MENNESKET: ET FRIT OG ANSVARLIGT VÆSEN

Guds åbenbaring hviler på den kendsgerning, at mennesket er et frit og ansvarligt væsen!

Det står fast (og er en ubrydelig sandhed), at den menneskelige åndsfrihed er og forbliver selve udgangspunktet for alt, hvad kristendommen forkynder og befaler menneskeslægten. Mennesket har også en levende samvittighed (som er det fuldt ud gyldige vidnesbyrd om, at det er ’et frit væsen’ og fuldstændig ansvarlig for alle sine handlinger!

Det vil sige, at ingen filosofi (hvor skarpsindig den end måtte være) og ingen vantro (hvor underfundig den end kan være) kan bortforklare menneskeåndens medfødte ansvarsbevidsthed!

Gud bliver altså aldrig på noget tidspunkt overrasket over menneskets handlinger. Han ender aldrig med ordene: ”Det havde jeg aldrig forestillet mig, at et menneske kunne finde på at handle således!”

*

At tro på, at Jesus er ’guddommelig’, er absolut nødvendig for at komme ret afsted med studierne over ’de åndelige ting’. Efter at Jesus (ved en bestemt lejlighed) havde spurgt sine disciple om, hvad folk ’mente om ham’, sluttede han med at stille spørgsmålet til dem og sagde: ”Men I, hvem siger I, at jeg er?” – Peter svarede på stedet: ”Du er Kristus, den levende Guds søn!” Jesus mødte dette svar med et klart bifald (Matt. 16: 13-19).

Apostlen Johannes gør det klart, at vi nødvendigvis må fastholde troen på, at Jesus har frataget sig en menneskelig skikkelse, idet han skriver:

1. Derpå kan I kende Guds Ånd: Enhver ånd, der bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kødet, er af Gud!
   
   
2. … Men, enhver ånd, der ikke bekender Jesus, er ikke af Gud!
   
   
3. Dette er Antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden.

*

Til slut bør jeg nævne det skriftord, som findes i Rom. 10:9-10, og som siger: ”Thi når du med din mund bekender Jesus som Herre – og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst: Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse!”

Skriften siger jo: ”Enhver, som tror på ham, skal ikke blive til skamme.”

At tro på disse få ord, er at ’have den korrekte tro’. Her er ingen faldgruber og ingen sjælefælder! Alt er ’lige til forklaret’ og nemt at forstå. Ja, disse få skriftord er tilstrækkelige til at føre en vildfaren sjæl ind på frelsens vej – og de er så nemme at forstå, at de absolut må kunne danne grundlag for enoprigtig tro, der føre til sjælens frelse!

UNIVERSELT INTERESSEFELT

”I øvrigt,” fortsætter Thomas d’Aquin, ”intellektet tager ikke fejl ved at klarlægge disse første principper – (dog er det lidt usikkert, når det drejer sig om at drage de første konklusioner). – Det guddommelige intellekt ’giver nemlig ikke rum ’for nogen form for ræsonnement.

Det diskuterer ikke sagen. Det kan følgelig ikke give sig ’nogen falsk illusion! Ingen fejlagtig konklusion ’kan forekomme i det guddommelige intellekt. Yderligere kan vi fastslå følgende: ”Jo mere et videnskabeligt område bliver ophøjet, desto mere bliver de sager, som det tager sig af, et universelt interessefelt!

Hertil kommer, at den intellektuelle dyd ligger i ’en særlig fuldendelse’ af det intellektuelle stade, som allerede er opnået. Men den guddommelige intelligens er af natur højere end den menneskelige forstand – ja, den ligger fuldstændig i spidsen, idet den er helt og holdent fejlfri.”

DEN GENFØDTE MENNESKES LIV

Der er handlinger, hvortil vi er ’forpligtede’, så vi ’slipper ikke ’ for, at Gud giver os anledning til at kende dem og efterleve dem ved hans nåde og kraft. Det er handlinger, som udgår fra vore hjerter, (der er blevet forvandlet til ’et blødende organ, som elsker alle mennesker!”

”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre imod jer, det skal I gøre mod dem,” siger Jesus (Matt. 7:12). Han stiller os dermed overfor en ’moralsk myndighed’, som vi ikke kan undslippe. Dette taler om ’en kristen livsførelse’. Noget alle kan forstå og tage del i. En måde at leve sit liv på, som udskiller sig (fra det liv, som verdens mennesker fører) og et liv, som ikke kan leves, hvis ikke Jesu forvandlende kraft får anledning til at ’leve sit liv ud’ i det genfødte menneske!

Om dette er følgende at sige:

Gud, som er kærlighed, kræver et menneske helt.

”Det er nemlig ikke nok at kende loven for at undgå at blive dømt af Gud. Man skal også gøre det, der står i den! Hvis mennesker, som ikke er jøder, og altså ikke er underlagt loven, alligevel instinktivt gør det, der står i den, så viser det, ’at loven er indbygget i dem. De er født med loven i sig. Det er deres samvittighed også et bevis på, når de diskuterer med sig selv om, hvad der er rigtigt og forkert (Rom. 2:13-15).”

*

Vor Gud hersker envældigt over himlen og jorden. Intet og ingen kan unddrage sig hans gennemtrængende blik. Han ser alt – endog før det er sket, og før det er en begivenhed, som mennesker kender til. Gud er altvidende og almægtig; han er enehersker over alle ting, og intet er unddraget hans suveræne magt.

Som den højeste magt og den højeste viden betinger hinanden, er han evigt den eneste magt, som ikke kan besejres og overvindes af nogen anden magtfaktor i det ganske univers, thi han kan på et hvilket som helt tidspunkt gøre alt, hvad han vil.

– Men samtidig er han godhedens og kærlighedens ’ypperste meste’, og hans ubegribelige og verdensomfattende magt står altid (beredvilligt) i kærlighedens og sandhedens tjeneste! ”Vor Gud er i himmelen. Han gør alt, hvad han behager!” (Salme 115:3)

”Herren sagde til Abraham: ”Mon noget skulle være umuligt for mig?” (1. Mose 18:14) Lad os se nærmere på denne bibelske beretning. Skriften fortæller:

DER MÅ JO VÆRE EN MENING MED DETTE

En dag for mange år siden, da Abraham (som sædvanlig) sad ved indgangen til sit telt på det sted, han havde slået lejr (ved de mægtige egetræer i Mamre) kom Gud forbi og viste sig atter for ham. Det skete på den hedeste tid af dagen – men da Abraham i et øjeblik så op, fik han til sin overraskelse øje på tre mænd, som stod i samtale med hinanden på et sted i nærheden.

Abraham sprang op og løb alt, hvad han kunne, hen imod de tre fremmede. Da han nåede de tre mænd, faldt han ned for deres fødder og sagde til den forreste af dem: ”Min Herre! Vil I ikke hvile jer her under træet hos mig? Så skal jeg sørge for, at der bliver hentet noget vand, så I kan vaske jeres fødder.”

Han fortsatte: ”Bagefter kan I få noget at spise, så at I kan komme til hægterne, inden I rejser videre. Der må jo være en mening med, at I kommer her forbi, hvor jeg bor!”

”Gør, som du siger,” sagde de fremmede.

Da skyndte Abraham sig ind i teltet til Sara og sagde: ”Skynd dig at tage en sæk mel, ælt en dej og bag nogle brød.” Han fortsatte i løb ud til sine dyr, og valgte en særlig fin kalv og bad en af sine folk at skynde sig at tilberede den. Snart kunne han servere både yoghurt, mælk og kød for mændene. Abraham sørgede godt for dem, mens de sad under træerne og spiste. ”Hvor er din kone, Sara?” spurgte gæsterne.

”Hun er inde i teltet,” svarede Abraham. Så fortsatte den mand, som stillede spørgsmålet: ”Næste år ved denne her tid, kommer jeg igen, og så har din kone, Sara, en søn!”

Sara stod i teltåbningen bag ham og hørte, hvad han sagde. Abraham og Sara var begge meget gamle på det tidspunkt, og Sara var langt over den alder, hvor hun kunne få børn. Hun lo for sig selv og tænkte: Jeg er nedslidt, og min mand er gammel, hvordan skulle jeg overhovedet blive gravid?

Gud hørt, hvad Sara tænkte, og sagde til Abraham: ”Hvorfor ler Sara? Og hvorfor tænker hun: ”Skulle jeg virkelig føde en søn, så gammel som jeg er blevet? Findes der noget, som Gud ikke kan få til at ske? Jeg kommer igen næste år ved den her tid – og så har Sara en søn!”

Men Sara nægtede og sagde: ”Jeg lo ikke!” Men han holdt fast og sagde: ”Jo, du lo!”

Tel.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.31.07.2026