STATSEVANGELIET

”kristne alle vegne forener jer!”

Ekstrabladets Bent Falbert brugte en hel bagsideartikel (søndag d. 16. august 2015) på at fortælle, at ’Præker-Johny går igen’! Artiklen var med en helsides karikaturtegning præget af den sjældne ironi, der ikke er direkte ondsindet – men som siger tingene på en måde, så folk kan forstå, hvad det drejer sig om. Jeg er imidlertid indstillet på at belyse sagen, sådan som ’De 300’ (borgere) ser den, og må af den grund anvende en mere saglig synsvinkel end ideen bag Ekstrabladets artikel. Men jeg kommer med grundloven, bekendelsesskrifterne – og min Bibel under armen og jeg har i sinde, om Gud vil og jeg lever, at rejse gennem land og rige for at belyse denne sag over for dem, der vil lytte til min prædiken…

De, som vil ændre (eller som det i fagsproget hedder: ’regulere’) Danmarks Grundlov, har ifølge de sagsøgende danske borgere ikke noget godt i sinde! ”Vi vil have en moderne grundlov,” hævder de folk, som er utilfredse med vor nuværende forfatning. Samtidig gør de opmærksom på, at de bekendelsesskrifter, som den danske forfatnings 4. artikel henviser til, er ’mildest talt middelalderlige’ – og deri har den slags eksperter ikke uret! Det samfundsmæssige system i de første reformationstider var – det kan ikke afvises – ’middelalderligt’. Imidlertid opfordrer den danske folkekirkes såkaldt ’middelalderlige bekendelsesskrifter’ ikke et øjeblik det moderne danske frihedselskende livsmønster til på ny ’at underordne sig et barskt, statsdirigeret, stavnsbundet samfund, en absolut uretfærdig privilegie-ordning eller en ideologisk genindførelse af enevældens herskesyge! Ej heller befordrer disse 500 år gamle skrifter en ’statskirke’ forstået på den måde, at kirke og stat ved lov skal smedes sammen til at fungere som én eneste ’retmæssig’ magthaver!

’UPASSENDE PROCEDURE’

Det er ikke venlige, imødekommende eller diplomatiske vendinger, som reformatorerne anvender, når de taler om ’den upassende måde, hvormed (i 1500-tallet) den kirkelige myndighed og den verdslige magt’ er blevet ’sammenblandet’ (CA 28:1-2). Reformatorerne bruger (i den tyske oversættelse) ord som ’unschicklich Gewalt’, hvilket betyder: ’upassende, ufin og usømmelig magtanvendelse’. Augsburgerbekendelsens latinske tekst bruger betegnelsen ’incommode’, hvilket antyder ’den groveste taktløshed’… og det var klogt af Melanchthon at henvise til, at ’sådan kan en kirke ikke opføre sig over for staten’. I de dage var ytringsfriheden rimeligt stærkt begrænset, og der ventede flammende kætterbål om hjørnet, hvis nogen ville bruge betegnelser af den art om den verdslige øvrighed! Men sådan er det ikke i dag! Alle disse ’stærke udtryk’, som er anvendt i kirkens bekendelse, ikke blot kan – men bør – anvendes over for statens nyeste overgreb på kirken gennem dens lovgivning i 2012. Bekendelsesskriftets indhold drejer sig nemlig ikke blot om ’en række skældsord’ – nej, sagen handler om en procedure, som en dansk regering konkret har anvendt med henblik på statens forhold til kirken. En ’regulering’, som med vold og magt er blevet brugt over for den kristne menighed – og som derfor (ifølge Danmarks Grundlov) skal belyses ud fra kirkens hovedbekendelse.

Dommerne vil næppe undse sig for at erklære (tror jeg), at bekendelsesskriftet, Confessio Augustanas tekst er højaktuelt, når det taler om en ubibelsk ’indstiftelse af en ny gudsdyrkelse’ og en ’hensynsløs belastning af samvittighederne’ (art.28, stk.2-3). Retten vil da ikke blot kunne henvise til middelalder-pavernes hersken og hærgen. Nej, den vil kunne belære endog de debatterende medier om, at hvis staten vil have indført i rigets gudsdyrkelse en gudstjenestelig handling, der aldrig før har set dagens lys, så eksisterer der en solid, grundlovssikret betingelse, at en sådan ’regulering’ forløber efter spillets regler. Disse tillader imidlertid ingen forandring i den kirke, som staten (ifølge Grundlovens § 4) understøtter, uden at den indførte ændring stemmer overens med de fundamentale tekster, der er kirkens grundlovsanførte rettesnor. Hvis kirkens bekendelsestekst advarende præciserer, at en ’upassende’, ’usømmelig’ og ’uanstændig’ sammenblanding af statens og kirkens myndighedsområder kan føre til ’de største krige’ og ’uroligheder’, da er et sådant ’overgreb’ (kirkelige homovielser) i foruroligende modstrid med den grundlovsbestemmelse, som siger, at intet i gudsdyrkelsen må stride mod den offentlige orden’ (§ 67)…

FORSVUNDNE DOKUMENT

Faktisk synes jeg, at et bedre offer for Ekstrabladets gabestok vil være de ministre (og deres embedsmænd), der med arme og ben søger at hindre borgerne i at få udleveret den aktindsigt, som de er berettigede til. Det har ikke været let at finde ud af, om en gennemført lov af de ansvarlige myndigheder i proceduren er blevet ’ordentligt behandlet. Det gælder ikke mindst lovene L.105 og L.106 om kirkelige vielser af homoseksuelle. Særlig svært bliver det, hvis der fra borgerens side stilles nærgående spørgsmål om, hvordan disse lovudkast egentlig forholder sig til grundloven? Da er det, som ’går der en bureaukratisk klap ned’ for al videre kommunikation. Dørene bliver forsigtigt lukket og svarene tågede. Af en besvarelse til Folketingets Europaudvalg på Christiansborg d. 20. marts 2015 (dok.nr. 151696) fremgår det imidlertid, at der fra de ansvarlige ministeriers (og med henblik på sådanne spørgsmål fra borgernes side) bør tages højde for, om der i selve folketingets debat, mediernes omtale eller den ’høring’, som har fundet sted, skulle være fore kommet bemærkninger om, at ’forslaget er grundlovsstridigt’. Hvis dette er tilfældet, hedder det, bør der ved borgernes henvendelser kunne fremlægges præcise svar på deres spørgsmål.

OPRØR MOD STATSEVANGELIET

Det populære ’kærlighedsevangelium’, som Danmarks statsminister forkyndte i folketingssalen på Christiansborg tirsdag d. 20. marts 2012, (hvor en første behandling af lovforslaget om kirkelige homovielser fandt sted) står i skærende modstrid med det evangelium, som kirkens bekendelsesskrifter er bygget på. ”Det er vort ønske ved dette lovforslag at muliggøre,” udtalte statsminister Helle Thorning-Schmidt, ”at ligegyldigt hvem man elsker, så kan man blive gift i kirken.”

Som en indledende erklæring til netop det lovforslag, der på den dag (under stor mediebevågenhed) skulle fremlægges i Folketinget – og ved denne enestående lejlighed udtalt af landets regerings øverste myndighed – er der næppe blot tale om en tilfældig ’medfølgende bemærkning’. Nej, øjeblikket fordrede et manifest. En kort fremstilling af lovforslagets ideologi. Et ’regeringsbudskab’: Et statsevangelium!

Spørgsmålet er herefter kun ét: Harmonerer regeringens og kirkeministerens statsevangelium med det evangelium, som Kristus har betroet sin kirke? Hvis dette ’statsevangelium’ blev isoleret til rådhuset, ville landets kristne kun advare og formane de styrende til at opgive et sådant forehavende. Men i det øjeblik ’statsevangeliet’ ved et ritual ’påtvinges’ kirken, bør landets troende sætte sig til modværge. Statsministeren omtaler i sin officielle proklamation, at ’kirken skal stå til rådighed med en passende kirkelig handling’.

Hertil siger Den Augsburgske Bekendelse i sin 16. artikel stk. 7: ”Det er nødvendigt, at kristne adlyder deres øvrighed og dens love, medmindre den befaler at synde. Da bør de nemlig adlyde Gud mere end mennesker” (Ap.G. 5:29).

Et afgørende spørgsmål i denne sag er altså dette: Er kirkeministerens lovforslag og statsministerens nye kærlighedsbudskab forbundet med en overtrædelse af Guds bud? Hvis det ikke er tilfældet, siger Den Augsburgske Bekendelse, da ’forbliver det nødvendigt, at kristne alle vegne adlyder deres øvrighed.” Bekendelsen udtaler altså klart og tydeligt, at hvis der ikke er nogen form for ringeagt for apostlenes lære forbundet med kirkeminister Manu Sareens lovforslag om, at ’to mennesker af samme køn foran alteret bliver smedet sammen i et ægteskab’ ej heller med statsminister Helle Thorning-Schmidts fordring på en kirkelig handling for ’al slags kærlighed’ – da ’skal den kristne adlyde øvrigheden og ministerens lov. Bekendelsen, som er kirkens faste grundlov, påbyder, at det i
dette tilfælde er ’nødvendigt at adlyde…’ Kirkens døre bør da overalt slås op på vid gab for homoseksuelle og lesbiske bryllupper. Hvis det derimod er tilfældet, at øvrighedens love eller krav er forbundet med synd, så stiller sagen sig for den kristne anderledes! Da skal han eller hun ikke adlyde landets love – men skal modsætte sig disse og handle efter Guds lov.

FRIKIRKERNES STILLING

Folkekirken bliver i denne sag prøvet, og Danmarks frikirker vil ikke slippe for den samme afgørende test.

Baptisternes ’Købnerkirke’ i København tilbyder nu homoseksuelle og lesbiske brudepar en ’kirkelig velsignelse’ i deres store, historiske kirke på Amager. Dermed følger Nordens første frikirke, som blev stiftet i 1839 (ti år før Danmarks Grundlov blev givet) i statskirken fodspor. Kirkens stifter, Julius Købner, der var født af jødiske forældre, skrev advarende i et manifest i 1848: ”Man vil sørge for, at du bliver holdt i mørke, så du ikke fatter, at Kristendommen og statspavedømmet er lige så forskelligt som Kristus og Kajfas.” Dette advarselsord synes nu at blive fejet til side, hvor danske baptister følger kirkeministeriets ordning og påbud med hensyn til kirkelige velsignelser af par af samme køn.

Købnerkirkens stifter, Julius Købner, udfærdigede i midten af 1800-tallet et såkaldt manifest for, hvad han omtaler som ’ur- kristendom’. Om den sande ’apostolske kristne’ (hvilket er hans benævnelse) skriver han: ”En sådan kristen vil ikke – om end hans hoved står på spil – vige tilbage fra (som Johannes Døber) at sige til Herodes: ”Det er ikke ret, at du har din brors kone!” (Mark.6:18 og Luk.3:19)…eller som Paulus at tale til den romerske magthaver om ’retfærdighed, fromhed og den kommende dom’ (Ap.G.24:24-25). Nordens første frikirke er nu veget fra denne holdning og taler nu samme sprog som staten og statens kirke. Alle Danmarks frikirker bør i denne frafaldets time bøje hovedet og bede Gud om nåde til ikke at tale med samme tunge…

”I Danmark blev vi forfulgt,” skriver Julius Købner i sit manifest. ”Man forfulgte vore sønner og døtre, hvis eneste forbrydelse var, at de hyldede urkristendommen. Man sendte dem både politi og gendarmer på halsen for – i de helligste øjeblikke af deres liv at overfalde dem med rå, brutal vold. Som Huguenotterne blev forfulgt i Frankrig, måtte også vi afholde vore gudstjenester i fjerne, afsides skove. Man spærrede os inde blandt tyve, røvere og mordere. Vi sygnede hen i vore fangehuller – ja, man ville have os til at afsværge vor tro – hvilket ikke i ét eneste tilfælde lykkedes dem!

Bevæbnede mænd trængte ind i vore huse for at rive spædbarnet ud af dets mors arme, så det kunne overgives til statskirkepræstens behandling (tvangsdåb). Julius Købner konkluderer: ”Kristi kirke kan ikke anerkende andre fyrster eller lovgivere over sig end Ham, der troner i Himlen. ’Døm selv, om det er rigtigt over for Gud at ad- lyde jer mere end Ham’ (Ap.G.4:19).”

Julius Købner slutter: ”Den, der bekender sig til humanismen, siger farvel til Bibelen. Hvordan kan det ske, at man nu vender til bage til usædelighed? Vi må hæve vore hænder op mod Den Almægtige og protestere. Til det sjælelige menneske, der lader sig nøjes med den dyriske tilfredsstillelse, siger vi: ’Noget sådant er os ikke nok! Vi vil forblive ulykkelige, om ikke vi finder Gud og evigheden – ja, det offer, som blev givet på Golgata som soning for vor skyld’.”

Købners sidste ord i manifestet lyder sådan: ”Så lad da folket beslutte sig! Lad det komme til valg mellem hykleri og sandhed… mellem den fornuftige, bibelske hjerte-overbevisning og de tåbelige menneskelige luftkasteller. Må Jesu Kristi Ånd lede til den rette bedømmelse. ”Hvis I bliver i Mit Ord,” siger Jesus, ”er I i sandhed Mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer fri…” (Johs.8:32).

Der er i Danmark 5.500 baptister. Spørgsmålet er, om alle disse vil følge samme linje? Den verdenskendte baptistprædikant, Billy Grahams søn, William Franklin, har i det seneste nummer af magasinet, ’Decision’, meddelt, at han tager afstand fra præsident Obamas godtagelse af ’same-sex-marriages’.

I en artikel skrevet af baptist-Købnerkirkens menighedsråd og præst i oktober 2012 hedder det bl.a.: ”Vi mener, at også homo- seksuelle har ret til at indrette sig i faste parforhold og skabe en familie. Bibelens tekster lærer os, at alle mennesker er født frie og lige, og at alle finder deres værdi og identitet ved at være elsket af Gud, også uanset deres seksuelle identitet. Som baptister vil vi særligt understrege troen på, at Gud har skabt mennesket med frihed til selv at søge Guds vilje med ens liv. Der er intet i Bibelen, som efter vor opfattelse taler imod, at to af samme køn frivilligt kan leve sammen i et livslangt kærlighedsforhold.” Dette syn imødegås af bibeltro baptister i Norge, som protesterer mod denne udvikling.

Som Nordens første frikirke nu har meldt klart ud, at den følger statskirkens skriftforståelse i spørgsmålet om den kirkelige velsignelse af homoseksuelle par, er det atter på sin plads at betone, at den tavse forargelse ikke er nok til at stå denne udvikling imod! Når Skriften siger, at Den Almægtige ikke i længden vil tillade, at ’gudløshedens herskerstav ligger tungt på de retfærdiges arvelod’ (Salme 125:3) – så er øjeblikket inde til at handle efter fædrenes forvarsler, så at de troende ikke ’udrækker hånden til uret’ (v.3). Kampen for de kristne værdier i kirke og samfund er begyndt – og der er brug for alle dem, som ser faren. Danmarks statskirkes bisper har udfærdiget – på ministerens forlangende – det nødvendige ritual til kirkelige vielse og velsignelse af homoseksuelle par. Nu følger adskillige frikirker efter – men den enkelte troende bør her ikke følge i samme spor (Rom.4:12)… de bør afvise ’statsevangeliet’! Det er værd i denne time at blive erindret om, hvad der skete i 30’ernes Tyskland. For eksempel denne hændelse:

Den 1. april 1935 var der boykot-uro i Berlin. Men den havde tilsyneladende ingen indvirkning i den tillukkede bygning, hvor højesteret præsiderede. Her befandt sig på den dag den unge Young Sebastian Haffner, der var under uddannelse til at blive sagfører. Han opholdt sig i biblioteket, ’der var fyldt med en ekstrem stilhed’ (skriver han og tilføjer): ”En slags højspændingsstilhed, der var
som døv overfor støjen i den ydre verden. I højesteret var der ingen revolution.”

”Da pludseligt blev dørene sparket op,” (fortsætter han) ”støvletramp, udstedelsen af ordrer, mænd i brune uniformer. ’Alle ikke-arier ud!’ blev der råbt.” Sebastian Haffner fortæller: ”En af nazisterne gøede op i mit hoved: ’Er du arier’? Uden at tænke mig om, svarede jeg straks: ’Ja’! (Jeg opfyldte de givne krav) – men jeg kan ikke tilgive mig selv for dette svar! Den dag skrev jeg bedrøvet i min dagbog: ’Jeg bestod ikke denne første prøve. Jeg kunne have givet mig selv en lussing for det svar’!” (Haffner: Geschichte eines Deutschen, 1914-1933 München 2000, side 146-149).

I dag sættes ’kniven på struben’ på en anderledes ’politisk korrekt’ måde.

Lad os derfor være på vagt og være ubøjelige over for statsevangeliet, som vil forråde vor frelser, Jesus Kristus.

fortsættes i næste rundbrev.

Læs artiklen under Profetisk Journal: ’ISRAELS MØRKESTE NAT’

(www.johnynoer.dk)

… i øvrigt mener jeg, at kronprinsessen har overtrådt grundlovens & 19, stk.1 ved at begunstige World Prides ankomst til Danmark.

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Profetisk Journal’ og ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 27.10.2023.