ERKENDELSE AF DET GUDDOMMELIGE SYN

”Man kan let løse vanskelighederne (ved de tidligere læsestykker) hvis man undersøger, hvorledes tingene udvikler sig i ’den tænkende person.”

Således begynder Thomas d’Aquin sin videre gennemgang af det område, som han arbejder med, med hensyn til ’udviklingen af vort intellekt’. ”Lad os,” (siger han), ”så ofte det kan lade sig gøre, forsøge (med vort intellekt) at nå frem til en erkendelse af det guddommelige syn på tingene!

Man må da begynde at overveje, at ’en ydre ting’ (som vi da kan have i vore tanker) eksisterer ikke (ifølge sin egen natur) – … men, at det nu er ’dens art’ som her forårsager, at den pludselig bliver ’et intellekt, som handler.”

Eller sagt på en anden måde: Da denne tanke nu pludselig er omsat i handling (af en sådan art og en sådan ydre form), at den selv tænker i samme bane – så kræver dette nærmere eftertanke: Ikke sådan at forstå, at selve handlingen: ’at tænke på en ting’ opstår på samme måde, som man opvarmer et lokale – men tanken ’bider sig fast ’og forbliver i den tænkende person.

Denne får nu et forhold til den tankebygning, der er under opførelse (med det resultat), at arten af det, som har været spørgsmålet, bliver nu selve sagen!”

*

Efter denne (lidt omstændelige indledning) fortsætter Thomas d’Aquin med opførelsen af sin tankebygning’ med følgende (skrevet i det 53 kapitel), hvor han anfører følgende i det 3. punkt: ”Man må nu overveje (efter således at have informeret om selve ’arten’ af spørgsmålet) at udtrykke den hensigt (som man har med dette projekt) – og det gør man bedst ved at angive ’definitionen’ (Latin: ration) på eksperimentet. Dette er meget vigtigt!

Intellektet tænker nemlig på en ’hel forskellige måde’ (alt efter, om det er fraværende eller nærværende ved dette eksperiment). Men det guddommelige intellekt tænker ikke på noget som helst andet end ’sin egen væren’. Af den ene grund, (og af denne ene forståelige art), som er og bliver ’det guddommelige nærvær’, kan alle disse forhold være udtænkt i forvejen af Gud.

Med dette usandsynlige og overordentlig utænkelige vil vi nu nærmer os ’den største af alle gåder’, som er dette, at Gud er én, og Gud er tre på samme tid og med samme styrke.

TREENIGHEDEN SOM ER ET EVIGHEDSFORHOLD

’Treenigheden’ er en hemmelighed, som danner Guds fuldkomne væsen, og som er så mægtig en kraft, at der er intet i de ganske univers, som overgår det. Derfor vil jeg tage mig tid til at forklare ’dette forunderlige væsen’ (som i øjeblikket styrer alt i hele vort univers) og som er ’den største forsvarer’ for mennesket, … der ville gå til grunde øjeblikkeligt, hvis denne ’treenige Gud ikke havde taget den evige beslutning, at bevare og forsvare det overfor de fortabelseskræfter, som er rettet imod det.

”Treenigheden’ , som er ’evighedsforholdet i Guds væsen’ nævnes i vor kristne trosbekendelse, hvor den er opdelt i tre hovedafdelinger. Dette skyldes hovedsageligt den kendsgerning, at vi ’bekender vor tro’ på, at ’Gud er én, og Gud er tre’, hvilket kommer klart til syne, når vi henvender os til 1) Gud fader, 2) Guds Søn og ’Gud Helligånd. I modsætning til ’flerguderiet’ forkynder de danske kristne, at der kun er ’en sand Gud’… men de lærer tillige, at denne ’ene sande Gud’ (fra evighed af) tillige er ’den treenige Gud’!

(Dermed mener de, at det guddommelige væsen består af tre personer (der eksisterer i en uadskillelige enhed) som udgør den treenige Gud). Dette udtaler også ’Den Augsburgske Konfession’, når den i sin første artikel siger: Vi bekender, at der er eet guddommeligt væsen (som både kaldes og er Gud. Det vil sige:)

1) En evig Gud, ulegemlig, udelelig og uendelig magt, visdom og godhed, alle tings (de synliges og de usynliges skaber og opholder) … og at den er tre personer af samme væsen og magt og evighed, Fader, Søn og Helligånd.

Den Augsburgske Bekendelse fortsættes med at læse følgende (… og her skal vi koncentreret følge med i alle de vedtagne sætningers opbygning):

’Faderen er ikke skabt og ikke født, er selv den evige urgrund til det. Sønnen er ikke skabt, men født af Faderen fra evighed af. Ånden udgør fra Faderen og Sønnen og er det evige, personlige samfundsbånd imellem dem.’

(Dette vil jeg i det følgende søge at uddybe nærmere, idet jeg støtter mig til den afdøde sognepræst A.G. Blædels ’evangelisk-luthersk kirkelære’ af 1876, hvor han var sognepræst i Garnisons menighed i København.

DE BESIDDER LIVETS GÅDE

I Faderen ikke blot ’erkender vi’, men vi tilbeder (af hele vort hjerte) den evige Guds usynlige og synlige tings ophav – og vi anerkender, at det er Ham, som ’har livet i sig selv, thi der står skrevet: ”Thi Faderen har liv i sig selv’ (Johs. 5:26) – (med tilføjelsen: således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv!) Disse to (sammen med en tredje, Helligånden) er de eneste i hele universet (der myldrer med liv) der ejer livet (i sig selv)!

… hvilket vil sige, at de besidder ’livets gåde’, og de er de eneste, som kan videregive ’Det evige liv’. Om dette er yderligere at meddele: ”Ham (Jesus Kristus) skal vi få at se (når tiden er inde). – han (den eneste, der har udødelighed,som bor i et lys, ingen kan komme nær, som intet menneske har set (ej heller kan se) ham være ære og evig magt! Amen! (1. Tim. 6:16)”

(Man mærker her hvilken Afstand, der er mellem apostlen og så de ’hverdagskristne’, der ikke beskæftiger sig med de åndelige ting). Dette er et af de steder (i Ny Testamente), hvor apostlen slipper sig løs og lader sig gribe af det usigelige – det, som hører evigheden til, og hvor mennesker skal leve i en verden, som Gud i sin kærlighed har skabt for dem.

I Sønnen erkender vi (og er i stand til) at tilbede Guds evige og herlige selvåbenbaring! ’I begyndelsen’ (står der skrevet i Johs. 1:1) ’var Ordet, og Ordet var hos Gud, Dette var i begyndelsen hos Gud.

– og alt blev til ved det, ja, uden det blev intet til af det, som er! I det var liv, og livet var menneskenes lys (v. 2-4)… og det er ’kendetegnende’, at Guds forklaringer (vedrørende verdens og universets skabelse) er korte og præcise og giver ikke rum for indviklede ’erkendelser’. Men alt, hvad der er Guds herlighedsglans, og hans væsens udtrykte billede, som det står så præcist og kortfattet beskrevet i Brevet til Hebræerne, hvor det hedder: ”Han har nu ved dagens ende talt til os ved sin Søn, hvem han indsat som arving til alle ting – ved hvem han også har skabt verden (Johs. 1:3).” Han kaldes (med navnet): ’Ordet’, fordi han er Guds evige selvbevidsthed og selvåbenbaring’. Han er derfor den ’førstefødte forud for al skabningen’ (Kolos. 1:16) – og det er ham, vi har valgt at følge, og som vi ærer og tilbeder som menneskets frelser.

Tel.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.05.06.2026