DE TALER FLOT OM DEN ALMÆGTIGE

Lad os ikke være som ’de elendige’, der taler store ord (og altid har svar på tiltale (og som øjeblikkelig kan udrede enhver situation) med mere eller mindre tomme ord).

De taler flot om ’Den Almægtige Gud’ – men når det kommer til stykket, så ejer de virkeligheden ikke den mindste tro, og det viser sig at være det rene skuespil, når de ’påberåber sig Guds almagt. ”Men nu kommer jeg imod dig, Farao,” siger Herren til alle dem, som påstår sig op, og vil blande sig i ’endetidens problemer’ med al deres tomme snak.

”Du ´’store drage’, (som bare driver rundt og nyder livet i floderne), – ja, som frækt erklærer, at ’den mægtige flod’ er din, og at det er dig, der har skabt de store vande’, som du til daglig flyder rundt i! (Ezek. 29:3).

– og Herren fortsætter (og nu taler han et alvorsord til alle dem, som misforstår situationens alvor): ”Jeg sætter’ mægtige kroge i dine kæbe – (og flodens mange ’viljeløse fisk’ hænger nu fast i dine skæl) …og jeg hiver dig ’med et rask tag’ op af vandet (og alt og alle, som følger dig, følger med).

– og jeg ’efterlader dig’ (og de mange fisk fra ørkenen) dér på den tørre jord. Ingen fjerner dig (for stanken fra dit døde legeme er ulidelig). Ingen begraver dig (for den tørre jord nægter simpelthen at modtage det udlevede legeme). Jeg gør dig derfor til foder for alle jordens dyr og himlens flagrende fugle.

Den tid, hvor du var ’en stok’ i hånden på Israel, er nu forbi, (og du er nu overladt til din sørgelige skæbne). Du blev afsløret, da du ’lod som om’, at du var ’en solid stok’ i hånden på Israel – men en dag, Israel, havde ’virkelig brug for dig’ (og du kunne være den stok, som Israel kunne støtte sig til i nødens time).

– da afslørede du dig. Du ’knækkede’, og splinterne sårede Israel – ja, du ’brækkede midt over’, så at Israel mistede balancen – og nu svinger jeg sværdet mod dig, Farao, og jeg udrydder med ét både mennesker og dyr hos dig. Egypten skal blive ’en ren ødemark’ … og først da skal det gå op for dig, at det er mig, Herren, som du har med at gøre!”

DEN UKENDTE VIDEN

”Det er nu på tide,” erklærer Thomas d’Aquin, ”at vi bevæger os mod den Gud, som har kendskab til de ting, som endnu ikke eksisterer! Den ’guddommelige videnskab’ forholder sig til de ting, som er kendt (som de videnskabelige objekter forholder sig til ’vor videnskab’. – Den rapport, som ’den guddommelige videnskab’ kunne fremlægge (om andre ting), ville da være ’videnskaben om det, der ikke eksisterer’!

På samme vis kan vi betragte det guddommelige intellekts forhold til de forskellige ting (som kunstnerens kendskab til sine arbejder) fordi han har – på grund af sin viden – et særligt forhold til tingene! Eller (for at sige det ligeud): ”Kunstneren kender sine evner (og har en viden om det, som han endnu ikke har skabt).

– ja, hans ’kunstneriske evner’ viser sig (som han arbejder med til opgave) – og ’kunstværket’ antager til sidst former, som ikke før var kendt! – således er der intet som hindrer Gud i, at fremkomme med en viden, som indtil nu har været ukendt!

”Endetiden! Gud har kendskab til ’andre ting’, end lige det, som har med hans nærvær at gøre,” (forklarer Thomas d’Aquin i sit 66. kapitel og fortsætter: ”Han kender til dem, fordi de er fremkommet ved ham (som vi allerede har bevist). Men fordi ’den guddommelige væren’ fremstår i sin ’ufuldendte fuldendelse’ – og alt omkring den ’viser hen til’ den afgjorte fuldendelse’, så er det umuligt, at ’helheden’ allerede nu kan fremstå i sin ’fuldendte guddommelige væren’.

Ja, eftersom Gud har ’den totale magt’ (og fuldendelsen af sin væsen) så strækker hans alviden sig ikke kun til det, som ’er’ – men det rækker frem mod det, ’som ikke er’… – og det bringer os til det afgørende punkt,” fortsætter Thomas. ”Vort intellekt (som altså har forstået, hvad alt dette drejer sig om) ligger inde med ’en viden’ om det, som endnu ikke har vist sig i handling.

Vi forstår, hvad en løve og et æsel er – selv hvis alle de dyr (som er af den art), for længst var forsvundet! Endetiden: Et ’virkefelt’ kan være ’kendt’ (på grund af sin årsag) lange før, det fremkommer! På samme måde kender (og forstår) en astronom en fremtidig bevægelse i rummet ud fa dens himmelske bane.

Men ’Guds kendskab’ (til alle ting) hviler udelukkende på hans viden om dens oprindelse! Intet hindrer ham derfor i at have fuld kendskab til det, som endnu ikke fremkommet.

DER SKAL IKKE MERE TALES OM ARKEN

”Og når I bliver mangfoldige og frugtbare i landet i hine dage,” lyder det fra Herren, ”skal de ikke mere tale om Herrens pagts ark, og tanken om den skal ikke mere opkomme i noget hjerte. De skal ikke mere komme den i hu eller savne den – og en ny skal ikke laves (Jer. 3:16).

Fornyligt er Rom (og mangfoldige steder på jorden) blevet rystet ved, at den nye pave, Leo d. 14, har bekræftet, at den sande lokation af den ’forsvundne pagtens ark’, nu er fundet. I Vatikanet i Rom samlede paven i november i år sine mest betroede medarbejdere for at de skulle planlægge, hvorledes de bedst kunne beskytte ’den lille kirke’ i Jordan, hvor ’pagtens ark’ nu – efter forlydende – befinder sig!’

Hele denne historie har skabt en ’fortælling’, hvortil Rom nu meddeler, at der er opstået ’global støtte’ og ’lokal beskyttelse’. Jeg vil nu personligt spørge, om at den ’ståhej’ er i overensstemmelse med det, som Jeremias siger om pagtens ark: Der skal ikke mere tales om den – og en ny skal ikke laves (Jer. 3:16).

EN ENDETIDS TJENESTE

”Evighedernes konge, den uforkrænkelige, usynlige, eneste Gud, være ære og pris i evighedernes evigheder. Amen! (1. Tim. 1:17)”

Med disse mægtige ord indleder apostlen Paulus én af sine ’mange skrivelser’ til den unge Timoteus – og disse ord har en sådan vægt (og udgør en sådan baggrund) for den unge discipels tjeneste, at de ’klinger gennem tiderne og rammer unge mænd’ (der – netop nu – bereder sig til at følge Herren Jesus i en endetidstjeneste for Ham!

Det er ’en konge’, som her kalder sit unge mandskab til tjeneste! Derfor hedder det (med stor autoritet): ’Evighedernes konge’ opløfter her sin røst (og han forventer, at disse ord bliver hørt og adlydt, for tiden er nu kort, og der er kun ’en lille tid’ tilbage for ’kaldelsens øjeblik’) – og så begynder det sidste kapitel, der indledes med en stor trængsel!

KALDELSENS ØJEBLIK

Kaldelsens øjeblik er så alvorligt, at Herren præsenterer sig selv, for at ’de kaldede’ skal forstå, at dette sker kun én gang i deres liv – og derefter vandrer Herren videre (og tilbuddet bliver givet til andre, som villigt vil lade sig indrulles li endetidens opgør!)

”Jeg er,” fortsætter Herren, ”uforkrænkelige, usynlige og eneste Gud,” (1. Tim. 1:17) – og jeg er netop ved at overdrage tjenesten til ’en generation af unge’, som vil følge mig i en ’sidste vækkelsesrøsts gerning’ på den faldne jord.

”Efter dette kald,” siger Herren, ”har jeg ikke mere at sige (hvad angår ’det ord’, som kalder til en endetidstjeneste). Jeg er ’den uforkrænkelige’ (min magt svækkes ikke med årene), – den usynlige (der altid er ved hånden, for at hjælpe dig) og den Eneste Gud (der er ingen andre, der vil tale til dig som Jeg),” siger Herren. ”Lad mig fra din mund høre et ’amen’, som betyder, at du siger ’ja’ til den tjeneste, som jeg nu tilbyder dig.”

Tel.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag 21.07.08.2026