VED HAM HAR VI ADGANG TIL FADEREN

Guds tilgivelse er ikke det samme som ’at slippe fra Guds straf’ (eller fra visse konsekvenser), som ’at slippe fra Guds straf’ (eller fra visse konsekvenser) som er ’en naturlige følge’ af det liv, som vi har ført (forud for vor omvendelse). Tilgivelse er altså ’den handling fra Guds side’, der følger som hans nåde og barmhjertighed, der er i overensstemmelse med et bibelord, som står skrevet i Romerbrevet 5:1-3, hvori det hedder:

1. ”Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi (i troen) har fået adgang til den nåde, som vi nu står i og vi priser os lykkelige over håbet om Guds herlighed.
   
   
2. Det vil altså sige, at på grund af den ’fuldendte retfærdighed’ (vi kun umuligt opnå nogen større tilfredsstillelse af Guds krav om renhed end den, vi opnår ved troen fra Jesus Kristus) har vi opnået at få fred med Gud.
   
   
3. Ja, vi har (i vor tilværelse fremover) fået en ’uhindret adgang’ til Guds nåde, som vi nu (og i al evighed) er placeret i, – og det er i denne situation, at vi priser os lykkelige over håbet om Guds herlighed.
   
   

*

”Således har det også (fra evige tider) været Guds urokkelige forsæt, som han udførte (og færdiggjorde) i Jesus Kristus, vor Herre… at sørge for’ at vi får frimodighed – ja, tillidsfuld adgang (til Guds nåde) ved troen på ham (Ef. 3:11).

*

”Thi ved ham (Kristus) har vi begge parter (jøder og hedninger) i én ånd fået adgang til Faderen (Ef. 2:18) og Hebræerbrevets forfatter gør ikke for lidt ud af denne sandhed, idet han skriver følgende formaning til at have frimodighed og udholdenhed.

”Brødre! Ved Jesu blod har vi altså frimodighed (til at gå ind i helligdommen)… ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget… det vil sige: Ved sit jordiske legeme – og vi har i ham en stor præst over Guds hus (Hebr. 10:19-20).”

Og vi kan ikke ’strides om betydningen’ af disse ord. Det er jo en gammelkendt historie, at adgangen til Guds tempel i Jerusalem kun var til de jøder, der havde renset sig. ”Det splittede forhæng’ er imidlertid nu et budskab om, at vejen er åben for alle syndere, som har omvendt sig i Jesu Navn.

HJØRNESTENEN I VOR TRO

Når vi er færdige (en dag i fremtiden) med at studere den sunde, kristne lære, at ’Gud er tre’, så vil vi være i stand til at undervise menigheden om den store, vidunderlige hemmelighed, at Guds ’enhedø (og Guds ’enhed’ (og Guds ’tre enighed’) hører med til vort daglige liv med Herren, og at vi finder stor styrke og kraft og velsignelse i denne lære.

Vi vil (kort sagt) være i stand til klart og tydeligt at beskrive hjørnestenen i vor tro (som er troen på, at Gud er én og Gud er tre). Dette vil vi gøre i Jesu Navn, og Herren vil være med os og velsigne hvert eneste trosskridt, som vi sammen tager med dette forsæt for øje.

Vi må begynde vor ’undervisning’ (med den ’farlige’ bekendelse), at Bibelen (som er Guds ufejlbarlige ord) ikke på noget enkelt sted (eller med noget ’specielt bibelord’) kan give os en definition af denne lære. Men når vi ’med overbevisning’ lærer, at Gud er én og samtidig tre, kan vi tydeligt undervise om denne sandhed uden at blinke.

Kristendommen er ’den eneste religion’, som underviser om denne sandhed. Ingen anden tro har – såvidt mig bekendt – antaget denne lære som ’Helligåndens største (og mest ubeskrivelige) emne’. Doktrinen om ’Guds treenighed’ er en hovedsag for alle kristne! Den er optaget af, 1) hvem Gud er, 2) hvad Han er lig, 3) og hvorledes vi tør nærme os ham.

Hertil kommer, at spørgsmålet om Jesu Krists guddommelighed indtager en væsentlige plads i disse studier. Dette er af største betydning for vor forståelse af ’treenigheden’.

*

INGEN KAN MODSIGE DENNE KLARE TALE

Vi kan allerede nu (med betydelig klarhed) slå fast, at vi står i en daglig kamp for at bevare den sande tro i vore hjerter, når det gælder vor frelse og ’evige salighed’ i Kristus Jesus. Vi må kæmpe både mod vantro og overtro, som befordres af utallige gudløse mennesker (i både vort lands regering og i vort nærmeste nabolag).

De vantro mennesker, som sidder i vor regering og råder over pressens magt, vil hverken tro på (eller på nogen måde antage) at det, som Gud i sin ufattelige nåde har åbenbaret om Son Søns offer på Golgata (og hans sejrrige opstandelse fra de døde), er og forbliver en evig sandhed! Men Skriftens ord står stadig fast. I 1. Johs. 1:5-19 står det klart og tydeligt, og ingen kan modsige denne klare tale:

”… og dette er det budskab, som vi har hørt af ham og forkynder jer, at Gud er lys, at der er slet intet mørke i ham. Hvis vi (altså) siger, at ’vi har fællesskab med ham’, og dog vandrer i mørket, så lyver vi og gør ikke sandheden’. Men hvis vi vandrer i lyset (ligesom han er i lyset), så har vi fællesskab med hverandre, og Jesu, Hans Søns blod, renser os fra al synd.”

Sådan lyder apostlen Johannes’ ord til os i dag (og han ’giver på ingen måde efter’, men vedbliver at tale til os med Guds ufejlbarlige ord: ”Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver vore synder og renser os fra al uretfærdighed’. Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, så gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os!”

*

Der findes altså ’vantro mennesker’ i Danmark i dag, som er parate til at gøre Jesu ord til løgn og bedrag. – Vantro udspringer dels af hjerternes syndige tilstand og dels af den menneskelige forstands stædige og evindelige indvendinger. ”Den menneskelige fornuft,” erklærer Martin Luther, ”som bliver oplyst ved Guds Ånd, tjener troen på Jesus, Guds Søn. Men uden at opleve denne ’oplysende tro’ er den en forargelse for Gud.”

Det syndige menneske, som ikke ’tør tro’ på den åbenbarede sandhed, kommer hurtigt og let til at forkaste den ’troens hemmelighed’, som kun kan bevares og bære frugt i ’en god samvittighed’.

(… som Skriften siger): ”den kan kun bære frugt i mænd og kvinder der ’med ren samvittighed bevare troens hemmelighed (1. Tim. 3:9).

GUDS HEMMELIGE VISDOM

”Hvad følger nu deraf?” spørger apostlen Paulus (i Romerbrevet 6:1), hvor han fortsætter med at stille det afgørende spørgsmål (til de kristne, som har oplevet, at de har fået magt over synden ved Jesu Kristi offer på Golgata). Spørgsmålet er dette:

”Skal vi blive i synden (for at nåden kan blive så meget større?” Paulus, som (med det samme) lader svaret falde så kontant, som han kan gøre det, svarer selv: ”Aldeles ikke!”

”Det vil jeg overhovedet ikke tale mere om,” (betyder det egentlig), ”thi det må være åbenbart for enhver, at når vi er ’døde fra synden’, hvordan skal vi så kunne fortsætte med ’at leve i den’?” – ”Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus, er døbt til hans død?” fortsætter han – og det spørgsmål har han ret i. Det har vi i grunden aldrig tænkt over! Ved vor dåb sagde vi ja til, at det skulle gå os på samme måde som Jesus Kristus, vi vil følge Herren i liv og i død!”

*

Luther siger: ”simul justus et peccador’ (vi er både ’retfærdige’ og ’syndere’) – hvilket må betyde, at så længe vi lever i denne verden, forbliver vi syndere (der altid vil være under Guds dom), men i tro lever vi under ’hans blivende tilgivelse i Jesus Kristus’, og er da ’i Guds øjne’ retfærdige og fuldstændig rene (og kan ikke dømmes for nogen form for overtrædelse) idet vi er dækket af ’Kristi nåde og renhed’! (Halleluja!)

Betingelsen for at kunne fortsætte med dette sejrende liv er ’at regne sig selv som død for synden ved Jesus Kristus (idet det i Ny Testamente hedder: ”Sådan skal I også se på jer selv: I er døde for synden men levende for Gud i Kristus Jesus.” (Rom. 6:11)

*

Til støtte for denne nytestamentlige lære (om at blive ’fuldkomne i Kristus), må vi i første omgang holde os til Jesu ord i Matt. 5:48, hvor han byder sine disciple ’at være fuldkomne’ (Jesus siger: ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske far er fuldkommen!” Paulus taler i den forbindelse om ’Guds skjulte visdom’ i 1. Kor. 2:6, hvor han siger: ”Dog, visdom taler vi om blandt de fuldkomne – men ikke en visdom, som er af denne verden (eller fra denne verdens forgængelige herskere.

Hvad vi taler om, er Guds hemmelige visdom, som er skjult, men som Gud allerede før tidernes begyndelse har bestemt skal føre os til herlighed (v. 7). Den visdom har ingen af denne verdens herskere kendt, for havde de kendt den, ville de ikke have korsfæstet herlighedens Herre! (v.8)”

Dette vil sige, at Gud har en særlig, (for mennesker ukendt) visdom, som han vil åbenbare i disse sidste dage for at kunne føre Jesu efterfølgere til herlighed!