VI FORBLIVER I DENNE SPØRGENDE STILLING

Og som vi nærmere betragter dette billede af Gud (som han har givet os i denne særlige selvåbenbaring) – … og spørgsmålet melder sig: ”Hvem og hvad er det for et særligt punkt (i Skriften), der fastholder vort blik, for at vi kan lære Gud at kende?” (skriver Karl Bath i sin dogmatik, som fortsætter):

”Hvad er navnet på den Gud, og hvem er han (i det hele taget), som regerer sit folk og fører det med omhu (for derigennem) at lede den ganske verden efter sit eget velbefindende… og som vi forbliver i denne spørgende stilling (og med vore øjne fastholder dette ene særlige punkt) – ja, vedblivende forventer Skriftens svar – da fører vi (fra begyndelsen til enden) til navnet Jesus Kristus!

I ham finder vi frem til den guddommelige beslutning (at vi skal vende os til dette folk), der er og forbliver ’den flok af får’ (Salme 100, vers 3), som ’føres ad hans stier ’til den efterfølgende historie om kirken (der er den foreløbige ende på historien).

*

”Siden skete nemlig det, at Gud selv (forklædt som menneske) blev repræsentant for alle ’de tvivlende mennesker,” som da (til sidst) blev hans udvalgte folk.” – ja, der skete dette, at det blev sandt,” at Gud selv (i sit eget folks navn) ikke blev ringere, end han selv var, ikke fik tilsvoret en troskabsed, end den, hvormed han var tro overfor sig selv, ikke fandt en mindre kærlighed, end den kærlighed, hvormed han i sin søn, elsker sig selv.”

GUDS ÅRVÅGNE ØJE SER PÅ MIG

’Etikken’ har kun med de handlinger at gøre, som mennesker bør gøre! (Altså de handlinger, som de er forpligtede til at gøre). De handlinger, der udspringer fra hjertet! Etikken samler sig om den gyldne regel i Matt. 7:12, som siger: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.”

(Det er i dag ’den kristne etik’, som ligger os på hjerte. Den forudsætter en personlig tilegnelse af Guds åbenbaring i Jesus Kristus).

Romerbrevet 2:14 står følgende gyldne regel fast: ”Hvis mennesker, som ikke er jøder (og altså ikke er underlagt loven) alligevel instinktivt gør det (som loven kræver), så viser det, at de er født med læren i sig – og deres samvittighed er beviset på dette.”

*

Kristendommen ønsker ikke at ødelægge noget naturligt, inderligt forhold mellem mennesker; den vil kun gennemtrænge det med kærlighed. Derfor taler Bibelen meget om ’min næste’. Det er det menneske (som jeg møder på min livsvej) – og han (eller hun) er ikke vanskelig at få øje på! – Guds årvågne øje ser straks på mig (for at se, hvad jeg vil gøre ved ham) Elsker jeg ham virkelig, (som jeg elsker mig selv?

*

Kærligheden til min næste er – i modsætning til den naturlige kærlighed – befalet! Den har intet at gøre med, om jeg har sympati for dette menneske; der er helt og holdent til stede (på grund af Guds befaling). Buddet lyder: ”Du skal elske!”

Når troen først bliver forbundet med inderlig kærlighed, så er der ikke mere tale om ’en religiøs kundskab’. Den blotte ’forstandsoverbevisning om Guds tilværelse’ er (og kan ikke blive) den kristnes forhold til Gud!

Uden ’den saliggørende’ fortrøstning til hans mægtige nåde – og uden den lykkelige hengivelse til ham – mister vor Gudsforhold sin kraft. ”Djævelen tror også, at Gud er til – og skælver’ (Jak. 2:9). Troen kan imidlertid ikke være uden kundskab, thi ’hvorledes skulle de tro på ham, som de ikke har hørt om?” (Rom. 10:5)

Nej, den tro, som understøttes af grundige kundskaber, kan aldrig blive ’et let bytte’ for vantroens og forfølgelsens kunstgreb (Ef. 4:13-14). Er Gud i virkeligheden tre Guder? Ja, jeg tror på det (af hele mit hjerte) – og jeg ser det som en nødvendighed, at ’de tre’ blev tilbedt som én Gud, thi kun ved anerkendelsen af dette (Gud Fader, Guds Søn og den guddommelige Helligånd) er vi på sandhedens vej (og bliver velsignet med hele Guds fylde!)

Jesus efterlod sig tre løfter inden han forlod denne jord. Det ene løfte lyder sådan: ”Jeg går nu bort – men jeg kommer snart igen for at tage jer til mig!” (Johs. 14:3)

Det andet løfte er mere præcist: ”Se, jeg kommer snart igen!” (Åb. 22:20). Og det tredje løfte lyder sådan: ”Jeg er med jer alle dage (Matt. 28:20).”

Med disse tre ’lyslevende løfter’, som han efterlod til sine disciple (inden han drog bort) har Jesus sikret sin snarlig tilbagekomst til denne dødsdømte klode (for at hente sin menighed).

DEN RETTE KÆRLIGHED

Der er to virkninger (af Guds kærlighedskrav), som Søren Kirkegaard har fremhævet. Det ene lyder sådan: ’Kærligheden bliver’. Der er her tale om ’Guds kærlighed’, som aldrig kan forsvinde, og som vandrer med os ind i evigheden.

Den ’kærlighed’, som trues med at ’høre op’ – (eller pludselig forvandres til ligegyldighed eller (endog had), er ikke ’Guds kærlighed’. Tillige viser ’det evige’ sig i ’den kristne kærlighed’ ved, at den ikke vises (på grund af mulige skuffelser). Dernæst følger, at ’den kristne forståelse af kærlighed’ retter sig fuldstændig efter, hvad den rette kærlighed er (og altså ikke følger, hvad menneskers begreber om kærlighed følger!

*

Jeg ser, at jeg lever ’i en tid, hvor Gud vil arbejde ’som ikke i nogen anden tidsperiode: En tid, hvor han ’nævner det, der ikke er, som det, der var’. Han vil omtale ting (som skal bruges), og som endnu ikke eksisterer, men som vil blive skænket til den, der tror!

Vi står altså ikke magtesløse overfor de gigantiske udfordringer – men kan i tro overvinde alle vanskeligheder. Det er en ny tid fra begyndelsen af det nye år (2026), hvor Herren har skænket os dette ord: ”Køb en mark i Gilead!

Og dette ord blev levende for mig: ”Herrens ord kom til mig (Jer. 32:8): ”Køb min mark i Anatot, Benjamins land, thi du har arveretten og indløsningsretten er din. Køb dig den!” Da forstod jeg, at det var Herrens ord, og jeg købte marken – og tilvejede ham pengene: sytten sekel sølv.

I deres nærværelse bød jeg: ”Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: ”Tag disse skøder – og læg dem i en lerkrukke, for at de kan holde i lange tider.”

… og fra vers 25 (i det 32. kapitel) siger Jeremias ’Skønt byen er givet i kaldæernes hånd, siger du til mig: ”Køb dig marken for penge og tag vidner derpå.”

… og Herren slutter: ”Man skal købe marker for penge, skrive skøder og forsegle dem (v. 44)… thi jeg vender deres skæbne!”