VIL STATEN FYRE 200 PRÆSTER?

Hver femte præst i den danske folkekirke vil (forekommer det) om kort tid kunne se i øjnene, at regeringens kirkeminister går ind i sagen om kirkens homovielser og stiller 200 præster over for en fyringsseddel, fordi de ikke vil ægtevie homoseksuelle par i kirken…

”Det handler om offentligt statsansatte embeder, der tillader sig at diskriminere borgerne på baggrund af deres seksualitet,” vil den eventuelle afskedigelsesgrund kunne lyde.

Landets præster har, som loven er i dag, ret til at vælge, om de vil vie homoseksuelle og lesbiske par i folkekirken – og den tid skal nu være forbi! ”Præsternes samvittighedsskrifter kan de beholde for sig selv” (vil man erklære); ”deres diskriminerende ’nej’ til homobryllupper må herefter være at betragte som en ’tjenestemands-forseelse; de skal fyres på gråt papir!”

I det skjulte forbereder regeringen sig til at forfølge denne sag ud fra det grundlag, at ’der skal være ligebehandling af borgerne i den offentlige sektor’, således at forstå, at de præster, der ikke vil makke ret, hurtigst muligt skal forlade denne offentlige sektor og starte deres egen ’private business’.

Den finansielle side af sagen vil da blive særligt fremhævet: ”Præster, der ikke vil vie homoseksuelle, skal ikke være ansat af staten. Homoseksuelle betaler også skat, og 40 % af den løn, som nej-præsterne hæver hver måned, kommer fra statskassen, ikke fra kirkekassen…” Derfor skal statskassen smækkes i – og de fyrede præster må finde sig et andet job.

Dette er signalerne, der for tiden dukker op i de sociale medier, og som med voksende styrke kan høres fra de lange tæppebelagte korridorer på Christiansborg.

KIRKEHISTORISK DRAMA

Før regeringen tager det endelige skridt og iværksætter en massefyring af præster (op til 200), som ikke kan gå på akkord med deres samvittighed, bør (mener borgerne) en tilbundsgående undersøgelse finde sted for at sætte lys på, hvorvidt en sådan handling kan gennemføres inden for grundlovens rammer.

Tre af den danske forfatnings bestemmelser umuliggør (efter alt at dømme) et sådant initiativ:

1. Den 70. paragraf tillader ikke statsmagten at frarøve præsterne deres stilling ’på grund af deres bibelsk-begrundede trosbekendelse’.
   
   
2. Den 67. paragraf giver borgerne (inklusivt kirkens præster) ret til ’at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres (ikke statens) overbevisning’ (se borgerforslag).
   
   
3. Den 4. grundlovsparagraf erklærer, at den danske stat ’som sådan’ skal understøtte den evangelisk-lutherske kirke. En fyringsseddel til 200 evangelisk-lutherske præster harmonerer ikke med denne bestemmelse. Den vil ikke understøtte men nedbryde landets nationale kirke.
   
   

Lad mig forklare:

PRÆSTERNES NEJ ER LEGITIMT

Dersom staten vil rejse en straffesag mod bare én af de 200 præster, som den i disse dage med falkens overvågningsblik har i kikkerten, så vil det utvivlsomt udarte sig til et både juridisk, menneskeligt og kirkehistorisk drama.

Præsterne vil da have al god grund til at henvise til deres præsteløfte (se: https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-02887). Præsteløftets afsluttende ord lyder sådan:

”Alt dette lover jeg med regnskabsdagen for øje samvittighedsfuldt at ville holde, efter den nåde, som Gud mig give dertil.”

Præstens samvittighed er altså ikke et forhold, som uden videre (af en flok nidkære ligestillingspolitikere) kan fejes af bordet. Samvittighedsspørgsmålet er allerede forankret i den udvalgsbetænkning, der så dagens lys i kirkeminister Birthe Hornbecks dage (2010). Heri hedder det: ”At en præst nægter at vie homoseksuelle er en klar markering af, at lovgiverne opfatter en teologisk begrundet afvisning af homoseksuelt samliv som et legitimt synspunkt inden for folkekirkens bekendelsesgrundlag” (2:1).

I marts 2015 ændrede Københavns biskop på foruroligende vis denne holdning. Daværende kirkeminister, Marianne Jelved (R), bad på det tidspunkt overhovedet for landets biskopper, biskop Peter Skov-Jakobsen, om at komme med en udtalelse, som fremover skulle lægge linjen for vielse af transkønnede. Biskoppen fastslog i et brev til kirkeministeren og folketinget, at ’præster ikke kan nægte at vie transkønnede med henvisning til samvittigheden’.

”Selvom to personer anatomisk er af samme køn,” skrev biskoppen, ”så gælder det ikke som et homoseksuelt vielsesforhold.” Biskoppen slutter med følgende alarmerende erklæring: ”Har man fået myndighedens godkendelse til at skifte personnummer, da er den pågældende at betragte som tilhørende det samme køn.”

I princippet betyder dette, at hvis en homoseksuel eller lesbisk person i dag får afslag fra en præst, som ikke vil foretage en vielse af personer af samme køn, så kan vedkommende i morgen gå ned på borgerservice og skifte køn, hvorefter han eller hun inden for timer kan henvende sig til den samme præst, som da på stedet (hvis han fortsat nægter at foretage vielsen) vil blive straffet (måske fyret) på grund af tjeneste-forsømmelse…

Borgerne spørger: Hvem svigter i denne sag kirkens bekendelse? Præsten eller bispen? Hvem skal fyres? Præsten eller bispen?

Tillad mig at besvare disse spørgsmål:

HVOR PRÆSTEN FORBYDES AT ADLYDE BISPEN

Præstens bundethed over for det højtidelige præsteløfte, som han har afgivet ved sin indsættelse, legitimerer i højeste grad hans fortsatte og absolutte vægring ved at ægtevie homoseksuelle og lesbiske par i kirken!

Den ’skyldige lydighed’, som hans biskop forlanger, at han skal underordne sig med henblik på bl.a. hans stillingtagen til juridiske afgørelser (vedr. transkønnede par) på borgerservice kan aldrig i livet være ubegrænset! Både Ny Testamente (Rom.13:1-7 og Ap.G.5:29) samt CA (art.16 og 28 stk.7) kræver, at præsten i sådanne tilfælde adlyder Gud mere end biskoppen. Ja, den sidstnævnte forordning erklærer, at (citat): ’såfremt biskopperne har noget af sværdets magt (som f.eks. dette at være statsembedsmand i statens tjeneste), da har de den ikke i kraft af bemyndigelse fra evangeliet men (udelukkende) i kraft af den menneskelige ret, som er skænket af konger og kejsere til den borgerlige styrelse og deres besiddelser. ”Dette er imidlertid en ganske andre bestilling,” hedder det, ”end evangeliets betjening” (art.28).

Afsnittet slutter med følgende strenge forordning: ”Når en biskop lærer eller fastsætter noget imod evangeliet, da har menigheden en befaling fra Gud, som forbyder lydighed” (art.28).

Mere klart kan det ikke siges, og mere tydeligt kan det ovennævnte spørgsmål ikke besvares…

Med hensyn til præsternes stilling over for statens krav om,at han skal foretage vielser af homoseksuelle, så kan han heller ikke adlyde denne fordring og samtidig forblive tro over for sit præsteløfte – og eftersom det er staten, der afkræver præsten et præsteløfte, så kan den samme stat ikke sidenhen forlange, at han skal bryde dette løfte ved at påbyde ham at foretage vielser af homoseksuelle eller lesbiske par.

MISGREBET

Den 21. oktober 1903 frifandt 13 sortklædte dommere ved en dom i Højesteret i København sognepræsten ved Hellig Kors Kirke på det fattige Nørrebro i København, Julius Ifversen, for bøde og fængsel, for at vægre sig ved at ægtevie en fraskilt murersvend. Julius havde et varmt hjerte for de svage i samfundet, og det hændte, at han kom hjem uden frakke, fordi han havde givet den til en frysende medborger. Hans argeste fjende var socialdemokratiet, fordi partiet på det tidspunkt åbenlyst afviste kirke og kristendom. I dag ville han med sikkerhed have været blandt de 200 præster, der af samvittighedsgrunde nægter at vie homoseksuelle, og han ville uden tvivl fastholde sin bundethed til præsteløftet, som erklærer, at han skal holde sig den evige regnskabsdag for øje.

Som en sammenligning med den holdning, der i dag anes bag præsteløftets fjender, gives en kommentar til dommen mod Nørrebropræsten i Tidsskrift for Retsvæsen (1904, side 307 ff) udtalt af en af dommerne, Niels Larsen, selv præstesøn. Han skriver: ”Staten er suveræn; på jorden findes der ingen magt over eller ved siden af den.” Han fortsætter: (og det er, som de 100 år ikke har flyttet denne holdning en meter): ”Påbyder loven handlinger, der er i åbenbar strid med Den Hellige Skrift eller højtidelige løfter og eder, gives der, hvor stort misgrebet end kan være, intet andet for domstolene end at anvende loven.”

To verdenskrige har hærget jorden siden denne erklæring – og den sidste kastede en nation ind i en ’nazi-lovgivning’, hvor ’misgrebet’ var så stort, at dødslejrenes ovne i årevis brændte dag og nat.

Højesterets voteringsprotokoller kan åbnes 75 år efter, at en dom er blevet afsagt. Retsteolog, Kristine Gardener, har kigget i de gulnede papirer og skriver i sit fornemme værk ’præsteløftet’, at (citat): ’den krasseste statskirkeholdning sås hos assessor A. Grüner, der erklærer: Ifversen er præst i en folkekirke, der er fuldstændig sammengroet med staten, til hvilken embedseden er lagt, og en af de vigtigste pligter er foretagelsen af vielser…

De samme holdninger og synspunkter vil komme til syne i den kirkefjendtlige handling, som i denne tid forberedes bag ’lukkede døre’. Præsteløftet vil atter komme på tale – og det er øjeblikket, hvor borgerforslag om trosfrihedsloven, som i sin 2. paragraf omtaler værdier af dette løfte, finder de støtter, som er nødvendige for, at de mange præsters samvittighed kan forsvares.