GUDS KENDETEGN

Gud åbenbarer sig (her i verden) som en Treenig Gud. Det er det absolutte kendetegn på, at vi er kommen i forbindelse med den rette skaber og den eneste genløser – ja, den reneste kilde, som er ’alle tings opretholder, der alene kan føre os til sandheden og frelsen!

Dette ’treenighedens evighedsforhold’ er den eneste kraft (i hele universet) , som er i stand til – ved sit guddommelige væsen – at trænge igennem alle djævelske forhindringer og skabe det forløsende forhold mellem Gud og mennesker, så at ’den trefoldige kilde’ nu kan strømme med levende vand til det fortabte menneske.

”Der gives nemlig kun den ene kilde,” siger Origines, ”men fra denne ene kilde vælder tre strømme af levende vand, for at skabe, forløse og helliggøre mennesket.

*

I Faderen erkender vi (og tilbeder vi) hele verdens mægtige og enevældige skaber. ”Far ikke vild, mine elskede brødre! Lutter gode og fuldkomne gaver kommer ned ovenfra (fra himmellysens Fader) hos hvem der ikke er forandring eller skygge (der kommer og går! (Jakob 1:17)”

Vi forstår af dette skriftsted, at vi ikke (i dette mangfoldige skaberværk) skal fare vild. Der kommer nemlig alle gode gaver fra himlen – fra solens, månens og de tusinde stjerners far. I modsætning til alt ’det skabte’, så forandres Gud ikke! Hans lys formørkes aldrig! Han vedbliver at være den samme, og er ikke pludselig uberegnelig!

I Sønnen erkender vi (og tilbeder vi) Jesus Kristus – han som lagde sin guddommelighed til side, og blev et menneske (for derigennem at kunne frelse og forløse menneskernes børn).

I Ånden erkender vi og tilbeder vi den guddommelige herlighedskraft, der kaldes ’Talsmanden’ (og Trøsteren)… som helliggør menneskene til ’at blive Guds bjørn’, idet han fører dem ind i et personligt kærlighedssamfund med Faderen og Sønnen.

I skabelsen er det altså ikke alene Faderen, men også Sønnen og Ånden, der er virksomme. Apostlen Johannes siger således: ”Alt er blevet til ved det, som er. For i det var liv, og livet var menneskenes lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det!” (Johs. 1:3-5) Ligesom Sønnen er virksom ved verdens skabelse – således er også Guds gode Helligånd i fuld aktivitet.

Der står jo skrevet, at Helligånden ’svævede over vandene i tidernes begyndelse (1. Mose 1:2). Det hedder jo sådan: ”Derpå sagde Gud: Lad os gøre mennesker i vort billede (1. Mose 1:26).” Det vil sige (eftersom Gud omtaler sig selv med en flertalsbetegnelse – at alle tre (Faderen, Sønnen og Helligånden) har været aktive i Skabelsen af mennesket!

… og det bekræftes i 1. Mose 2:7, at skabelsen er foranlediget af den treenige Gud, thi det hedder: ”Da dannede Gud Herren mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen (1. Mose 2:7).” Det er altså ved Guds Helligånd, at mennesket er et ’levende væsen’… og dette kaster et stort lys over endetidens begivenheder!

TREENIGHEDEN: BÆRENDE ELEMENT

Det gamle Testamente er kun til en vis grad kommet ind i Guds fulde dagslys! Det bærer på ’en tung lyskilde’ (der kun delvist viser os Guds overmåde godhed og hans langmodighed med det faldne menneske.

Det frembærer således kun ’de dunkleste antydninger’ om den sandhed, at Gud er og forbliver tre, men at han altid fremtræder som én Gud! Det er som om Gud skjuler den hemmelighed, at han i virkeligheden træder frem – både i Isaaks historie – og i hele verdens forløbet som tre, der dog (i sin fulde åbenbarelse) vedblivende er én mægtig Gud og Herre!

Dog er og forbliver ’læren om treenigheden’ det bærende fundament i alt, hvad vi kender til – (og underviser) om Gud!

*

Denne ’dunkle forudsætning’ for (at kunne begribe dybderne i Guds åbenbarelse) er og forbliver imidlertid forudsætninger for at nå frem (til yderposterne) af Guds inderste motiv for, at han viser sig! Derfor har man (med alle slående midler) ivrigt forsøgt at eftervise treenighedslærens klare og tydelige tilstedeværelse i Den Gamle Pagts historie – (men man har kun kunnet meddele afsnittet fra 4. Mose 6:24-26, som ’et håndgribeligt bevis’ for, at denne hemmelighed er kendt før Kristi fødsel.

Her forekommer nemlig ’den Aronitiske velsignelse’, som siger: ”Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!”

GUD OPFATTER DET HELE PÅ ÉN GANG

”Det forekommer imidlertid, at Gud på samme tidspunkt har ’alle ting’ (på én gang) i sin tanke!” (erklærer Thomas d’Aquin, idet han fortsætter i kapitel 55): ”I virkeligheden forholder det sig således, at vort ’menneskelige intellekt’ (på samme tid) kan rumme ’flere ting’ , fordi: som intellektet arbejder, er også tankeverdenen i fuld virksomhed.”

”Vi kan imidlertid,” fortsætter Thomas, ”ud fra dette fatte og forstå, at en hvilken som helst genstand (som består af flere dele) kan opfattes på én gang! Eller sagt på en anden måde: ”Alt, (hvad Gud kender til) det opfatter han efter sin art (som er hans eget væsen) – som han derfor kan opfatte på én gang!

Fremdeles erkender Thomas (i & 4), at ’Selve evnen (til ’at holde tingene adskilt fra hverandre’) ikke indebærer, at der foretages en handling, uden at denne har et formål (’Det formålsløse’ er altså udelukket i denne undersøgelse).

”Dette er altså grunden til,” fortsætter Thomas, ”at vi ikke går rundt og forestiller os, hvordan organerne virker (i det skjulte) i vore legemer! Guds eneste hensigt er at se det i funktion, sådan som han har planlagt det. Alt (som det er bedst forstået) drejer sig om, at vor forstand begriber den ene ting efter den anden! Men Gud tænker ikke sine tanker (som de opstår) efter hinanden – men ’hele tankevirksomheden’ står malet for hans øjne på én gang!

Dette er også Skriftens vidnesbyrd om Gud, thi det siges her i brevet til Jakob: Hos ham ’er der ikke forandring eller skygge, der kommer og går (Jak. 1:17)’.

DEN TREFOLDIGE FRISTELSE

Ved Kristi dåb åbenbaredes Den treenige Gud i sin fylde, idet det hedder: ”Da Jesus var blevet døbt, steg han straks op af vandet, og se: Himlen åbnedes, og han så GUDS ÅND dale ned som en due og komme over ham. Og der lød en røst fra himlene, som sagde: ”Denne er min Søn, den elskede, i ham har jeg velbehag (Matt. 3:16-17).

*

I det følgende 4. kapitel af Matthæusevangeliet bliver Jesus fristet af sin livs-modstander, djævelen, og det er en trefoldig fristelse, som indeholder hele det arsenal, Satan vil bruge, for at lokke Guds udvalgte til at fornægte Guds kaldelse.

Ved den første fristelse er Jesu forsvar dette ord fra Bibelen, at ’mennesket skal ikke leve af brød alene – men af hvert ord, som udgår (i nutid) af Guds mund.”

Den anden fristelse imødegår Jesus med det skriftord fra Bibelen, som siger: ”Du må ikke friste Herren, din Gud!”

Og den sidste fristelse, som den onde kommer med, mødegår Jesus med en befaling: ”Vig bort, Satan! Thi det er skrevet: ”Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene!”

Bibelen siger her: ”Da forlader Djævelen ham, og se, engle kom til ham og tjente ha (Matt. 4:11).”

(Det er bemærkelsesværdigt, at rent grammatisk anvendes her denne vending: ”Da forlader djævelen ham i nutid (som et tegn på, at djævelen i enhver situation vil tage flugten) hvis han står overfor denne stålsatte beslutning!

– ”og se,” slutter Skriftens belæring) ”engle kom til ham og tjente ham!”

Tel.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.19.06.2026