GUD ER IKKE LANGT BORTE

”Når vi bruger navnet ’Gud’ – ’så betyder det ikke, at vi misbruger ’dette navn’, hævder Karl Barth i sin ’kirkelige dogmatik’ (skrevet i midten af det 20. århundrede). ”Barths teologi er skøn,” tilføjer Helmut Gallwitzer (i sin indledning til Barths dogmatik). ”Ikke blot fordi han skriver godt, men fordi han mestrer at forene to ting: ”Lidenskab og saglighed.”

”Vi bliver dermed både eftertænksomme og ’forud-beregnende’, når vi overvejen, hvad vi i Den Hellige Skrift kan læse om Guds handlen og tænken. Gud er nemlig ’hele tiden’ til stede’, (når han koncentrerer sit budskab om Jesus Kristus!) Da drejer det sig ikke om at fortælle ’om Gud’ (som er han noget abstrakt og overmenneskeligt – ja, et ’overjordisk væsen’, som lever langt borte fra denne jord; da kommer Gud nær!

GUDS TREENIGHED ER DEN GUD, VI PÅKALDER

Om det ’vanskeligt forståelige’ spørgsmål vedrørende Guds treenighed, må vi være parate til at acceptere, at ’Gud er én og Gud er tre’! ”På denne gådefulde læresætning’ er nemlig hele den evangelisk-lutherske teologi bygget!

Kristendommen er den eneste religion, der håndhæver denne lære om Gud! Mange forsøg har gennem tiderne været gjort, for at begribe denne dybe sandhed (som har stærke indvirkninger på det kristne liv). Blandt alle verdens religioner er Kristendommen som sagt den eneste, der gør dette spørgsmål til en hovedsag!

Det giver nemlig svar på, hvem Gud er, hvordan han arbejder, og hvorledes han tilbedes. Alt dette ligger nemlig åbent i læren om Guds treenighed! Faderen, Sønnen og Helligånden er den treenige Gud, som vi (som kristne) tilbeder og tror på – ja, påkalder ved enhver given lejlighed!

GUD ER ÉN GUD

DEN HEBRAISKE LÆRE om Gud er, at han er én Gud – og det er den lære, som er fremherskende til denne dag! Dette fremgår af de bibelske tekster ved adskillige lejligheder. Således lyder det fra Herren, da han bringer sit folk ud af Egyptens fangenskab: ”Jeg er Herren, jeres Gud, som bragte jer ud af Egypten – ud af landet og slaveriet!

I skal ikke have nogen anden Gud ved siden af mig!” (2. Mose 20:2-3) Gud havde ved denne mægtige befrielseshandling demonstreret den virkelighed, der gav ham retten til at modtage Israels folks tilbedelse og ærefrygt.

GUD VIL HÅNDHÆVE SIN EGEN ÆRE

”Det drejer sig altså ikke om ’at finde Gud’ som et abstrakt, overmenneskeligt og overjordisk væsen!” (erklærer Karl Barth videre i sin kirkelige dogmatik). Han fortsætte: ”Den Hellige Skrift kender intet til en sådan Gud. Det handler imidlertid nu om at finde den Gud, der er og forbliver mennesker, men som har ’forpligtet sig’ (idet han har skabt verden), til også at tage sig af den.

Nu gælder det om at finde ’den handlende Gud’, Det drejer sig om at finde frem til Guds trofasthed – ja, til at genopdage ’Guds levende henvendelse til sin egen skabning. Det gælder altså ’helt specielt’ om at genfinde Guds imødekommenhed, (hans tiltræden, hans medvirken, angående hans eget skaberværk).

Det drejer sig altså om at finde den Gud, der nu taler til sin egen skabning for dermed at håndhæve sin egen ære (III 4.549.f).

”Når Den Hellige Skrift taler om Gud,” (fortsætter Karl Bath i sin ’kirkelige dogmatik)… – tillader den ikke, at vore tanker ’farer tilfældigt omkring’ (for i det højtravende’ eller ’i de nedre regioner’) med en vis suverænitet at slå fast, hvordan Gud er! (Skriften har ikke på hjerte vedblivende ’at gentage’, at vi har med den egentlige lovgiver, dommer og frelser (som selv blev menneske) at gøre.

Nej, når Den Hellige Skrift taler om Gud, så retter den først vort blik (og vore tanker) ind på ét eneste punkt – (og den giver sig da til at belære os om, hvad der kan siges om dette ene punkt!)

*

Her drejer det si blot om at erkende, hvem der gik forud for fædrene, Moses og profeterne, og derefter talte til apostlene (i første person, ental). Derefter har ’denne person’ (i sin egen ’jeg – suverænitet) åbenbaret, at han bør respekteres som sådan.

1. … og at han ’ved sit ord’ har skabt sit folk Israel, og adskilt det fra alle andre nationer
   og ’det
2. … derefter frembragt sin kirke ud af Israel og alle folkene
   
   
3. … for til sidst at udøve sit regimente (i al sin vilje og handlen (med Israel og derefter med kirken!

*

Han er derfor Herre og hyrde for dette folk! Tillige er han verdensregent, alle tings mægtige skaber – og den, som holder sammen på alt, hvad der sker! Derudover er han 1) verdensregent, 2) alle tings ophav og 3) den, der forbinder tildragelser (af enhver art) med hinanden. Han står for ’verdensherredømme’ (siger vi) – men vi mener dermed, at han især ’står for’ forlængelsen (af denne verdens eksistens) og konsekvensen (og anvendelsen af hans regimentes udvikling.

Han står altså for ’det hele’ og ’det særlige’ (og omvendt) – ja, i ham og med ham står han for alt i himmel og på jord.

GUDS UBEGRÆNSEDE VIDEN

”Gud kender til,” – (og er ubegrænset vidende) om alt, hvad der eksisterer,” (fortsætter Thomas d’Aquin (i det 69, kapitel af det firebindsværk, hvor han beskriver sin ’tro på Gud’. Velvidende, at Gud er ’årsag til alt’ (hvad der eksisterer), så ved han også, hvad der ikke ’kommer fra ham’.

Eller hvis alt (’det værende’) er uendeligt, så er han selv oprindelsen til uendeligheden – … simpelthen fordi alle ting har sin årsag i ham! Gud er altså bekendt med evigheden og alt, hvad den indeholder.

*

På samme vis har Gud fuldkomment kendskab til hele sit skaberværk! Ja, et herredømme kan ikke være ’fuldt ud kendt’, hvis man ikke fatter, hvor vidt det strækker sig. (Det er den måde, man måler, hvor omfattende Guds magt er).

– og i dette tilfælde må man erklære, at det er ubegrænset (samt at det omfatter alt, hvad der eksisterer). Guds kendskab til sit eget skaberværk er altså grænseløst; han ved alt om alle ting, og der er ingen ende på hans viden!

Alt dette stemmer overens med bibelordet, som siger: ”Hvor Herre er stor og mægtig, hans indsigter er uden mål (Salme 147:5).

( – Salmisten nøjes ikke med at sige: ”Hans indsigt (i ental), men han bruger straks flertalsformen (Hans indsigter); idet han ikke kan undlade at lade Guds omfattende viden om alle ting komme til syne).”

Den samme salme er kendt for at tale om Guds ubegrænsede magt! I den forudgående sætning erklærer salmisten, at ’Gud fastsætter stjernernes tal’ (vers 4). Et enkelt blik på himmelhvælvingen er nok! (til at få et menneskebarn til at udbryde): ”Det er umuligt,” (at ’fastsætte tallet’ på stjernernes mængde) og samtidig at give hver enkelt af stjernerne ’et navn’.

Men dette gør Herren i en håndevending. ”Hans indsigt er uden mål.” (v.5)