GUD KENDER ALLE TING TIL BUNDS

”Hvad yderligere er at bemærke,” erklærer Thomas d’Aquin (i sine 800 årige ’tanke-eksperimenter’ vedrørende ’kirkens sidste dage’) er, at denne klare adskillelse (af ’endens afsluttende begivenheder’) må nu (endeligt) drages frem af mørket; den følger nemlig en ganske bestemt orden!

”Man bør især være opmærksom på følgende: Den krystalklare retning, som følger dette projekt, er afhængig af begrundelsen for dets opståen! Dermed menes ikke, at hensigten (med en sag som denne) er drevet af ’naturlige årsager’ – fordi ’de naturlige årsager’ har kun dette ene endeligt! Alle tings totale ophør!

*

”Viden kan det afgøres,” fortsætter Thomas d’Aquin, ”at alt, hvad Gud kender, det kender han ’fuldkomment’ og til bunds’… thi alt, hvad der kan kaldes: ’fuldkomment’, eksisterer i Ham, som er (i sig selv) absolut fuldkommen! ”… idet det (må det her tilføjes) der kun er kendt ’i det store og hele ikke er ’fuldkommen kendt’ – ja, man kan endog have overset det, som er det vigtigste ved Gud, og man kender ej heller de yderste grænser, som fuldbyrder Hans guddommelige væren!)

Men det er altså Gud (som kender alle ting med en universel viden) der her erklærer, at han tillige kender alle ting til bunds! ’Hertil kommer’ (fortsætter Thomas d’Aquin): ’fortrolig med naturen’, er også bekendt med de pludselige begivenheder, som finder sted i det naturlige element! – Og Gud, som har ’en universel viden’ om naturen (og som kender den mindste detalje i naturens univers) har også en guddommelig viden’ (om de naturlige hændelser’ og dens baggrund) – ja, Han gør sig tanker om naturen (i sin helhed) og helt ned til den mindste detalje!

”Hvad videre er,” fortsætter Thomas, ”at den, som kender naturens luner, og som er fuldkommen orienteret om de lidenskaber (som behersker den) – han ved også, at ’det hvide’ er og forbliver hvidt – selvom ’det hvide’ kan opfattes i forskellig grad og dybde’.

AT TOLKE ARVELIGE TING FOR ÅNDELIGE MENNESKER

Vi skal regne med, at når vi er ’sat til at lede Guds kirke på jord, så har vi fået en opgave betroet, der går over vor forstand. ”Derom taler vi ikke med ord, lærte af menneskelig visioner men med ord, lærte af Ånden, idet vi tolker åndelige ting for åndelige mennesker’ (1. Kor. 2:13). Det vil sige, at ’den kødelige intelligens aldrig vil kunne slå til, når det drejer sig om ’at styre og lede Guds kirke’.

Der skal nemlig ’stor varsomhed’ og ’betydelig forsigtighed’ til den opgave at lede Guds folk (gennem de storme og den bidende blæst, som venter Herren udvalgte og Guds menighed i de sidste tider!) Der eksisterer i verden i dag (som det har været tilfældet i alle historiens forskellige tider) mennesker, som ejer verdens dygtighed og jordisk visdom og disse er (på trods af deres høje uddannelse) uegnede til at styre og lede Guds menighed.

Til den vanskelige opgave kan menighedens ’ældste’ kun bruge mennesker, der ’taler ord, lærte af Ånden’, idet de tolker åndelige ting for åndelige mennesker’ (1. Kor. 2:13).

*

Hemmeligheden bag denne besynderlige ’styreform’ (hvor det ikke drejer sig om menneskelige dygtighed), præciseres (i det sidste afsnit af det andet kapitel i Pauli første brev til Korinterne) hvor apostlen skriver: ”Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der stammer fra Gus Ånd.” Det er altså af afgørende vigtighed, at menighedens ledere består af folk, som på stedet kun skelner mellem et ’åndeligt menneske og et ’sjæleligt menneske!”

(- og de er ’gode ældstebrødre’ hvis de (på stedet) kan finde ud af, om et menneske (der søger efter en ’ledende stilling’ i Guds menighed), tager imod det, der stammer fra Guds Ånd!

*

’Det åndelige menneske’ kan imidlertid bedømme ale (… og det siger ikke så lidt), – men selv kan han ikke bedømmes af nogen. Det vil kort og godt side, at ’en mand’, (thi kvinder kommer i denne sag overhovedet ikke i betragtning), der anbefales som ’ældste’ i Herrens menighed, kan ikke bedømmes tilstrækkeligt (thi hvem kan sige, om Herren ikke har større planer med denne person).

Dette ved kun Herren, og apostlen Paulus opfordrer her dem, (der skal tage beslutninger vedrørende tjenesten i Guds menighed) idet han siger: Hvem af jer har lært Herrens sind at kende, så at han kan undervise Ham om så store ting? Nej, lad os i denne kostbare sag fare med lempe, idet vi bevarer Kristi Sind!

*

Vi bør vogte på, hvorledes ’myndighederne’ – ja, ’de ledende mænd’ indenfor Guds Kirke – omtaler Den Hellige Skrift. Anvender de den samme betegnelse som Paulus, der altid beskriver Bibelen som ’Den hellige Skrift’ (eller ligefremt som ’Guds ord’) idet han f.eks. siger: ”Derfor takker vi også uophørligt Gud for, at I dengang I modtog Guds ord (som vi forkyndte) ikke tog imod det som menneskers ord men som Guds ord (hvad det i sandhed er, hvorfor det også gør sin gerning i jer, som tror!” (1. Thess. 2:13)

(- også i vor tid findes folk, der har det samme ugudelige sind overfor de troende, som apostlen Paulus omtaler med ordene: ”Dem, der både slog Herren Jesus og profeterne ihjel og forfulgte os af al magt. Gud har ikke behag i den slags folk! Mod alle mennesker er de fjendske, idet de hindrer os i at tale til hedningerne, så de kan blive frelst (v. 15-16).”

DETTE SIGER GUD

Bibelen er ’Guds Ord’ forstået nøjagtigt som det siges: ’En tale og et ord, der kommer direkte fra Gud’, og altid skal forstås på den måde, at ’dette siger Gud’. Det gælder i højere grad Skriftens ord, som da er formuleret med ’apostlenes og profeternes tale’ – thi… Bibelens ord er i besiddelse af en åndelig kraft, som kan bryde igennem menneskers stenhjerter og forvandle deres liv fra at være ’Guds børn’, der nu tjener den levende, evig og kærlige Gud!

Når apostlene således skriver til menighederne, arbejder deres ånd (i det øjeblik, de sætter pennen til papiret) i ’Helligåndens tjeneste’ – og dermed vidner indtil jordens ende (Ap.G. 1:8) – ”Og da han havde sagt dette, løftedes han op (mens de så derpå) og en sky tog ham bort fra deres øjne” (fortæller Lukas i Ap.G. 1).

Dette skete ikke i en fjern og skjult afkrog, og det hændte ikke , uden at der var vidner til stede, som kan bekræfte, at dette er sandt (hvis noget er sandt) og dette er troværdigt, (hvis noget er til at stole på).

*

”Som de nu stirrede op imod Himmelen, mens han fór bort, se, da stod der hos dem to mænd i hvide klæder, og de sagde: ”I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op imod Himmelen? Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen (Ap.G. 1:10-11).”

’Som apostlene på det stærkeste fordres at ’deres mundtlige ord – D.V.S. hvad de båd …(??) under Helligåndens kraft fortæller om de forskellige begivenheder , som skete i forbindelse med Jesu bortgang fra denne jord – på samme måde fordrer de også, at deres skriftlige vidnesbyrd skal modtages.

Vi kan derfor kun ane det som en fuldstændig misforståelse, når ’visse folk’ ikke mener, at læsningen af Den Hellige Skrift er ’en direkte omgang med Gud’ (eller ’et absolut fællesskab med Guds Ånd’).

Det Nye Testamentes skrifter er og forbliver forfattet på græsk (i tiden fra år 50 til år 100 efter Kristi fødsel) – og de betragtes i dag af tusindvis af kristne ud over hele verden som Guds ord – og er ’tilstrækkeligt vidnesbyrd’ til at kunne lede en fortabt sjæl på frelsens vej…

Tel.: +45 30 15 38 68 email: johnynoer@hotmail.com

Næste udgivelse af ’Med Grundlov skal land bygges’ er fredag d.22.05.2026