GUD ER EN GOD GUD

”Det står således urokkeligt fast, at der ikke kan eksistere noget ondt i Gud!” Med disse ord begynder Thomas d’Aquin en række velunderbyggede påstande, der alle handler om, at Gud er ’en god Gud’!

Disse to begreber ’at være’ og ’at være god’ har i grunden ’intet tilfælles’ (og kan derfor ikke blandes sammen), erklærer Thomas og fortsætter: ”Gud, derimod er ’Godheden selv’, d.v.s. at han ’ikke bare er god’ (i en sådan grad, at han ikke kan have noget i sig, der ikke er godt) men: ’det ikke – gode har absolut ingen adgang til hans person!”

Thomas erklærer videre: ”Hvad der (i naturen) er ’en modsætning’ til et andet begreb, kan på ingen måde ’være ét’ med dette andet forhold, og derefter forblive at være det samme, som det tidligere har været’.

*

’Uansvarlighed og ufølsomhed kan ikke ’forenes’ med den menneskelige natur (med undtagelse af ’de forhold’, hvor mennesket ophører med at være menneske), – og vi har allerede (i det foregående) bevist, at ’det inderste og dybeste’ i den guddommelige natur er godheden og kærligheden selv” erklærer Thomas d’Aquin og fortsætter:

”Altså kan ’det onde’ (som er en absolut modsætning til ’det gode’) ikke finde rum hos Gud, medmindre Gud vil ophøre med at være Gud. Eftersom ’dette sidste’ er en umulighed, (da Gud er en evig Gud) er et sådant forhold utænkeligt.

*

I øvrigt: Da Gud er (i sin ganske væren) – som en altid eksisterende guddom – kan intet tillægges ham (som en ’ny del’ af hans personlighed)! Hvis nu (man vovede at sige) at det onde var ’en del af Guds personlighed’, så ville det ikke kunne eksistere ’som’ en del af hans guddommelige personlighed’ – men det ville fylde hele Guds person.

Men ’det onde’ kan aldrig benævnes som ’noget’, der er uden betydning’ (for det forbliver at være selve hovedindholdet i den sammenhæng, hvori det befinder sig)… – men det mangler at blive omtalt i forbindelse med ordet ’at være’, fordi (som vi allerede har forklaret det), ’intet fremmedlegeme kan blande sig i det, ’som er ondt’, ligesom ’intet fremmed’ kan blande sig i det, som er godt.

’Det onde’ kan derfor aldrig benævnes som ’en del a Gud’!

DETTE VAR I BEGYNDELSEN

”Dette forhold forklares,” skriver Thomas d’Aquin videre ved det bibelord, som siger: ”Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det (Johs. 1:5).”

… og om dette forhold vil vi (siger jeg, Johny Noer) i det kommende afsnit forklare dets indhold (og begynder derfor med at citere hele sammenhængen (som dækker de fire forud beskrevne vers,, der lyder sådan:

1. ”I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud.
   
   
2. Dette var i begyndelsen hos Gud.
   
   
3. Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er.
   
   
4. I det var liv, og livet var menneskenes lys
   
   
5. … og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det! (Johs. 1:1-5)

”

Om dette bibelvers har jeg følgende forklaring, som jeg bringer her (som en del af de skriftmæssige udlægninger)

*

”I begyndelsen,” siger Johannes, som vil forklare, hvordan ’alle ting begyndte’ (og hvad der altså må stå som det fuldkomne indhold til alt, hvad der er hændt med denne jord, der nu er i sin afsluttende bane, indtil alt går op i flammer…”

”Men dette må I ikke glemme,” siger apostlen Peter (i sit 2. brev, 3. kapitel, vers 10-13): ’at Herrens dag skal komme som en tyv, og da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig, som det er…”

Dette forhold er ikke noget, som mennesker i dag beskæftiger sig med, for det hører til de ’hemmelige ting’, som Gud især vil dele med dem iblandt os, som vandrer tæt ved Hans side! Disse mennesker vil forstå, at Herren arbejder med disse ting ’som en tyv om natten’, hvilket vil sige, at den dag, hvor endetiderne virkelig bryde løs, vil kun nogle få være opmærksomme og på vagt!

*

Den usædvanlige indledning til dette skriftafsnit siger, at da alting var i sin indledende fase (hvad angår skabelsen af himmel og jord), var der én ting, som var ’i eksistens’, og som derfor havde kraft til at udbrede sin vilje, og det var Guds ord!

”I begyndelsen var ordet,” siger Den Hellige Skrift, – og det præciseres, at bag ’dette ord’, var en drivende kraft, (som er Skaberens selv!) ’Ordet var Gud’, hedder det i det første vers af Johannesevangeliet, og dermed er det én gang for alle slået fast, at ’før det første menneske blev dannet af Guds hånd) – da ’eksisterede’ mennesket i Guds tanke (så at han inden skabelsen udbrød: ”Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os til at herske… (1. Mose 1:26).”

Gud talte ’med sig selv’, (hvilket vil sige, at han havde to andre guddommelige tilhørere, der enigt vedtog, at Guds beslutning var urokkelig.

*

Heraf kan vi (til at begynde med) indlede, at Guds samtale (med sig selv) er gået forud for skabelsen (der sådan på ingen måde er et ’mislykket forsøg’, men er et fuldkomment (og til den bitre ende) gennemtænkt forehavende, hvis ’første trin er dannelsen af denne ’skabte klode’(som med ét bliver befolket) – og som derefter gennemløber ’alle de nødvendige faser’, for ’til sidst at blive kasseret og udslukt (og sammen med det øvrige univers) bliver sendt til ’det ubrugeliges endeligt, d.v.s. sin totale opløsning og endelige afslutning.

Under denne ’første skabelse af mennesket, siger Gud (som det er refereret i vor Bibel på det første blad): ”Lad os gøre mennesker i vort billede!” (1. Mose v. 26) Der var ’ingen tvivl’ eller ’noget som helst tøvende’ i denne guddommelige beslutning, men: ’Gud skabte mennesket i sit billede (som mand og kvinde skabte han dem! (1. Mose v. 27).

… og heri ligger ’muligheden for, at denne skabelse vil ende som en ’foreløbig katastrofe’, idet Skriften siger: ”Som mand og kvinde skabte han dem,” – (det vil sige, at der allerede i ’skabelsen af mennesket’ er inkluderet et ’svagere punkt’, og det er kvinden’.)

– og dette vil vi rette vor opmærksomhed imod, idet vi vil understrege, at Gud (i sin efterfølgende irettesættelse) særlig gør Adam til en hovedfigur). Det er ham, som bærer ansvaret for ’syndefaldet’, fordi han står som hovedfigur i Guds skaberværk (og kvinden blev sat ved hans side som en medhjælp).

Om dette forhold har vi blandt andet følgende at bemærke:

HVIS I SPISER DERAF SKAL I DØ

Men Gud, Herren, bød Adam: ”Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du virkelig dø! (1. Mose 2:16-17)

Vi skal her bemærke, at den frihed, som Adam blev forelagt, var næsten ubegrænset – der var kun ét punkt, hvor der blev lagt et forbud til sagen, og det drejede sig om ét træ i haven, som der ikke måtte spises af… og kvinden havde forstået faren ved dette træ, for hun siger selv, at Gud har sagt: ”Af træet midt i haven,” (’stedsangivelsen er lysende klar), ”må I ikke spise,” (hvortil kvinden selv knytter disse ord): ’eller røre derved’, thi hvis det sker, ’så skal I dø’.

*

Da sagde slangen til kvinden: ”I skal ingenlunde dø!” (1. Mose 3:4). Om dette ord siger Ny Testamente (og her lægges der ikke en finger imellem, men der tales et sprog, som alle kan forstå: ”I har djævelen til far, og er villige til at gøre, hvad jeres far lyster! Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham!

Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv, for løgner er han og fader til løgnen! Men jeg (siger Jesus) taler sandhed, derfor tror I mig ikke!”

Dette er dagens situation! Denne udmelding fra djævelen er topaktuel – og bedømmelsen af djævelens ’enetale’ er lige så sand i dag, som da ordene blev formuleret i skabelsens første dage! ”Men jeg,” sige Jesus, ”taler sandhed…”

Telf.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.06.02.2026