækket: ”Han har ikke og vil aldrig så længe disse syv ord fra grundlovens 4. paragraf er gældende, med nogen legal ret kunne tvinge biskopperne i den evangelisk-lutherske kirke til at lave ’et politisk ligestillingsritual’. Hvis han allerede har gjort det (og det har han), så er det med professorens ord: ’simpelthen i strid med grundloven’ og dette bør nærmere afklares.
EN HIMMELRÅBENDE FEJL
Den 23. feb. 2012 kl. 14:30 blev der i det veludstyrede udvalgsværelse (Nr. 2-080) i regeringspalæet i København budt velkommen til ét af de samrådsmøder, som den daværende kirkeminister med afsky omtaler i sin selvbiografi. Om den forhenværende kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech, fortæller han, hvorledes hun ’slæbte mig til disse møder’ (s.168). I dette tilfælde var det imidlertid Folketingets Kirkeudvalg, der havde indbudt til en sådan samling – og begge kirkeministre (den forhenværende og den nuværende) var til stede. Også jeg ’deltog’ som tilskuer og tilhører i mødet, idet jeg over Folketingets tv-kanal på min fjerne ørkenbase i Israel kunne følge det uundgåelige ’clash’ mellem de to ministre.
Godt to uger forinden, den 10. feb. 2012, havde ’den forhenværende’, Birthe Rønn Hornbech, affyret en bredside mod ’den nuværende’. Den lød sådan (citat): ”En regering har pligt til i et lovforslag at gøre rede for de spørgsmål, som grundloven rejser. Det er ikke sket i udkastet til lov om ægteskab for homoseksuelle i kirken.” Artiklen i Kristeligt Dagblad slutter med ordene: ”Det er en eklatant fejl, som justitsministeriets lovafdeling bør belære regeringen om.”
Den salve, som dagbladsartiklen forfatter affyrede d. 10. feb. 2012, afleverede hun igen i samrådsmødet på Christiansborg 14 dage senere. ”At lovforslaget om ægtevielser i kirken af par af samme køn ikke med ét ord omtales i dets forhold til grundloven, er en eklatant fejl.” Ordet: ’Eklatant fejl’ er stærkt. Kan bedst oversættes med udtrykket: ’En himmelråbende fejl’. Den udfordrende henvisning til justitsministeriets lovafdeling blev ved dette samrådsmøde sammenbidt gentaget.” Derfor vil jeg i det følgende efterkomme opfordringen og lade søgelyset dreje ind over den lovtekniske afdeling af justitsministeriet samt de ufyldestgørende svar på relevante spørgsmål.
NÅLEØJE-PRINCIPPET
For bedre at kunne forstå, hvorfor den manglende erklæring vedr. den lovtekniske bedømmelse o lovforslagene L105 og L106 (med hensyn til disse bestemmelsers forhold til grundloven) betegnes som en ’eklatant fejl’, bør man et øjeblik rette opmærksomheden mod, hvad der skete i Irland i maj 2015. Her blev – fra den ene dag til den anden – et nyt menneskesyn og en ny ægteskabsforståelse ved et nationalt referendum indført i den irske grundlov. Det vil sige, at denne nye grundlovsparagraf vil være et element for al videre lovgivning i Irland. Alle lovforslag, som har forbindelse med menneskesynet, ægteskabet eller landets kristne fundament skal fremover –inden de bliver ophøjet til lov – sendes til en ransagen og gransken i den irske lovafdeling. Den har at gøre med dette begreb: ’lovteknisk revision’. Alle irske lovgiveres lovudkast skal fremover måles og vejes ud fra den nye grundlovsparagrafs grundsætninger og retsprincipper. Alle centrale love, tværgående, generelle eller internationale love – alle menneskerettighedskonventioner skal fortsat inddrages for at ’stille til obligatorisk lovrevision’. Her skal de sammenholdes med den nye grundlovsparagraf. Ingen lov slipper gennem nåleøjet uden at have været endevendt i lyset af den nye homo-bestemmelse.
Den indførte ’4. bestemmelse’ i den 41. artikel af den irske grundlov lyder sådan: ”Et ægteskab mellem to mennesker af samme køn vil have samme status under grundloven som ægteskab mellem en mand og en kvinde.” Artiklen fortsætter: ”Et ægteviet par af forskellige køn eller af det samme køn vil blive anerkendt som en familie og er berettiget til grundlovens beskyttelse for familier.”
Når det herefter i Irland (med grundlovskraft) er gældende, at to mennesker af samme køn har samme status under grundloven som en mand og en kvinde –skal alt i folk og samfund, kirke og retsvæsen, parlament og ministeriernes administration indordnes efter det nye homo-princip. Alt, hvad der modsætter sig den nye homo-ordning, må da regnes som lovovertrædelse – ja, grundlovsbrud!
Med denne nye grundlovsparagraf er i Irland livsmønsteret og statens styrelse retningsangivet. Justitsministeriets lovtekniske afdeling må på det strengeste afvise lovudkast, der ikke samstemmer med dette syn. Det homofile samfund har siden den majdag i 2015 etableret sig i Irland, hvilket befolkningen snart vil få at erfare… fortsættes i næste rundbrev
BEMÆRK:
Læs artiklen under Profetisk Journal: ’ENGLE KOM TIL SODOMA VED AFTENSTID’
… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.
Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com
Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 04.08.2023.