ABRAHAMS TRO

”Han er jo fader til os alle (som der står skrevet: ”Jeg har sat dig til mange folkeslags far.” – overfor Gud (som der står skrevet: ”Jeg har sat dig til mange folkeslags far’ – over for Gud, som gør de døde levende, og nævner det, der ikke er, som om det var.

Og han troede ’mod håb med håb’, så han blev fader til mange folkeslag, som det var sag: ”Således skal det afkom være’. Og uden at svækkes i troen kunne han se på, at hans eget legeme allerede var udlevet (han var nær ved hundrede år).

Og at Saras moderliv var udlevet; på Guds forjættelse tvivlede han ikke i vantro, men blev styrket i troen, og gav Gud æren. – fuldt forvisset om, at det, Gud har forjættet, har han også magt til at gøre. Derfor blev det også regnet ham til retfærdighed. Men ikke for hans skyld alene står der skrevet, at det blev ham tilregnet, men også for vor skyld (hvem det skal tilregnes) os, som tror på ham, der opvakte Jesus fra de døde, var Herre, der blev givet ham for vore overtrædelsers skyld og opvakt for vor retfærdigheds skyld.

*

en nyere oversættelse nærmest forklarer denne mærkelige tekst. Den lyder sådan:

Rom. 4:16 16

Dette løfte er for alle dem,som har Abrahams tro! Han er jo far til os alle, sådan,som det står skrevet: Jeg gør dig til far til mange folkeslags

far over for Gud, (som gør de døde levende og kalder på det, DER IKKE ER TIL, så ’det bliver til’.

Med håb imod håb troede han (at han skulle blive far til en mængde folkeslag) – som det var sagt til ham: ”Så mange skal dine efterkommere blive.”- og uden at blive svag i troen, så han, at hans krop allerede var uden livskraft. Han var næsten hundrede år gammel – og at Saras moderliv var dødt

og han tvivlede ikke i vantro på Guds løfte, men han blev tværtimod styrket i troen…

og gav Gud æren (og var fuldt overbevist om, at det, som Gud har lovet, har han også magt til at gøre

Derfor blev det regnet ham til retfærdighed

Men ikke for hans skyld alene, står det skrevet, at det blev tilregnet ham ;

Det gælder også os, som det skal tilregnes – os som tror på Gud, der oprejste Jesus, vor Herre fra de døde.

ham, som blev givet hen for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os.

En nyere ’gendigtning’ af det samme stykke fra Det Ny Testamente:

Fra Guds side står løftet fast – Den Gud, som Abraham tror på og som gør de døde levende – ja, som skaber det, der er til, ud af det, der ikke er til!

Selvom det hele ser håbløst ud, håber og tror han (Abraham) at han skal blive stamfar til mange folk – nøjagtigt som det er blevet forudsagt: ”Dine efterkommere skal blive utallige!”

Det svækkede altså ikke hans tro, at han selv var ligeved 100 år, og alt for gammel til at få børn, og at Sara heller ikke kunne blive gravid.

Han mistede ikke troen og tvivlede aldrig på Guds løfter. Tværtimod blev han styrket i sin tillid til Gud og gav ham æren for det, der skulle ske!

Han er altså fuldstændig overbevist om, at Gud er i stand til at holde, hvad han lover – og dette er den tillid, Gud regner til hans fordel.

Vi kan derfor læse i Skrifterne, at denne tro gælder ikke kun Abraham –

– men også os! Gud regner det til vores fordel, at vi tror på, at han lader Jesus opstå fra de døde

24-25 Gud lader Sin Søn dø, fordi vi har overtrådt hans lov – og han lader ham blive levende igen, for at vi ikke skal blive straffet. Det er dette vi kan læse i Skriften og som vi regner med, er gældende for alle tider!

*

Gud har altid lagt sin hånd på Abraham, for han er i stand til at rumme denne Guds forjættelse! Han har nemlig en tro, der kan antage det ’fuldstændigt umulige! ( – ja, han tror på Gud, som ’gør’ de døde levende – ja, han ’regner med en Gud’, som nævner det, der ikke er, som om det er til. Det vil sige, at Abraham ’troede mod alt håb (med et levende, fortrøstningsfuldt håb) – ja, han har en så ejendommelig og ’mægtig virkende tro’, at Gud sætter ham til at blive: ’far til mange folkeslag’: ’Mænd af ’den karat’ (og kvinder, som ligner hans hustru, Sara) vil jeg gerne have flere af,” (siger Gud) – (og Gud sagde til Abraham: ”Dig vil jeg gerne have flere af. Mænd, som dig (og kvinder som din hustru, Sara). Det er mennesker, som jer, at jeg kan bruge).

*

Som Gud har sagt det, sådan bliver det. Skriften siger her: ”Som det er sagt,” således bliver det. Dette er ’et ord’, som går gennem hele Bibelen. Derfor kaldes den bog: ’Guds Ord’. (Det, som Gud udtaler, går altid i opfyldelse. Selv i vor tid fremstår mænd som Abraham og kvinder som Sara, ja, der er måske nogen til stede her til morgen ’og uden at svækkes i troen kan de se på, at deres eget legeme allerede er udlevet! Abraham er nær ved hundrede år!

– os Saras moderliv er udlevet! Men på Guds forjættelse tvivler han ikke i vantro! (Vi kan altså se på en ting med vantro – og vi kan følge en udvinkling med troens øjne)

*

Det står klart i vore Bibler, at Abraham tvivlede ikke i vantro’. Men (det modsatte skete) ”Han blev styrket i troen. (… og det samme sker med os, når vender os til Den Hellige Skrift: Vi bliver styrket i troen’) – og så skete det, at Abraham ’giver Gud æren – og han ikke blot giver Gud æren’, men han gør det ’i fuld forvisning om , at ’det som Gud har lovet, har han også magt til at gøre!’

(den ’fulde forvisning’ er noget som andre mennesker kan mærke). Derfor bliver det også ’regnet ham til retfærdighed’ (siger Skriften). Af den ene grund bliver Abraham antaget af Gud, og han bliver anset som en fuldstændig retfærdig mand.

Nu kommer vi til en overraskende slutning i denne bibelske beretning. Skriften siger nemlig, at ’ikke står skrevet i Bibelen ’for Abrahams skyld alene’. Nej, det står skrevet, at det er for vor skyld! Det vil sige, at dette skriftord er blevet placeret i Romerbrevet for at vi (som lever i en tid, hvor det er ligeved 4000 år efter, at denne konkrete hændelse fandt sted), at Herren, som henvender sig til os! Det er os, det drejer sig om!

’Os’, (siger Skriften) ”som tror på ham, som opvakte Jesus fra de døde, for hvem Jesus blev givet hen for vore overtrædelsers skyld – men opvakt for vor retfærdiggørelses skyld.

Det vil sige, at Gud nu henvender sig til os, som trop på, at:

1. Gud gør de døde levende igen!
2. Gud er i stand til at nævne det (der ikke er), som om det var.
3. Vi, som tror ’mod håb med håb. Det vil sige, at vi med tro ser en håbløs situation i øjnene!
4. Det er nemlig med den tro, at Abraham ’blev far til mange folkeslag’
5. Gud har helt præcist sagt: Dine efterkommere skal blive mange!
6. Derfor kan han med tro se fremtiden i møde.
7. Vi kan (uden at svækkes i troen) se på, at både hans eget og Saras legeme er udlevet. Vi er på en måde dødsmærket!
8. Men Abraham kan – uden at tvivle (og ikke i vantro) – se fremtiden i øjnene!
9. Ja, når han gør det, så bliver han ’styrket i troen’, – ja, han bliver fyldt med lovsang!
10. Vi bliver fuldt ud forvisset om, at det, Gud har lovet – det har han også magt til at gøre.
11. Derfor bliver Abraham regnet for ’en retfærdig mand’.
12. – og netop det er løftet til os, som regner med Jesus. Vi bliver regnet for retfærdige mænd og kvinder med den tro!
    
    
    Tel.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com